"Boxing Day" hedder det i Amerika, den dag hvor man piller al julepynten ned og putter den i kasser. Det gjorde jeg så i dag. Men først skulle jeg se om mine lange slanke julelys virkelig VAR så selvslukkende som jeg havde forsikret min stearinlysfobiøse mand om at de var. Så de to smukke Georg-Jensen lyseholdere fik lige lov til at brænde den sidste centimeter af mens jeg kiggede på. Spændende underholdning i julen hva'? Men jo, vægen brændte klart, flakkede så og døde til sidst helt, da der ikke var mere stearinnæring til den. Smart må jeg sige. Så kan jeg også næste år med god samvittighed lade dem hænge på hver sin gren på mit oliventræ.

Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!

Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.

Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.

Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.

"Boxing Day" hedder det i Amerika, den dag hvor man piller al julepynten ned og putter den i kasser. Det gjorde jeg så i dag. Men først skulle jeg se om mine lange slanke julelys virkelig VAR så selvslukkende som jeg havde forsikret min stearinlysfobiøse mand om at de var. Så de to smukke Georg-Jensen lyseholdere fik lige lov til at brænde den sidste centimeter af mens jeg kiggede på. Spændende underholdning i julen hva'? Men jo, vægen brændte klart, flakkede så og døde til sidst helt, da der ikke var mere stearinnæring til den. Smart må jeg sige. Så kan jeg også næste år med god samvittighed lade dem hænge på hver sin gren på mit oliventræ.

Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!

Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.

Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.

Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.

Undren. Undren er en god indstilling til livet. Så i dag vil jeg dele noget med jer som fylder mig med undren. Det er lidt af en fordom, fordomme er jo ikke så gode at have som kristen. Ikke desto mindre har jeg en fordom om at japanere altid fotograferer. Forstå mig ret, jeg kan godt lide japanere, havde en rigtig god japansk ven på bibelskolen i Dallas i tidernes morgen, som hed Kasushi Mitani og jeg kan ikke huske at jeg nogensinde så ham fotografere. Men det er 23 år siden, så jeg har sikkert bare glemt det. Kasushi var en fin fyr.... men altså, der er noget om den her fordom: Japanere fotograferer altid! Lige siden jeg var helt lille har jeg hver gang jeg var på københavnertur eller Himmelbjerget eller på Bakken set en flok japanere der fotograferer hinanden. Tænk på alle de mange tusind billeder de må akkumulere! Et par gange om ugen arbejder jeg i København og krydser Rådhuspladsen kl. halv ti om morgenen. Altid må jeg manøvrere rundt om en flok japanere der tager billeder af hinanden foran en vandpyt, foran en due, foran busterminalen og HVEM har lige lyst til at forevige den??? I sidste uge kom jeg til at vade lige ind foran en gruppe da det sagde klik, så nu ligger jeg sikkert på et sofabord i Tokyo med et forbavset udtryk i morgenfjæset.

Men en ting undrer mig: Hvad gør de af alle de billeder? Jeg har hørt, at de ikke har ret mange kvadratmeter bolig fordi Tokyo er så overbefolket. De bor en hel familie på 50 kvadratmeter... og det er jo altså ikke fattige mennesker, de har samme levestandard som os og har højere gennemsnits-IQ end os danskere. Så jeg har tit tænkt over, hvor de dog gør af alle de billeder. Jeg har selv en hel kælder fyldt med kasser af mærkelige ting, som jeg måske får brug for igen en dag. En af kasserne er der billeder i. Men næsten ingen har vel kælder i Tokyo? Så jeg tror de stabler 50 fotoalbums ovenpå hinanden og lægger en glasplade på og så er det sofabordet. Og 100 albums i bunker af 10 stk dækkes over af en madras og så er det dobbeltsengen. Op imod væggen i bryggerset ligger stabler fra gulv til loft. Overalt hvor du kigger i et japansk hjem er der fotoalbums. Sådan må det være. Når man ikke har så mange kvadratmeter, må man have mange minder.

Høhø nu sidder du nok og læser dette for anden gang og tænker: Hvor er lige den åndelige mening i det her? Solvej er jo altid så åndelig....

Men jeg er også et ganske almindeligt menneske der undrer mig over helt almindelige ting. Så længe man undrer sig, lever man. Så hermed er du forsynet med et billede af en mindre åndelig Solvej, som du kan lægge på dit sofabord. Billedet altså :-)

Det er en vintermørk onsdag morgen og der er ikke så meget i vejret at råbe hurra for. Det bliver mørkt før man får fri fra arbejde, så der er ikke meget dagslys at suge energi fra. Mit humør påvirkes faktisk meget af vejret, - når det er lavtryk kan jeg føle mig helt flad og gumpetung. Der må være mange der har det sådan, for i El-Giganten for et par dage siden så jeg en "energilampe" man kan tænde og kigge på, en slags lysterapi, der vist bliver brugt en del i psykiatrisk behandling i vintertiden. Oppe i Nordnorge hvor det næsten ikke bliver lyst udenfor i dagtimerne om vinteren er sådan en tingest vist nærmest fast inventar i hjemmene. Umiddelbart virker en lampe da også mere tiltalende end lykkepiller. 1199 kr kostede den i butikken hvor jeg så den, og så var den endda nedsat.

