Det kræver omstilling når den sidste unge er fløjet fra reden efter 20 1/2 år med drengelarm i huset. Selvfølgelig har det tyndet lidt ud løbende gennem de sidste år, men i søndags røg Andreas på Skovbo, det store hus rummer nu kun David og mig og det er underligt, at maden ikke længere forsvinder som dug for solen fra køleskabet, at man ikke hører døren smække sent om natten og at man ikke vælter over sko i størrelse 44 til 46 midt i opgangen. Mindre rengøring... mindre frustration over at det dog kan være SÅ svært at sætte en kop i en opvaskemaskine.... mindre...sjov!

Ja, det kræver omstilling. David og jeg har heldigvis stadig noget at sige hinanden selvom den snart står på sølvbryllup, men i aftes var han i Holbæk for at hjælpe med opstarten af vores nye husgruppe og jeg var helt alene hjemme. Læste noget godt i Biblen, hyggede mig med feta og oliven ....og grinede højlydt så det rungede i det store tomme hus, fordi jeg så SHREK. Det er dog de mest geniale film der er lavet!

Har set dem begge en gang før, men lånte dem lige af Silke til husgruppe, fordi tre'eren snart kommer og spejderne har jubilæum i Roskilde og siger "Vær beredt". Så jeg hyggede mig over Grimrianen Shrek og æslet Eddy Murphy og "blev beredt" til d. 31, som er release dagen.

Synes det er så fedt i Shrek at den ene skæve eksistens kan hjælpe den anden med at få brudt mure ned og turde åbne sig for kærligheden.

Prinsessen bliver ved med at være grim i andres øjne, selvom hun har fået det ultimative kys af Shrek... men han elsker hende..og æslet synger glad bryllupssang "and they live ugly ever after".

Kan godt identificere mig med, at mødet med Jesus ikke har udslettet alle mine grumme og grimme sider men Han elsker mig og vi kan skabe et rum hvor andre også tør åbne sig selvom de ikke er skåret af en fuldkommenheds skabelon. Så velkommen indenfor i sumpen allesammen, i det rum hvor Gud elsker os, og hvor grimme ællinger bliver mere og mere svaner af at spejle sig i Hans stille vande. Velkommen til at bryde mure ned i efterfølgelsen af én der er større end os selv og som kan rumme os som vi er.

Dagens morale: Læs din bibel, spis oliven og SE SHREK!

Vi er allevegne!

Sådan følte jeg det ihvertfald i går, da jeg cyklede rundt i bymidten for at hænge plakater op om vores spændende musikgudstjeneste på Gimle på søndag. Alle steder hvor jeg kom indenfor med min tegnestift og plakat, hang der allerede en plakat i forvejen!

Vi havde fået trykt en masse plakater og lagt dem på infobordet i søndags og så var der åbenbart nogen der var gået til makronerne. Jeg syntes det lugtede af Rie, hun er altid så effektiv, så jeg ringede lige til hende fra mobilos og ganske rigtigt, det var hende der var "synderen". Jeg fik et par idéer af hende til steder hun ikke havde været og så mødte jeg en sød afrikansk pige som jeg også gav en plakat og inviterede. Foreløbig er vi jo syv nationer repræsenteret i vores brogede forsamling og det er så fedt med alle de kulturer. Jeg vil gerne have at vi bliver en helt multietnisk kirke hvor hudfarverne er lige så brogede som alt andet.

Det er da spændende det med Gimle! Og bliver ikke mindre spændende af at der var en amerikaner der bad for mig for nogle måneder siden og sagde: "Jeg ser jeres kirke på et spillested for unge, hvor I blander jer med alle andre, det er ikke kun kristne der spiller der... der er sorte vægge og små borde rundt omkring". Da jeg kom hjem fra den forbøn lå der en mail fra ... yes, you guessed it, GIMLE... og inviterede os til at komme og holde nogle gudstjenester der. Det er så fedt når vi sådan kan se Guds fingeraftryk midt i vores små mennesklige projekter.

Er ved at tænke på en fed invitation der hænger i ørerne: "Guds glade gøglere på Gimle" eller Glad gospel på Gimle eller "Guds glade gutter gæster Gimle" ... yes, jeg ved det, jeg går i selvsving... så jeg dropper det bare :-)

Ja her er jeg allerede igen, jeg er så glad for at jeg endelig har fundet passwordet til min blog, så nu er jeg ikke til at stoppe!

"Passion" tænker jeg på i dag. Det kommer sig af, at jeg i morges på vej til arbejde cyklede forbi en lastbil, der holdt udenfor ostehandlen, og på ladet stod med store bogstaver firmanavnet og nedenunder "En passion for ost". Jeg syntes det var lidt komisk at tænke på, at man kan have passion for ost, det er jo bare noget man spiser. Men passion er i det hele taget et mere og mere brugt ord i vores danske sprog. I gamle dage hed det lidenskab, men også her er det åbenbart det engelske ord, der anses for mere trendy...øh jeg mener mere smart....

Da vi kørte opad i Sverige kom vi forbi en masse små 2CV-er der var på vej til 2CV træf i en uge. De var nuttede men forfærdelig langsomme at ligge bagved på motorvejen. De kørte den modsatte vej da vi var på vej hjem, så der var åbenbart nogle der havde passion nok for gamle 2CV'er til at bruge en uge af deres ferie på at dyrke det. Og umiddelbart efter vi kom hjem, var der Mini-træf på vores festivalplads i Roskilde, så byen vrimlede med mini-er i nogle dage. Passion, passion, passion for Kyllingens udsmidning, passion for ost, passion for små gamle biler.....

Jeg har selv en passion for autentisk efterfølgelse af Jesus i et levende kristent fællesskab. Nu starter vi igen gudstjenester op på Kulturhuset i Roskilde efter at det har været lukket i en hel måned, hvor vi har måttet nøjes med at gå på besøg hjemme hos hinanden (og stuerne rummer dårligt 50). Jeg har set nogle fra fællesskabet sporadisk ind imellem, men hvor jeg dog glæder mig til på søndag at skråle igennem i tilbedelse, at give knus til alle jeg har savnet, at udveksle ferieoplevelser i kaffepausen, at høre inspirerende tanker om hvordan man omsætter Gud i hverdagen. At opleve glimt af evigheden, berøringer af den højeste Gud sammen med mine bedste venner.

