Sunday, January 21, 2007

Sneflokke kommer vrimlende. Endelig. Vågner op og der ligger et smukt hvidt tæppe overalt, og der blæser konstant mere sne ned oveni det der ligger der allerede. Han har åbenbart masser i posen, Ham der sidder og ryster det ned over os deroppe. Naboens kirsebærtræ er ellers helt sprunget ud, min græsplæne er så høj at den burde være blevet slået og knopperne alle vegne bebuder at det er forår. Men det er det altså ikke. Det har været den varmeste januar i mands minde, men nu er den pludselig blevet normal. Har ellers en masse indenbys ærinder i dag, og overvejer om jeg skal skrabe bilens ruder eller bare cykle forsigtigt gennem sneen. Jeg mærker nok livet mere hvis jeg cykler, og så får jeg også ungpigekulør!

Sneen ændrer altings udtryk. Det store birketræ overfor som plejer at lyse hvidt med sin stamme, ser nu helt gråt ud i forhold til sneen. Lydene bliver dæmpet, deres skarphed forsvinder. Toget oppe på bakken kan jeg slet ikke høre nu. Børnene laver snemænd. Den hullede asfalt på vejen og alle de andre triste grå nuancer er nu så smukke, lysende hvide.

Hans nåde er ny hver morgen, siger et gammelt bibelord. Og på sådan en morgen har Han tegnet det for mig. Alt det grå og triste, alt det dumme jeg gjorde og sagde i går, er tilgivet. "Selvom dine fejltrin er røde som rødbede, skal de blive hvide som sne". Fik engang rødvin på et hvidt gulvtæppe. Prøvede alt: Kartoffelmel, pletfjerner, tæpperens. Intet hjalp. Måtte til sidst degradere tæppet til kælderen. Game over. Sådan er det ikke med min Far der har opfundet snekrystallet. Han tilgiver gerne! Dejligt at tænke på for en som mig, som gode venner fra kirken har kaldt "Guds svar på Bridget Jones".

Nu vil jeg vove mig ud i sneen. Og for hvert fnug der lander på min næse vil jeg tænke på, at min Far i Himlen elsker mig nok til at Han sendte sin søn og dækker alle mine fejltrin. Han har masser af sne i posen. Og meget andet godt.