Det er svært at styre verden. Jeg har endelig fri igen ovenpå en måned med fuldtids arbejde. Jeg har vikarieret inde i København oveni mit faste almindelige job for at kompensere for at der ikke sker så meget med værelsesudlejningen lige for tiden. Jeg har løbet stærkt men er endelig landet. Og nu ved folk, jeg er hjemme og sender igen sms'ser med ting jeg skal bede for, ringer når de er fortvivlede og dropper ind til kaffe når de har brug for en skulder. Lige sådan som jeg gerne vil leve - at have tid til Gud og mennesker. Jeg er en rimelig flegmatisk, letkørende person, som ikke er sådan at slå ud, men i dag har bare været sådan en dag hvor jeg har hørt så mange dårlige nyheder på en gang at ørerne har været ved at falde af. I mit hoved vender og drejer jeg hvad jeg kan gøre, men med mange af punkterne på to-do listen må jeg bare erkende at der simpelthen ikke er noget jeg kan gøre. To-do...to-do...Not-to-do......

Kan blive helt gråhåret af at bekymre mig når mennesker jeg holder af har det svært, er syge, bliver angrebet. Ville gerne personligt tage mine største fodboldstøvler på og sparke ham med hornene derhen hvor peberet gror! .... Men der er han vist i forvejen. Og her er jeg, midt i alverdens suppedaser, hvor jeg ikke altid kan skille suppe fra das selvom jeg vender og drejer tankerne i mange retninger i mit hoved. Vil gerne styre verden, men kan ikke helt få den til at dreje som jeg synes den bør.

Hvad gør man så når man ikke kan styre verden? Jo, man tager en snak med en der kan. Sådan en rigtig snak med lyd på, hvor man kan hælde alt ud af ørerne indtil man bliver så stille at man kan høre hans stemme. Min kære snorkende gemal ville nok ikke sætte pris på, hvis jeg sådan lå og snakkede højt med Gud ved siden af ham midt om natten, så jeg har netop tilbragt nogle timer ovenpå. Simpelthen lejet et værelse af mig selv og fået væltet det hele over på Gud. Fortalt ham hvordan min verden er skruet sammen og skruet af led. Sukket og fældet en lille tåre og ladet ham kramme mig. Det er godt sådan at ha en far i Himlen der ved alt og kan alt. "Vælt din vej på Herren" siger Salmisten, og jeg har netop tilbragt et par timer med sådan at få væltet min vej. Den ligger meget bedre under hans styring end under min. "Vej har han alle steder, ham midler fattes ej" siger en anden Salmist.

Der er ikke noget bedre end når hans fred kommer ind under huden, når hans nærvær erstatter forvitrede tankerækker på overload. Ikke fordi jeg nødvendigvis finder svar og løsninger eller fordi han har sendt en engel for at vifte problemerne væk med sin tryllestav. Men der er ikke noget så livgivende som det at sidde midt på sådan en væltet vej og mærke Fars arme rundt om mig. Hans fred som overgår al forstand bevarer mit hjerte og mine tanker. Jeg kan ikke styre verden. Men nu har jeg været hos chefen og han kan!

"Lyset skinner i mørket og mørket får ikke bugt med det" hvisker jeg taknemligt for mig selv mens jeg tripper ned ad trappen igen for igen at finde min plads ved siden af gemalen, nu lettet for adskillige byrder. På vej ned ad trappen kigger jeg ud ad vinduet. Og her klokken 3 om natten, hvor nattemørket er så tæt, at man kan skære i det, ser jeg dem: De små glade lyserøde solpanel-lamper, jeg har købt i Ikea. David har sat dem op langs sit nye æbletræs-espalier, og sandelig om de ikke står der som lysende pink glædesudbrud i natten. De har suget lys op hele dagen derude. Og nu står de der og håner mørket og minder mig om at solen er ved at få magt. Hans skønhedsrige kommer. Lyset skinner i mørket. Jeg kan ikke styre verden. Men det kan min far.

Fastetiden er ikke noget vi går så højt op i som frikirkefolk, men dog er jeg for tiden i faste på nogle områder. Jeg faster fra at købe stof. Altså ikke sådan noget kokain-halløj, det har jeg aldrig gjort det i, men metervarer, bomuld og hør i lange baner, der ligger i fine kasser i min kælder fordi en dag når jeg nok at sy noget spændende af det. Blomstret og stribet, låddent og glat, altsammen noget der er købt, fordi det matchede en eller anden stor plan jeg havde for et projekt.

Min mand siger jeg er stofmisbruger og han har nedlagt stofkøbeveto indtil jeg har bevist, at jeg rent faktisk KAN sy. Både af pladshensyn og af økonomiske årsager finder han det uhensigtsmæssigt, at jeg køber så meget stof. Jeg synes ellers selv jeg er helt i overensstemmelse med Guds masterplan for kvinder og henviser til Ordsprogene 31, hvor der står "Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst". David køber den ikke, men det er måske fordi jeg i højere grad praktiserer den første del af verset end den sidste. Men folk der har besøgt min hyggelige stue VED, at jeg selv har syet mine gardiner og puder der matcher. Så en sjælden gang sker det, at noget af stoffet rent faktisk bliver brugt. Men altså, stoffasten er i gang og kører på ubestemt tid.

En anden faste, jeg for tiden praktiserer, er faste fra at købe bøger. Jeg har givet mig selv bogkøbsveto, fordi jeg har en masse halvlæste egentlig gode bøger, som jeg har investeret i, men aldrig helt fået læst. Så også på dette område har jeg sagt til mig selv, at jeg ikke må slå mere brød op før jeg har bagt.

MEN når engang bogkøbsfasten er ovre, så vil jeg købe Dr. Don Allenders bog "Leading with a limp". Jeg har hørt den anbefalet, jeg har hørt manden tale on line og fundet et par artikler på Nettet og jeg synes det ser ud til at være en rigtig spændende bog om lederskab. En gammel og garvet kristen som jeg må efterhånden have lyttet til mindst 2000 prædikener og helt ærligt så er det efterhånden sjældent, jeg hører noget, jeg ikke tidligere har hørt - (disclaimer: Men jeg har nok godt af at høre noget flere gange, for meget af det er endnu ikke omsat til praksis!). I denne undervisning var der nye perspektiver, anderledes vinkler og en forfriskende jordforbindelse.

Se f.eks. bare dette citat:
......"en leder må først gå ind i sin egen historie. Hvis han dykker ned i sin egen historie, vil han bedre kunne forstå, på hvilke områder han nægter at leve med tro, håb og kærlighed. Han vil bedre kunne opdage, hvor det er, han forsøger at få sandheden til at tjene hans egne afguder i stedet for at lade hans livsløgne afdække for Guds dybtborende godhed. Vi kan kun lede andre til Gud i det omfang, vi er klar over, hvor meget vi flygter fra ham, hvor lidt vi i sandhed længes efter ham .... og hvor meget Gud på trods af dette er den dybeste, stærkeste og mest sande længsel i vores hjerter. Midt i dette spændingsforhold kan vi leve i den sandeste sandhed"

Se det gav mig noget at tænke over. Det har været mit privilegium at dele min tro med flere gennem livet og nogle af dem har valgt at følge Jesus og tro på ham. Og deres efterfølgelse præges af min. Så meget mere vigtigt er det da for mig at være 100% autentisk, sårbar om mine svagheder og passioneret i min egen måde at leve troen på - midt i livet og hverdagen. I spændingen mellem sårbarhed, autentisme og længsel efter Gud bliver vi ægte mennesker.

Tror lige jeg surfer ind på amazon og køber den bog....

I dag har der været jordskælv i Japan og det minder mig om, hvor jeg var i 1994, sidste gang det skete ... det har jeg faktisk skrevet en lille historie om:

Det var ad lidt kringlede veje, jeg endte på den ø. Som nyudklækket student ville jeg udforske verden og jeg drog af sted på bibelskole til Texas. Indskrivningskøen på skolen var lang. Man stod der i timevis og fik på den måde et godt kendskab til dem der stod tættest på. Bag mig stod en flot mørkhåret canadier med intense blå øjne. Dem kiggede jeg dybt i og kunne lide hvad jeg så. Fire måneder senere fik vi ring på, året efter ringede bryllupsklokkerne i Roskilde og nogle år senere endte vi i den by, min mand kom fra. Canada er et frugtbart land, så der var kommet tre små drenge til. Vancouver Island på Canadas vestkyst er en ø på størrelse med Jylland, hvor jeg hurtigt fik gode venner og lærte hvor de gode shoppesteder var. Slet ikke så anderledes end København, så det var ikke det store kulturchok.

Laksefiskeri blev min mands levebrød, men laksene skulle man længere og længere væk for at fange. Så var jeg enlig mor med mine tre poder hele sommeren i civilisationen mens min mand knoklede ude i bushen for at samle penge nok sammen til vinteren. Queen Charlotte Islands hed den øgruppe, hvor han endte med at tage op hver sommer i op til syv uger ad gangen. Imens tullede jeg rundt alene i mit husmor-univers nede i byen og spurgte mig selv, om det var det, jeg havde drømt om, da jeg kiggede dybt i de blå øjne.

