Det kan ikke lade sig gøre
--------------------------
Sådan har københavnere sagt i generationer når de stod og spejdede fra Amager over Øresund mod Malmø og en eller anden "idiot" påstod at man kunne bygge en bro der.
Det samme har Fynboer sagt i hundredevis af år, når de kiggede fra Nyborg mod Korsør og der svirrede rygter om at man kunne bygge en bro i stedet for at tage færgen og drikke dårlig kaffe om bord.
Det kan ikke lade sig gøre. Der er for langt. Det er for dyrt. Det er umuligt.
Storebæltsbroen åbnede i år 1998 og var i et par uger verdens længste bro indtil japanerne åbnede en der var et par meter længere. De kan noget, de japsere! Men det kunne danskerne altså også. På trods af jantelov, nejsigere og generationers hovedrysten.
To år senere stod der også en Øresundsbro. Den blev færdig i år 2000 og jeg futter glad og gerne over den med min brobizz og siger hver gang ih og åh over de flotte piloner og de stærke linier. Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan køre!
Disse to steder i Danmark blev der på kort tid skabt en vej der hvor der ingen vej var, og der hvor generationer havde rystet på hovedet hvis nogen formastede sig til at nævne muligheden for en.
Det er godt at huske på, når man beder for Danmark. Vi hører altid at Danmark er hårdt, at det er verdens mest ikke-religiøse land, at danskerne ikke gider noget med Gud. At der ikke rigtig er nogen vej for evangeliet.
"Se, jeg er Herren, alle menneskenes Gud! Er noget for vanskeligt for mig?" lyder et retorisk spørgsmål i Jeremias 32:27. Det du beder for er ikke umuligt! Når det var muligt for dygtige ingeniører og ihærdige arbejdere at skabe en vej der hvor der ingen vej var, hvor meget mere er det så ikke muligt for den almægtige Gud?
Det er godt at tænke på når der er "hårde nødder" der skal knækkes i bøn. Gud kan mere end ingeniører. Det er ham, der opfordrer os til at bede og når vi beder i tro, kan vi være med til at skrive historie sammen med ham. Se, det kalder jeg et spændende liv!
Thursday, January 27, 2011
Tuesday, January 18, 2011
"Det er en stor synd at få verdens mest spændende bog til at lyde kedelig". Citatet er Bill Hybel's, og jeg tænker på det hver gang jeg forbereder en prædiken. Den bog som kristne i kommunistiske lande er blevet henrettet for at eje, den bog som har holdt modet oppe hos isolationsfanger gennem tiderne. Den bog, som kinesiske undergrundskirker værner om og er hundrede mand om et eksemplar af. I Danmark er den lovlig. Og nogle mener vist lovlig kedelig. For mig er den bog guf. Jeg har stor respekt i min tilgang, når jeg forbereder mig. Jeg beder for de rette tanker, læser dybt i bibelkommentarer, gør alt hvad jeg kan for at mine tilhørere må finde samme motiverende kraft i den bog som jeg selv har gjort. Og alligevel ser jeg ofte folk sidde og nikke når jeg prædiker. Eller også er de travlt optaget med at sende sms'ser. Det kunne måske nok udløse mindreværd og selvransagelse, men jeg tolker tit på konferencer, hvor eminente, verdenskendte talere fra USA underviser. Selv står jeg og gløder af bare begejstring for det de siger, men det slår aldrig fejl: Der sidder altid nogle og spiller på mobilen eller nikker nede i salen et sted.
Det er ikke min hensigt at anvende min blog til sure opstød eller gardinprædikener (for så falder mine læsere bare i søvn!). Men der skete noget her i weekenden som fik sat den her problematik lidt i relief for mig.
I min Bed & Breakfast var jeg så velsignet at lægge hus til et kristent kursus for ledere, et kursus hvor David og jeg selv var med som deltagere. Huset var fyldt med herlige kristne fra kælder til kvist. Fra fredag aften til søndag eftermiddag sad vi midt i fantastisk og stærk undervisning, vi virkelig kunne bruge til noget. For at illustrere deres budskab havde talerne medbragt et stort fyrtårn i træ. De har vision for, at den undervisning, de gav på dette og andre kurser, skal være med til at gøre danske hjem til fyrtårn, arnesteder hvorfra Guds lys kan gå ud. De stillede det store smukke fyrtårn på min skænk, så vi kunne kigge på det hele weekenden.