Det er min passion.

Der er nogle netbutikker der har en "robotpige" man kan stille spørgsmål om de produkter, firmaet har til salg. Du har måske mødt Anna på Ikeas hjemmeside, hvis du er ensom en dag kan du surfe forbi der og stille hende et par spørgsmål. Hun ved nu ikke ret meget om livet i al almindelighed, hun vil bare sælge noget og kan være ret irriterende i længden.

Hun har åbenbart en amerikansk kusine der hedder Jenny, som jeg havde en samtale med i går. Så snart jeg surfede ind på en dvd-hjemmeside, begyndte hun at snakke til mig. Jeg kopierede og gemte samtalen for jeg syntes den var ret komisk. Her er den oversat og i øvrigt ordret (og jeg beklager at jeg viser en lidt mindre pæn side af mig selv, men måske kan du forstå det, når du læser samtalen):

Så snart jeg var kommet ind i rummet sagde Jenny:
--------------------------------------------------
Jenny: Vent, du må ikke gå! Før du forlader vores site vil vi gerne bede dig om at fortælle hvorfor du går. På den måde kan vi forbedre vores websted.

Mig: Jeg går ikke, jeg er jo lige kommet :-)

Jenny Says: Ok, tak fordi du kom og hav en god dag

Mig: er du blondine ?

Jenny : Undskyld, jeg kan ikke svare på det spørgsmål lige nu, men du er velkommen til at kontakte us. Du kan nå os pr email på whvcustserv@emsi.echomail.com eller du kan ringe til vores gratisnr. (800) 364-6928.

Mig: Hvad KAN du svare på?

Jenny: Tak fordi du chatter med mig. Jeg vil sige dig, hvad jeg KAN gøre, jeg kan tilbyde dig 10% rabat på din ordre i dag. Bare klik her og skriv USK i kodefeltet .

Mig: Sender I varer til Europa?

Jenny: Hvis forsendelsesgebyret er et problem, kan jeg tilbyde dig gratis forsendelse hvis du bruger 25 USD i dag. Bare skriv USFS i kodefeltet KLIK HER

Mig: Gælder det også Europa?

Jenny: Skønt alle er velkomne til at kigge i vores butik, er det sådan at man skal have modtageradresse i USA for at kunne købe noget hos os.

Mig: Det tænkte jeg nok

Jenny: Denne 10% rabat kan kun fås igennem vores chat i en begrænset periode

Jenny: KLIK HER og skriv rabatkoden "USD" for at benytte dig af dette utrolige tilbud

Mig: Jamen hvis I ikke vil sende noget til mig kan det jo ikke nytte noget

Jenny: Hvis du ønsker gratis forsendelse, kan jeg tilbyde dig gratis shipping, hvis du bruger 25 USD i dag. Bare skriv USFS i kodefeltet - KLIK HER

Mig: Kære venner, kunstig intelligens er sandelig ikke særlig udviklet endnu hva !!

Jenny: Dette tilbud gælder kun i en begrænset periode, så benyt dig af det lige nu, for det kan være det er udløbet i morgen. Din tilfredshed er vores højeste prioritet. En rabat på 10% er vores tak til dig fordi du handler med os. KLIK HER og skriv koden USD

MIG: Jeg kan virkelig bedre lige mennesklige samtaler end robotsamtaler. Du driver mig til vanvid!

Jenny: Det bedste ved at handle med warnerbros.com er at vi ikke kun sælger film på DVD men også alle mulige TV serier"

...........

tja, sådan kan man fordrive ti minutter når man har camp-abstinenser! Samtalen fik mig til at tænke på, at som kirke har vi i årtier sagt "Jesus er svaret" men vi har ikke været så gode til at lytte til spørgsmålene. Det kan ikke nytte noget at jeg prædiker om eskatologiske aspekter af helliggørelse eller sakramenters betydning for homeletik, hvis folk sidder med ærlige, jordnære, fortvivlede spørgsmål der gælder deres egen situation. Så er vi bare nogle "plastikledere" der kommer med patentsvar. Gud kalder os til at være lyttende og autentiske. Da jeg kom ind på hjemmesiden var jeg oprigtigt interesseret i at få "produktet helt hjem til mig selv", men det kunne de ikke lige forholde sig til, de gav mig bare en masse floskler og tilbud jeg ikke kunne bruge.

I min husgruppe er folk gode til at råbe mig an, hvis jeg kommer med et oplæg, der er lidt "floskelagtigt" og ikke har forbindelse til det virkelige liv. Men nu hvor vi går ind i en ny sæson i kirken og jeg skal prædike nogle gange i løbet af efteråret, vil jeg også der gerne kunne prædike om noget der er relevant for folks virkelige liv, noget der kan bruges i hverdagen. Jesus var vældig hverdagsrelevant, hans fortællinger tog altid udgangspunkt i det der var lige omkring ham.

Kom gerne med nogle spørgsmål eller idéer til Maibrith, Carsten, David og mig ---- skriv endda gerne spørgsmål som kommentar til dette blog-indlæg. Hvad tumler du med, hvilke områder af din tro vil du gerne udvikle, hvor er det tvivlen kommer ind og "æder" din vandring med Jesus? Vi vil ikke bare prædike plastikstøvler på samlebånd, vi vil vandre sammen med dig i dine mokkasiner! Procenter og genveje har vi måske ikke, men lad os sammen haltende, men fyldt med håb følge den opstandne Kristus.

Og sig endelig til, hvis du oplever jeg på noget tidspunkt mangler autenticitet i det jeg formidler . Hellere være et skrøbeligt, ujævnt lerkar end en kønsløs, ensrettet Tupperware-skål!

