Har du nogensinde hørt udtrykket: "Hun kunne bare ikke få armene ned"? Det er en rimelig ny talemåde tror jeg, og det betyder, at begejstringen var så stor, at det var helt naturligt at vifte med armene og svært at holde op igen. Jeg mærkede det selv helt fysisk i januar da jeg var til stævne med en uges fed lovsang i England. Midt på ugen kunne jeg ikke forstå, at mine overarme var så ømme og jeg prøvede at huske tilbage, om mine kufferter havde været specielt tunge eller der var nogen der havde skubbet hårdt til mig, så jeg havde fået blå mærker. Måtte grine af mig selv, da det gik op for mig, at det jo var al den fantastiske lovsang, jeg deltog i flere gange om dagen. Jeg er jo ikke lige top-trænet, så når jeg pludselig tilbringer halve og hele timer hver dag med armene løftet, kan det mærkes på den gamle krop. Når man ikke kan få armene ned, så er man glad!

Nå men småforvirret som jeg er har jeg lavet min egen variant over temaet. I fredags kunne det siges om mig, at jeg ikke kunne få FLAGET ned. Min yngste søn skulle vende hjem fra Venezuela efter en lang missionsrejse. På grund af arbejde havde jeg ikke mulighed for at tage i lufthavnen, men min veninde tog Andreas med hjem sammen sin egen søn i deres bil og jeg stod klar med kagebord, gaver, lagkage og dannebrog til tops, da de kom (måtte for øvrigt lige ha hjælp fra naboen til at hejse flaget, for det plejer mændene i huset at gøre). Øjjjj hvor var det fedt at se den dreng og fejre, at han kom hjem og holde sådan en mini-velkomst-fødselsdag. Tænk, at han er 18 og at han er blevet sådan en dejlig ung mand, der bare vil tjene Gud med sit liv!

Lidt efter blev det fyraften og også faderen landede og vi så billeder og udvekslede gaver og fortalte og grinede. Til langt ud på aftenen nød jeg det længe savnede selskab af min hjemvendte søn og dejsede til sidst i seng, glad og udmattet efter en lang arbejdsdag med efterfølgende fejring. Sov sødt .....LIIIIIGE ind til kl. 4.03, hvor jeg vågnede med et spjæt: Jeg havde glemt at tage flaget ned og det er dårlig dansk karma at la det sidde deroppe i flagstangen når solen er gået ned. Det var den og den var snart ved at stå op igen. Hvad tænkte alle vores pæne naboer mon nu om de skøre hippier i nr. 17?

Listede mig ud i nattøj og fik det taget ned kl. 4:07 (vel at mærke uden at slæbe det henad jorden, for det må man jo heller ikke). Dejsede tilbage i seng og sov hurtigt igen. Men nu bagefter tænker jeg, at man kan være så glad, at man ikke husker at ta flaget ned. Sådan tror jeg osse det gik i Nazaret i en vis historie for 2000 år siden, da en anden søn vendte hjem. Den gode far slagtede fedekalven og tilkaldte alle sine Facebook-venner og så blev der festet igennem.

Jeg elsker den måde min himmelske Far sniger den historie ind i sin bog på: For det er sådan han er - Han elsker sine børn, elsker at fejre, hver gang vi vender os mod ham med åbne hjerter og ansigter, fryder sig når vi holder op med at kæmpe og lader os gribe af hans arme. Hver gang, vi kommer hjem fra vores "ture" - ud i tvivl, ud i frygt, eller hvor end vi har været. Når vi vender hjem, så hejser han flaget. Ligesom jeg gjorde i fredags. Han bliver ved at fejre os længe efter vi er blevet trætte af os selv.

Se det er kærlighed, og det blev jeg mindet om lørdag morgen kl. 4:23!

Fandt lige et gammelt digt jeg havde forfattet på en af de første mødeplaner udgivet i Roskilde Vineyard for år tilbage. Syntes jeg ville dele det med jer, for det er stadig aktuelt at "tænke hvis"....


Tænk hvis ….
Det smil jeg giver i kassekøen,
Det skulderklap jeg giver en kollega,
Den venlighed jeg viser en vranten vicevært…
Kan bringe en bid glæde til et trist menneske

Så er Guds rige kommet en smule,
Så er Åndens frugt klar på grenen
Så kan folk plukke, tage en bid og blive glade

For Åndens frugt er
kærlighed, glæde, fred, tålmodighed
og hvem har ikke lyst til at sætte tænderne
I en så forfriskende frugt

Kom og vær med i vores fællesskab,
Hvor vi tilstræber at holde frugten frisk hele året
Hvor du er velkommen
Hvadenten du kommer med overskud
eller underskud
Smag på frugten
Smag og se at Gud er god

Det er underligt pludselig at være helt alene, når jeg er vant til at være omgivet af min familie og af en kirke, hvor der sker masser af ting. Normalt er der altid nogen fra kirken der dumper ind for at øve lovsang i min kælder, låne vores bil eller få sig en kop kaffe og en snak. Nu er det sommer og det hele er gået i stå. Hele 21 fra kirken er i Venezuela på missionsrejse og jeg kan på Facebook følge med i, hvad der sker dernede af spændende ting. Den eneste af mine sønner, der stadig bor hjemme, er med dernede. Min bedre halvdel er rejst til Canada til studenterjubilæum og jeg er blevet alene hjemme, dels for at tage ekstraarbejde på kontoret mens mine kolleger holder ferie og dels for at passe min Bed & Breakfast, der jo bugner af turister på denne årstid. Så fremmede kommer og går i mine udlejede værelser ovenpå. Men herinde hos mig er der stille. Voldsomt stille. Må sande hvad der står i et af Biblens første kapitler "Det er ikke godt for mennesket at være alene".

Min hjerne er åbenbart gået i sommerdvale, for i onsdags skulle jeg faktisk have lagt hus til en sommernetværksgruppe. Året rundt mødes vi jo i fem forskellige grupper og om sommeren slås de sammen til én fordi så mange holder ferie. Så kan man altid lige ses en onsdag, hvis man af en eller anden grund ikke er taget på ferie. Sådan en gruppe skulle jeg have holdt i onsdags, det havde jeg bare svedt ud. Så da en dejlig familie var kørt helt fra Hvidovre og ringede til mig fra min have, fortalte jeg dem det som det var, at jeg var langt væk og bestemt ikke mente, jeg skulle holde gruppe i aften. Jeg sendte dem hjem igen. Men da jeg senere kom hjem og kiggede i kalenderen, fik jeg vældig røde ører. Jeg SKULLE faktisk have holdt gruppe. Og kunne godt ha' brugt det dejlige fællesskab.

Sandelig om jeg ikke fik en lignende opringning i søndags, hvor et nyt par stod i min have og ringede til mig og mente, at jeg skulle holde havegudstjeneste. Jeg lånte computeren der hvor jeg var og tjekkede febrilsk kirkens hjemmeside. Nej, der er ikke havegudstjeneste før NÆSTE søndag. Puha, der fik jeg sved på panden! Men jeg skyndte mig at overtale dem til at blive de ti minutter det ville tage mig at køre hjem, og så fik vi os en kop kaffe og en god snak, en hyggelig vandretur på havnen og sandelig om ikke jeg fik tiltusket mig en dejlig middag hjemme hos dem bagefter. Sluttede dagen med at bede sammen og kørte glad hjem, taknemlig for kristent fællesskab, som jeg så let bare tager for givet, men rigtig mærker vigtigheden af nu hvor det er småt med det.