Det pudsige var, at det stod lige under mit abstrakte billede (som jeg aldrig rigtig har kunnet se hvad skulle forestille). Og ud fra fyrtårnets top gik en kraftig lyskegle. Det abstrakte i mit billede blev simpelthen en kraftig lyskegle og vi kursusdeltagere morede os med, hvor perfekt fyrtårnet passede lige der.
Underviserne tog fyrtårnet med sig hjem igen søndag, men fra nu af vil den hidtil udefinerlige streg i mit maleri altid være en lyskegle og altid minde mig om det jeg hørte i weekenden. Guds ord fandt udtryk lige midt i min stue, lige her hvor jeg slår mine hverdagsfolder, hvor sovsen nogle gange er for salt og hvor der ind imellem kan være lidt stresset ved middagsbordet.
Det er dét, jeg ønsker, når jeg fortæller om Gud i min egen kirke og i de andre kirker, der er så letsindige at invitere mig til at tale. At skabe en lyskegle, at ordet må blive kød og bo lige der hvor vi er mennesker. At det ikke bare må være abstrakt, men at Gud må oplyse vores indre, så der kommer nogle helt konkrete lyskegler lige der hvor vi bor. For verdens mest spændende bog er også verdens mest livsrelevante bog.
Det er ikke min hensigt at anvende min blog til sure opstød eller gardinprædikener (for så falder mine læsere bare i søvn!). Men der skete noget her i weekenden som fik sat den her problematik lidt i relief for mig.
I min Bed & Breakfast var jeg så velsignet at lægge hus til et kristent kursus for ledere, et kursus hvor David og jeg selv var med som deltagere. Huset var fyldt med herlige kristne fra kælder til kvist. Fra fredag aften til søndag eftermiddag sad vi midt i fantastisk og stærk undervisning, vi virkelig kunne bruge til noget. For at illustrere deres budskab havde talerne medbragt et stort fyrtårn i træ. De har vision for, at den undervisning, de gav på dette og andre kurser, skal være med til at gøre danske hjem til fyrtårn, arnesteder hvorfra Guds lys kan gå ud. De stillede det store smukke fyrtårn på min skænk, så vi kunne kigge på det hele weekenden.
Det pudsige var, at det stod lige under mit abstrakte billede (som jeg aldrig rigtig har kunnet se hvad skulle forestille). Og ud fra fyrtårnets top gik en kraftig lyskegle. Det abstrakte i mit billede blev simpelthen en kraftig lyskegle og vi kursusdeltagere morede os med, hvor perfekt fyrtårnet passede lige der.
Underviserne tog fyrtårnet med sig hjem igen søndag, men fra nu af vil den hidtil udefinerlige streg i mit maleri altid være en lyskegle og altid minde mig om det jeg hørte i weekenden. Guds ord fandt udtryk lige midt i min stue, lige her hvor jeg slår mine hverdagsfolder, hvor sovsen nogle gange er for salt og hvor der ind imellem kan være lidt stresset ved middagsbordet.
Det er dét, jeg ønsker, når jeg fortæller om Gud i min egen kirke og i de andre kirker, der er så letsindige at invitere mig til at tale. At skabe en lyskegle, at ordet må blive kød og bo lige der hvor vi er mennesker. At det ikke bare må være abstrakt, men at Gud må oplyse vores indre, så der kommer nogle helt konkrete lyskegler lige der hvor vi bor. For verdens mest spændende bog er også verdens mest livsrelevante bog.
Thursday, January 06, 2011
My English friends want a translation of my latest blog blurb, so here goes.
First I must tell you that the Danish term for a person who knows something about our national economy is "a wiseman".
---------------------------------
The season for wise men is over
---------------------------------
I had to smile today when, in a national paper, I read an article about the Danish economy. The article presented its female author as "a former wiseman." I know that you can quit being a secretary (I've taken breaks from that at times), you can retire from the teaching profession, etc. I've just never thought of the word "wiseman" as a position, but rather as an acknowledgment that a person had an insight. I have thought of the term as showing respect for someone's proven and applied knowledge. But this lady, who actually said something very sensible in the article, was described as a "former wiseman."