Jeg er ekstremt ekstrovert (ekstrovert betyder meget udadvendt, vil helst have mennesker omkring mig konstant). I dag har jeg derfor abstinenser efter en herlig uge på Vineyard-camp i Sverige hvor jeg var omgivet af gode venner. Jeg prøver altid mentalt at forberede mig til vi skal hjem fra camp, denne gang forberedte jeg mig ved frivilligt at melde mig (og resten af familien) til at tage det store mødetelt ned under Anders Westins kyndige ledelse. Jeg synes det gør min sjæl godt sådan at vælte stolper, samle reb og folde den kæmpemæssige cirkusteltdug sammen for at sætte punktum efter en fantastisk uge. Nu var det tredie gang vi var med til teltnedtagning i Rimforsa og i år blev vi forfremmet til at vores Berlingo måtte være den bil, der trak i rebet så de sidste store stolper væltede som tændstikker !!!! De skulle lige tænke lidt over, om vi nu kunne klare opgaven, når vi var på danske plader, men lov fik vi og ned kom det..... det er så hyggeligt at gå der med store arbejdshandsker og hive og bære og svede sammen som det sidste inden vi vender næsen sydpå.

Selvom jeg gav mig helt hen til dette afslutningsritual, har jeg alligevel hul i maven i dag. Det er begrænset, hvor meget jeg kan svømme hen i selvmedlidenhed, for jeg har også lige otte læs vasketøj der skal af vejen. Men jeg er så taknemlig for min store Vineyard familie og den glæde fylder, sammen med savnet, min mave på en god måde.

Jeg var lidt nervøs fordi jeg skulle prædike på afslutningsmødet og der var mange store kanoner der havde prædiket i ugens løb og jeg er jo kun en lille kugle, men der var så mange der sagde: "Alle der sidder der vil dig det godt, Solvej!" og "du skal bare være dig selv, Solvej" og jeg er bare så taknemlig for at være en del af et community hvor så mange brogede mennesker vil hinanden det godt og jeg kan få lov til at være den original jeg er.

Vejret kunne have været bedre og mødeteltdugen var ikke imprægneret, så på nogle møder skulle man faktisk sidde med paraply, men det er da egentlig sjovt at tænke tilbage på bagefter, specielt den dag lovsangsbandet spillede "Let it rain" mens vi prøvede at undgå dråberne omkring os.

Jeg var så glad for at vi var så mange fra Roskilde Vineyard der kunne have den gode oplevelse sammen. Det var begrænset hvor meget jeg fik snakket med folk, for jeg stod for den danske del af børnekirken hver formiddag, men jeg fik nogle dejlige nye venner der var mindre end mig selv (3-11 år). Da jeg sad der og rystede i bukserne inden jeg skulle op og prædike den sidste formiddag, var det rigtig fedt at mærke Marie på seks som sad og lænede sig op af mig, hun var en ven jeg fik i ugens løb og tilliden og varmen fra det lille menneske boostede mig virkelig inden jeg skulle op under spotlightene.

Hver anden morgen vågnede jeg tidligt nok til morgenbøn og det var det fedeste at gå med en kop nescafé mellem de dugvåde telte hvor folk var ved at vågne op, hen imod bønnekælderen mens jeg mærkede duggen op igennem sandalerne. Duften af kaffen, følelsen af koldt og vådt på tæerne, synet af den lille blå plet på himlen der bebudede, at det måske ville blive lidt solskin den dag, viden om at nu skulle jeg op og bede sammen med nogen jeg kendte og nogen jeg ikke kendte - bøn på flere sprog til den Gud der favner os alle - det gjorde mig bare altsammen så taknemlig og glad fordi min himmelske Far har været så god mod mig.

Nu er jeg nede fra skyen og hjemme på pinden. Og skal ned og skifte vasketøjslæs. Gud er god. Også i hverdagen i Roskilde. Siger jeg til hullet i maven og glæder mig over, at der starter en ny Vineyard camp om 358 dage.

Friske nyheder? Med et smil stikker den unge gut en morgenavis ud foran mig på cykelstien hvor jeg kommer drønende. Jeg er ved at komme for sent på arbejde, så jeg smiler anstrengt og takker nej og tramper ekstra hårdt i pedalerne for at vinde den tid jeg har tabt på at sagtne farten og svare ham. Klokken er kvart i ni og jeg har en lang cykletur foran mig. Nej tak til nyhederne i dag. Det må vente, der er så meget andet jeg har gang i.

Evangeliet er Guds gode nyheder til mig. Hver morgen er hans nåde ny. Hver morgen har jeg mulighed for at finde en ny juvel i Hans bog eller at høre Ham tale til mig gennem bønnen hvis jeg er stille længe nok. Det er nemt bare at piske afsted, forbi Hans udrakte arm, forbi det der gør livet til mere end bare en eksistens.

Og hvis jeg har haft alt for meget fart på alt for længe, kan jeg efterhånden slet ikke mærke sulten, længslen efter Hans nærvær i mit liv. Alt omkring mig opfordrer mig til at sætte farten op, købe den sidste nye dims, være en succes. Kalenderen hvirvler mig ind i en strøm af aftaler og forpligtelser, fart på, fart på.

Jeg vil ikke være offer for tidstyranni, jeg vil ind imellem tvinge mig selv ned i gear. Dufte til den syren, nynne den takkesang mens jeg tramper i mine pedaler. Sidde i den havestol med min Bibel og lade mig varme af solen og solopgangen fra det høje.

Så i morgen tager jeg på retræte. Op i et kloster til en flok nonner der ikke laver andet end at fordybe sig i rosenduft og bønner. Hmmmm....tror nu ikk' jeg ville egne mig som nonne. Men en enkelt dag i stilhed kan jeg mærke, jeg har brug for.

Evigheden er for kort til bare at cykle videre når Gud rækker de gode nyheder frem til mig. Hans nåde er ny hver morgen.