Læste om en glad ejer af et tæppe lavet af oldemorslapper, der beskrev sin skat: "Min bedstemor har lavet det til mig, der er 178 forskellige lapper og ikke to ens rører ved hinanden". Og så tænkte jeg, at det er lidt det, Gud har gang i med det kludetæppe, der hedder Roskilde Vineyard. Vi er vidt forskellige mennesker i forskellige faser af tro og tvivl. Nogle er velhavende og veluddannede, andre er af samfundet påhæftet en anden etiket, som fx "kontanthjælpsmodtager" eller "psykisk syg". Nogle er danskere, andre kommer fra andre ender af verden. Men når vi samles ved korsets fod er vi allesammen lige elskede, så forskellige som vi er. Hvor er det en spændende dynamik og farverigdom, der opstår når "ikke to ens rører ved hinanden". Eller som Peter siger i sit brev: Vi er et hus som Gud er ved at bygge af levende sten. Levende sten - selve sammensætningen er modsætningsfyldt. Men spændende! Og fantastisk når sten der ellers har været kolde og grå kommer ind i mødet med Guds kærlighed i vores fællesskab og begynder at få farve og glød og få slebet nogle kanter af.

Så ligesom pigen i damebladet var glad for sit sammensatte tæppe er jeg kisteglad for mit kæreste eje: En menighed af brogede mennesker, hvor ikke to ens rører ved hinanden, men hvor facetterne i vores forskellighed får lov til at reflektere Guds storhed.

Så må vi SÅ få de gudstjenester i gang igen! Denne her lap trænger til lidt sammenstrikning!

Kongen kommer

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed kan jeg berette, at vi for nylig har haft nogle af historiens vådeste regnvejrsdage i Roskilde. Det har simpelthen stået ned i stænger i den grad at det har påvirket Facebook-debatten, fordi alle er så trætte af al den regn. Jeg håber bare, det virker, når alle mine FB-venner laver disse grupper, der kræver sol!

På forsiden af vores lokalavis var der forleden et billede af en meget lang kø af mennesker med paraplyer, der stod i kø i en gade i Roskilde på netop en af disse våde dage. I timevis stod de og ventede mens regnen silede ned over dem. De måtte have et vigtigt ærinde, tænkte jeg, for selv holder jeg mig helst inden døre når vejret er sådan. Hvad var det, der var så spændende, at man ville stå i så lang en kø i silende regn?

Det var såmænd en gudstjeneste i Roskilde Domkirke, der skulle hentes billetter til. På søndag afholdes nemlig festgudstjeneste i domkirken for at fejre, at restaureringen, der har stået på i et par år, nu er gennemført og kirken er fin og flot og taget skinner som en nyslået kobberskilling. Det er nemlig det det er, kobber altså. Og så skal de holde en gudstjeneste for at fejre, at de mange millioner skattekroner nu ligger deroppe på taget og skinner. Mens vi i øvrigt skruer ned for ældrepleje og afskaffer efterløn og forhøjer arbejdstiden nede på jorden, men det er en anden historie.

Kronprins Frederik og hans Mary har fået to billetter, så de kommer. De stod ikke i køen. Men alle dem der stod i køen, de kunne max. få to billetter hver, for der forventes så mange gæster, at man måtte rationere adgangen. Normalt er der jo god plads i vores fine domkirke, så jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det måske er prinsen der trækker. Tænk, at se Mary og Frederik, vores kommende konge. Mange vil gerne kunne fortælle, at de har set prinsen, at Mary kiggede hen mod dem, at de sad kun x rækker fra de royale. Så billetterne blev revet væk af paraplyfolket, der kunne gå våde, men glade hjem et par timer senere med gevinsten i lommen.

Det er på søndag, det sker. Prinsen kommer til Roskilde. Det skal nok blive festligt.

Men til alle jer, der ikke fik billetter, har jeg en anden invitation: Kongernes Konge kommer i Roskilde Vineyard, der mødes under mere ydmyge forhold i byens kulturhus lige nedenfor bakken. Han kommer hver søndag, når vi løfter vores stemmer i lovsang, når vi tager et par timer ud af vores kalender for at hylde ham sammen. Han kommer til os i sangen, Han hvisker til os i vores hjerter, når vi hører hans ord, han letter vores byrder, når vi modtager forbøn. Han har endda helbredt syge, som vi har bedt for til vores gudstjenester. Han er den stille deltager i samtalerne over kaffekopperne, hvor vi deler liv med hinanden.

Der er plads til ca. 80, og vi åbner bare vinduerne, hvis luften bliver for tæt. Der er plads til at være dig, at være helt tæt på Kongen eller at holde behørig afstand hvis du bare er lidt nysgerrig samtidig med at du er skeptisk. Du behøver ikke tage gallakjole på eller stryge skjorten, du kan bare komme som du er. Der er ingen fotografer fra Billedbladet, for Kongen kommer som regel meget stille og diskret, ved første øjekast kan man måske ikke engang få øje på ham derinde. Mødet kan ligne et af de dusinvis af andre offentlige møder, der afholdes i Kulturhusets lokaler i ugens løb. Men der er noget ganske særligt ved disse samlinger. For når to eller tre samles om denne Konge, så dukker han op og berører os dybt inde, gør noget ved os. Han elsker os præcis som vi er, men han elsker os for meget til at lade os blive som vi er. Han begynder at give os værdi, sætte vores fødder på en klippe, lade glæden boble i maven på os, give os overskud til at være mere end bare os selv.

Jeg har selv haft oplevelsen af at komme for sent, ikke at have fået billet, at være udenfor. Bare at være blevet våd UDEN at ha fået billetten. At være langt væk fra Kongen og dem der havde lov til at være under samme tag som ham. Husker stadig aha-oplevelsen fra jeg første gang mærkede hans nærvær ved en gudstjeneste og fornemmede, at han ikke bare var langt væk, en jeg kunne få et glimt af, hvis jeg var heldig, men ganske nær, en der ville mig det godt.

Er taknemlig for at ha været med til at bygge en kirke, hvor folk, der har haft den samme fornemmelse af "udenfor" som jeg selv har haft engang, kan komme ind og mærke, at Kongen lever og ønsker venskab med os. Så vel mødt på søndag. Du behøver ikke stå i kø i regnvejr. Og hvis du kommer med et åbent sind, tror jeg, du vil opleve, at solen står op indeni dig. Med lægedom under sine vinger. For det er det, der sker, når man møder kongernes konge.

Lejr

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig kirkelejr, der har foregået her i Pinsen, hvor 90 børn, hunde, unge og ældre i skøn forening har nydt fællesskabet midt i en skov og næsten solskin. De store børn har danset for os, de små har hygget sig i sandkassen, fodbolden har været rødglødende og nye venskaber er opstået på tværs af kulturer og aldre. Lovsangen har løftet taget og vi har fået dejlig opmuntrende undervisning og bedt for hinanden på kryds og tværs. Det var skønt at have hele 16 med fra vores venskabskirke i Taunton, som nu har besøgt vores kirke for fjerde gang, selvom det nu er første gang, de er kommet så mange på en gang.

"Det her er en forsmag" proklamerede Britta med strålende øjne midt i opvasken i køkkenet i forgårs og jeg tror, hun mente en forsmag på himlen, selvom der sikkert ikke er så meget opvask der. Britta er vist endnu større lejrentusiast end jeg er, selvom jeg også har svært ved at få armene ned her dagen derpå, hvor jeg har sytten læs vasketøj og en masse udpakning at gå i gang med. Mange af de bønner jeg har gået og bedt for kirken og mine venner er blevet besvaret og der var et par stykker, som gav deres liv til Jesus på den lejr. Det er det bedste jeg ved, når det sker, jeg husker stadig den dag for mange år siden da det gik op for mig at Gud elsker sådan et skrog som mig og lyset blev tændt, det var ligesom om mit liv skiftede fra sort/hvid til farve. Fedt at møde nye venner der oplever det samme!