Queen Charlotte Islands ligger helt oppe ved Alaska. Det er en øgruppe på størrelse med Sjælland med ca. 4.000 indbyggere og masser af dyreliv og bush. ”Sådan et sted kunne jeg aldrig bo” erklærede jeg når min mand fortalte om stedet. Men efter nogle somre blev han tilbudt at starte en seafoodfabrik deroppe. Laksefiskeriet havde givet os økonomisk gode somre, som vi tilbragte hver for sig og lange, kedelige vintre, hvor vi havde for lidt penge til at lave noget sjovt sammen. Efter hver fødsel blev det sværere for mig at vinke farvel når sommeren kom og jeg igen skulle være græsenke. Storbypigen kedede sig i storbyen. Ødemarken virkede ikke længere så afskrækkende.

”Hvis du tager jobbet deroppe, kan I tjene penge hele året i stedet for kun om sommeren” lokkede chefen. Seks år tidligere havde vi solgt alt i Danmark og var med et lille barn flyttet til et almindeligt sted i Canada. Nu havde vi tre børn og satte kurs mod bjørne, bævere og indianere. Ødemarken ville nok blive lidt mindre øde når vi kom med hele tre børn, tænkte jeg vel.

De fleste af øens indbyggerne er haida-indianere. De åbnede deres hjem og deres hjerter for os. De lærte os at spise ooligan-fedt og at tørre tang, som vi spiste som popcorn. Selv om vi kom fra et helt andet sted på kloden bød de os velkommen, vi følte os faktisk mere velkomne end dengang vi som nygifte prøvede at slå os ned i en sjællandsk landsby. Mange gode lange aftener blev tilbragt i Dan og Sandys stue i Old Masset mens regnen trommede på ruden. Ilden blussede i pejsen og spillede i de hundredevis af kopper, der stod på hylderne rundt langs væggen. Man skulle have kopper nok til en god potlach. Hvis hele landsbyen kom på besøg, skulle der være en kop kaffe til alle. Parret tilbød tit at passe vores drenge, så jeg kunne få lidt tid for mig selv. Så kørte de ture i vildmarken med dem og viste dem smukke steder på øen som hvide ellers ikke kendte til. De kaldte min helt lyshårede femårige søn for ”White Raven” fordi de mente, at han havde en haida-ånd i sig og ved en fejl var endt i en hvid krop. Det var en stor ære, for normalt tildeles der ikke indianske kælenavne uden for stammen.

To år blev det til på øerne og i den tid fik jeg venner for livet. Jeg underviste drengene hjemme, da de skulle i skole og jeg hyggede mig med andre mødre, der gjorde det samme. Nogle eftermiddage tilbragte vi på de lange strande fyldt med drivtømmer, hvor børnene byggede huler. Eller vi forsøgte at komme tæt på de hvidhovede ørne, der kredsede om trætoppene. Vaskebjørne var der overalt, og et par gange så vi også en brun bjørn. Jeg fik vejledning af mine haida-venner, så jeg følte mig tryg ved dyrelivet. Når vi gik tur i skoven, skulle vi bare huske at slå sten mod hinanden og larme grundigt, så bjørnene kunne høre os på lang afstand og ikke pludselig følte sig overrumplet. Og kvinder skulle ikke gå ind i skoven, når de menstruerede, for mange af de bjørneangreb, der har været i nyere tid, har været rettet mod menstruerende kvinder. Hvis jeg ville holde stuen fri for dyrelopper, skulle jeg bare lægge noget barkflis af ceder under sofaen. Alt det fik jeg at vide af mine haida-venner og jeg følte mig efterhånden helt tryg i den vilde natur. Jeg var blandt venner, der rummede mig. De lyttede til mine historier og jeg til deres. Det var et trygt liv, hvor min mand kom hjem fra fabrikken hver aften og vi fik nye venner med en helt anderledes langtidsholdbar indstilling til relationer end vi var vant til. Det var et godt liv langt fra Alfarvej.

”Tsunami Warning” lød det pludselig en eftermiddag fra højttaleren på den lokale politibil, der kørte forbi ude på vejen. ”Please leave your homes immediately”. Det er 15 år siden nu, så jeg vidste ikke, hvad en tsunami var. Da jeg prøvede at ringe til min mand på fabrikken, fik jeg at vide, at han var kørt til den by, der lå 100 km sydpå. ”Men du skal evakueres” sagde hans sekretær inden hun fortravlet lagde røret på. Der stod jeg med mine tre drenge og følte mig helt alene i verden. Hvad er en tsunami? Hvor skal jeg tage hen? Hvordan kommer jeg af sted når min mand har bilen? Panikken bredte sig i min krop mens jeg prøvede at virke cool over for drengene. Jeg prøvede at ringe til et par veninder, men ingen tog telefonen. Jeg anede ikke mine levende råd.

”Vil du køre med?” råbte Dan pludselig ind af døren. ”Vi skal ud af byen, den ligger så lavt og der har været jordskælv i Kobe i Japan. I 1963 var der en tsunami i en af de byer på vestkysten, der ligger ved en flodmunding ligesom os. Man frygter, at jordskælvet vil skabe en flodbølge, der bliver presset op i tragten, så vi må væk herfra”. Alt dette forklarede han roligt mens han samlede jakker og tæpper og jeg fandt lidt mad frem til køletasken. Dans monotone indianske accent fik efterhånden mit hjerte ned i fart og jeg var enormt lettet, da vi alle fire kort efter sad på bagsædet i hans store gamle bil og bumlede af sted mod midten af øen. Op på en bakke skulle vi, væk fra kysten.

Mange biler holdt parkeret og flere kom til på den bakke, der var øens højeste punkt. Hvide og indianere vrimlede ud mellem hinanden. Et par arbejdere, som jeg genkendte fra fabrikken, var ved at tænde et stort bål og en anden delte ud af sine marshmallows. ”Vi kan ligeså godt få det bedste ud af det” sagde Dan og bredte et tæppe ud, så drengene og jeg kunne sidde ned. Nogle gik og tjekkede, at de ældre og dem, der normalt holdt sig lidt for sig selv, også var dukket op. Panikken i min krop lettede og blev efterhånden erstattet af en følelse af ro og samhørighed mens termokanderne gik på omgang og en summen af rolig snak bredte sig.

Her sad jeg på en ø tusinder af kilometer hjemmefra, midt blandt et urfolk, der havde respekt for naturens luner, men også forståelse for, hvordan man er menneske midt i en krise. Vi sad der i nogle timer og småsnakkede og nynnede til en guitar, som gik på omgang mens vi delte køletaskernes indhold med hinanden. Der var en ro og en tryghed ved at sidde så tæt rundt om et bål blandt venner. Ingen vidste om byen var oversvømmet, om vores huse var væk. Men det gjorde ikke så meget lige der, for vi var sammen i øjeblikket, sammen som mennesker midt i det svære. Vi havde hinanden, sommeraftenen, de ældgamle nåletræer omkring os, ilden, roen.

Der blev ingen tsunami. Alarmen blev afblæst og inden aften var vi alle tilbage i vores huse. Men jeg glemmer aldrig oplevelsen af en dag, hvor mennesker var hinanden nær. Hvor jeg var en del af et samfund, som tog sig af mig, selvom jeg havde en anden farve. Hvor jeg blev lukket helt ind og passet godt på. Den oplevelse gjorde mit menneskesyn lidt mere rummeligt, lidt mindre fordomsfuldt.

Det kan ikke lade sig gøre
--------------------------
Sådan har københavnere sagt i generationer når de stod og spejdede fra Amager over Øresund mod Malmø og en eller anden "idiot" påstod at man kunne bygge en bro der.

Det samme har Fynboer sagt i hundredevis af år, når de kiggede fra Nyborg mod Korsør og der svirrede rygter om at man kunne bygge en bro i stedet for at tage færgen og drikke dårlig kaffe om bord.

Det kan ikke lade sig gøre. Der er for langt. Det er for dyrt. Det er umuligt.

Storebæltsbroen åbnede i år 1998 og var i et par uger verdens længste bro indtil japanerne åbnede en der var et par meter længere. De kan noget, de japsere! Men det kunne danskerne altså også. På trods af jantelov, nejsigere og generationers hovedrysten.

To år senere stod der også en Øresundsbro. Den blev færdig i år 2000 og jeg futter glad og gerne over den med min brobizz og siger hver gang ih og åh over de flotte piloner og de stærke linier. Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan køre!

Disse to steder i Danmark blev der på kort tid skabt en vej der hvor der ingen vej var, og der hvor generationer havde rystet på hovedet hvis nogen formastede sig til at nævne muligheden for en.

Det er godt at huske på, når man beder for Danmark. Vi hører altid at Danmark er hårdt, at det er verdens mest ikke-religiøse land, at danskerne ikke gider noget med Gud. At der ikke rigtig er nogen vej for evangeliet.

"Se, jeg er Herren, alle menneskenes Gud! Er noget for vanskeligt for mig?" lyder et retorisk spørgsmål i Jeremias 32:27. Det du beder for er ikke umuligt! Når det var muligt for dygtige ingeniører og ihærdige arbejdere at skabe en vej der hvor der ingen vej var, hvor meget mere er det så ikke muligt for den almægtige Gud?

