Først på sommeren havde Kristeligt Dagblad en kronikkonkurrence, som jeg ville deltage i. Jeg fik skrevet, men flyvsk og glemsom som jeg er, fik jeg ikke afleveret min kronik inden deadline. Jeg bringer den nu her, lidt bævende, for det er en stor del af mig selv, jeg afleverer her. Tag varsomt imod min blottede sjæl, kære læser!
------------------------------------------------------------------
”Intet menneske er en ø; en verden for sig. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele”.
Sådan skrev John Donne i 1624. Mange år tidligere skrev Paulus, at “Ingen af os lever for os selv og ingen af os dør for os selv”. Tråde fra andre menneskers liv bliver vævet ind og ud af vores eksistenser. Disse tråde skaber nuancer, knuder og nogle gange hårdknuder. Vi er som vævestykker, hvor rammen ikke er afgrænset, men hvor der hele tiden kommer tråde ind fra alle kanter. Der skabes på den måde et billede, der er alt andet end firkantet, det er derimod kompliceret og farverigt, og det følger ikke altid reglerne for god farvesammensætning.
“Intet menneske er en ø”. Det er et smukt udsagn. Men der er mange øer i Danmark og uden selv at vælge det, blev jeg født som sådan en ø. Som enebarn på landet med gamle forældre var min eneste ven min hund, for det var sjældent, der var andre at lege med. Bøgerne blev mine venner, som jeg tilbragte eventyrlige timer sammen med. Ofte læste jeg mig bort til en øde ø, hvor jeg kunne gøre som jeg ville og var den mægtige enehersker. Jeg svingede i lianer og spiste ananas og kokosnødder dagen lang og ingen forstyrrede idyllen. Men det, jeg bedst kunne lide, var at læse seriebøger om piger på en kostskole. Her blev jeg selv til hovedpersonen, der løste alle kriser og var den, pigerne gik til, når der var opstået uvenskab eller kurrer på tråden. Jeg var den retfærdige dommer med stor visdom, der skar igennem diskussionerne. Jeg var en mentor, der skabte løsninger, som alle var glade for.
I virkelighedens verden havde jeg gået hjemme hos min mor til jeg skulle i skole som syvårig og jeg fik dér i første klasse at føle, at jeg var en af de nederste på hakkeordenen. Min lederrolle fra de seriebøger, som jeg fortsat flittigt fulgte med i gennem mine første skoleår, havde ikke meget at gøre med min virkelighed. I fantasien var jeg måske nok alfahun, men i skolen var det anderledes. Jeg var et hoved mindre end mine klassekammerater og ikke den mest velbevandrede i at begå mig. Selvom jeg var omgivet af klassekammerater, levede jeg et ensomt liv i skolegården. Min hund og mine bøger kunne jeg stole på, de mobbede ikke, de var forudsigelige. Jeg måtte holde fast på mig selv. I kostskolens fantasiunivers kunne jeg bevare min heltestatus, kun afbrudt af bratte opvågninger i klasseværelset, som jeg igen måtte fortrænge med en ny bog.
Jeg ved ikke, om udtrykket “mangel på sociale kompetencer” overhovedet var et begreb på datidens lærerværelser, men hvis det var, må jeg have været på dagsordenen. “Hende den lille fra anden, hun skriver en masse fantastiske eventyr, men hun lever da vist et ensomt liv”.
Efterhånden som jeg blev ældre, kunne jeg ikke længere fastholde fantasibilledet fra kostskolen. Virkeligheden bed sig ubarmhjertigt fast. Jeg gemmer stadig en historie, som jeg skrev i sjette klasse om livets meningsløshed. Om kioskhandler Madsen, der stod op hver morgen og læste den samme avis og stak i de samme slidte tøfler. Kun ganske overfladisk talte han med de folk, der gik ind og ud af hans butik, han var grundlæggende ensom i sin meningsløshed. Det var socialrealisme før jeg havde lært, at denne genre fandtes, og min lærer skrev en kommentar efter stilen: “Det er vist ikke helt din egen historie?”. Han havde vel svært ved at forestille sig, at en barnesjæl kunne være så kynisk, så håbløs og formørket. Men det var nu helt min egen historie, jeg levede som en ø for mig selv og selvom øen var ung, var den øde og gold.