Syv af de seksten englændere var med herhjemme bagefter indtil de skulle tjekke ind fem timer efter lejren sluttede, og de fortalte også om at de havde oplevet Gud gennem os, vildt, for vi er jo nogle ganske almindelige drønnerter, der tit er lidt flossede i kanten. Vemodigt var det at gå turen rundt i afgangshallen og kramme farvel og ønske lejren ville fortsætte lidt endnu. På vej hjem i bilen alene sagde jeg til Gud, at det kunne være fedt at tage en tom flaske og fylde lejrstemningen på og sætte en prop på og så åbne en dag, hvor regnen står ned i strømme, chefen er sur og en uventet regning dukker op. Den varme fornemmelse man får i maven når to af ens yndlingsunger leger sødt i sandkassen eller man giver et kæmpeknus til sådan en ny eller gammel ven fra England, eller ser et konkret bønnesvar med sine egne to øjne, det kaldte vi i Canada "warm fuzzies". Man får også "warm fuzzies" når ens søn husker mors dag, manden køber blomster eller man får en opmuntrende mail. Men ak, warm fuzzies er desværre ikke sådan at fylde på flaske. Efter et vist læs af vasketøj og hverdage på arbejdet, så er det igen.... hverdag. Og det sker faktisk relativt sjældent at mine børn husker mors dag og manden køber blomster......

Guds nærvær opleves stærkt hvor to eller tre er forsamlede. Endnu stærkere når 90 er forsamlede. Men når musikudstyret fra lejren er pakket sammen og vi er kørt hver til sit, så har vi stadig Guds løfte om, at han aldrig vil slippe os og aldrig forlade os.
Warm fuzzies siver langsomt ud af flasken, men vi har stadig hinanden i gudstjenesterne og netværksgrupperne og på Facebook og mest af alt har vi indeni os "et kildespring til evigt liv" der ikke sådan siver ud. Guds nærvær er der også i hverdagen, det er det, jeg kalder nærhverdag....

Lige nu bobler det bare i mig og jeg glæder mig over at have verdens bedste Gud, verdens bedste venner og verdens bedste kirke. De rigdomme siver ikke så nemt ud af flasken.

Min kære gamle mor kan næsten ikke gå og får derfor sine købmandsvarer leveret, men en ting, telefonkøbmandsbutikken ikke leverer er lottokuponer. Sådan en bliver jeg sendt i byen efter ca. ugentligt og jeg tænker på hver gang jeg står i kiosk-køen, at Lotto absolut ikke siger mig noget. Lad andre blot fantasere om at vinde millioner, jeg selv vil hellere opleve glæden ved at spare sammen og endelig få råd til noget vi har ønsket os, eller finde en kjole der ligner en million i en genbrugsbutik til en tyver. Det at kunne købe en masse dyre ting på en gang siger mig ikke så meget. De bedste ting i livet er ikke ting.

Én ting der er vældig dyrebar for mig og bliver det mere og mere med alderen er venskaber. David og Jonatan i bibelen havde sådan et venskab, hvor de kunne dele alt. "David elskede Jonatan lige så højt som han elskede sig selv" siger biblen, og moderne mennesker, der læser disse tos historie, forledes ofte til at betragte dem som bøsser. De var nu gift hver især og bestemt ikke bøsser, men altså rigtig gode venner. Jeg har jo boet flere forskellige steder i verden i længere perioder og har alle disse steder mødt dejlige kvinder, som jeg kunne dele livet med og vende glæder og sorger med. Jeg er udadvendt og har nemt ved at aflevere mig selv også til folk jeg ikke har kendt så længe. Men så når vi flytter væk fra stedet og den pågældende person er "ude af øje" bliver det sjældent til andet end et årligt kopieret julebrev. Efter jeg er kommet på Facebook er det lidt lettere lige at sige hej til de dejlige piger rundt om i verden, og når vi endelig ses igen, måske efter flere år, er det som regel nemt at falde i hak igen uden at skulle igennem alle mulige "indledende manøvrer". Jeg sætter stor pris på mine venskaber.
Der var faktisk engang for flere år siden, hvor jeg følte mig totalt inkompetent som præst og syntes jeg manglede en masse kvalifikationer til det hverv. Jeg spurgte derfor Gud om ikke han ville vise mig én god egenskab, jeg har, som gjorde mig egnet til netop at være præst. "Du er god til at være en ven" sagde Han så til mig. Og det må jeg faktisk give ham ret i - i al beskedenhed hehe. Jeg er så taknemlig for at have evnen til at vandre sammen med et andet menneske og opleve synergien, når "jern slibes mod jern" som bibelen beskriver det når mennesker sparrer og skærper hinanden i et godt venskab.

I et par dage har jeg netop haft besøg af en rigtig god veninde fra Norge. Det viste sig, at jeg slet ikke havde så meget fri til at være sammen med hende, men hun er en stærk jente som selv fandt på noget. I den smule tid, vi havde, fik vi snakket og grinet og bedt og vendt hele verden fra mænd til børn til shopping til kirkeledelse. I går tog vi ud på en lang hvid dansk sandstrand og sad i klitterne og slikkede forårssol. Og holdt lange pauser hvor vi ikke snakkede, for det behøver man ikke, når man slapper godt af sammen. Denne kære pige mistede pludselig og uventet sin mand for knap et år siden og leder nu en menighed alene samtidig med at hun afvikler sin mands firma, gennemgår sorgens faser, er der for sine halvvoksne børn, er med til at lede en børnehave, en genbrugsbutik og holder konferencer. For et par timer satte jeg hende af i lufthavnen, men i går aftes sad hun her i den stol, hvor jeg sidder nu og fortalte glad om Guds omsorg og trøst og nærvær i det år der er gået siden hendes mand døde. Jeg bliver så inspireret af at møde sådan et menneske. Når livet er sværest, holder nåden, Guds omsorg bærer. I en ganske almindelig pige, som jeg får lov til at ridse i lakken og kende rigtig godt. Jeg ser både styrker og svagheder og jeg får mod til selv at leve gennemsigtigt, når jeg ser sådan en pige, der lader Guds nåde bære hende. At have den slags venskaber er da bedre end at vinde i Lotto!

Død, hvor er din brod?

Jeg elsker påsketiden, fordi alt udenfor i den grad bekræfter livet og opstandelsen. Alt det, der har ligget dødt og livløst hen i månedsvis, begynder at spire og blomstre og man kan mærke at "solen får magt" som min gamle nabo altid sagde da jeg var barn. Ih hvor er det skønt med den sol ovenpå en vinter som denne. Hver gang solen titter frem, kan man ligefrem se smilet komme frem på folks ansigter, når man går rundt i byen. Selv formelle gråklædte forretningsmænd med Rolex-ure og attache-tasker står ved busstoppestederne med ansigtet løftet, øjnene lukket og et saligt smil om læben. Når jeg ser folk gøre det, tænker jeg altid på den kendte udgangsbøn "lad dit ansigt lyse over os". Påsken minder os om, at døden har mistet sin magt. Det var mig, der underviste børnene påskedag i kirken og jeg blev glad dybt inde i min gamle konesjæl, da vi sang "Han er opstået, Han er ikke læng're død - Han er opstået, dødens magt han brød" og børnene skrålede igennem med tilhørende dansetrin og fagter. Jeg sagde også til min missionærven på Facebook den morgen, at den ene gang om året har jeg en ubændig lyst til at danse vildt i kirken, så da kunne det være rart at være nede i Tanzania på hans gudstjenester. Som børnene og jeg senere snakkede om: Muhammed er ikke opstået fra de døde. Buddha har ikke sprængt graven. Nietsche, der bedyrerede, at Gud er død, er forlængst blevet til støv. Kun Jesus brød dødens magt. Det er da noget at danse over, og det gjorde vi så i børnekirken i søndags. Og Egon Falk, min missionærven, fortalte også, at dansen påskemorgen lige får et ekstra nøk, så kirketagene er ved at lette i Tanzania.