That got my vivid imagination going. I wonder what happened to her wisdom? Where had it gone? Had she done one stupid thing, said something not so wise and then it was just "game over" for her, then she was no longer considered wise? Or maybe it was just because someone discovered that she was not a wise man but a wise woman, and then she was thrown out?
We have just gone through a season of wise men, I have just stuffed my three specimens back in the Christmas box and relocated them to the basement. The season of wise men is over for now.
However, real wisdom should not be stuffed away, it should be a lasting thing. Although 2000 years have passed since three famous wise men abandoned everything and saddled their camels to follow a star and seek something that was bigger than themselves, it's still the same quest that creates wisdom. Like I wrote on my livingroom window with snowspray one Christmas: "Wise men still seek Him".
It is not enough to follow a star once in your life, it is not enough to bow down once and say "Wow, Jesus, you are the one who could fill my empty space inside." Again and again we must seek wisdom, lest we also end up as "former wisemen".
"The fear of the Lord is the beginning of wisdom", it says in Proverbs 9:10. There are actually many wise words about wisdom in Proverbs! And the little typing error - if that was what it was - in our national paper reminded me that I must never become a "has-been" in my quest for Jesus. I do not want to end up as someone who saw a star once and said wow and then just went back to business as usual. All the time I must pursue Him, constantly I must seek His heart, again and again I must bow down.
Throughout our lives there are times when we just have to put the closed sign on our store window, saddle our camels, abandon what we have known, and pursue Him.
First I must tell you that the Danish term for a person who knows something about our national economy is "a wiseman".
---------------------------------
The season for wise men is over
---------------------------------
I had to smile today when, in a national paper, I read an article about the Danish economy. The article presented its female author as "a former wiseman." I know that you can quit being a secretary (I've taken breaks from that at times), you can retire from the teaching profession, etc. I've just never thought of the word "wiseman" as a position, but rather as an acknowledgment that a person had an insight. I have thought of the term as showing respect for someone's proven and applied knowledge. But this lady, who actually said something very sensible in the article, was described as a "former wiseman."
That got my vivid imagination going. I wonder what happened to her wisdom? Where had it gone? Had she done one stupid thing, said something not so wise and then it was just "game over" for her, then she was no longer considered wise? Or maybe it was just because someone discovered that she was not a wise man but a wise woman, and then she was thrown out?
We have just gone through a season of wise men, I have just stuffed my three specimens back in the Christmas box and relocated them to the basement. The season of wise men is over for now.
However, real wisdom should not be stuffed away, it should be a lasting thing. Although 2000 years have passed since three famous wise men abandoned everything and saddled their camels to follow a star and seek something that was bigger than themselves, it's still the same quest that creates wisdom. Like I wrote on my livingroom window with snowspray one Christmas: "Wise men still seek Him".
It is not enough to follow a star once in your life, it is not enough to bow down once and say "Wow, Jesus, you are the one who could fill my empty space inside." Again and again we must seek wisdom, lest we also end up as "former wisemen".
"The fear of the Lord is the beginning of wisdom", it says in Proverbs 9:10. There are actually many wise words about wisdom in Proverbs! And the little typing error - if that was what it was - in our national paper reminded me that I must never become a "has-been" in my quest for Jesus. I do not want to end up as someone who saw a star once and said wow and then just went back to business as usual. All the time I must pursue Him, constantly I must seek His heart, again and again I must bow down.
Throughout our lives there are times when we just have to put the closed sign on our store window, saddle our camels, abandon what we have known, and pursue Him.
Sæsonen for vise mænd er forbi
------------------------------
Jeg måtte smile, da jeg i dag i Jyllandsposten læste en udtalelse om dansk økonomi af en dame, der blev præsenteret som "tidligere vismand". Jeg ved, at man kan stoppe med at være sekretær (det har jeg selv gjort i perioder), man kan pensionere sig fra lærergerningen etc. Jeg har bare aldrig betragtet ordet "vismand" som en stilling, men nærmere som udtryk for, at man havde en indsigt, som man havde optjent noget blivende respekt for. Men den gode dame her, som for øvrigt sagde noget meget fornuftigt, blev altså betegnet som "tidligere vismand."
Så gik min livlige fantasi i gang. Hvad mon der var sket med hendes visdom? Hvor var den forsvundet hen? Havde hun gjort én dum ting, sagt noget mindre klogt og så var det bare "game over," så var hun ikke længere vismand? Eller måske var det bare fordi der var nogen der opdagede, at hun slet ikke var en vismand men en viskvinde, og så kunne hun ikke bruges mere?