Jeg købte ikke en energilampe. Men jeg har lige siddet her og tanket lys op alligevel. Gud er lys og der er slet intet mørke i Ham. Og når jeg ellers kan tysse på min fortravlede sjæl så jeg kan finde ro, oplever jeg lysterapi fra den levende Gud. Der bliver vendt op og ned på mine prioriteter og mine bekymringer fordamper i alt det gode lys. "I dit lys skuer vi lys" siger Salmisten. Hurra fordi der er en banet vej så jeg kan komme ind for min Fars trone og drikke af lyset, og plaske i det. Hurra fordi de tunge sten der ruller rundt i mit hjerte, ruller af her i lyset. Hurra fordi jeg bliver så glad hver gang jeg opdager at jeg er elsket af den højeste Gud.

Jo, det ville være fedt at tage på charterferie og rejsebureauerne lokker, deres plakater taler netop til denne længsel efter sorgløshed og varme. Men det var lige præcis derfor Jesus døde, for at give os den form for lysterapi midt i det mørke vi står i. En charterferie kan kun flytte mig ned i varmen i en uges tid. Men en halv time i Hans lys flytter varmen ind i mig. "Oh at jeg tør favne dig skære dag" synger vi i en gammel salme om solen. Jeg tør godt favne denne her grå onsdag fordi Han er mit lys. "Min Gud opklarer mit mørke" siger kong David. Og det er da noget at råbe hurra for.

Jeg er en inkarneret bogorm og har flere hundrede bøger på min reol, ikke mindst fordi folk på det sidste har doneret bøger til vores kirke, men vi har ingen steder at opbevare dem i Kulturhuset.... - og bilen er i forvejen fuld hver søndag med alle de ting der skal frem og tilbage. Vi håber en dag at få en reol der kan stå fremme om søndagen, så alle kan låne med hjem. Så skal der hjul under og så kan den lige trilles ind i det lagerrum vi snart får dernede ....Som en indledning til projektet er jeg da i det mindste ved at lave en fortegnelse over hele biblioteket, som kan komme på vores kirkes hjemmeside, så folk kan komme hjem til os og låne hvad de har lyst til....så kan vi lave en trendy "Bogcafé" i dagligstuen, hvor man kan drikke en kop kaffe mens man kigger i bøgerne, sådan en går jeg tit forbi i latinerkvarteret i København og det ser hyggeligt ud.

Når man har flere hundrede bøger, er der så en yndlingsbog? Ja, min store tykke Message Bible! Det er en bibel på engelsk der er omskrevet til nutidigt sprog, jeg bliver altid så glad af at læse den. Jeg har jo været kristen længere end mange af folkene i min kirke har levet (32 år!!) og har tygget Bibelen igennem nogle gange. Sprognørd er jeg jo, så jeg har læst den lidt på tysk og forskellige engelske versioner. Og da jeg knoklede med den store latinprøve, kan jeg huske jeg blev helt høj, hvis et bestemt ord var en separativ ablativ, ja der er mange måder at blive høj på!

Men når man har læst Bibelen nogle gange, er der en fare for, at den ikke fænger på samme måde, jeg tror Gud selv kalder det at blive "sløv til at høre".... og det har jeg nok været nogle gange. Derfor er jeg så glad for at jeg har opdaget The Message, som jeg kan supplere min almindelige bibellæsning med. Der står så mange spøjse, overvældende ting, der går lige ind i hjertemarven. Fx står der i dag til slut i Romerbrevet: "Enjoy the best of Jesus"!

Det er sådan en slags "ha en go dag" i kristen version, men sikken en forskel på platituden "Ha en go dag", som man automatisk får i nakken af enhver velafrettet Føtex-kassedame, og så dybden i udsagnet: "Nyd det bedste af Jesus"....

Den er god at tage med når jeg nu drager afsted til en lang arbejdsdag. Der er oprydningsaften som alle på kontoret skal være med til og jeg er ikke sikker på, man får løn for at være der, det er sådan en halvfrivillig organisation hvor man helst skal gøre tingene fordi man er en "ildsjæl" - helt anderledes end min sidste arbejdsplads hvor man fik løn for et ekstra kvarter bare man tog posten med hen i postkassen.....

Men i stedet for at blive mavesur over det, kan jeg glæde mig over "the best of Jesus".... mens jeg står under bruseren vil jeg tænke på hvad der er det bedste ved Ham - at Han har tilgivet mig alt det møg jeg har lavet? At han ønskede mig og planlagde mig selvom jeg egentlig ikke var spor planlagt af mine forældre? - At Han har givet mig en skøn mand og nogle dejlige børn? At jeg får lov til at være en del af en levende kirke der er fyldt med dejlige mennesker som reflekterer Hans liv? At når angsten er ved at overmande mig i en bestemt situation, kan jeg kalde på Ham og mærke Hans nærvær? Jeg kunne blive ved.... det er svært at bestemme lige hvad der er det bedste..