Det er godt at tænke på når der er "hårde nødder" der skal knækkes i bøn. Gud kan mere end ingeniører. Det er ham, der opfordrer os til at bede og når vi beder i tro, kan vi være med til at skrive historie sammen med ham. Se, det kalder jeg et spændende liv!

"Det er en stor synd at få verdens mest spændende bog til at lyde kedelig". Citatet er Bill Hybel's, og jeg tænker på det hver gang jeg forbereder en prædiken. Den bog som kristne i kommunistiske lande er blevet henrettet for at eje, den bog som har holdt modet oppe hos isolationsfanger gennem tiderne. Den bog, som kinesiske undergrundskirker værner om og er hundrede mand om et eksemplar af. I Danmark er den lovlig. Og nogle mener vist lovlig kedelig. For mig er den bog guf. Jeg har stor respekt i min tilgang, når jeg forbereder mig. Jeg beder for de rette tanker, læser dybt i bibelkommentarer, gør alt hvad jeg kan for at mine tilhørere må finde samme motiverende kraft i den bog som jeg selv har gjort. Og alligevel ser jeg ofte folk sidde og nikke når jeg prædiker. Eller også er de travlt optaget med at sende sms'ser. Det kunne måske nok udløse mindreværd og selvransagelse, men jeg tolker tit på konferencer, hvor eminente, verdenskendte talere fra USA underviser. Selv står jeg og gløder af bare begejstring for det de siger, men det slår aldrig fejl: Der sidder altid nogle og spiller på mobilen eller nikker nede i salen et sted.

Det er ikke min hensigt at anvende min blog til sure opstød eller gardinprædikener (for så falder mine læsere bare i søvn!). Men der skete noget her i weekenden som fik sat den her problematik lidt i relief for mig.

I min Bed & Breakfast var jeg så velsignet at lægge hus til et kristent kursus for ledere, et kursus hvor David og jeg selv var med som deltagere. Huset var fyldt med herlige kristne fra kælder til kvist. Fra fredag aften til søndag eftermiddag sad vi midt i fantastisk og stærk undervisning, vi virkelig kunne bruge til noget. For at illustrere deres budskab havde talerne medbragt et stort fyrtårn i træ. De har vision for, at den undervisning, de gav på dette og andre kurser, skal være med til at gøre danske hjem til fyrtårn, arnesteder hvorfra Guds lys kan gå ud. De stillede det store smukke fyrtårn på min skænk, så vi kunne kigge på det hele weekenden.

Det pudsige var, at det stod lige under mit abstrakte billede (som jeg aldrig rigtig har kunnet se hvad skulle forestille). Og ud fra fyrtårnets top gik en kraftig lyskegle. Det abstrakte i mit billede blev simpelthen en kraftig lyskegle og vi kursusdeltagere morede os med, hvor perfekt fyrtårnet passede lige der.

Underviserne tog fyrtårnet med sig hjem igen søndag, men fra nu af vil den hidtil udefinerlige streg i mit maleri altid være en lyskegle og altid minde mig om det jeg hørte i weekenden. Guds ord fandt udtryk lige midt i min stue, lige her hvor jeg slår mine hverdagsfolder, hvor sovsen nogle gange er for salt og hvor der ind imellem kan være lidt stresset ved middagsbordet.

Det er dét, jeg ønsker, når jeg fortæller om Gud i min egen kirke og i de andre kirker, der er så letsindige at invitere mig til at tale. At skabe en lyskegle, at ordet må blive kød og bo lige der hvor vi er mennesker. At det ikke bare må være abstrakt, men at Gud må oplyse vores indre, så der kommer nogle helt konkrete lyskegler lige der hvor vi bor. For verdens mest spændende bog er også verdens mest livsrelevante bog.

My English friends want a translation of my latest blog blurb, so here goes.
First I must tell you that the Danish term for a person who knows something about our national economy is "a wiseman".
---------------------------------
The season for wise men is over
---------------------------------
I had to smile today when, in a national paper, I read an article about the Danish economy. The article presented its female author as "a former wiseman." I know that you can quit being a secretary (I've taken breaks from that at times), you can retire from the teaching profession, etc. I've just never thought of the word "wiseman" as a position, but rather as an acknowledgment that a person had an insight. I have thought of the term as showing respect for someone's proven and applied knowledge. But this lady, who actually said something very sensible in the article, was described as a "former wiseman."

That got my vivid imagination going. I wonder what happened to her wisdom? Where had it gone? Had she done one stupid thing, said something not so wise and then it was just "game over" for her, then she was no longer considered wise? Or maybe it was just because someone discovered that she was not a wise man but a wise woman, and then she was thrown out?

We have just gone through a season of wise men, I have just stuffed my three specimens back in the Christmas box and relocated them to the basement. The season of wise men is over for now.

However, real wisdom should not be stuffed away, it should be a lasting thing. Although 2000 years have passed since three famous wise men abandoned everything and saddled their camels to follow a star and seek something that was bigger than themselves, it's still the same quest that creates wisdom. Like I wrote on my livingroom window with snowspray one Christmas: "Wise men still seek Him".

It is not enough to follow a star once in your life, it is not enough to bow down once and say "Wow, Jesus, you are the one who could fill my empty space inside." Again and again we must seek wisdom, lest we also end up as "former wisemen".

"The fear of the Lord is the beginning of wisdom", it says in Proverbs 9:10. There are actually many wise words about wisdom in Proverbs! And the little typing error - if that was what it was - in our national paper reminded me that I must never become a "has-been" in my quest for Jesus. I do not want to end up as someone who saw a star once and said wow and then just went back to business as usual. All the time I must pursue Him, constantly I must seek His heart, again and again I must bow down.

Throughout our lives there are times when we just have to put the closed sign on our store window, saddle our camels, abandon what we have known, and pursue Him.

Sæsonen for vise mænd er forbi
------------------------------
Jeg måtte smile, da jeg i dag i Jyllandsposten læste en udtalelse om dansk økonomi af en dame, der blev præsenteret som "tidligere vismand". Jeg ved, at man kan stoppe med at være sekretær (det har jeg selv gjort i perioder), man kan pensionere sig fra lærergerningen etc. Jeg har bare aldrig betragtet ordet "vismand" som en stilling, men nærmere som udtryk for, at man havde en indsigt, som man havde optjent noget blivende respekt for. Men den gode dame her, som for øvrigt sagde noget meget fornuftigt, blev altså betegnet som "tidligere vismand."

Så gik min livlige fantasi i gang. Hvad mon der var sket med hendes visdom? Hvor var den forsvundet hen? Havde hun gjort én dum ting, sagt noget mindre klogt og så var det bare "game over," så var hun ikke længere vismand? Eller måske var det bare fordi der var nogen der opdagede, at hun slet ikke var en vismand men en viskvinde, og så kunne hun ikke bruges mere?

Det har netop været sæson for vise mænd, jeg har selv netop lagt mine tre af slagsen tilbage i julekassen og transporteret dem ned i kælderen. Sæsonen for vise mænd er forbi for denne gang.

Der er bare det ved det, at visdom gerne skal hænge fast og vare ved. Selv om det er 2000 år siden, et par af slagsen smed alt, hvad de havde i hænderne og sadlede kamelerne for at følge en stjerne og søge noget, der var større end dem selv, så er det stadig netop den søgen, der skaber visdom. Som jeg et år skrev med snespray på mit stuevindue for at give naboerne noget at gruble over: "Vise mænd søger ham stadig."

Det er ikke nok én gang at følge en stjerne, én gang at bøje sig, én gang at sige "Wow, Jesus, det var jo lige dig, der kunne fylde mit tomrum indeni". Igen og igen må vi søge visdom for at ikke også vi skal ende som "tidligere vismænd".

"Herrens frygt er begyndelsen til visdom" står der i Ordsprogenes Bog 9:10. Der står i det hele taget mange vise ord om visdom i Ordsprogene! Og den lille skrivefejl - hvis det var det, det var - i Jyllandsposten mindede mig om, at jeg aldrig i min søgen efter Jesus må blive en "has-been". En der engang så en stjerne og sagde wow og så i øvrigt gik tilbage til business as usual. Hele tiden må jeg søge ind til hans hjerte, hele tiden må jeg bøje mig. Gennem hele livet må vi nogengange sætte "lukket"-skiltet på butiksdøren, sadle kamelen og sætte alt ind på at søge ham.