Netop før påske fik jeg at vide, at en kær gammel veninde, jeg har kendt siden jeg flyttede til Danmark og haft perifer kontakt med hele tiden, har fået konstateret en hjernetumor og var indlagt. Jeg udsatte lidt at besøge hende på hospitalet, dels fordi jeg selv havde en grim overfladeinfektion og jeg ville jo nødig slæbe stafolykokker ind på et sygehus, og dels på grund af lidt forlegenhed. Jeg tænkte, at jeg måtte vente til jeg havde overskud nok til at trøste og rumme en dag. Hvad siger man til en, der har fået en dødsdom? Nu er min infektion kureret og jeg tog et solidt greb om min krystersjæl og cyklede af sted mod sygehuset i går aftes. Der sad hun i sin hospitalsseng og strålede som en sol, omgivet af blomster og chokolade fra de mange mennesker hun altid har været der for. "Mine tider er i Guds hånd" sagde hun. "De ved endnu ikke præcist hvor længe jeg har tilbage, men jeg oplever sådan Guds fred og glæde" sagde hun. Hun fortalte, hvordan hun havde delt sin tro med fodterapeuten som hun havde haft tid hos og underboen, der havde været forbi. "De kan jo ikke forstå, at jeg slet ikke er bange" sagde hun. Hver gang der kommer en ny patient ind på firesengsstuen skal hun lige dele lidt om sin glæde og fred og fortælle hvor den kommer fra. Da jeg kom, sad hun og sendte en beroligende sms til sin datter, der arbejder på et andet kontinent. "Bare rolig, jeg er i gode hænder"..... Jeg har ofte tænkt på Paulus' ord om at "hvis jeg lever, så lever jeg for Herren og hvis jeg dør, så dør jeg for Herren" .... og tænkt, hvordan det mon fungerer i praksis. Jeg kender unge mennesker der går meget op i symptomer og bliver undersøgt op og ned for de mindste ting, for "tænk nu hvis der er noget galt". Og her sad jeg så med en kvinde, hvor der bestemt var noget gruelig galt og alle gode grunde til at vride sig i hænderne og klage. Men jeg så kun fred og glæde og taknemlighed i øjnene. Det var den mest opmuntrende aften, jeg længe har tilbragt. Jeg som havde haft så travlt med at lægge ansigtet i de rette folder, fik dem hurtigt foldet ud igen og vi snakkede stolpe op og stolpe ned om livet og glæden og familien og de gode ting, Gud gør. Så i denne litmusprøve, i dette ægte menneskeliv, hvor der banker et varmt hjerte sideløbende med at der vokser en grim hjernesvulst, er det hermed bevist: Døden har mistet sin brod!

RED LETTER EDITION

Gitte er begyndt at blogge og skriver rigtig godt. Min kære gemal tænker igen højt på sin blog. Man bliver jo helt inspireret her af al den forårsenergi der bliver til ord, så jeg vil ikke stå tilbage, men også støve min gamle blog af og pippe lidt med ligesom de glade fugle udenfor, der har ventet og frosset hele vinteren og nu fløjter lystigt igen. Det er dejligt at dele tanker og perspektiver på den måde, som en blog indbyder til. Lad os få flere bloggere på banen!

Her til morgen har jeg læst min gamle engelske bibel. Jeg læser tit bibel på lidt forskellige sprog for at se tingene fra nye perspektiver. Det der er sjovt ved mange engelske oversættelser er, at alt det Jesus siger i evangelierne, står med rødt. "Så gik han ud i ørkenen" står således med almindelig sort skrift, men det Jesus SIGER ude i ørkenen og alle andre steder, det står med rødt, så man ikke skal være i tvivl om, hvad det er, Jesus siger.

Det fik mig til at tænke på, at det kunne være nemt hvis livet var sådan... at man bare tøffede rundt i sin hverdag i sort, og når man så skulle træffe en vigtig beslutning eller stod overfor et svært valg, så kom Jesus lige og talte "med rødt" så man vidste nøjagtig, hvad man skulle gøre. Jeg kan fx huske engang, hvor jeg skulle vælge mellem to jobtilbud og gik til forbøn og håbede, at der ville komme en eller anden profetisk type og fortælle præcis, hvilket af jobbene, jeg skulle vælge. Men der kom ingen profet, så jeg måtte selv træffe valget uden nogen "susen for ørerne" eller lys der blinkede.

Det er nemlig ikke altid så enkelt at "se rødt" når vi skal vælge. Vi stilles hver dag over for mange valg. Fravalg og tilvalg, der får betydning for vores liv. Og nogle af os vil gerne følge Jesus i disse valg. Men, som en ni-årig pige bedyrede, en dag hvor jeg i børnekirken sagde, at de skulle følge Jesus: "Det er bare så svært at følge en man ikke kan se". Thea har jo ret der. Det er vitterlig meget nemmere at se billedet på fjernsynet, specielt min nye store 40-tommers skærm overlader ikke noget til fantasien, det hele er gjort tydeligt for mig.

Efterfølgelse af Jesus kræver nogen gange, at jeg bliver helt stille og lægger min egen dagsorden ned og det kan godt være lidt svært for en fremadstormende igangsætter som mig. Dog synes jeg tit, at jeg får lov til at opleve, at Gud er med i min ganske almindelige hverdag. Han giver nogle anledninger, åbne nogle døre. Ikke sådan blinkende rødt, men på en mere subtil måde, hvor man skal være opmærksom for at se hans fingeraftryk. Og valgene i efterfølgelsen af ham bliver ikke helt tossede, hvis man anvender profeten Mikas "default" hver gang man skal tage en beslutning og ikke kan se præcis, hvad der er bedst:

"Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed og vandre ydmygt med din Gud." Hvis vi lever med det gode råd for øje, kan det ikke gå helt galt, når vi haltende men håbende følger efter Kristus. Med eller uden røde bogstaver.

I en kasse på gulvet i Netto fandt jeg dem i går, de grågrønne aflange aspargeslignende stænger, bundtet med en elastik om enden. Fem kroner bundtet var jo ikke meget, men de så godt nok heller ikke ud af meget. - Jeg var lige ved at overse dem og haste videre med min indkøbsvogn, men greb dog et par bundter i farten.

Hjemme i stuen trak jeg elastikkerne af og satte de nu løse stænger ned i en vase. De så stadig ikke ud af meget. Var helt flov, da der kom en gæst og kiggede spørgende på mine ynkelige grå asparges i vasen.

Det er fantastisk hvad vand og varme kan gøre. I morges da jeg stod op, strålede de imod mig med vidt åbne, skrigende gule ansigter. De er ligesom vokset natten over, så hvor de før så ynkelige og små ud, strutter de nu imod mig og lyser op i hele stuen.

Sovende påskeliljer. En fantastisk opfindelse fra Vor Herre, som minder os om, at det der ser dødt ud, måske slet ikke er dødt. Vand og varme. Fysisk kan det gøre underværker for påskeliljer. Og åndeligt kan det gøre underværker for grå, ubetydelige mennesker.