Kanalrodsbehandling. Alene ordets smag i munden gør ondt. Men det er nu kun den ene side af munden der smager, den anden er tyk og hævet og følelsesløs. Først virkede bedøvelsen ikke, og smerten jog igennem mig så jeg nærmest sparkede til tandlægebordet pr. refleks. Så fik jeg et skud til og han prøvede igen. Ny smerte, nyt jag. Nu ved jeg hvorfor jeg er blevet ved med at udsætte denne begivenhed! Ud og sidde lidt i venteværelset med Alt for Damerne i håb om at bedøvelsen ville begynde at virke lidt bedre. Det gjorde den. Lidt bedre, dvs. jagene blev lidt mindre. "Det er fordi der er hul helt ind til nerven" sagde han. Og så blev der ellers gået til den og fjernet alverdens råddenskab der havde samlet sig gennem de sidste par år, hvor jeg burde have været til tandlæge. Det er noget med, at når der har samlet sig så meget råddenskab, så virker bedøvelsen ikke lige så effektivt. Det er synd for mig! Det hele bliver lidt mere tåleligt af at tænke på, at jeg lige har fået en lille uventet slat penge, så jeg var inde for at booke en frisørtid på hjemvejen, synes da nogle af pengene bør gå til lyse striber og ikke kun til kanalrødder. Moralen, Solvej, siger du, hvad er moralen? Moralen er vel at nogle dage indeholder nødvendige tiltag, som det er nemmere bare at udsætte. Og at det elfte bud "Du skal bruge tandtråd" måske ikke er helt overflødigt alligevel. At når man ikke holder tænderne ordentligt, så ender det med råddenskab. Og hvis du vil have mere morale ud af historien, så tænk på, at hvis Gud viser dig et eller andet i dit liv, som Han vil hjælpe dig med at gå i gang med, så er det måske bedre bare at kravle op i stolen end at løbe rundt og lave alt muligt andet i flere år. Og med disse dybe overvejelser i den side af hovedet der ikke snurrer, vil jeg nu lave mig lidt suppe. Skæve hilsner!

8.57 tager jeg toget fra Roskilde Station og står af på Hovedbanen kl. 9.22. Kl. 9.30 mærker jeg Rådhusklokkerne vibrere i nakkehårene når jeg er nået et stykke ned ad Vestergade. I en blok næsten helt oppe ved Storkespringvandet arbejder mit livs udkårne. Han er ansvarlig for to huse, der ligger lige overfor hinanden, på hver sin side ad gaden, men for det meste ser jeg ham aldrig når jeg går forbi, for han møder en time før mig og han sidder mest oppe bag sin computer. Der var dog en uge for et par måneder siden, hvor jeg så ham nede på gaden på vej fra det ene hus til det andet sammen med et par kolleger. Jeg gik resolut hen til ham, prikkede ham på skulderen og gav ham et kys. Folk der havde vandret bagefter mig op ad Vestergade stirrede bestyrtet, hans kolleger gloede med åben mund og polypper. Og min mand fik resten af dagen til at gå med at prale for sine andre kolleger med, at så snart han viste sig på gaden, kom der en kvinde hen og kyssede ham. Faktisk skete det igen et par dage efter, præcis kl. 9.36 gik han lige over gaden og blev overfaldet af en "fremmed" dame der kyssede ham. Hvor blev jeg dejlig varm om hjertet lige før jeg selv skulle møde ind, det gav lige dagen lidt ekstra krydderi!

En meget sød historie fra et par midaldrende turtelduer der snart har sølvbryllup tænker du måske. Ja, men det har også fået mig til at tænke på vished i et kærlighedsforhold. At jeg ved, han er deroppe og elsker mig, selv de morgener hvor jeg ikke ser ham. At så mange års grinen af de samme vitser og dynamisk sparring om livet i al almindelighed har givet os en tryghed i at vide, at hinanden er der. Og at sådan er det også med mit Gudsforhold. Det er langt fra alle morgener, jeg kan mærke Guds "kys" når jeg beder. Men livet har lært mig at han er der. Tryghedsnarkoman det er jeg. Jeg kan slet ikke forestille mig tanken om at vandre af sted en morgen uden at vide, at Han er deroppe! Alt det tænker jeg på når jeg af vane drejer ved hjørnet af Vor Frue Kirke og vandrer hen over universitetspladsen blandt flaksende duer. At livet er godt med en Gud, der altid er der, synlig eller ej. "Kys mig, giv mig kys af din mund, for din kærlighed er bedre end vin"

Sneflokke kommer vrimlende. Endelig. Vågner op og der ligger et smukt hvidt tæppe overalt, og der blæser konstant mere sne ned oveni det der ligger der allerede. Han har åbenbart masser i posen, Ham der sidder og ryster det ned over os deroppe. Naboens kirsebærtræ er ellers helt sprunget ud, min græsplæne er så høj at den burde være blevet slået og knopperne alle vegne bebuder at det er forår. Men det er det altså ikke. Det har været den varmeste januar i mands minde, men nu er den pludselig blevet normal. Har ellers en masse indenbys ærinder i dag, og overvejer om jeg skal skrabe bilens ruder eller bare cykle forsigtigt gennem sneen. Jeg mærker nok livet mere hvis jeg cykler, og så får jeg også ungpigekulør!

Sneen ændrer altings udtryk. Det store birketræ overfor som plejer at lyse hvidt med sin stamme, ser nu helt gråt ud i forhold til sneen. Lydene bliver dæmpet, deres skarphed forsvinder. Toget oppe på bakken kan jeg slet ikke høre nu. Børnene laver snemænd. Den hullede asfalt på vejen og alle de andre triste grå nuancer er nu så smukke, lysende hvide.

Hans nåde er ny hver morgen, siger et gammelt bibelord. Og på sådan en morgen har Han tegnet det for mig. Alt det grå og triste, alt det dumme jeg gjorde og sagde i går, er tilgivet. "Selvom dine fejltrin er røde som rødbede, skal de blive hvide som sne". Fik engang rødvin på et hvidt gulvtæppe. Prøvede alt: Kartoffelmel, pletfjerner, tæpperens. Intet hjalp. Måtte til sidst degradere tæppet til kælderen. Game over. Sådan er det ikke med min Far der har opfundet snekrystallet. Han tilgiver gerne! Dejligt at tænke på for en som mig, som gode venner fra kirken har kaldt "Guds svar på Bridget Jones".