Engle i mit liv
-----------
Julekasserne er fundet frem fra kælderen og jeg går og folder de halvmaste engle ud og finder pladser til dem i min stue. Gennem årene har jeg af en eller anden grund fået engle forærende af mange forskellige veninder, og når jeg genser englene nu i julen, minder de mig om hver enkelt giver. Der er den hjemmelavede stof- og guldengel, som den ældre kristne nabokone har lavet til mig for år tilbage. Hun bor lidt længere henne ad vejen og vi ses ikke så tit mere, men hvor var det sødt og personligt at hun lavede den til mig. Der er de fine filtede engle jeg fik sidste jul af min kære norske veninde Svanhild og jeg bliver varm om hjertet ved tanken om de gode oplevelser vi har haft sammen i Guds nærvær. Der er en forbøns-engel, jeg har fået af dejlige Linda som jeg var mentor for i begyndelsen af hendes vandring med Gud. Nu er hun flyttet til en anden kirke, hvor hun trives, men englen står der i mit vindue og minder mig om den gode tid vi havde sammen for et par år siden. Der er den største engel af dem allesammen, den sidder på skabet året rundt og minder mig om vores kirkes release-party, hvor jeg fik den af Pia. Den holder en skål i hånden altid, som om den bærer lyset. Nu deler Pia og jeg den dejlige oplevelse "Harp & Bowl" hvor vi beder og lovsynger sammen på tværs af kirker hver tirsdag eftermiddag. Harp & Bowl. Relevant, fordi englen netop holder en skål. Der er en smuk hjemmelavet blonde-engel fra en kunstnerisk veninde, der boede hos os nogle måneder efter en separation helt tilbage i Canada-tiden. Hvad der er blevet af hende ved jeg ikke, men englen minder mig om hende og de gode stunder vi havde sammen dengang for tyve år siden. Der er en sød hvid buttet engel fra dejlige Mie, som nu bor helt i Kina. En høj, rank, stråengel fra Liv, der udstråler åndelig autoritet. Og jeg kunne blive ved med at beskrive dejlige engle der minder mig om deres givere, som også på andre måder har givet gaver ind i mit liv. Jeg er bare verdens rigeste kvinde at have så mange skønne venner! Der står et sted i biblen, at det er godt at være gæstfri, for så får man engle som gæster. Jeg synes jeg så tit har haft engle som gæster. Jeg bliver så taknemlig for de personlige, unikke minder om, at jeg er omgivet af godhed. Gud har lovet englevagt til dem der følger ham, og jeg tror skam på engle som overnaturlige væsener der usynligt passer på os. Men jeg er også taknemlig for de helt jordnære, tobenede, vingeløse af slagsen, som giver mig et kram, når jeg har brug for det og et kærligt spark bagi når jeg har brug for det. Så velkommen igen, Guds engle små fra høje himmelsale. Og fra jordnære kaffetåre, cykelture i skoven, delte sorger og glæder, frustrationer og konflikter, som vi fik løst. Selvom vingerne kan blive lidt mast i årenes løb, så har vi hinanden!

Tohjulede bønner.

Læste lige i avisen forleden at Roskilde er dømt til at være en af landets mest attraktive byer. Og sådan en dag som i dag, hvor himlen er så tindrende blå og højt, højt oppe, der synes jeg - igen - at jeg bor på jordens dejligste plet. Cyklede en smutvej, forbi en kær veninde som kom til tro sidste år og som glæder mig med sin efterfølgelse af Jesus. "Pas på hende, Far" lød det fra mit hjerte mens jeg susede forbi hendes lejlighed. Den anden dag fik jeg faktisk sagt til hende, hvor glad jeg er fordi jeg har fået en rigtig god veninde i kirken på min egen alder. "Det var sådan en gave for mig at du kom til tro i en ellers svær tid!" sagde jeg og fældede en lille tåre af bar taknemlighed.

Videre cykler jeg, forbi børnehaven, hvor en anden god veninde er pædagog, men hun er syg i dag, ved jeg fra Facebook. "Vær med hende, Far, gør hende hurtigt rask igen og velsign den børnehave hvor der lige nu er så mange nedskæringer. Pas godt på de dejlige unger og hjælp personalet med at have det nødvendige overskud og humør midt i nedskæringerne". Så ind og kigge i Frelsens Hærs genbrug, hvor jeg også kender dem, der ekspederer, fra gamle dages kirkesammenhæng. Får en lille sludder og takker igen i tankerne Gud fordi Frelsens Hær gør så meget for de ældre og ensomme. Render på en dejlig teenagepige, en datter af en veninde, og får et knus af hende. "Gud vil du hjælpe den skønne pige, det er ikke nemt at være teenager i dag med alle de valg, der skal træffes. Pas på hende også!" Fart på cyklen, op ad bakken, forbi træer i gyldne, brune og orange nuancer. "Tak fordi du er så farverig Gud, selv når alting forfalder og går på hæld, giver du det skønhed!". Så et ærinde ud i Baptistkirken, hvor jeg render på en god gammel bror, jeg har kendt i mange år, en herlig trofast Guds tjener. Lige vende verdenssituationen med ham, så dukker en anden gammel veninde fra min tid som Aglow-lovsanger op. Hendes øjne tindrer når hun fortæller om sine nyfødte tvillingebørnebørn. Cykler glad hjem og undrer mig igen over, at blade kan være så tindrende orange og at der overhovedet kan findes så mange gyldne nuancer. "Tak for min dejlige by, hvor jeg har så mange gode minder fra. Tak for mine år i Canada, men tak fordi jeg fik lov til at vende tilbage hertil og mærke min historie."

Går jo faktisk og tror, at jeg en dag skal være med i et team, der planter en Vineyard i en anden by i Danmark. Men kan jeg nogensinde komme til at holde lige så meget af et nyt sted som jeg gør af denne gamle kongeby? Lidt ligesom da jeg ventede Aron og tænkte, at jeg da umuligt kunne komme til at holde ligeså meget af en ny baby som jeg gjorde af storebror Adam på to. Men vupti, så snart han kom ud, den lille ny, så var den der, kærligheden, - der var rigeligt til den næste også. Og til nummer tre. "Kærligheden vokser når man deler den ud" sang vi i gamle dage. Lige oppe ad bakken. I ungdomsgruppen. I Roskilde, verdens dejligste by - indtil videre....

Først på sommeren havde Kristeligt Dagblad en kronikkonkurrence, som jeg ville deltage i. Jeg fik skrevet, men flyvsk og glemsom som jeg er, fik jeg ikke afleveret min kronik inden deadline. Jeg bringer den nu her, lidt bævende, for det er en stor del af mig selv, jeg afleverer her. Tag varsomt imod min blottede sjæl, kære læser!
------------------------------------------------------------------

”Intet menneske er en ø; en verden for sig. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele”.

Sådan skrev John Donne i 1624. Mange år tidligere skrev Paulus, at “Ingen af os lever for os selv og ingen af os dør for os selv”. Tråde fra andre menneskers liv bliver vævet ind og ud af vores eksistenser. Disse tråde skaber nuancer, knuder og nogle gange hårdknuder. Vi er som vævestykker, hvor rammen ikke er afgrænset, men hvor der hele tiden kommer tråde ind fra alle kanter. Der skabes på den måde et billede, der er alt andet end firkantet, det er derimod kompliceret og farverigt, og det følger ikke altid reglerne for god farvesammensætning.

“Intet menneske er en ø”. Det er et smukt udsagn. Men der er mange øer i Danmark og uden selv at vælge det, blev jeg født som sådan en ø. Som enebarn på landet med gamle forældre var min eneste ven min hund, for det var sjældent, der var andre at lege med. Bøgerne blev mine venner, som jeg tilbragte eventyrlige timer sammen med. Ofte læste jeg mig bort til en øde ø, hvor jeg kunne gøre som jeg ville og var den mægtige enehersker. Jeg svingede i lianer og spiste ananas og kokosnødder dagen lang og ingen forstyrrede idyllen. Men det, jeg bedst kunne lide, var at læse seriebøger om piger på en kostskole. Her blev jeg selv til hovedpersonen, der løste alle kriser og var den, pigerne gik til, når der var opstået uvenskab eller kurrer på tråden. Jeg var den retfærdige dommer med stor visdom, der skar igennem diskussionerne. Jeg var en mentor, der skabte løsninger, som alle var glade for.

I virkelighedens verden havde jeg gået hjemme hos min mor til jeg skulle i skole som syvårig og jeg fik dér i første klasse at føle, at jeg var en af de nederste på hakkeordenen. Min lederrolle fra de seriebøger, som jeg fortsat flittigt fulgte med i gennem mine første skoleår, havde ikke meget at gøre med min virkelighed. I fantasien var jeg måske nok alfahun, men i skolen var det anderledes. Jeg var et hoved mindre end mine klassekammerater og ikke den mest velbevandrede i at begå mig. Selvom jeg var omgivet af klassekammerater, levede jeg et ensomt liv i skolegården. Min hund og mine bøger kunne jeg stole på, de mobbede ikke, de var forudsigelige. Jeg måtte holde fast på mig selv. I kostskolens fantasiunivers kunne jeg bevare min heltestatus, kun afbrudt af bratte opvågninger i klasseværelset, som jeg igen måtte fortrænge med en ny bog.

Jeg ved ikke, om udtrykket “mangel på sociale kompetencer” overhovedet var et begreb på datidens lærerværelser, men hvis det var, må jeg have været på dagsordenen. “Hende den lille fra anden, hun skriver en masse fantastiske eventyr, men hun lever da vist et ensomt liv”.

Efterhånden som jeg blev ældre, kunne jeg ikke længere fastholde fantasibilledet fra kostskolen. Virkeligheden bed sig ubarmhjertigt fast. Jeg gemmer stadig en historie, som jeg skrev i sjette klasse om livets meningsløshed. Om kioskhandler Madsen, der stod op hver morgen og læste den samme avis og stak i de samme slidte tøfler. Kun ganske overfladisk talte han med de folk, der gik ind og ud af hans butik, han var grundlæggende ensom i sin meningsløshed. Det var socialrealisme før jeg havde lært, at denne genre fandtes, og min lærer skrev en kommentar efter stilen: “Det er vist ikke helt din egen historie?”. Han havde vel svært ved at forestille sig, at en barnesjæl kunne være så kynisk, så håbløs og formørket. Men det var nu helt min egen historie, jeg levede som en ø for mig selv og selvom øen var ung, var den øde og gold.

