Tuesday, April 05, 2011

Det er svært at styre verden. Jeg har endelig fri igen ovenpå en måned med fuldtids arbejde. Jeg har vikarieret inde i København oveni mit faste almindelige job for at kompensere for at der ikke sker så meget med værelsesudlejningen lige for tiden. Jeg har løbet stærkt men er endelig landet. Og nu ved folk, jeg er hjemme og sender igen sms'ser med ting jeg skal bede for, ringer når de er fortvivlede og dropper ind til kaffe når de har brug for en skulder. Lige sådan som jeg gerne vil leve - at have tid til Gud og mennesker. Jeg er en rimelig flegmatisk, letkørende person, som ikke er sådan at slå ud, men i dag har bare været sådan en dag hvor jeg har hørt så mange dårlige nyheder på en gang at ørerne har været ved at falde af. I mit hoved vender og drejer jeg hvad jeg kan gøre, men med mange af punkterne på to-do listen må jeg bare erkende at der simpelthen ikke er noget jeg kan gøre. To-do...to-do...Not-to-do......

Kan blive helt gråhåret af at bekymre mig når mennesker jeg holder af har det svært, er syge, bliver angrebet. Ville gerne personligt tage mine største fodboldstøvler på og sparke ham med hornene derhen hvor peberet gror! .... Men der er han vist i forvejen. Og her er jeg, midt i alverdens suppedaser, hvor jeg ikke altid kan skille suppe fra das selvom jeg vender og drejer tankerne i mange retninger i mit hoved. Vil gerne styre verden, men kan ikke helt få den til at dreje som jeg synes den bør.

Hvad gør man så når man ikke kan styre verden? Jo, man tager en snak med en der kan. Sådan en rigtig snak med lyd på, hvor man kan hælde alt ud af ørerne indtil man bliver så stille at man kan høre hans stemme. Min kære snorkende gemal ville nok ikke sætte pris på, hvis jeg sådan lå og snakkede højt med Gud ved siden af ham midt om natten, så jeg har netop tilbragt nogle timer ovenpå. Simpelthen lejet et værelse af mig selv og fået væltet det hele over på Gud. Fortalt ham hvordan min verden er skruet sammen og skruet af led. Sukket og fældet en lille tåre og ladet ham kramme mig. Det er godt sådan at ha en far i Himlen der ved alt og kan alt. "Vælt din vej på Herren" siger Salmisten, og jeg har netop tilbragt et par timer med sådan at få væltet min vej. Den ligger meget bedre under hans styring end under min. "Vej har han alle steder, ham midler fattes ej" siger en anden Salmist.

Der er ikke noget bedre end når hans fred kommer ind under huden, når hans nærvær erstatter forvitrede tankerækker på overload. Ikke fordi jeg nødvendigvis finder svar og løsninger eller fordi han har sendt en engel for at vifte problemerne væk med sin tryllestav. Men der er ikke noget så livgivende som det at sidde midt på sådan en væltet vej og mærke Fars arme rundt om mig. Hans fred som overgår al forstand bevarer mit hjerte og mine tanker. Jeg kan ikke styre verden. Men nu har jeg været hos chefen og han kan!

"Lyset skinner i mørket og mørket får ikke bugt med det" hvisker jeg taknemligt for mig selv mens jeg tripper ned ad trappen igen for igen at finde min plads ved siden af gemalen, nu lettet for adskillige byrder. På vej ned ad trappen kigger jeg ud ad vinduet. Og her klokken 3 om natten, hvor nattemørket er så tæt, at man kan skære i det, ser jeg dem: De små glade lyserøde solpanel-lamper, jeg har købt i Ikea. David har sat dem op langs sit nye æbletræs-espalier, og sandelig om de ikke står der som lysende pink glædesudbrud i natten. De har suget lys op hele dagen derude. Og nu står de der og håner mørket og minder mig om at solen er ved at få magt. Hans skønhedsrige kommer. Lyset skinner i mørket. Jeg kan ikke styre verden. Men det kan min far.