Det har netop været sæson for vise mænd, jeg har selv netop lagt mine tre af slagsen tilbage i julekassen og transporteret dem ned i kælderen. Sæsonen for vise mænd er forbi for denne gang.
Der er bare det ved det, at visdom gerne skal hænge fast og vare ved. Selv om det er 2000 år siden, et par af slagsen smed alt, hvad de havde i hænderne og sadlede kamelerne for at følge en stjerne og søge noget, der var større end dem selv, så er det stadig netop den søgen, der skaber visdom. Som jeg et år skrev med snespray på mit stuevindue for at give naboerne noget at gruble over: "Vise mænd søger ham stadig."
Det er ikke nok én gang at følge en stjerne, én gang at bøje sig, én gang at sige "Wow, Jesus, det var jo lige dig, der kunne fylde mit tomrum indeni". Igen og igen må vi søge visdom for at ikke også vi skal ende som "tidligere vismænd".
"Herrens frygt er begyndelsen til visdom" står der i Ordsprogenes Bog 9:10. Der står i det hele taget mange vise ord om visdom i Ordsprogene! Og den lille skrivefejl - hvis det var det, det var - i Jyllandsposten mindede mig om, at jeg aldrig i min søgen efter Jesus må blive en "has-been". En der engang så en stjerne og sagde wow og så i øvrigt gik tilbage til business as usual. Hele tiden må jeg søge ind til hans hjerte, hele tiden må jeg bøje mig. Gennem hele livet må vi nogengange sætte "lukket"-skiltet på butiksdøren, sadle kamelen og sætte alt ind på at søge ham.
------------------------------
Jeg måtte smile, da jeg i dag i Jyllandsposten læste en udtalelse om dansk økonomi af en dame, der blev præsenteret som "tidligere vismand". Jeg ved, at man kan stoppe med at være sekretær (det har jeg selv gjort i perioder), man kan pensionere sig fra lærergerningen etc. Jeg har bare aldrig betragtet ordet "vismand" som en stilling, men nærmere som udtryk for, at man havde en indsigt, som man havde optjent noget blivende respekt for. Men den gode dame her, som for øvrigt sagde noget meget fornuftigt, blev altså betegnet som "tidligere vismand."
Så gik min livlige fantasi i gang. Hvad mon der var sket med hendes visdom? Hvor var den forsvundet hen? Havde hun gjort én dum ting, sagt noget mindre klogt og så var det bare "game over," så var hun ikke længere vismand? Eller måske var det bare fordi der var nogen der opdagede, at hun slet ikke var en vismand men en viskvinde, og så kunne hun ikke bruges mere?
Det har netop været sæson for vise mænd, jeg har selv netop lagt mine tre af slagsen tilbage i julekassen og transporteret dem ned i kælderen. Sæsonen for vise mænd er forbi for denne gang.
Der er bare det ved det, at visdom gerne skal hænge fast og vare ved. Selv om det er 2000 år siden, et par af slagsen smed alt, hvad de havde i hænderne og sadlede kamelerne for at følge en stjerne og søge noget, der var større end dem selv, så er det stadig netop den søgen, der skaber visdom. Som jeg et år skrev med snespray på mit stuevindue for at give naboerne noget at gruble over: "Vise mænd søger ham stadig."
Det er ikke nok én gang at følge en stjerne, én gang at bøje sig, én gang at sige "Wow, Jesus, det var jo lige dig, der kunne fylde mit tomrum indeni". Igen og igen må vi søge visdom for at ikke også vi skal ende som "tidligere vismænd".
"Herrens frygt er begyndelsen til visdom" står der i Ordsprogenes Bog 9:10. Der står i det hele taget mange vise ord om visdom i Ordsprogene! Og den lille skrivefejl - hvis det var det, det var - i Jyllandsposten mindede mig om, at jeg aldrig i min søgen efter Jesus må blive en "has-been". En der engang så en stjerne og sagde wow og så i øvrigt gik tilbage til business as usual. Hele tiden må jeg søge ind til hans hjerte, hele tiden må jeg bøje mig. Gennem hele livet må vi nogengange sætte "lukket"-skiltet på butiksdøren, sadle kamelen og sætte alt ind på at søge ham.
Subscribe to:
Posts (Atom)