En grundlæggende fornemmelse af ikke at høre til, at være udenfor, var blevet en del af mit liv undervejs fra eventyrverden til virkelighed. Jeg prøvede at fortrænge fornemmelsen, men jeg levede efterhånden alligevel med den som et vilkår. Ensomheden var noget helt underliggende, der definerede min identitet.

Vi var flyttet til en ny landsby og jeg var begyndt på en anden skole i tredje klasse. Naboen havde en pige, som var tre år yngre end mig, som jeg begyndte at lege noget med. Hun fandt sig i mine urimeligheder og i, at jeg altid ville bestemme, hvad vi skulle lave. - Hun var nok helt benovet over, at en pige, der var så meget ældre, gad lege med hende. Anne blev en god veninde, som stadig væver tråde ind i mit liv. Annes familie var kristne, de gik i frikirke og den frikirke holdt sommerlejre for børn. Efter nogle år blev jeg inviteret med på sådan en lejr.

Her var voksne der troede så meget på Gud og mennesker, at de ville bruge en uge af deres ferie på at knokle fra solen stod op til den gik ned med at arrangere skattejagter, holde konkurrencer, spille sketch, skrælle kartofler, være livreddere ved stranden og give os unger en oplevelse for livet. De fortalte om en Gud, som har skabt os i sit billede med en værdighed, et tilhørsforhold, en ret til at være. Da jeg hørte deres historier, gav det genlyd i mit indre. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at høre til, at være elsket af en der var større end mig. Jeg besluttede, at den kristne tro skulle være personlig for mig. En af de voksne bad sammen med mig og jeg tog imod troens gave.

Jeg kan bedst beskrive det, som at jeg oplevede mig selv som en løs streng, der ingen lyd havde i sig. I det møde på lejren satte mesteren mig på en Stradivarius violin, justerede mig, stemte mig, så der pludselig begyndte at komme harmoni og klang i mit liv. Jeg opdagede, at jeg havde en plads, at jeg var omgivet af andre strenge og samspillet med dem kunne skabe smukke og interessante harmonier.

Dengang var jeg tretten, I dag er jeg 48. Der er spillet mange forskellige melodier I mit liv siden den dag på sommerlejren, mere eller mindre harmoniske melodier, der er opstået skæve og uventede lyde. Nogle af de strenge, som jeg har været tæt på, er i mellemtiden knækket eller har skiftet lyd. Men mødet med mesteren har sat mig i stand til at have en klangbund i mit eget liv, så jeg kan harmonere med andre. Jeg har fået mange og meget forskellige venner og fordi jeg har boet på flere kontinenter, er nogle gledet ud af mit liv igen. Men alle har de sat et spor, alle har de bidraget med en tråd i mit livs vævestykke. Jeg har undervejs opdaget, at det sjældent er dem, som ligner mig mest, der skabes de bedste harmonier med. I den kirke, jeg er en del af, har jeg venner i alle aldre. Venner af forskellig politisk observans og fra mange indkomstlag. Nogle venner er perifere, de klinger blot lidt i baggrunden som en næsten ubetydelig brise, man knap fornemmer. Andre brager igennem med deres dybe bas eller staccato afbrydelser. Men jeg blomstrer i samspillet og oplever, at det er mesterens hånd, der får mig til at klinge og swinge.

Når jeg har holdt grillaften for naboer eller venner. Når jeg går og rydder op efter festen og stadig kan høre genlyden af latteren fra de glade børn, der deltog. Når jeg ser den finurlige sløjfe, som min gode kreative veninde har bundet om sit tømte vinglas. Når jeg har siddet omkring bålfadet med mine dejlige naboer, der måske ikke deler min tro, men som jeg deler så meget andet godt med. Når minderne fra disse oplevelser hænger ved indeni mig længe efter, at festen er forbi. Så bliver jeg så taknemlig til mesteren, til Gud, min bedste ven, som har fundet mig, sat mig ind i et samspil og udrustet mig med noget jeg ikke var født med: Evnen til at klinge sammen med andre.

Oplevelsen af at være elsket af ham skaber en dyb resonans , så jeg har noget at byde ind med i forskellige samspil. Jeg er taknemlig for, at han opdagede øen og gjorde den i stand til at blive en del af noget større. Jeg er ikke længere enehersker. Det er rigtig godt at ha’ nogen at svinge sammen med. Øen er blevet en del af fastlandet.

Har du nogensinde hørt udtrykket: "Hun kunne bare ikke få armene ned"? Det er en rimelig ny talemåde tror jeg, og det betyder, at begejstringen var så stor, at det var helt naturligt at vifte med armene og svært at holde op igen. Jeg mærkede det selv helt fysisk i januar da jeg var til stævne med en uges fed lovsang i England. Midt på ugen kunne jeg ikke forstå, at mine overarme var så ømme og jeg prøvede at huske tilbage, om mine kufferter havde været specielt tunge eller der var nogen der havde skubbet hårdt til mig, så jeg havde fået blå mærker. Måtte grine af mig selv, da det gik op for mig, at det jo var al den fantastiske lovsang, jeg deltog i flere gange om dagen. Jeg er jo ikke lige top-trænet, så når jeg pludselig tilbringer halve og hele timer hver dag med armene løftet, kan det mærkes på den gamle krop. Når man ikke kan få armene ned, så er man glad!

Nå men småforvirret som jeg er har jeg lavet min egen variant over temaet. I fredags kunne det siges om mig, at jeg ikke kunne få FLAGET ned. Min yngste søn skulle vende hjem fra Venezuela efter en lang missionsrejse. På grund af arbejde havde jeg ikke mulighed for at tage i lufthavnen, men min veninde tog Andreas med hjem sammen sin egen søn i deres bil og jeg stod klar med kagebord, gaver, lagkage og dannebrog til tops, da de kom (måtte for øvrigt lige ha hjælp fra naboen til at hejse flaget, for det plejer mændene i huset at gøre). Øjjjj hvor var det fedt at se den dreng og fejre, at han kom hjem og holde sådan en mini-velkomst-fødselsdag. Tænk, at han er 18 og at han er blevet sådan en dejlig ung mand, der bare vil tjene Gud med sit liv!

Lidt efter blev det fyraften og også faderen landede og vi så billeder og udvekslede gaver og fortalte og grinede. Til langt ud på aftenen nød jeg det længe savnede selskab af min hjemvendte søn og dejsede til sidst i seng, glad og udmattet efter en lang arbejdsdag med efterfølgende fejring. Sov sødt .....LIIIIIGE ind til kl. 4.03, hvor jeg vågnede med et spjæt: Jeg havde glemt at tage flaget ned og det er dårlig dansk karma at la det sidde deroppe i flagstangen når solen er gået ned. Det var den og den var snart ved at stå op igen. Hvad tænkte alle vores pæne naboer mon nu om de skøre hippier i nr. 17?

Listede mig ud i nattøj og fik det taget ned kl. 4:07 (vel at mærke uden at slæbe det henad jorden, for det må man jo heller ikke). Dejsede tilbage i seng og sov hurtigt igen. Men nu bagefter tænker jeg, at man kan være så glad, at man ikke husker at ta flaget ned. Sådan tror jeg osse det gik i Nazaret i en vis historie for 2000 år siden, da en anden søn vendte hjem. Den gode far slagtede fedekalven og tilkaldte alle sine Facebook-venner og så blev der festet igennem.

Jeg elsker den måde min himmelske Far sniger den historie ind i sin bog på: For det er sådan han er - Han elsker sine børn, elsker at fejre, hver gang vi vender os mod ham med åbne hjerter og ansigter, fryder sig når vi holder op med at kæmpe og lader os gribe af hans arme. Hver gang, vi kommer hjem fra vores "ture" - ud i tvivl, ud i frygt, eller hvor end vi har været. Når vi vender hjem, så hejser han flaget. Ligesom jeg gjorde i fredags. Han bliver ved at fejre os længe efter vi er blevet trætte af os selv.

Se det er kærlighed, og det blev jeg mindet om lørdag morgen kl. 4:23!

Fandt lige et gammelt digt jeg havde forfattet på en af de første mødeplaner udgivet i Roskilde Vineyard for år tilbage. Syntes jeg ville dele det med jer, for det er stadig aktuelt at "tænke hvis"....


