I en kasse på gulvet i Netto fandt jeg dem i går, de grågrønne aflange aspargeslignende stænger, bundtet med en elastik om enden. Fem kroner bundtet var jo ikke meget, men de så godt nok heller ikke ud af meget. - Jeg var lige ved at overse dem og haste videre med min indkøbsvogn, men greb dog et par bundter i farten.

Hjemme i stuen trak jeg elastikkerne af og satte de nu løse stænger ned i en vase. De så stadig ikke ud af meget. Var helt flov, da der kom en gæst og kiggede spørgende på mine ynkelige grå asparges i vasen.

Det er fantastisk hvad vand og varme kan gøre. I morges da jeg stod op, strålede de imod mig med vidt åbne, skrigende gule ansigter. De er ligesom vokset natten over, så hvor de før så ynkelige og små ud, strutter de nu imod mig og lyser op i hele stuen.

Sovende påskeliljer. En fantastisk opfindelse fra Vor Herre, som minder os om, at det der ser dødt ud, måske slet ikke er dødt. Vand og varme. Fysisk kan det gøre underværker for påskeliljer. Og åndeligt kan det gøre underværker for grå, ubetydelige mennesker.

Levende vand får mig til at sprudle, at åbne mit ansigt. Fars varme omsorg vækker alle mine sanser, og jeg ser forår alle vegne, selvom det lige nu sner udenfor. Jeg kender skaberen. Jeg VED, at det ikke altid skal være vinter.

For det har jeg lært af mine sovende påskeliljer.

En rød ballon

Den 19. december var jeg ved at lave godteposer til kirkens store familiejulegudstjeneste og jeg puttede en rød ballon i hver. Samme dag fik jeg uventet besøg af vidunderlige Athene på fire år, som fik en af mine ekstra balloner. Den blev pustet op og vi legede længe med den til latter og krumspring. Så tog Athene hjem og ballonen landede under skænken. De gange jeg har støvsuget siden, har den bare fået et puf, så den ligger der endnu. Jeg har aldrig set noget lignende, på over en måned har den slet ikke mistet noget luft, den er tilsyneladende nøjagtig lige så rund og glad og fyldt som den var for over en måned siden!

Jeg er jo sådan en symbol-nørd (ENFP ifølge Meyers-Briggs) som kan se billeder på livet i alt, og så kan jeg ikke lade være med at tænke på mig selv som sådan en ballon. Når jeg oplever Guds nærvær, er det som om han puster liv i mig og fylder mig ... gør mig til noget større end mig selv.... men jeg er sådan en småridset ballon med sprækker, der gør at luften hele tiden siver ud. Jeg mister min lethed og min evne til at svæve videre når noget rammer mig...nogle gange er jeg næsten helt udtømt.....

Jeg har selv smidt mange gamle slatne balloner ud i mit liv, men sådan gør Gud ikke med mig. Han binder kærligt knuden op og puster igen. Puster liv og glæde, sit åndedræt, sit nærvær ind i mig. Hver dag mister jeg lidt luft. Og hver dag vil Han puste liv i mig igen. Han har skabt os til at leve på Hans luft.... og Han bliver ved med at elske liv i os selvom vi har sprækker og småskader.

DEN slags kærlighed er mere end bare varm luft!