Nu vil jeg vove mig ud i sneen. Og for hvert fnug der lander på min næse vil jeg tænke på, at min Far i Himlen elsker mig nok til at Han sendte sin søn og dækker alle mine fejltrin. Han har masser af sne i posen. Og meget andet godt.

"Boxing Day" hedder det i Amerika, den dag hvor man piller al julepynten ned og putter den i kasser. Det gjorde jeg så i dag. Men først skulle jeg se om mine lange slanke julelys virkelig VAR så selvslukkende som jeg havde forsikret min stearinlysfobiøse mand om at de var. Så de to smukke Georg-Jensen lyseholdere fik lige lov til at brænde den sidste centimeter af mens jeg kiggede på. Spændende underholdning i julen hva'? Men jo, vægen brændte klart, flakkede så og døde til sidst helt, da der ikke var mere stearinnæring til den. Smart må jeg sige. Så kan jeg også næste år med god samvittighed lade dem hænge på hver sin gren på mit oliventræ.

Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!

Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.

Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.

Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.

"Boxing Day" hedder det i Amerika, den dag hvor man piller al julepynten ned og putter den i kasser. Det gjorde jeg så i dag. Men først skulle jeg se om mine lange slanke julelys virkelig VAR så selvslukkende som jeg havde forsikret min stearinlysfobiøse mand om at de var. Så de to smukke Georg-Jensen lyseholdere fik lige lov til at brænde den sidste centimeter af mens jeg kiggede på. Spændende underholdning i julen hva'? Men jo, vægen brændte klart, flakkede så og døde til sidst helt, da der ikke var mere stearinnæring til den. Smart må jeg sige. Så kan jeg også næste år med god samvittighed lade dem hænge på hver sin gren på mit oliventræ.

Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!

Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.

Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.

Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.

Undren. Undren er en god indstilling til livet. Så i dag vil jeg dele noget med jer som fylder mig med undren. Det er lidt af en fordom, fordomme er jo ikke så gode at have som kristen. Ikke desto mindre har jeg en fordom om at japanere altid fotograferer. Forstå mig ret, jeg kan godt lide japanere, havde en rigtig god japansk ven på bibelskolen i Dallas i tidernes morgen, som hed Kasushi Mitani og jeg kan ikke huske at jeg nogensinde så ham fotografere. Men det er 23 år siden, så jeg har sikkert bare glemt det. Kasushi var en fin fyr.... men altså, der er noget om den her fordom: Japanere fotograferer altid! Lige siden jeg var helt lille har jeg hver gang jeg var på københavnertur eller Himmelbjerget eller på Bakken set en flok japanere der fotograferer hinanden. Tænk på alle de mange tusind billeder de må akkumulere! Et par gange om ugen arbejder jeg i København og krydser Rådhuspladsen kl. halv ti om morgenen. Altid må jeg manøvrere rundt om en flok japanere der tager billeder af hinanden foran en vandpyt, foran en due, foran busterminalen og HVEM har lige lyst til at forevige den??? I sidste uge kom jeg til at vade lige ind foran en gruppe da det sagde klik, så nu ligger jeg sikkert på et sofabord i Tokyo med et forbavset udtryk i morgenfjæset.

Men en ting undrer mig: Hvad gør de af alle de billeder? Jeg har hørt, at de ikke har ret mange kvadratmeter bolig fordi Tokyo er så overbefolket. De bor en hel familie på 50 kvadratmeter... og det er jo altså ikke fattige mennesker, de har samme levestandard som os og har højere gennemsnits-IQ end os danskere. Så jeg har tit tænkt over, hvor de dog gør af alle de billeder. Jeg har selv en hel kælder fyldt med kasser af mærkelige ting, som jeg måske får brug for igen en dag. En af kasserne er der billeder i. Men næsten ingen har vel kælder i Tokyo? Så jeg tror de stabler 50 fotoalbums ovenpå hinanden og lægger en glasplade på og så er det sofabordet. Og 100 albums i bunker af 10 stk dækkes over af en madras og så er det dobbeltsengen. Op imod væggen i bryggerset ligger stabler fra gulv til loft. Overalt hvor du kigger i et japansk hjem er der fotoalbums. Sådan må det være. Når man ikke har så mange kvadratmeter, må man have mange minder.

Høhø nu sidder du nok og læser dette for anden gang og tænker: Hvor er lige den åndelige mening i det her? Solvej er jo altid så åndelig....

Men jeg er også et ganske almindeligt menneske der undrer mig over helt almindelige ting. Så længe man undrer sig, lever man. Så hermed er du forsynet med et billede af en mindre åndelig Solvej, som du kan lægge på dit sofabord. Billedet altså :-)

Det er en vintermørk onsdag morgen og der er ikke så meget i vejret at råbe hurra for. Det bliver mørkt før man får fri fra arbejde, så der er ikke meget dagslys at suge energi fra. Mit humør påvirkes faktisk meget af vejret, - når det er lavtryk kan jeg føle mig helt flad og gumpetung. Der må være mange der har det sådan, for i El-Giganten for et par dage siden så jeg en "energilampe" man kan tænde og kigge på, en slags lysterapi, der vist bliver brugt en del i psykiatrisk behandling i vintertiden. Oppe i Nordnorge hvor det næsten ikke bliver lyst udenfor i dagtimerne om vinteren er sådan en tingest vist nærmest fast inventar i hjemmene. Umiddelbart virker en lampe da også mere tiltalende end lykkepiller. 1199 kr kostede den i butikken hvor jeg så den, og så var den endda nedsat.

Jeg købte ikke en energilampe. Men jeg har lige siddet her og tanket lys op alligevel. Gud er lys og der er slet intet mørke i Ham. Og når jeg ellers kan tysse på min fortravlede sjæl så jeg kan finde ro, oplever jeg lysterapi fra den levende Gud. Der bliver vendt op og ned på mine prioriteter og mine bekymringer fordamper i alt det gode lys. "I dit lys skuer vi lys" siger Salmisten. Hurra fordi der er en banet vej så jeg kan komme ind for min Fars trone og drikke af lyset, og plaske i det. Hurra fordi de tunge sten der ruller rundt i mit hjerte, ruller af her i lyset. Hurra fordi jeg bliver så glad hver gang jeg opdager at jeg er elsket af den højeste Gud.