Tænk hvis ….
Det smil jeg giver i kassekøen,
Det skulderklap jeg giver en kollega,
Den venlighed jeg viser en vranten vicevært…
Kan bringe en bid glæde til et trist menneske

Så er Guds rige kommet en smule,
Så er Åndens frugt klar på grenen
Så kan folk plukke, tage en bid og blive glade

For Åndens frugt er
kærlighed, glæde, fred, tålmodighed
og hvem har ikke lyst til at sætte tænderne
I en så forfriskende frugt

Kom og vær med i vores fællesskab,
Hvor vi tilstræber at holde frugten frisk hele året
Hvor du er velkommen
Hvadenten du kommer med overskud
eller underskud
Smag på frugten
Smag og se at Gud er god

Det er underligt pludselig at være helt alene, når jeg er vant til at være omgivet af min familie og af en kirke, hvor der sker masser af ting. Normalt er der altid nogen fra kirken der dumper ind for at øve lovsang i min kælder, låne vores bil eller få sig en kop kaffe og en snak. Nu er det sommer og det hele er gået i stå. Hele 21 fra kirken er i Venezuela på missionsrejse og jeg kan på Facebook følge med i, hvad der sker dernede af spændende ting. Den eneste af mine sønner, der stadig bor hjemme, er med dernede. Min bedre halvdel er rejst til Canada til studenterjubilæum og jeg er blevet alene hjemme, dels for at tage ekstraarbejde på kontoret mens mine kolleger holder ferie og dels for at passe min Bed & Breakfast, der jo bugner af turister på denne årstid. Så fremmede kommer og går i mine udlejede værelser ovenpå. Men herinde hos mig er der stille. Voldsomt stille. Må sande hvad der står i et af Biblens første kapitler "Det er ikke godt for mennesket at være alene".

Min hjerne er åbenbart gået i sommerdvale, for i onsdags skulle jeg faktisk have lagt hus til en sommernetværksgruppe. Året rundt mødes vi jo i fem forskellige grupper og om sommeren slås de sammen til én fordi så mange holder ferie. Så kan man altid lige ses en onsdag, hvis man af en eller anden grund ikke er taget på ferie. Sådan en gruppe skulle jeg have holdt i onsdags, det havde jeg bare svedt ud. Så da en dejlig familie var kørt helt fra Hvidovre og ringede til mig fra min have, fortalte jeg dem det som det var, at jeg var langt væk og bestemt ikke mente, jeg skulle holde gruppe i aften. Jeg sendte dem hjem igen. Men da jeg senere kom hjem og kiggede i kalenderen, fik jeg vældig røde ører. Jeg SKULLE faktisk have holdt gruppe. Og kunne godt ha' brugt det dejlige fællesskab.

Sandelig om jeg ikke fik en lignende opringning i søndags, hvor et nyt par stod i min have og ringede til mig og mente, at jeg skulle holde havegudstjeneste. Jeg lånte computeren der hvor jeg var og tjekkede febrilsk kirkens hjemmeside. Nej, der er ikke havegudstjeneste før NÆSTE søndag. Puha, der fik jeg sved på panden! Men jeg skyndte mig at overtale dem til at blive de ti minutter det ville tage mig at køre hjem, og så fik vi os en kop kaffe og en god snak, en hyggelig vandretur på havnen og sandelig om ikke jeg fik tiltusket mig en dejlig middag hjemme hos dem bagefter. Sluttede dagen med at bede sammen og kørte glad hjem, taknemlig for kristent fællesskab, som jeg så let bare tager for givet, men rigtig mærker vigtigheden af nu hvor det er småt med det.

Læste om en glad ejer af et tæppe lavet af oldemorslapper, der beskrev sin skat: "Min bedstemor har lavet det til mig, der er 178 forskellige lapper og ikke to ens rører ved hinanden". Og så tænkte jeg, at det er lidt det, Gud har gang i med det kludetæppe, der hedder Roskilde Vineyard. Vi er vidt forskellige mennesker i forskellige faser af tro og tvivl. Nogle er velhavende og veluddannede, andre er af samfundet påhæftet en anden etiket, som fx "kontanthjælpsmodtager" eller "psykisk syg". Nogle er danskere, andre kommer fra andre ender af verden. Men når vi samles ved korsets fod er vi allesammen lige elskede, så forskellige som vi er. Hvor er det en spændende dynamik og farverigdom, der opstår når "ikke to ens rører ved hinanden". Eller som Peter siger i sit brev: Vi er et hus som Gud er ved at bygge af levende sten. Levende sten - selve sammensætningen er modsætningsfyldt. Men spændende! Og fantastisk når sten der ellers har været kolde og grå kommer ind i mødet med Guds kærlighed i vores fællesskab og begynder at få farve og glød og få slebet nogle kanter af.

Så ligesom pigen i damebladet var glad for sit sammensatte tæppe er jeg kisteglad for mit kæreste eje: En menighed af brogede mennesker, hvor ikke to ens rører ved hinanden, men hvor facetterne i vores forskellighed får lov til at reflektere Guds storhed.

Så må vi SÅ få de gudstjenester i gang igen! Denne her lap trænger til lidt sammenstrikning!

Kongen kommer

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed kan jeg berette, at vi for nylig har haft nogle af historiens vådeste regnvejrsdage i Roskilde. Det har simpelthen stået ned i stænger i den grad at det har påvirket Facebook-debatten, fordi alle er så trætte af al den regn. Jeg håber bare, det virker, når alle mine FB-venner laver disse grupper, der kræver sol!

På forsiden af vores lokalavis var der forleden et billede af en meget lang kø af mennesker med paraplyer, der stod i kø i en gade i Roskilde på netop en af disse våde dage. I timevis stod de og ventede mens regnen silede ned over dem. De måtte have et vigtigt ærinde, tænkte jeg, for selv holder jeg mig helst inden døre når vejret er sådan. Hvad var det, der var så spændende, at man ville stå i så lang en kø i silende regn?

Det var såmænd en gudstjeneste i Roskilde Domkirke, der skulle hentes billetter til. På søndag afholdes nemlig festgudstjeneste i domkirken for at fejre, at restaureringen, der har stået på i et par år, nu er gennemført og kirken er fin og flot og taget skinner som en nyslået kobberskilling. Det er nemlig det det er, kobber altså. Og så skal de holde en gudstjeneste for at fejre, at de mange millioner skattekroner nu ligger deroppe på taget og skinner. Mens vi i øvrigt skruer ned for ældrepleje og afskaffer efterløn og forhøjer arbejdstiden nede på jorden, men det er en anden historie.

Kronprins Frederik og hans Mary har fået to billetter, så de kommer. De stod ikke i køen. Men alle dem der stod i køen, de kunne max. få to billetter hver, for der forventes så mange gæster, at man måtte rationere adgangen. Normalt er der jo god plads i vores fine domkirke, så jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det måske er prinsen der trækker. Tænk, at se Mary og Frederik, vores kommende konge. Mange vil gerne kunne fortælle, at de har set prinsen, at Mary kiggede hen mod dem, at de sad kun x rækker fra de royale. Så billetterne blev revet væk af paraplyfolket, der kunne gå våde, men glade hjem et par timer senere med gevinsten i lommen.

Det er på søndag, det sker. Prinsen kommer til Roskilde. Det skal nok blive festligt.

Men til alle jer, der ikke fik billetter, har jeg en anden invitation: Kongernes Konge kommer i Roskilde Vineyard, der mødes under mere ydmyge forhold i byens kulturhus lige nedenfor bakken. Han kommer hver søndag, når vi løfter vores stemmer i lovsang, når vi tager et par timer ud af vores kalender for at hylde ham sammen. Han kommer til os i sangen, Han hvisker til os i vores hjerter, når vi hører hans ord, han letter vores byrder, når vi modtager forbøn. Han har endda helbredt syge, som vi har bedt for til vores gudstjenester. Han er den stille deltager i samtalerne over kaffekopperne, hvor vi deler liv med hinanden.

Der er plads til ca. 80, og vi åbner bare vinduerne, hvis luften bliver for tæt. Der er plads til at være dig, at være helt tæt på Kongen eller at holde behørig afstand hvis du bare er lidt nysgerrig samtidig med at du er skeptisk. Du behøver ikke tage gallakjole på eller stryge skjorten, du kan bare komme som du er. Der er ingen fotografer fra Billedbladet, for Kongen kommer som regel meget stille og diskret, ved første øjekast kan man måske ikke engang få øje på ham derinde. Mødet kan ligne et af de dusinvis af andre offentlige møder, der afholdes i Kulturhusets lokaler i ugens løb. Men der er noget ganske særligt ved disse samlinger. For når to eller tre samles om denne Konge, så dukker han op og berører os dybt inde, gør noget ved os. Han elsker os præcis som vi er, men han elsker os for meget til at lade os blive som vi er. Han begynder at give os værdi, sætte vores fødder på en klippe, lade glæden boble i maven på os, give os overskud til at være mere end bare os selv.

Jeg har selv haft oplevelsen af at komme for sent, ikke at have fået billet, at være udenfor. Bare at være blevet våd UDEN at ha fået billetten. At være langt væk fra Kongen og dem der havde lov til at være under samme tag som ham. Husker stadig aha-oplevelsen fra jeg første gang mærkede hans nærvær ved en gudstjeneste og fornemmede, at han ikke bare var langt væk, en jeg kunne få et glimt af, hvis jeg var heldig, men ganske nær, en der ville mig det godt.

Er taknemlig for at ha været med til at bygge en kirke, hvor folk, der har haft den samme fornemmelse af "udenfor" som jeg selv har haft engang, kan komme ind og mærke, at Kongen lever og ønsker venskab med os. Så vel mødt på søndag. Du behøver ikke stå i kø i regnvejr. Og hvis du kommer med et åbent sind, tror jeg, du vil opleve, at solen står op indeni dig. Med lægedom under sine vinger. For det er det, der sker, når man møder kongernes konge.

