Har du nogensinde hørt udtrykket: "Hun kunne bare ikke få armene ned"? Det er en rimelig ny talemåde tror jeg, og det betyder, at begejstringen var så stor, at det var helt naturligt at vifte med armene og svært at holde op igen. Jeg mærkede det selv helt fysisk i januar da jeg var til stævne med en uges fed lovsang i England. Midt på ugen kunne jeg ikke forstå, at mine overarme var så ømme og jeg prøvede at huske tilbage, om mine kufferter havde været specielt tunge eller der var nogen der havde skubbet hårdt til mig, så jeg havde fået blå mærker. Måtte grine af mig selv, da det gik op for mig, at det jo var al den fantastiske lovsang, jeg deltog i flere gange om dagen. Jeg er jo ikke lige top-trænet, så når jeg pludselig tilbringer halve og hele timer hver dag med armene løftet, kan det mærkes på den gamle krop. Når man ikke kan få armene ned, så er man glad!

Nå men småforvirret som jeg er har jeg lavet min egen variant over temaet. I fredags kunne det siges om mig, at jeg ikke kunne få FLAGET ned. Min yngste søn skulle vende hjem fra Venezuela efter en lang missionsrejse. På grund af arbejde havde jeg ikke mulighed for at tage i lufthavnen, men min veninde tog Andreas med hjem sammen sin egen søn i deres bil og jeg stod klar med kagebord, gaver, lagkage og dannebrog til tops, da de kom (måtte for øvrigt lige ha hjælp fra naboen til at hejse flaget, for det plejer mændene i huset at gøre). Øjjjj hvor var det fedt at se den dreng og fejre, at han kom hjem og holde sådan en mini-velkomst-fødselsdag. Tænk, at han er 18 og at han er blevet sådan en dejlig ung mand, der bare vil tjene Gud med sit liv!

Lidt efter blev det fyraften og også faderen landede og vi så billeder og udvekslede gaver og fortalte og grinede. Til langt ud på aftenen nød jeg det længe savnede selskab af min hjemvendte søn og dejsede til sidst i seng, glad og udmattet efter en lang arbejdsdag med efterfølgende fejring. Sov sødt .....LIIIIIGE ind til kl. 4.03, hvor jeg vågnede med et spjæt: Jeg havde glemt at tage flaget ned og det er dårlig dansk karma at la det sidde deroppe i flagstangen når solen er gået ned. Det var den og den var snart ved at stå op igen. Hvad tænkte alle vores pæne naboer mon nu om de skøre hippier i nr. 17?

Listede mig ud i nattøj og fik det taget ned kl. 4:07 (vel at mærke uden at slæbe det henad jorden, for det må man jo heller ikke). Dejsede tilbage i seng og sov hurtigt igen. Men nu bagefter tænker jeg, at man kan være så glad, at man ikke husker at ta flaget ned. Sådan tror jeg osse det gik i Nazaret i en vis historie for 2000 år siden, da en anden søn vendte hjem. Den gode far slagtede fedekalven og tilkaldte alle sine Facebook-venner og så blev der festet igennem.

Jeg elsker den måde min himmelske Far sniger den historie ind i sin bog på: For det er sådan han er - Han elsker sine børn, elsker at fejre, hver gang vi vender os mod ham med åbne hjerter og ansigter, fryder sig når vi holder op med at kæmpe og lader os gribe af hans arme. Hver gang, vi kommer hjem fra vores "ture" - ud i tvivl, ud i frygt, eller hvor end vi har været. Når vi vender hjem, så hejser han flaget. Ligesom jeg gjorde i fredags. Han bliver ved at fejre os længe efter vi er blevet trætte af os selv.

Se det er kærlighed, og det blev jeg mindet om lørdag morgen kl. 4:23!

Fandt lige et gammelt digt jeg havde forfattet på en af de første mødeplaner udgivet i Roskilde Vineyard for år tilbage. Syntes jeg ville dele det med jer, for det er stadig aktuelt at "tænke hvis"....