Levende vand får mig til at sprudle, at åbne mit ansigt. Fars varme omsorg vækker alle mine sanser, og jeg ser forår alle vegne, selvom det lige nu sner udenfor. Jeg kender skaberen. Jeg VED, at det ikke altid skal være vinter.

For det har jeg lært af mine sovende påskeliljer.

En rød ballon

Den 19. december var jeg ved at lave godteposer til kirkens store familiejulegudstjeneste og jeg puttede en rød ballon i hver. Samme dag fik jeg uventet besøg af vidunderlige Athene på fire år, som fik en af mine ekstra balloner. Den blev pustet op og vi legede længe med den til latter og krumspring. Så tog Athene hjem og ballonen landede under skænken. De gange jeg har støvsuget siden, har den bare fået et puf, så den ligger der endnu. Jeg har aldrig set noget lignende, på over en måned har den slet ikke mistet noget luft, den er tilsyneladende nøjagtig lige så rund og glad og fyldt som den var for over en måned siden!

Jeg er jo sådan en symbol-nørd (ENFP ifølge Meyers-Briggs) som kan se billeder på livet i alt, og så kan jeg ikke lade være med at tænke på mig selv som sådan en ballon. Når jeg oplever Guds nærvær, er det som om han puster liv i mig og fylder mig ... gør mig til noget større end mig selv.... men jeg er sådan en småridset ballon med sprækker, der gør at luften hele tiden siver ud. Jeg mister min lethed og min evne til at svæve videre når noget rammer mig...nogle gange er jeg næsten helt udtømt.....

Jeg har selv smidt mange gamle slatne balloner ud i mit liv, men sådan gør Gud ikke med mig. Han binder kærligt knuden op og puster igen. Puster liv og glæde, sit åndedræt, sit nærvær ind i mig. Hver dag mister jeg lidt luft. Og hver dag vil Han puste liv i mig igen. Han har skabt os til at leve på Hans luft.... og Han bliver ved med at elske liv i os selvom vi har sprækker og småskader.

DEN slags kærlighed er mere end bare varm luft!

Som barn elskede jeg at skrive eventyr og historier, ofte skrev jeg som om jeg var et dyr der oplevede ting. Lidt henne i skoletiden lærte jeg, at historier om dyr hed fabler, jeg synes ellers fabler er noget man tit forbinder med løgnehistorier og opspind. Nu er jeg ikke længere barn men en midaldrende kone på 47. Ikke desto mindre fik jeg lov til at være ÆSEL i går. Den historie må så være en fabel, men den er ganske sand og virkelig. Det var ikke fordi jeg fysisk forvandlede mig til et firbenet gråt væsen, ligheden er udelukkende metaforisk .....dvs. min mand vil måske mene, at ihvertfald stædigheden har jeg ganske reelt og virkeligt til fælles med et æsel. Men min æselfærd i går bestod i, at jeg skulle fragte nogle unge mennesker, en flok teenagere, hvoraf den ene er min søn, hen et sted hvor de skulle holde andagt for en flok andre unge. Mit vognlæs bestod af en god flok brændende unge mennesker fra forskellige lokale kirker der opmuntrer hinanden i at efterfølge Jesus.... og de havde bestemt at de ville ned på deres gamle efterskole, som de syntes trængte til lidt åndelig opvågnen, og fortælle om Jesus. Så de bad forstanderen om lov til at komme, øvede sange, skrev taler, og eftersom de alle er for unge til at have kørekort, var det så her æslet kom ind. Midt i min risengrødsforberedelse skulle jeg køre fire håbefulde evangelister, en del lydudstyr og nogle godt slidte bibler langt ud på det mørke Sjælland. Jeg nød at høre dem snakke begejstret om at formidle budskabet om Gud og lige inden vi var der fik jeg lov til at bede for dem om at Gud ville velsigne deres aften. Så kørte jeg hjem og tre timer senere hentede min mand dem og hørte dem fortælle begejstret hele vejen hjem om, hvordan Gud havde talt igennem dem, om hvordan de fik lov til at bede for og med jævnaldrende venner og om deres lyst til at gøre det igen .... på andre efterskoler og i ungdomsgrupper. Der var ingen voksen der havde arrangeret noget, det var helt deres eget initiativ.

Jeg fik lov til at være transport, egentlig noget jeg lidt havde set som et irritationsmoment, for nu skulle min anden søn endelig komme på besøg for første gang i månedsvis og så skulle jeg ud og køre midt i madlavningen. Men bagefter var jeg kisteglad og følte at jeg havde fået lov at "høste hvor jeg ikke havde sået". Jeg følte mig som det æsel der stod tøjret på et støvet hjørne på en helt almindelig dag og pludselig fik lov til at bære Jesus på ryggen ind i Jerusalem. Der blev ikke råbt "hosianna" efter mig i går, men jeg er alligevel helt glad i maven, fordi jeg på en lille simpel måde fik lov til at spille en rolle i at nogen mødte Jesus og hans unge efterfølgere fik smag for hvor dejligt det er at udbrede budskabet om ham. Den slags vil jeg stædigt forsøge at være med til også i fremtiden!

"Bed for mig, jeg bliver angrebet af angst". Jeg har sagt til mine venner, at de altid kan sende mig en sms eller en mail, hvis de føler de tumler med noget, de har brug for hjælp og bøn til. Jeg tror på bøn, har tit set det virke både i mit eget liv og hos dem jeg beder for. Så det er godt at folk tager mig på ordet og beder om hjælp når stenene på vejen bliver for mange og for store. Der er rigtig mange, der bliver grebet af angst og mørke tanker lige nu, så det vælter ind med den slags mails, opringninger og sms'ser. Så jeg beder rigtig meget for mine venner lige nu! Andre præster der er mere erfarne i yrket fortæller mig, at det hører årstiden til, at mange der ellers er rimelig cool og ligevægtige hele året, bliver angrebet af angst og fortvivlelse netop nu, hvor dagene bliver kortere og vi står over for den mørke tid. En af mine gode venner, der også er præst og det for en langt større kirke end vores, røg selv langt ned i angst et efterår for nogle år siden og han fortæller mig, at på denne årstid passer han ekstra på sig selv og sørger for ikke at presse alt for meget ind i kalenderen så han ikke fremprovokerer en angst i denne sårbare periode.

Angst. Et mærkeligt ord, - bare lyden af det kan næsten tage kvælertag om hjertet. Jeg søgte på ordet i Biblen og så, at Jesus også var grebet af angst, det står tydeligt beskrevet om ham i Getsemane have lige før han blev korsfæstet. Den nat havde han en fornemmelse af hvad der skulle komme og angsten overvældede ham fuldstændig. Det kan måske opleves som lidt nedtur at høre, at Jesus også havde angst, vi vil jo hellere se ham som den overnaturlige, urørlige supermand, der skøjter hen over livets kriser. Hvordan kan han hjælpe os når han selv oplevede angst?

Jeg tænker, at det kan han jo netop. Han var 100 % menneske og blev udsat for de samme svigt og kriser som vi - derfor kan han også virkelig hjælpe os når vi står i disse situationer.

I Hebræerbrevet 4 står der "Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."

Jesus har også prøvet det. Han ved, hvordan du har det. Du står ikke alene med din angst, men kan løbe ind i Hans arme i bøn. Træd frem for Nådens trone og lad Ham berøre dig og berolige dig med sin Ånd. Et af navnene for Helligånden er netop "Trøsteren". Livet kan være trøstesløst og så vil Han være vores trøst. Når dagene bliver kortere, mørket fylder mere og mere, så vil han være "solopgangen fra det høje" i vores liv. Og vi kan sige som Salmisten: "Når jeg gribes af frygt vil jeg stole på dig".