Lejr

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig kirkelejr, der har foregået her i Pinsen, hvor 90 børn, hunde, unge og ældre i skøn forening har nydt fællesskabet midt i en skov og næsten solskin. De store børn har danset for os, de små har hygget sig i sandkassen, fodbolden har været rødglødende og nye venskaber er opstået på tværs af kulturer og aldre. Lovsangen har løftet taget og vi har fået dejlig opmuntrende undervisning og bedt for hinanden på kryds og tværs. Det var skønt at have hele 16 med fra vores venskabskirke i Taunton, som nu har besøgt vores kirke for fjerde gang, selvom det nu er første gang, de er kommet så mange på en gang.

"Det her er en forsmag" proklamerede Britta med strålende øjne midt i opvasken i køkkenet i forgårs og jeg tror, hun mente en forsmag på himlen, selvom der sikkert ikke er så meget opvask der. Britta er vist endnu større lejrentusiast end jeg er, selvom jeg også har svært ved at få armene ned her dagen derpå, hvor jeg har sytten læs vasketøj og en masse udpakning at gå i gang med. Mange af de bønner jeg har gået og bedt for kirken og mine venner er blevet besvaret og der var et par stykker, som gav deres liv til Jesus på den lejr. Det er det bedste jeg ved, når det sker, jeg husker stadig den dag for mange år siden da det gik op for mig at Gud elsker sådan et skrog som mig og lyset blev tændt, det var ligesom om mit liv skiftede fra sort/hvid til farve. Fedt at møde nye venner der oplever det samme!

Syv af de seksten englændere var med herhjemme bagefter indtil de skulle tjekke ind fem timer efter lejren sluttede, og de fortalte også om at de havde oplevet Gud gennem os, vildt, for vi er jo nogle ganske almindelige drønnerter, der tit er lidt flossede i kanten. Vemodigt var det at gå turen rundt i afgangshallen og kramme farvel og ønske lejren ville fortsætte lidt endnu. På vej hjem i bilen alene sagde jeg til Gud, at det kunne være fedt at tage en tom flaske og fylde lejrstemningen på og sætte en prop på og så åbne en dag, hvor regnen står ned i strømme, chefen er sur og en uventet regning dukker op. Den varme fornemmelse man får i maven når to af ens yndlingsunger leger sødt i sandkassen eller man giver et kæmpeknus til sådan en ny eller gammel ven fra England, eller ser et konkret bønnesvar med sine egne to øjne, det kaldte vi i Canada "warm fuzzies". Man får også "warm fuzzies" når ens søn husker mors dag, manden køber blomster eller man får en opmuntrende mail. Men ak, warm fuzzies er desværre ikke sådan at fylde på flaske. Efter et vist læs af vasketøj og hverdage på arbejdet, så er det igen.... hverdag. Og det sker faktisk relativt sjældent at mine børn husker mors dag og manden køber blomster......

Guds nærvær opleves stærkt hvor to eller tre er forsamlede. Endnu stærkere når 90 er forsamlede. Men når musikudstyret fra lejren er pakket sammen og vi er kørt hver til sit, så har vi stadig Guds løfte om, at han aldrig vil slippe os og aldrig forlade os.
Warm fuzzies siver langsomt ud af flasken, men vi har stadig hinanden i gudstjenesterne og netværksgrupperne og på Facebook og mest af alt har vi indeni os "et kildespring til evigt liv" der ikke sådan siver ud. Guds nærvær er der også i hverdagen, det er det, jeg kalder nærhverdag....

Lige nu bobler det bare i mig og jeg glæder mig over at have verdens bedste Gud, verdens bedste venner og verdens bedste kirke. De rigdomme siver ikke så nemt ud af flasken.

Min kære gamle mor kan næsten ikke gå og får derfor sine købmandsvarer leveret, men en ting, telefonkøbmandsbutikken ikke leverer er lottokuponer. Sådan en bliver jeg sendt i byen efter ca. ugentligt og jeg tænker på hver gang jeg står i kiosk-køen, at Lotto absolut ikke siger mig noget. Lad andre blot fantasere om at vinde millioner, jeg selv vil hellere opleve glæden ved at spare sammen og endelig få råd til noget vi har ønsket os, eller finde en kjole der ligner en million i en genbrugsbutik til en tyver. Det at kunne købe en masse dyre ting på en gang siger mig ikke så meget. De bedste ting i livet er ikke ting.

Én ting der er vældig dyrebar for mig og bliver det mere og mere med alderen er venskaber. David og Jonatan i bibelen havde sådan et venskab, hvor de kunne dele alt. "David elskede Jonatan lige så højt som han elskede sig selv" siger biblen, og moderne mennesker, der læser disse tos historie, forledes ofte til at betragte dem som bøsser. De var nu gift hver især og bestemt ikke bøsser, men altså rigtig gode venner. Jeg har jo boet flere forskellige steder i verden i længere perioder og har alle disse steder mødt dejlige kvinder, som jeg kunne dele livet med og vende glæder og sorger med. Jeg er udadvendt og har nemt ved at aflevere mig selv også til folk jeg ikke har kendt så længe. Men så når vi flytter væk fra stedet og den pågældende person er "ude af øje" bliver det sjældent til andet end et årligt kopieret julebrev. Efter jeg er kommet på Facebook er det lidt lettere lige at sige hej til de dejlige piger rundt om i verden, og når vi endelig ses igen, måske efter flere år, er det som regel nemt at falde i hak igen uden at skulle igennem alle mulige "indledende manøvrer". Jeg sætter stor pris på mine venskaber.
Der var faktisk engang for flere år siden, hvor jeg følte mig totalt inkompetent som præst og syntes jeg manglede en masse kvalifikationer til det hverv. Jeg spurgte derfor Gud om ikke han ville vise mig én god egenskab, jeg har, som gjorde mig egnet til netop at være præst. "Du er god til at være en ven" sagde Han så til mig. Og det må jeg faktisk give ham ret i - i al beskedenhed hehe. Jeg er så taknemlig for at have evnen til at vandre sammen med et andet menneske og opleve synergien, når "jern slibes mod jern" som bibelen beskriver det når mennesker sparrer og skærper hinanden i et godt venskab.

I et par dage har jeg netop haft besøg af en rigtig god veninde fra Norge. Det viste sig, at jeg slet ikke havde så meget fri til at være sammen med hende, men hun er en stærk jente som selv fandt på noget. I den smule tid, vi havde, fik vi snakket og grinet og bedt og vendt hele verden fra mænd til børn til shopping til kirkeledelse. I går tog vi ud på en lang hvid dansk sandstrand og sad i klitterne og slikkede forårssol. Og holdt lange pauser hvor vi ikke snakkede, for det behøver man ikke, når man slapper godt af sammen. Denne kære pige mistede pludselig og uventet sin mand for knap et år siden og leder nu en menighed alene samtidig med at hun afvikler sin mands firma, gennemgår sorgens faser, er der for sine halvvoksne børn, er med til at lede en børnehave, en genbrugsbutik og holder konferencer. For et par timer satte jeg hende af i lufthavnen, men i går aftes sad hun her i den stol, hvor jeg sidder nu og fortalte glad om Guds omsorg og trøst og nærvær i det år der er gået siden hendes mand døde. Jeg bliver så inspireret af at møde sådan et menneske. Når livet er sværest, holder nåden, Guds omsorg bærer. I en ganske almindelig pige, som jeg får lov til at ridse i lakken og kende rigtig godt. Jeg ser både styrker og svagheder og jeg får mod til selv at leve gennemsigtigt, når jeg ser sådan en pige, der lader Guds nåde bære hende. At have den slags venskaber er da bedre end at vinde i Lotto!

Død, hvor er din brod?

Jeg elsker påsketiden, fordi alt udenfor i den grad bekræfter livet og opstandelsen. Alt det, der har ligget dødt og livløst hen i månedsvis, begynder at spire og blomstre og man kan mærke at "solen får magt" som min gamle nabo altid sagde da jeg var barn. Ih hvor er det skønt med den sol ovenpå en vinter som denne. Hver gang solen titter frem, kan man ligefrem se smilet komme frem på folks ansigter, når man går rundt i byen. Selv formelle gråklædte forretningsmænd med Rolex-ure og attache-tasker står ved busstoppestederne med ansigtet løftet, øjnene lukket og et saligt smil om læben. Når jeg ser folk gøre det, tænker jeg altid på den kendte udgangsbøn "lad dit ansigt lyse over os". Påsken minder os om, at døden har mistet sin magt. Det var mig, der underviste børnene påskedag i kirken og jeg blev glad dybt inde i min gamle konesjæl, da vi sang "Han er opstået, Han er ikke læng're død - Han er opstået, dødens magt han brød" og børnene skrålede igennem med tilhørende dansetrin og fagter. Jeg sagde også til min missionærven på Facebook den morgen, at den ene gang om året har jeg en ubændig lyst til at danse vildt i kirken, så da kunne det være rart at være nede i Tanzania på hans gudstjenester. Som børnene og jeg senere snakkede om: Muhammed er ikke opstået fra de døde. Buddha har ikke sprængt graven. Nietsche, der bedyrerede, at Gud er død, er forlængst blevet til støv. Kun Jesus brød dødens magt. Det er da noget at danse over, og det gjorde vi så i børnekirken i søndags. Og Egon Falk, min missionærven, fortalte også, at dansen påskemorgen lige får et ekstra nøk, så kirketagene er ved at lette i Tanzania.