En grundlæggende fornemmelse af ikke at høre til, at være udenfor, var blevet en del af mit liv undervejs fra eventyrverden til virkelighed. Jeg prøvede at fortrænge fornemmelsen, men jeg levede efterhånden alligevel med den som et vilkår. Ensomheden var noget helt underliggende, der definerede min identitet.
Vi var flyttet til en ny landsby og jeg var begyndt på en anden skole i tredje klasse. Naboen havde en pige, som var tre år yngre end mig, som jeg begyndte at lege noget med. Hun fandt sig i mine urimeligheder og i, at jeg altid ville bestemme, hvad vi skulle lave. - Hun var nok helt benovet over, at en pige, der var så meget ældre, gad lege med hende. Anne blev en god veninde, som stadig væver tråde ind i mit liv. Annes familie var kristne, de gik i frikirke og den frikirke holdt sommerlejre for børn. Efter nogle år blev jeg inviteret med på sådan en lejr.
Her var voksne der troede så meget på Gud og mennesker, at de ville bruge en uge af deres ferie på at knokle fra solen stod op til den gik ned med at arrangere skattejagter, holde konkurrencer, spille sketch, skrælle kartofler, være livreddere ved stranden og give os unger en oplevelse for livet. De fortalte om en Gud, som har skabt os i sit billede med en værdighed, et tilhørsforhold, en ret til at være. Da jeg hørte deres historier, gav det genlyd i mit indre. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at høre til, at være elsket af en der var større end mig. Jeg besluttede, at den kristne tro skulle være personlig for mig. En af de voksne bad sammen med mig og jeg tog imod troens gave.
Jeg kan bedst beskrive det, som at jeg oplevede mig selv som en løs streng, der ingen lyd havde i sig. I det møde på lejren satte mesteren mig på en Stradivarius violin, justerede mig, stemte mig, så der pludselig begyndte at komme harmoni og klang i mit liv. Jeg opdagede, at jeg havde en plads, at jeg var omgivet af andre strenge og samspillet med dem kunne skabe smukke og interessante harmonier.
Dengang var jeg tretten, I dag er jeg 48. Der er spillet mange forskellige melodier I mit liv siden den dag på sommerlejren, mere eller mindre harmoniske melodier, der er opstået skæve og uventede lyde. Nogle af de strenge, som jeg har været tæt på, er i mellemtiden knækket eller har skiftet lyd. Men mødet med mesteren har sat mig i stand til at have en klangbund i mit eget liv, så jeg kan harmonere med andre. Jeg har fået mange og meget forskellige venner og fordi jeg har boet på flere kontinenter, er nogle gledet ud af mit liv igen. Men alle har de sat et spor, alle har de bidraget med en tråd i mit livs vævestykke. Jeg har undervejs opdaget, at det sjældent er dem, som ligner mig mest, der skabes de bedste harmonier med. I den kirke, jeg er en del af, har jeg venner i alle aldre. Venner af forskellig politisk observans og fra mange indkomstlag. Nogle venner er perifere, de klinger blot lidt i baggrunden som en næsten ubetydelig brise, man knap fornemmer. Andre brager igennem med deres dybe bas eller staccato afbrydelser. Men jeg blomstrer i samspillet og oplever, at det er mesterens hånd, der får mig til at klinge og swinge.
Når jeg har holdt grillaften for naboer eller venner. Når jeg går og rydder op efter festen og stadig kan høre genlyden af latteren fra de glade børn, der deltog. Når jeg ser den finurlige sløjfe, som min gode kreative veninde har bundet om sit tømte vinglas. Når jeg har siddet omkring bålfadet med mine dejlige naboer, der måske ikke deler min tro, men som jeg deler så meget andet godt med. Når minderne fra disse oplevelser hænger ved indeni mig længe efter, at festen er forbi. Så bliver jeg så taknemlig til mesteren, til Gud, min bedste ven, som har fundet mig, sat mig ind i et samspil og udrustet mig med noget jeg ikke var født med: Evnen til at klinge sammen med andre.
Oplevelsen af at være elsket af ham skaber en dyb resonans , så jeg har noget at byde ind med i forskellige samspil. Jeg er taknemlig for, at han opdagede øen og gjorde den i stand til at blive en del af noget større. Jeg er ikke længere enehersker. Det er rigtig godt at ha’ nogen at svinge sammen med. Øen er blevet en del af fastlandet.