Gribes af frygt. Gribes af Gud. Udelukker det ene det andet? Går angsten væk, så snart jeg begynder at bede? Måske. Måske ikke altid. Men bønnen og Guds nærvær giver den bund, vi kan stå på, det fundament, der er under vores fødder når alt ellers kan føles bundløst. Igen citerer jeg Salmisten: "Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, for du er med mig".

Så er det som om angsten mister sin brod. Der er håb midt i håbløsheden. Jeg tænkte på det i dag da jeg cyklede og så hvordan bladene er ved at visne og dø. Naturen forfalder. Men midt i at den gør det, maler Gud disse halvdøde blade i de fyrigste sprudlende orange nuancer, som om Han med hvert blad siger: "Jeg er også i det der visner og forfalder". Forvisning om at bladene bliver til muld og at næste år i maj kommer der nye irgrønne spirer, nyt liv. Midt i at vores drømme kan visne og dø, er Han håbet, er Han vores sjæls anker, der gør, at vi ikke kastes mod klipper og knuses, selv når vores sjæl kan være som et oprørt hav. Med dette håb vover jeg se angsten i øjnene. Håb midt i håbløsheden. Løfter om liv midt i det der dør. Og med Paulus kan jeg sige "Død, hvor er din brod?". Guds vind tager pusten fra angsten.

Jeg er jo lidt af en sprognørd og elsker for eksempel det svenske sprog, som jeg efterhånden forstår ret godt efter mange skønne Vineyard-sommerlejre i det svenske. Jeg elsker at synge de lovsange som jeg efterhånden kender så godt på dansk og engelsk, i den svenske udgave, det tilfører ligesom en ny dimension. I det almindelige talesprog er der også mange finurligheder. Hvad med for eksempel udtrykket der svarer til vores "når alt kommer til alt"... på svensk hedder det "summan av kardemumman".... synes det er herligt. Det er ligesom om svensk er lidt stærkere, det vi kalder "trædepuder" kalder svenskerne for eksempel "trampdynor". Engang fik vi tilsagn om at vores kirke ville få en pengegave af en svensk kirke og jeg udtrykte overvældet tak på forhånd.... den glade giver sagde at jeg ikke skulle få for store forventninger, da det kun ville blive et lille beløb: "Det er båra et piss i Missisippi" sagde hun, og jeg har siden moret mig over dette udtryk, kan forestille mig en række svenskere der står på langs og tisser i Missisippi uden at gøre nogen forskel i vandmængden.... nå undskyld, det var måske lidt grafisk :-)

Verdenshistoriens smukkeste kærlighedsdigt, Biblens Højsang, bliver ikke mindre forunderligt af at blive udført på svensk. Jeg har lige fundet et herligt link, som jeg gerne vil dele med alle mine Cybervenner: www.voxbibila.se - der kan man høre hele Biblen online oplæst af dygtige skuespillere. Jeg har netop lyttet til Højsangen, der læses som en dialog mellem en mand og en kvinde, hvilket gør den meget levende... og det svenske sprog ER altså bare mere poetisk, hvorfor tror I altid det var dem der vandt Melodigrandprix dengang man kun måtte synge på sit eget sprog? Her kan vi naboer, danskerne, slet ikke være med (og da SLET ikke finnerne!!).

Så hvis du ligesom jeg har læst Biblen igennem flere gange på dansk og trænger til lidt fornyelse i serveringsformen, så sæt en bog fra Biblen til at køre i baggrunden mens du vasker op, støver af, parrer sokker, eller hvad dit liv ellers måtte indeholde af hjernedøde sysler. Du forstår det meste og det du ikke forstår, aktiverer din hjerne til at tænke på, hvad det ord måske betyder.

Velkomna hinsidan! www.voxbiblia.se - og en lille opfordring til det danske Bibelselskab om at lægge det samme på deres hjemmeside, jeg kommer gerne til Hovedstaden gratis og læser nogle kapitler ind. Ved dog ikke hvor smart det er med mig, for børn falder altid i søvn når jeg læser godnathistorie og jeg har såmænd også fanget et par voksne i at blunde når jeg har prædiket. Men tanken er god. "Bra lyssnad!"

Taknemlig. Glad. En god fornemmelse i maven. De bedste ting i livet er ikke ting. For et par dage siden besøgte jeg en veninde som lige havde købt et stort nyt fladskærms-tv og som fortalte "Lige da jeg havde købt det ja så... var det der bare og jeg har næsten ikke set fjernsyn på det.... jeg er ikke blevet lykkeligere af det". Lige da jeg selv havde fået min gamle sejlbåd stod jeg ude foran i stavnen med spredte arme ligesom heltinden i Titanic og sejlede ud gennem Jyllinge sejlrende med blafrende hår og følte mig så rig, som om jeg var det heldigste asen på denne jord. Nu tænker jeg ikke længere så meget over det når jeg sejler, båden er der jo bare og den skal også passes og trænger til at blive gjort ren. Ting har begrænset holdbarhed hvad lykke angår.

Men lige nu sidder jeg i min sofa og blogger og i stolen overfor sidder min teenagesøn og klemter lovsang. Jeg fik en rigtig god Ovation guitar dengang jeg ventede ham for 16 år siden. David var bortrejst meget af tiden og det var rigtig hårdt at være enlig mor med to små vilde drenge og en i maven. For ikke at gå totalt i ammehjerne og for at OVERLEVE og føle mig elsket når nu David ikke var der til at putte med, satte jeg mig til at synge lovsang hver aften når børnene var lagt i seng. Jeg sang til Gud, at jeg elskede Ham og jeg kunne mærke helt ind i marv og ben, at han elskede mig igen, at Han tog imod min sang og gengældte den med sit nærvær. Jeg tænkte, at det lille menneske inde i maven, der hver aften blev udsat for så store doser af lovsang, da måtte blive påvirket af det og jeg tror endda jeg bad om at han selv måtte blive en der kendte tilbedelsens hemmelighed.

Nu sidder han så i stuen her, 182 cm høj, ægte teenager med hvad der hører til af bumser og attituder, men han sidder her og skriver dejlige lovsange og synger dem på min gamle guitar. Sådan lidt Bon Iver agtigt, en anden lyd end jeg lovsynger med, men jeg kan høre hjertet, han elsker Gud og han synger om det. Det gør mig bare så taknemlig. At Gud også betyder noget for ham, nok til at skrive sange. At Han også kender sin Gud. At Gud mødte mig som teenager og hjalp mig til at vende min sociale arv, gav mig gods og ballast og mod på livet, som nok var det jeg manglede allermest. At David og jeg, som begge voksede op i skilsmissehjem, ved Guds hjælp har kunnet bygge et glad hjem og videregive netop den arv. Nogle gange bliver det med Gud let som det med båden, at jeg tænker at "han er der jo bare".... men det er vildt stort at kende Gud og jeg vil blive ved med at glæde mig over de gode ting han gør. Taknemlig. Glad. En god fornemmelse i maven. Og glad lovsang i ørerne.

I dag holdt vi den sidste gudstjeneste inden sommerferien og jeg holdt en prædiken om at søge højere. På Nettet havde jeg fundet et engelsk digt af en anonym forfatter, fordi jeg syntes det havde noget tankevækkende at sige. Et par af gudstjenestedeltagerne bad mig maile dem digtet og nu sætter jeg det også her. Hav en velsignet sommer!