Netop før påske fik jeg at vide, at en kær gammel veninde, jeg har kendt siden jeg flyttede til Danmark og haft perifer kontakt med hele tiden, har fået konstateret en hjernetumor og var indlagt. Jeg udsatte lidt at besøge hende på hospitalet, dels fordi jeg selv havde en grim overfladeinfektion og jeg ville jo nødig slæbe stafolykokker ind på et sygehus, og dels på grund af lidt forlegenhed. Jeg tænkte, at jeg måtte vente til jeg havde overskud nok til at trøste og rumme en dag. Hvad siger man til en, der har fået en dødsdom? Nu er min infektion kureret og jeg tog et solidt greb om min krystersjæl og cyklede af sted mod sygehuset i går aftes. Der sad hun i sin hospitalsseng og strålede som en sol, omgivet af blomster og chokolade fra de mange mennesker hun altid har været der for. "Mine tider er i Guds hånd" sagde hun. "De ved endnu ikke præcist hvor længe jeg har tilbage, men jeg oplever sådan Guds fred og glæde" sagde hun. Hun fortalte, hvordan hun havde delt sin tro med fodterapeuten som hun havde haft tid hos og underboen, der havde været forbi. "De kan jo ikke forstå, at jeg slet ikke er bange" sagde hun. Hver gang der kommer en ny patient ind på firesengsstuen skal hun lige dele lidt om sin glæde og fred og fortælle hvor den kommer fra. Da jeg kom, sad hun og sendte en beroligende sms til sin datter, der arbejder på et andet kontinent. "Bare rolig, jeg er i gode hænder"..... Jeg har ofte tænkt på Paulus' ord om at "hvis jeg lever, så lever jeg for Herren og hvis jeg dør, så dør jeg for Herren" .... og tænkt, hvordan det mon fungerer i praksis. Jeg kender unge mennesker der går meget op i symptomer og bliver undersøgt op og ned for de mindste ting, for "tænk nu hvis der er noget galt". Og her sad jeg så med en kvinde, hvor der bestemt var noget gruelig galt og alle gode grunde til at vride sig i hænderne og klage. Men jeg så kun fred og glæde og taknemlighed i øjnene. Det var den mest opmuntrende aften, jeg længe har tilbragt. Jeg som havde haft så travlt med at lægge ansigtet i de rette folder, fik dem hurtigt foldet ud igen og vi snakkede stolpe op og stolpe ned om livet og glæden og familien og de gode ting, Gud gør. Så i denne litmusprøve, i dette ægte menneskeliv, hvor der banker et varmt hjerte sideløbende med at der vokser en grim hjernesvulst, er det hermed bevist: Døden har mistet sin brod!

RED LETTER EDITION

Gitte er begyndt at blogge og skriver rigtig godt. Min kære gemal tænker igen højt på sin blog. Man bliver jo helt inspireret her af al den forårsenergi der bliver til ord, så jeg vil ikke stå tilbage, men også støve min gamle blog af og pippe lidt med ligesom de glade fugle udenfor, der har ventet og frosset hele vinteren og nu fløjter lystigt igen. Det er dejligt at dele tanker og perspektiver på den måde, som en blog indbyder til. Lad os få flere bloggere på banen!

Her til morgen har jeg læst min gamle engelske bibel. Jeg læser tit bibel på lidt forskellige sprog for at se tingene fra nye perspektiver. Det der er sjovt ved mange engelske oversættelser er, at alt det Jesus siger i evangelierne, står med rødt. "Så gik han ud i ørkenen" står således med almindelig sort skrift, men det Jesus SIGER ude i ørkenen og alle andre steder, det står med rødt, så man ikke skal være i tvivl om, hvad det er, Jesus siger.

Det fik mig til at tænke på, at det kunne være nemt hvis livet var sådan... at man bare tøffede rundt i sin hverdag i sort, og når man så skulle træffe en vigtig beslutning eller stod overfor et svært valg, så kom Jesus lige og talte "med rødt" så man vidste nøjagtig, hvad man skulle gøre. Jeg kan fx huske engang, hvor jeg skulle vælge mellem to jobtilbud og gik til forbøn og håbede, at der ville komme en eller anden profetisk type og fortælle præcis, hvilket af jobbene, jeg skulle vælge. Men der kom ingen profet, så jeg måtte selv træffe valget uden nogen "susen for ørerne" eller lys der blinkede.

Det er nemlig ikke altid så enkelt at "se rødt" når vi skal vælge. Vi stilles hver dag over for mange valg. Fravalg og tilvalg, der får betydning for vores liv. Og nogle af os vil gerne følge Jesus i disse valg. Men, som en ni-årig pige bedyrede, en dag hvor jeg i børnekirken sagde, at de skulle følge Jesus: "Det er bare så svært at følge en man ikke kan se". Thea har jo ret der. Det er vitterlig meget nemmere at se billedet på fjernsynet, specielt min nye store 40-tommers skærm overlader ikke noget til fantasien, det hele er gjort tydeligt for mig.

Efterfølgelse af Jesus kræver nogen gange, at jeg bliver helt stille og lægger min egen dagsorden ned og det kan godt være lidt svært for en fremadstormende igangsætter som mig. Dog synes jeg tit, at jeg får lov til at opleve, at Gud er med i min ganske almindelige hverdag. Han giver nogle anledninger, åbne nogle døre. Ikke sådan blinkende rødt, men på en mere subtil måde, hvor man skal være opmærksom for at se hans fingeraftryk. Og valgene i efterfølgelsen af ham bliver ikke helt tossede, hvis man anvender profeten Mikas "default" hver gang man skal tage en beslutning og ikke kan se præcis, hvad der er bedst:

"Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed og vandre ydmygt med din Gud." Hvis vi lever med det gode råd for øje, kan det ikke gå helt galt, når vi haltende men håbende følger efter Kristus. Med eller uden røde bogstaver.

I en kasse på gulvet i Netto fandt jeg dem i går, de grågrønne aflange aspargeslignende stænger, bundtet med en elastik om enden. Fem kroner bundtet var jo ikke meget, men de så godt nok heller ikke ud af meget. - Jeg var lige ved at overse dem og haste videre med min indkøbsvogn, men greb dog et par bundter i farten.

Hjemme i stuen trak jeg elastikkerne af og satte de nu løse stænger ned i en vase. De så stadig ikke ud af meget. Var helt flov, da der kom en gæst og kiggede spørgende på mine ynkelige grå asparges i vasen.

Det er fantastisk hvad vand og varme kan gøre. I morges da jeg stod op, strålede de imod mig med vidt åbne, skrigende gule ansigter. De er ligesom vokset natten over, så hvor de før så ynkelige og små ud, strutter de nu imod mig og lyser op i hele stuen.

Sovende påskeliljer. En fantastisk opfindelse fra Vor Herre, som minder os om, at det der ser dødt ud, måske slet ikke er dødt. Vand og varme. Fysisk kan det gøre underværker for påskeliljer. Og åndeligt kan det gøre underværker for grå, ubetydelige mennesker.

Levende vand får mig til at sprudle, at åbne mit ansigt. Fars varme omsorg vækker alle mine sanser, og jeg ser forår alle vegne, selvom det lige nu sner udenfor. Jeg kender skaberen. Jeg VED, at det ikke altid skal være vinter.

For det har jeg lært af mine sovende påskeliljer.

En rød ballon

Den 19. december var jeg ved at lave godteposer til kirkens store familiejulegudstjeneste og jeg puttede en rød ballon i hver. Samme dag fik jeg uventet besøg af vidunderlige Athene på fire år, som fik en af mine ekstra balloner. Den blev pustet op og vi legede længe med den til latter og krumspring. Så tog Athene hjem og ballonen landede under skænken. De gange jeg har støvsuget siden, har den bare fået et puf, så den ligger der endnu. Jeg har aldrig set noget lignende, på over en måned har den slet ikke mistet noget luft, den er tilsyneladende nøjagtig lige så rund og glad og fyldt som den var for over en måned siden!

Jeg er jo sådan en symbol-nørd (ENFP ifølge Meyers-Briggs) som kan se billeder på livet i alt, og så kan jeg ikke lade være med at tænke på mig selv som sådan en ballon. Når jeg oplever Guds nærvær, er det som om han puster liv i mig og fylder mig ... gør mig til noget større end mig selv.... men jeg er sådan en småridset ballon med sprækker, der gør at luften hele tiden siver ud. Jeg mister min lethed og min evne til at svæve videre når noget rammer mig...nogle gange er jeg næsten helt udtømt.....

Jeg har selv smidt mange gamle slatne balloner ud i mit liv, men sådan gør Gud ikke med mig. Han binder kærligt knuden op og puster igen. Puster liv og glæde, sit åndedræt, sit nærvær ind i mig. Hver dag mister jeg lidt luft. Og hver dag vil Han puste liv i mig igen. Han har skabt os til at leve på Hans luft.... og Han bliver ved med at elske liv i os selvom vi har sprækker og småskader.

DEN slags kærlighed er mere end bare varm luft!