Kanalrodsbehandling. Alene ordets smag i munden gør ondt. Men det er nu kun den ene side af munden der smager, den anden er tyk og hævet og følelsesløs. Først virkede bedøvelsen ikke, og smerten jog igennem mig så jeg nærmest sparkede til tandlægebordet pr. refleks. Så fik jeg et skud til og han prøvede igen. Ny smerte, nyt jag. Nu ved jeg hvorfor jeg er blevet ved med at udsætte denne begivenhed! Ud og sidde lidt i venteværelset med Alt for Damerne i håb om at bedøvelsen ville begynde at virke lidt bedre. Det gjorde den. Lidt bedre, dvs. jagene blev lidt mindre. "Det er fordi der er hul helt ind til nerven" sagde han. Og så blev der ellers gået til den og fjernet alverdens råddenskab der havde samlet sig gennem de sidste par år, hvor jeg burde have været til tandlæge. Det er noget med, at når der har samlet sig så meget råddenskab, så virker bedøvelsen ikke lige så effektivt. Det er synd for mig! Det hele bliver lidt mere tåleligt af at tænke på, at jeg lige har fået en lille uventet slat penge, så jeg var inde for at booke en frisørtid på hjemvejen, synes da nogle af pengene bør gå til lyse striber og ikke kun til kanalrødder. Moralen, Solvej, siger du, hvad er moralen? Moralen er vel at nogle dage indeholder nødvendige tiltag, som det er nemmere bare at udsætte. Og at det elfte bud "Du skal bruge tandtråd" måske ikke er helt overflødigt alligevel. At når man ikke holder tænderne ordentligt, så ender det med råddenskab. Og hvis du vil have mere morale ud af historien, så tænk på, at hvis Gud viser dig et eller andet i dit liv, som Han vil hjælpe dig med at gå i gang med, så er det måske bedre bare at kravle op i stolen end at løbe rundt og lave alt muligt andet i flere år. Og med disse dybe overvejelser i den side af hovedet der ikke snurrer, vil jeg nu lave mig lidt suppe. Skæve hilsner!

8.57 tager jeg toget fra Roskilde Station og står af på Hovedbanen kl. 9.22. Kl. 9.30 mærker jeg Rådhusklokkerne vibrere i nakkehårene når jeg er nået et stykke ned ad Vestergade. I en blok næsten helt oppe ved Storkespringvandet arbejder mit livs udkårne. Han er ansvarlig for to huse, der ligger lige overfor hinanden, på hver sin side ad gaden, men for det meste ser jeg ham aldrig når jeg går forbi, for han møder en time før mig og han sidder mest oppe bag sin computer. Der var dog en uge for et par måneder siden, hvor jeg så ham nede på gaden på vej fra det ene hus til det andet sammen med et par kolleger. Jeg gik resolut hen til ham, prikkede ham på skulderen og gav ham et kys. Folk der havde vandret bagefter mig op ad Vestergade stirrede bestyrtet, hans kolleger gloede med åben mund og polypper. Og min mand fik resten af dagen til at gå med at prale for sine andre kolleger med, at så snart han viste sig på gaden, kom der en kvinde hen og kyssede ham. Faktisk skete det igen et par dage efter, præcis kl. 9.36 gik han lige over gaden og blev overfaldet af en "fremmed" dame der kyssede ham. Hvor blev jeg dejlig varm om hjertet lige før jeg selv skulle møde ind, det gav lige dagen lidt ekstra krydderi!

En meget sød historie fra et par midaldrende turtelduer der snart har sølvbryllup tænker du måske. Ja, men det har også fået mig til at tænke på vished i et kærlighedsforhold. At jeg ved, han er deroppe og elsker mig, selv de morgener hvor jeg ikke ser ham. At så mange års grinen af de samme vitser og dynamisk sparring om livet i al almindelighed har givet os en tryghed i at vide, at hinanden er der. Og at sådan er det også med mit Gudsforhold. Det er langt fra alle morgener, jeg kan mærke Guds "kys" når jeg beder. Men livet har lært mig at han er der. Tryghedsnarkoman det er jeg. Jeg kan slet ikke forestille mig tanken om at vandre af sted en morgen uden at vide, at Han er deroppe! Alt det tænker jeg på når jeg af vane drejer ved hjørnet af Vor Frue Kirke og vandrer hen over universitetspladsen blandt flaksende duer. At livet er godt med en Gud, der altid er der, synlig eller ej. "Kys mig, giv mig kys af din mund, for din kærlighed er bedre end vin"