Et og andet om ænder
------------------

Tre ænder jeg har i min andegård
Og hver dag de mad og drikke får
De snadrer i mudret, går trygt omkring,
Og opnår egentlig slet ingenting

Godt tilfredse med det de har
Et ekstra korn, en slurk vand de ta’r
Men ind imellem så kigger de op –
Op, højt op over hegnets top

De ser vilde ænder, som flyver forbi,
Så længes de lidt, det er bare fordi
De ser frihed og styrke som svinger sig flot
Men syn’s jo de selv har det meget godt

Så flakser de lidt med de stækkede vinger,
Det drømme og vemod og længsel bringer
De letter ej selv, de i mudret blot går
At flyve af sted de slet ikke formår

Jeg er vist som sådan en gammel and
Der heller aldrig lette kan
I mudret jeg dag ud og dag ind går
Tilfreds når blot mad og drikke jeg får

Men engang imellem så kigger jeg op
Når jeg hører en lyd over træernes top
Så tænker jeg pluds’lig ”Der må være mer,
Det er vist deroppe, det hele sker”

Men jeg sænker mit hoved, jeg finder et korn
Jeg bli’r hvor jeg er i min kendte form
For er det egentlig frihed jeg vil?
Det er nem’re at blive og lade stå til...

Facebook. Jeg fik for lang tid siden en invitation dertil af en veninde og nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at komme indenfor. Holdt mig i første omgang væk fordi jeg havde hørt at det er en tidrøver og har da også allerede brugt for lang tid på at klikke frem og tilbage, bede venner om at blive mine venner etc. Ville have modstået, for jeg kan lynhurtigt bruge alt for meget tid på Nettet, men min ældste søn klatrer lige nu i bjerge i Himalaya og sender ingen mails, så jeg har været bekymret for ham i en uges tid. Så var der nogen der havde set ham bestige et eksotisk bjerg på Facebook, og så måtte jeg jo ind og se. Og hvor er det hyggeligt at blive ven med folk - som er mine venner i forvejen i det virkelige liv - og så sidder deres billeder der på rad og række og smiler til mig. Jeg kan forstå, man helst skal have mange, indtil videre har jeg kun tre, hvilket er ok efter et halvt døgns ophold, men ville være katastrofalt efter en måned. Jeg hørte ihvertfald et par unge venner sidde og sammenligne vennetal. Jeg har allerede fået en virtuel blomst af en af mine tre venner, som står og vokser på min væg (blomsten altså) og det kan jo gøre en helt varm om hjertet. Jeg er spændt på om mine sønner tager imod mig som ven eller om de synes, jeg er for gammel til den slags, at Facebook skal være ungdommens univers. Når jeg nu har sølvbryllup om et par måneder, kommer der så nogen og sætter en virtuel æresport op eller findes der kun iPods, Superwalls og Bluetooth i det forum?

I går havde jeg huset fuldt af venner af kød og blod, 15 var vi, der spiste hinandens gode medbragte mad, grinede, knævrede, sang lovsang og Kim Larsen, gav hinanden nogle verbale knubs og nogle kram bagefter. Jeg tænker, at Facebook kan være meget godt, men rigtige levende relationer hvor man ser hinanden ind i øjnene og mærker frustrationer, glæder, misforståelser og forsoning er nu nummer et. Mon Paulus tænkte på Facebook, da han i Hebræerne 10:25 advarede os mod at droppe fællesskabet? Jeg tror det er vigtigt at mødes til netværksgruppe og gudstjeneste og med kristne venner ind imellem, hvis vi vil udvikle os i vores forhold til Gud og mennesker. "Som jern skærpes mod jern skærpes det ene menneske mod det andet" står der i Ordsprogenes Bog. I den virkelige verden, der hvor der er mennesker af kød og blod, mennesker der griner og græder rigtige salte tårer, der skabes synergi og dynamik. Jernet skærpes - og gnister fyger. Så jeg er glad for mit levende fællesskab af mennesker som siger av hvis jeg niver dem i armen og som hjælper mig til at se sider af Guds storhed som jeg selv måtte være blind for.

Nå men jeg smutter igen, jeg skal ind og vande min virtuelle blomst.

I fredags havde vi dejligt besøg i menigheden af et profetisk team fra USA. Vi fik lov til at tage dem og os selv ned til Roskilde Frikirkes lokaler, så kunne vi også hænge lidt ud med dem samtidig, det er jo dejligt at have søskene lige om hjørnet.

Siden teamet var her er der et par stykker der har spurgt mig, hvordan de bedst kan bruge det profetiske ord, de modtog og hvordan de forholder sig til det, de evt. ikke helt forstår. Som vi altid siger i Vineyard, man skal kun tage skoen på, hvis den passer, man skal altid veje et ord og ikke bare sluge det hele råt, man bør mærke efter, om det giver genklang i hjertet. Kim og Mary som ledte teamet har eftersendt nedenstående gode "opskrift på efterbehandling af profeti" som jeg hermed giver videre:

WHAT TO DO WHEN YOU RECEIVE A WORD:

1) Realize that it is only a starting point for you to seek God further....it's like God giving you a pat on the back, and you still need to pursue God for further clarification of what all God is wanting to say to you. Search scripture, stay in prayer and let God unfold more. We are to be led by the Spirit, not by the prophet, although God uses prophecy as a piece of the puzzle to encourage us forward.

2) Recognize that any destiny implied in a prophetic word still requires following Biblical principles, aligning yourself up to God's word and ways, and obedience in order to be fulfilled. A word stating that you are a "pillar in the Kingdom of God, or are to be an elder in His household," all require faithfulness to God's principles, preparation and truths. Also, while the fulfillment of the "word" may sound soon, time is always a fluid factor when it comes to God. "Soon" can mean years or even decades in God's time line.

3) Realize that often God gives a word of destiny so that you have something to hang on to when the path seems vision-less or obscured by trials or testing. (See the life of Joseph) which may all come way down the road.

4) Don't try to self fulfill your word. Just continue to be faithful to the things God is directing you to do by His Spirit...get prepared where necessary,....and if the word is true, it will come to pass as you obey each step before you. It is a true Biblical principle that becoming faithful and obedient in the little things, will eventually open the doors for you to be given responsibility over much more..... usually requiring time to prove this out.

5) The prophetic needs to be pastored. While scripture is clear that the apostolic and prophetic lay foundations, the giftings are designed to work together and one gift is not over the other. The prophetic word, does not trump your pastor's responsibility to "care for you soul" as mentioned in Hebrews 13. Remember, the pastor is also trying to hear what God is saying for your life.....so, don't discount their counsel.

6) Remember, when it comes to a "word" from God.... according to scripture, we only hear in part and prophecy in part.... A "word" is never meant to replace your own seeking of God. Be careful how you interpret the "word" since our own grid work, experiences (both good and bad), wants and desires and frames of reference can distort what God is trying to say. The Bible, the whole counsel of God, is our final authority in interpretation.

7) The prophetic often presents the desire of the Lord for us to succeed in the future, without revealing the exact application. In addition, don't expect to become a "manager" over other's affairs, if you've never learned to properly steward your own.

8) Let grace and love prevail....assume the best. Love covers a multitude....