Jo, det ville være fedt at tage på charterferie og rejsebureauerne lokker, deres plakater taler netop til denne længsel efter sorgløshed og varme. Men det var lige præcis derfor Jesus døde, for at give os den form for lysterapi midt i det mørke vi står i. En charterferie kan kun flytte mig ned i varmen i en uges tid. Men en halv time i Hans lys flytter varmen ind i mig. "Oh at jeg tør favne dig skære dag" synger vi i en gammel salme om solen. Jeg tør godt favne denne her grå onsdag fordi Han er mit lys. "Min Gud opklarer mit mørke" siger kong David. Og det er da noget at råbe hurra for.

Jeg er en inkarneret bogorm og har flere hundrede bøger på min reol, ikke mindst fordi folk på det sidste har doneret bøger til vores kirke, men vi har ingen steder at opbevare dem i Kulturhuset.... - og bilen er i forvejen fuld hver søndag med alle de ting der skal frem og tilbage. Vi håber en dag at få en reol der kan stå fremme om søndagen, så alle kan låne med hjem. Så skal der hjul under og så kan den lige trilles ind i det lagerrum vi snart får dernede ....Som en indledning til projektet er jeg da i det mindste ved at lave en fortegnelse over hele biblioteket, som kan komme på vores kirkes hjemmeside, så folk kan komme hjem til os og låne hvad de har lyst til....så kan vi lave en trendy "Bogcafé" i dagligstuen, hvor man kan drikke en kop kaffe mens man kigger i bøgerne, sådan en går jeg tit forbi i latinerkvarteret i København og det ser hyggeligt ud.

Når man har flere hundrede bøger, er der så en yndlingsbog? Ja, min store tykke Message Bible! Det er en bibel på engelsk der er omskrevet til nutidigt sprog, jeg bliver altid så glad af at læse den. Jeg har jo været kristen længere end mange af folkene i min kirke har levet (32 år!!) og har tygget Bibelen igennem nogle gange. Sprognørd er jeg jo, så jeg har læst den lidt på tysk og forskellige engelske versioner. Og da jeg knoklede med den store latinprøve, kan jeg huske jeg blev helt høj, hvis et bestemt ord var en separativ ablativ, ja der er mange måder at blive høj på!

Men når man har læst Bibelen nogle gange, er der en fare for, at den ikke fænger på samme måde, jeg tror Gud selv kalder det at blive "sløv til at høre".... og det har jeg nok været nogle gange. Derfor er jeg så glad for at jeg har opdaget The Message, som jeg kan supplere min almindelige bibellæsning med. Der står så mange spøjse, overvældende ting, der går lige ind i hjertemarven. Fx står der i dag til slut i Romerbrevet: "Enjoy the best of Jesus"!

Det er sådan en slags "ha en go dag" i kristen version, men sikken en forskel på platituden "Ha en go dag", som man automatisk får i nakken af enhver velafrettet Føtex-kassedame, og så dybden i udsagnet: "Nyd det bedste af Jesus"....

Den er god at tage med når jeg nu drager afsted til en lang arbejdsdag. Der er oprydningsaften som alle på kontoret skal være med til og jeg er ikke sikker på, man får løn for at være der, det er sådan en halvfrivillig organisation hvor man helst skal gøre tingene fordi man er en "ildsjæl" - helt anderledes end min sidste arbejdsplads hvor man fik løn for et ekstra kvarter bare man tog posten med hen i postkassen.....

Men i stedet for at blive mavesur over det, kan jeg glæde mig over "the best of Jesus".... mens jeg står under bruseren vil jeg tænke på hvad der er det bedste ved Ham - at Han har tilgivet mig alt det møg jeg har lavet? At han ønskede mig og planlagde mig selvom jeg egentlig ikke var spor planlagt af mine forældre? - At Han har givet mig en skøn mand og nogle dejlige børn? At jeg får lov til at være en del af en levende kirke der er fyldt med dejlige mennesker som reflekterer Hans liv? At når angsten er ved at overmande mig i en bestemt situation, kan jeg kalde på Ham og mærke Hans nærvær? Jeg kunne blive ved.... det er svært at bestemme lige hvad der er det bedste..

Har du set at man kan skrive kommentarer til en blog? Kunne godt tænke mig at se dine tanker om det i en kommentar. Hvad er for dig det bedste ved Jesus? Nu smutter jeg ihvertfald ind under bruseren. Enjoy the best of Jesus!

"Til hvilens vande leder han mig". Sådan siger David i Salme 23. David er fårehyrde i et tørt, stegende hedt ørkenområde og han kender vigtigheden af at får bliver ledt til noget vand, så de kan drikke regelmæssigt. Ellers holder de ikke længe.

Jeg synes nemt jeg får for travlt. Når man er på skrump, får man besked på at sætte to liter vand i køleskabet om morgenen og så gå og nippe til det hele dagen og sikre sig, at man har drukket det hele inden man går i seng. Det bliver man både smukkere og slankere af. Det er rigtigt nok, min hud var faktisk pænere da jeg gjorde det. Nå, men jeg er ikke på skrump lige nu, selvom jeg burde være det og jeg drikker ikke nok for tiden.

Men det er vigtigt at drikke. Den største bestanddel af vores kemi er vand, og vi "lækker" jo noget, så vi må indtage frisk vand konstant. Det gælder også åndeligt. Man indtager så mange "affaldsstoffer" og "tilsætningsstoffer" i løbet af en dag i et ganske almindeligt menneskeliv. Det må skylles ud igen på en eller anden måde, vi har brug for gennemstrømning. Ind imellem er det herligt at sætte sig ned og sige "tak Far fordi du elsker mig" og mærke Hans godhed helt ned i storetåen. Det er ligesom en god slurk vand på en varm dag.

"Enjoy your thirst" er sloganet i en eller anden sodavandsreklame. Tørst er en god ting. For så kan vi dykke ned i hvilens vand og tage nogle ordentlige slurke.