Tænk hvis ….
Det smil jeg giver i kassekøen,
Det skulderklap jeg giver en kollega,
Den venlighed jeg viser en vranten vicevært…
Kan bringe en bid glæde til et trist menneske

Så er Guds rige kommet en smule,
Så er Åndens frugt klar på grenen
Så kan folk plukke, tage en bid og blive glade

For Åndens frugt er
kærlighed, glæde, fred, tålmodighed
og hvem har ikke lyst til at sætte tænderne
I en så forfriskende frugt

Kom og vær med i vores fællesskab,
Hvor vi tilstræber at holde frugten frisk hele året
Hvor du er velkommen
Hvadenten du kommer med overskud
eller underskud
Smag på frugten
Smag og se at Gud er god

Det er underligt pludselig at være helt alene, når jeg er vant til at være omgivet af min familie og af en kirke, hvor der sker masser af ting. Normalt er der altid nogen fra kirken der dumper ind for at øve lovsang i min kælder, låne vores bil eller få sig en kop kaffe og en snak. Nu er det sommer og det hele er gået i stå. Hele 21 fra kirken er i Venezuela på missionsrejse og jeg kan på Facebook følge med i, hvad der sker dernede af spændende ting. Den eneste af mine sønner, der stadig bor hjemme, er med dernede. Min bedre halvdel er rejst til Canada til studenterjubilæum og jeg er blevet alene hjemme, dels for at tage ekstraarbejde på kontoret mens mine kolleger holder ferie og dels for at passe min Bed & Breakfast, der jo bugner af turister på denne årstid. Så fremmede kommer og går i mine udlejede værelser ovenpå. Men herinde hos mig er der stille. Voldsomt stille. Må sande hvad der står i et af Biblens første kapitler "Det er ikke godt for mennesket at være alene".

Min hjerne er åbenbart gået i sommerdvale, for i onsdags skulle jeg faktisk have lagt hus til en sommernetværksgruppe. Året rundt mødes vi jo i fem forskellige grupper og om sommeren slås de sammen til én fordi så mange holder ferie. Så kan man altid lige ses en onsdag, hvis man af en eller anden grund ikke er taget på ferie. Sådan en gruppe skulle jeg have holdt i onsdags, det havde jeg bare svedt ud. Så da en dejlig familie var kørt helt fra Hvidovre og ringede til mig fra min have, fortalte jeg dem det som det var, at jeg var langt væk og bestemt ikke mente, jeg skulle holde gruppe i aften. Jeg sendte dem hjem igen. Men da jeg senere kom hjem og kiggede i kalenderen, fik jeg vældig røde ører. Jeg SKULLE faktisk have holdt gruppe. Og kunne godt ha' brugt det dejlige fællesskab.

Sandelig om jeg ikke fik en lignende opringning i søndags, hvor et nyt par stod i min have og ringede til mig og mente, at jeg skulle holde havegudstjeneste. Jeg lånte computeren der hvor jeg var og tjekkede febrilsk kirkens hjemmeside. Nej, der er ikke havegudstjeneste før NÆSTE søndag. Puha, der fik jeg sved på panden! Men jeg skyndte mig at overtale dem til at blive de ti minutter det ville tage mig at køre hjem, og så fik vi os en kop kaffe og en god snak, en hyggelig vandretur på havnen og sandelig om ikke jeg fik tiltusket mig en dejlig middag hjemme hos dem bagefter. Sluttede dagen med at bede sammen og kørte glad hjem, taknemlig for kristent fællesskab, som jeg så let bare tager for givet, men rigtig mærker vigtigheden af nu hvor det er småt med det.

Læste om en glad ejer af et tæppe lavet af oldemorslapper, der beskrev sin skat: "Min bedstemor har lavet det til mig, der er 178 forskellige lapper og ikke to ens rører ved hinanden". Og så tænkte jeg, at det er lidt det, Gud har gang i med det kludetæppe, der hedder Roskilde Vineyard. Vi er vidt forskellige mennesker i forskellige faser af tro og tvivl. Nogle er velhavende og veluddannede, andre er af samfundet påhæftet en anden etiket, som fx "kontanthjælpsmodtager" eller "psykisk syg". Nogle er danskere, andre kommer fra andre ender af verden. Men når vi samles ved korsets fod er vi allesammen lige elskede, så forskellige som vi er. Hvor er det en spændende dynamik og farverigdom, der opstår når "ikke to ens rører ved hinanden". Eller som Peter siger i sit brev: Vi er et hus som Gud er ved at bygge af levende sten. Levende sten - selve sammensætningen er modsætningsfyldt. Men spændende! Og fantastisk når sten der ellers har været kolde og grå kommer ind i mødet med Guds kærlighed i vores fællesskab og begynder at få farve og glød og få slebet nogle kanter af.

Så ligesom pigen i damebladet var glad for sit sammensatte tæppe er jeg kisteglad for mit kæreste eje: En menighed af brogede mennesker, hvor ikke to ens rører ved hinanden, men hvor facetterne i vores forskellighed får lov til at reflektere Guds storhed.

Så må vi SÅ få de gudstjenester i gang igen! Denne her lap trænger til lidt sammenstrikning!