Jeg føler mig lidt skizofræn for tiden, for jeg er jo egentlig borgerlig/liberal og har efter mange år i Canada set, at man sagtens kan leve lykkeligt uden et massivt skattetryk som det vi har i Danmark. Der er måske ikke så mange teatre derovre, der får hjælp til deres eksperimenterende opsætninger og mange af bøgerne på de lokale biblioteker er lidt flossede i kanten fordi de er doneret godt brugt af ældre flinke damer, men i det store og hele kunne jeg ikke mærke serviceforringelser i et land hvor skattetrykket er det halve af det danske og som lige så tit som Danmark vinder OECD's konkurrencer over, hvilket land der er bedst at bo i i hele verden. Problemet ved at være borgerlig/liberal er bare, at efter den opskrift er det hele, samfundet kører rundt ved, forbrug og produktion og det synes jeg faktisk er et problem. Der har gået nogle billeder rundt på Nettet der viser hvad en familie i Tchad spiser på en uge versus en familie i Tyskland og USA. Der er virkelig et fordelingsproblem på denne jord! Vi har jo haft vores hus på markedet og i den forbindelse været opmærksomme på, at vi nok skulle til at give en masse af børnenes gamle tøj og legetøj væk.... og kaffemaskiner og telefaxer og campingudstyr og alverdens ragelse, der fylder vores kælder. Tænk, at da vi landede i Kastrup for 11 år siden, ejede vi kun hvad der kunne være i ti kufferter. I går skulle vi alligevel et smut ud i østenden af byen og smed et par gamle kommoder bagi bilen, som vi kastede i store containere på Kara, vores lokale losseplads. Jeg gik op og ned ad trappen til containeren med stort brandbart i en lind strøm af andre folk der også kastede store ting over hovedet og ned i containerne. Billedet mindede mig om ofringer jeg har set i historiske templer, ofre til afguder, og jeg tænkte på, at her gik vi og ofrede til afguden Konsumerius så vi i aften kan få flere ting at fylde vores kældre med, alt imens de stadig kun har en håndfuld ris til deling i en familie af vores families størrelse i Tchad. "Something is wrong with this picture". Specielt i lyset af, at Ham vi fejrer blev født i en stald og fik en krybbe til seng. Han levede et liv, hvor han konstant gav afkald, fordi han havde en anden slags brød at spise. Jeg vil gerne leve mere simpelt i min efterfølgelse af Ham, i en rummelighed hvor jeg deler den ene af mine to kapper med dem der ingen har - både dem lige foran næsen på mig og dem lidt længere væk....i Tchad for eksempel. Glædelig jul!

Vi har ikke kunnet sælge vores hus og det er netop taget af markedet. I stedet vil vi åbne en Bed and Breakfast som jeg i disse dage styrter rundt for at få klar. Den dame hos turistbureauet, der skal stå for udlejningen, skal nemlig nå at godkende den inden hun går på langtidsferie, så hun kommer og tjekker den på mandag. Det vil sige jeg borer, hænger gardiner op, skaffer senge og rullemadrasser og indretter i denne tid, hvor jeg burde bage pebernødder, klippe hjerter og lave konfekt. Kan blive helt stresset ved tanken om at familien i Canada i år må nøjes med en email i stedet for et ordentligt julebrev. Har endda set en annonce, at Kvicklys Slagter kan levere en færdigstegt and med æbler og svesker i en time før middagen juleaften og jeg overvejer at forfalde til at benytte mig af tilbudet. I et øjebliks "system overload" kastede jeg mig ned foran kukkassen og så Hammerslag, det er altid et muntert indslag og jeg er rimelig god til at ramme priserne på de huse, der er til salg, så måske sku' jeg søge job som ejendomsmæglerassistent nu hvor mit bijob på dette kontor lakker mod enden.

Med det twist jeg nu engang har på livet, kan jeg få åndelige associationer ud af mange mærkelige ting, og det fik jeg skam også af en flot kæmpestor liebhaver-lejlighed på Frederiksberg, der blev præsenteret i udsendelsen den aften:

Man kom ind i lejligheden og så var der ikke bare TO stuer en suite, som der stod i den ydmyge præsentation af vores egen bolig, men hele FEM stuer en suite. Det lyder fint det der "en suite", hvis man siger det med den rigtige franske nasal, og det var da også et sindssyg flot syn at kigge igennem en opslået dobbeltdør til den næste stue og igennem en opslået dobbeltdør der til den næste og igennem......

Synet fik da også "uuh"erne og "aah"erne frem både hos mæglerne og hos mig. Ind af alle de store vinduer strømmede lys og der var forskellige ornamenterede stukmønstre i alle lofterne. Lejligheden kostede selvfølgelig en bondegård.

"Og hvad har det så lige med noget åndeligt at gøre" sidder du måske og tænker. Jo, det er jo Advent og vi synger den gamle salme "Gør døren høj, gør porten vid, den Ærens Konge kommer hid". Og så tænkte jeg på, at jeg ønsker en sådan gennemstrømning af lys og liv i mit sind, åbne døre hele vejen og ikke nogle mørklagte kringlede gange man kan snuble i. Jeg vil gerne have at alle de store dobbeltdøre i mit indre er slået op på vid gab så der er plads til Ærens Konge. Dørene skal fylde det meste af stuerne ligesom de gjorde i den lejlighed. Det giver store horisonter. Jeg vil ikke have rum i mit liv der er utilgængelige for Guds lys, jeg vil lade ham "herske over alle lande" som der står i versets sidste linie. Det er ikke blot en god tanke for adventstiden og for den stundende jul, men også for det nye år, vi står ind for.

Så glædelig jul og godt nytår med vidt opslåede døre!

I Jyllandsposten har jeg netop fundet følgende opfordring, som jeg kun kan tilslutte mig. Materialismen er en snedig rad der igen og igen stikker hovedet frem i mit eget liv, jeg går skam i teorien helt ind for "simple living" og for Jesu forslag om kun at have én kappe og være fornøjet med den, men hver gang der kommer et flerfarvet BILKA-katalog, bladrer jeg sultent igennem de strålende sider og overvejer om jeg da virkelig KAN leve lykkeligt uden den uundværlige avocadoskræller fra Georg Jensen.

Der er åbenbart andre end mig der har brug for en lille reminder om, at de bedste ting i livet ikke er ting, så hermed et citat fra Dagens Netudgave af Jyllandsposten:
---------------------
"For de, der mangler udfordringer, er her en af de helt store: På lørdag skal du ikke købe noget - overhovedet.

For da er det nemlig international "Buy Nothing Day" , hvor forbrugere verden over kan tage en fridag fra forbrugsræset, standse op og reflektere over de miljømæssige og sociale konsekvenser af vores forbrug.

"Som forbruger deltager man i Buy Nothing Day ved at undlade at købe noget – bare en enkelt dag. Det lyder simpelt, men for de fleste er det faktisk ret svært," lyder det fra Jeppe Juul, kampagneleder i Aktive Forbrugere, som arrangerer dagen.

I år forventes danske forbrugere endnu en gang at overgå sig selv og bruge ca. 10 mia. kr på juleindkøb. Dertil kommer, at eksperter ifølge Aktive Forbrugere vurderer, at ca. 6 pct. af danskerne lider af shoppesyge.

Så mon ikke de fleste kunne bruge et shoppehvil på lørdag? Om ikke andet kan man jo købe sig selv så udmattet fredag, at man ikke har kræfter til det lørdag.

I USA og Canada markeres "Buy Nothing Day" fredag den 23. november - dagen efter Thanksgiving. I Europa og resten af verden markeres "Buy Nothing Day" lørdag den 24. november.

Mon ikke de fleste kunne bruge et shoppehvil på lørdag? Om ikke andet kan man jo købe sig selv så udmattet fredag, at man ikke har kræfter til det lørdag"
------------------

"Jamen hvad skal jeg så lave på lørdag?" spørger du måske. Glæd dig til Vineyard skal på GIMLE på søndag og gå så i øvrigt i skoven efter mos og grene og lav en flot dekoration og giv den til RIE, som har fødselsdag lørdag :-)"