Tror jeg vil sætte en seddel op på køleskabet hvor der står "Husk at drikke!" .... og så lade den gælde på begge niveauer.

En rejse til Mauritius. Et luksushotel på Bali. Min weekendavis er fuld af farvestrålende fotos af eksotiske steder langt væk, hvor jeg kan komme væk fra hverdagens stress og samle nye kræfter i en spa, omgivet af glad calypsomusik og pina coladas. Man kan også vinde i lotto og tage på krydstogt. Det lyder lidt sjovere end at sætte sig ind i morgentoget mod København tæt op af andre nysende kontordyr. Jeg er blevet lidt påvirket af drømmene og billederne, så nu har jeg bestilt et kroophold til min mand og mig. Ikke på Bali, men på en anden eksotisk ø, der hedder Falster. Det var på tilbud og der ER spa! Så nu lever jeg drømmen ud, omend i discount-version.

H C Andersen sagde "At rejse er at leve". Mon mennesket altid har længtes sådan væk fra dagligdagen, mod det fjerne, mod det ukendte? Eller er det blevet mere udtalt nu, hvor folk har flere penge mellem hænderne? Bare for 35 år siden, da jeg var barn, kom vi aldrig andet end over til mostrene i Jylland. Jo, der var lige en af min fars forretningsforbindelser der forærede os en afbudscharterferie, og jeg kan huske suset i min klasse, da jeg fortalte, at jeg skulle til Rhodos da jeg var ti. Nu rejser alle som aldrig før og turistbranchen har kronede dage.

Hvor vil vi hen? Hvad vil vi finde? Hvorfor flygter vi mon? Kong David gjorde en interessant betragtning da han skrev Salmerne for tre tusind år siden. "Er der noget sted jeg kan tage hen og være væk fra din Ånd, udenfor din rækkevidde? Klatrer jeg op til himlen, så er du der. Graver jeg mig ned i jorden, så er du der. Hvis jeg tager morgenrødens vinger og rejser mod de fjerne horisonter, så finder du mig med det samme - du står allerede og venter når jeg når frem". (Message Bible)

Det er Skaberen det handler om. Skaberen har skabt os med en længsel. Vores urolige hjerter finder deres hjem når de hviler hos Ham. Augustin siger, at dybt inde i hvert menneske er der et hul, som kun kan fyldes af Gud.

Jeg vil glæde mig til min eksotiske ø om et par uger. Men flygte behøver jeg ikke, for de fjerne strandes Skaber er det stærke træ, jeg kan hvile mig under. Midt i hverdagen. Midt i morgentoget. At rejse ind i Ham er at leve!

Statistisk er jeg midaldrende. Det er ikke noget jeg er vild med at tænke på, for jeg føler mig stadig frisk og føjelig indvendig og min tøjsmag er - efter hvad jeg selv synes - mere teenage end fru Hyacinth, men kalenderen lyver ikke. Måske er jeg faktisk nået over halvvejs i mit liv, det er vel trods alt de færreste kvinder der bliver over 90. Det er på mange måder en "dvaletid" jeg befinder mig i. Det siges, at man nu har dannet sine meninger, ro på parforholdet, børnene er store og man har tid til at dyrke interesser man selv har lyst til. Og det siges også at man er "sat" - svær at flytte med, lukket for nye ting. Det vil jeg ikke være, bare tanken får mig til at gyse. Og så tænker jeg på et ord i Esajas bog, hvor der står "Vid rummet ud i dit telt, flyt pløkkene længere ud, gør plads til mere". Og jeg tænker på, at når ham som er fra evighed til evighed, er rummelig og til at flytte med, så vil jeg også være det.....

....som nu når jeg i arbejdssammenhæng sætter mig ind i pilgrimsvandringen Caminoen i Spanien, hvor folk vandrer for at finde fred med sig selv og Gud - mennesker som måske aldrig går i kirke her i landet går en fordybelsestur, får en masse vabler, men også en afklaring, et møde med Gud, bare prøv at Google pilgrimsvandring camino, så dukker der fantastiske historier op om folks vandring efter Gud, efter afklaring, efter soning....

....som nu i går aftes hvor jeg var i et propfyldt Falkonercenter og hørte Benny Hinn, en jakkesætklædt prædikant med gurustatus blandt kristne. Der blev samlet penge ind til hans nye fly og hundredevis af danskere myldrede frem og donerede seks tusind kroner hver...plus alle os andre der bare gav småbeløb. Sangene var fra halvfjerserne og akkompagneret af et gammelt hammond-orgel....alt det der kunne gøres ikke-søgervenligt var gjort..... men Gud var meget stærkt til stede, en udefinerlig tyngde af Hans nærvær, som jeg kender så godt og indretter mit liv efter at søge - hvor overraskende at finde netop dette nærvær midt i dårlig musik og dollartiggeri....

....som når jeg med åben mund og polypper ser den Blå Planet og fascineres af en skabning som en håndfisk, en farvestrålende, humoristisk uformelig farvelade af et havdyr, der gemmer sig blandt vandplanter og føder flere håndfisk. Der skal en god portion humor og lyst til at farve udenfor stregerne til at fabrikere sådan en!

.....det får mig til at tænke på, hvordan der skrives "at Gud op igennem tiderne på mangfoldige måder har talt til os. Og nu ved dagenes ende har Han talt til os ved sin søn". Og den Søn er større end den lille flig af Ham, jeg har fattet - Han taler stadig på mangfoldige måder..... og jeg undres stadig i min efterfølgelse af Ham. Det vil jeg ikke give min statistiske midalder lov til at ændre noget ved

Gode grin gør livet lidt lysere. Så jeg synes lige jeg vil fortælle følgende søde historie:

Efter søndagsskolen ville søndagsskolelæreren sluse børnene stille ind i de voksnes gudstjeneste. På vejen ville hun lige minde dem om at opføre sig ordentligt, og spurgte derfor: "Hvorfor er det egentlig man skal være stille inde i de voksnes gudstjeneste?". Lille Sara var hurtig med svaret: "Det er jo fordi de sover derinde"

En af de største kristne forfattere nogensinde er C. S. Lewis, ham der er aktuel med Narnia-filmen. Han var professor ved Oxford Universitet, agnostiker, og han mødtes med andre store tænkere som Tolkien i en ugentlig debatgruppe der hed "The Inklings". Der ville jeg gerne have været en flue på væggen! Lewis drev efterhånden mere og mere over i en aha-oplevelse af, at Gud alligevel findes, og skrev senere i livet fantastiske bøger til forsvar for kristendommen, såsom "Mere Christianity" (på dansk Det er Kristendom) og en Science-fiction trilogi. Interessant forøvrigt, at Science fiction også kan bruges til at fortælle Gud-historie med, ville ønske at en nutidig forfatter ville gøre det samme med Adventure-genren som er så populær.

Lige nu er jeg ved at læse en bog af Lewis, som han skrev da hans kone døde, "En sorgens dagbog". Den er helt anderledes end de afklarede kristne bøger, han ellers på det tidspunkt havde skrevet i mange år. Det er en hudløst ærlig bog, helt reelt en dagbogsoptegnelse i tiden da smerten efter tabet af hustruen var størst, og han giver åbent udtryk for sin vrede og afmagt og endda mistro overfor Gud i den tid. Spørger, hvordan Gud kan påstås at være kærlighed, når han tillader at nogen der er så levende, så tidligt dør af kræft. Jeg krummer uvilkårligt mine farisæer-tæer når jeg læser hvad han skyder Gud i skoene i disse dage, kalder Ham fx for en sadist, en der vifter en sulten om næsen med en skål suppe for så at fjerne den netop når man skal til at spise........ "Uha, siger en af de største kristne tænkere virkelig sådan til Gud?!"

Men det er ok. Kong David gjorde det samme. Og Gud kan godt klare det, han falder ikke ned af tronen bare fordi vi kommer med vores afmagt og tvivl og endda vrede mod ham. De billeder vi i krisesituation kan tegne af ham i vores sind kan være forfærdelige, men det er ok. Gud vender sig ikke fra os når vi råber i vrede. Han kan rumme os. "Jeg er" var det navn Han gav sig selv ved mødet med Moses. Jeg er der når du græder, jeg er der når du føler du er ved at blive sindssyg, jeg er der ikke kun når du ler.

Da min egen spæde datter døde for tyve år siden var jeg også selv igang med pennen og skød Gud grumme ting i skoene. "Nogle siger at du tog hende, andre siger at det var djævelen. I delte måske i porten?" skrev jeg, nærmest spottende.

Men Gud er her endnu. Han slap mig ikke. Han var nær hele tiden, også da jeg var for lammet af smerte til at mærke Hans hånd. Tænk at Han kan rumme os til alle tider. Når jeg er jublende glad, når jeg er doven, når jeg er præmenstruel.

Den Gud jeg tror på kan rumme vores vrede. Han sætter mig ikke til at brænde flag og ambassader ned, hvis andre skulle afbilde ham med en raket i turbanen. Han venter i stedet lige så stille på at vi er færdige med vores vrangbilleder, og så er han der til at gribe os når vi rammer jorden. Det har C S Lewis virkelig fattet. Og det vil jeg gerne selv fatte mere af.

Hørte lige om nogle husejere, der var blevet gruelig snydt, selvom de både havde tegnet ejerskifteforsikring og fået lavet tilstandsrapport. Efter at de var flyttet ind i drømmehuset, begyndte de at blive syge, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at krybekælderen under gulvbrædderne var fuld af skimmelsvamp. Nu var de flyttet ud i haven i en skurvogn mens den tidligere ejer, forsikringsselskabet og det firma, der havde skrevet tilstandsrapporten kæmpede om pladsen ved håndvasken. Surt show, når terminerne skal betales alligevel!

Her i familien har vi også i denne uge opdaget nogle ubehagelige skjulte skader: For over en uge siden kom vores yngste søn, sportsfreaken Andreas hjem med en hævet ankel efter at han var landet forkert på foden ved et volleystævne. Næste dag gjorde det stadig meget ondt og vi gik til læge, som sendte ham videre til røntgen. "Røntgenbilledet viser at det kun er en forstuvning, så bare brug benet" var den besked vi fik. Andreas tiggede om at låne krykker, men fik nej: "Det skal bare gås væk!" Men benet blev ved med at være ømt og hævet, selv efter at vores frosne ærter fra fryseren havde været ude og inde et utal af gange for at lindre. (PS: Gratis ærter kan afhentes hvis du er sulten!).

Så endelig i går, en uge efter røntgenbilledet blev taget, var der en besked på vores telefonsvarer: "Ved nærmere eftersyn har vi opdaget, at der alligevel var et brud på knoglen, så kom hurtigt op på hospitalet". Hele aftenen i går blev derfor tilbragt på skadestuen, hvor vi efter tre timer blev lagt i midlertidig gips. Hele eftermiddagen i dag blev brugt på et mere fancy ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor ventetiden var ligeså lang, men hvor vi fik gipsen af og i stedet blev forsynet med en skinne, der er lidt mere brugervenlig. Om tre uger med stift ben skulle Andreas igen være klar til at smashe så gulvbrædderne gynger.

Tænker på, at vi måske kan rende rundt med sådanne skjulte skader også i det indre menneske: Der er gået noget i stykker i os, men alle siger bare, at vi skal gå videre og komme over det. Der er en der kan se, hvad der er galt og Han står klar for at gøre os hele igen. Det kræver bare at vi tør være ærlige og erkende vores behov. Nogle gange kræver det tid, men vi er ikke alene i det. Selv oplever jeg det ihvertfald som noget af det stærkeste i mit liv, at Guds åbne arme er der hver gang der sker noget skidt for mig. Skidt sker jo, for nu at oversætte en kendt engelsk talemåde. Skal vi bare gå videre og leve med de evindelige ærteposer frem og tilbage, eller skal vi gå ind i lægedommen, skal vi åbne for Guds kærlighed? Det sad jeg og tænkte på mens vi ventede på gips og skinne.