Har du set at man kan skrive kommentarer til en blog? Kunne godt tænke mig at se dine tanker om det i en kommentar. Hvad er for dig det bedste ved Jesus? Nu smutter jeg ihvertfald ind under bruseren. Enjoy the best of Jesus!

"Til hvilens vande leder han mig". Sådan siger David i Salme 23. David er fårehyrde i et tørt, stegende hedt ørkenområde og han kender vigtigheden af at får bliver ledt til noget vand, så de kan drikke regelmæssigt. Ellers holder de ikke længe.

Jeg synes nemt jeg får for travlt. Når man er på skrump, får man besked på at sætte to liter vand i køleskabet om morgenen og så gå og nippe til det hele dagen og sikre sig, at man har drukket det hele inden man går i seng. Det bliver man både smukkere og slankere af. Det er rigtigt nok, min hud var faktisk pænere da jeg gjorde det. Nå, men jeg er ikke på skrump lige nu, selvom jeg burde være det og jeg drikker ikke nok for tiden.

Men det er vigtigt at drikke. Den største bestanddel af vores kemi er vand, og vi "lækker" jo noget, så vi må indtage frisk vand konstant. Det gælder også åndeligt. Man indtager så mange "affaldsstoffer" og "tilsætningsstoffer" i løbet af en dag i et ganske almindeligt menneskeliv. Det må skylles ud igen på en eller anden måde, vi har brug for gennemstrømning. Ind imellem er det herligt at sætte sig ned og sige "tak Far fordi du elsker mig" og mærke Hans godhed helt ned i storetåen. Det er ligesom en god slurk vand på en varm dag.

"Enjoy your thirst" er sloganet i en eller anden sodavandsreklame. Tørst er en god ting. For så kan vi dykke ned i hvilens vand og tage nogle ordentlige slurke.

Tror jeg vil sætte en seddel op på køleskabet hvor der står "Husk at drikke!" .... og så lade den gælde på begge niveauer.

En rejse til Mauritius. Et luksushotel på Bali. Min weekendavis er fuld af farvestrålende fotos af eksotiske steder langt væk, hvor jeg kan komme væk fra hverdagens stress og samle nye kræfter i en spa, omgivet af glad calypsomusik og pina coladas. Man kan også vinde i lotto og tage på krydstogt. Det lyder lidt sjovere end at sætte sig ind i morgentoget mod København tæt op af andre nysende kontordyr. Jeg er blevet lidt påvirket af drømmene og billederne, så nu har jeg bestilt et kroophold til min mand og mig. Ikke på Bali, men på en anden eksotisk ø, der hedder Falster. Det var på tilbud og der ER spa! Så nu lever jeg drømmen ud, omend i discount-version.

H C Andersen sagde "At rejse er at leve". Mon mennesket altid har længtes sådan væk fra dagligdagen, mod det fjerne, mod det ukendte? Eller er det blevet mere udtalt nu, hvor folk har flere penge mellem hænderne? Bare for 35 år siden, da jeg var barn, kom vi aldrig andet end over til mostrene i Jylland. Jo, der var lige en af min fars forretningsforbindelser der forærede os en afbudscharterferie, og jeg kan huske suset i min klasse, da jeg fortalte, at jeg skulle til Rhodos da jeg var ti. Nu rejser alle som aldrig før og turistbranchen har kronede dage.

Hvor vil vi hen? Hvad vil vi finde? Hvorfor flygter vi mon? Kong David gjorde en interessant betragtning da han skrev Salmerne for tre tusind år siden. "Er der noget sted jeg kan tage hen og være væk fra din Ånd, udenfor din rækkevidde? Klatrer jeg op til himlen, så er du der. Graver jeg mig ned i jorden, så er du der. Hvis jeg tager morgenrødens vinger og rejser mod de fjerne horisonter, så finder du mig med det samme - du står allerede og venter når jeg når frem". (Message Bible)

Det er Skaberen det handler om. Skaberen har skabt os med en længsel. Vores urolige hjerter finder deres hjem når de hviler hos Ham. Augustin siger, at dybt inde i hvert menneske er der et hul, som kun kan fyldes af Gud.

Jeg vil glæde mig til min eksotiske ø om et par uger. Men flygte behøver jeg ikke, for de fjerne strandes Skaber er det stærke træ, jeg kan hvile mig under. Midt i hverdagen. Midt i morgentoget. At rejse ind i Ham er at leve!

Statistisk er jeg midaldrende. Det er ikke noget jeg er vild med at tænke på, for jeg føler mig stadig frisk og føjelig indvendig og min tøjsmag er - efter hvad jeg selv synes - mere teenage end fru Hyacinth, men kalenderen lyver ikke. Måske er jeg faktisk nået over halvvejs i mit liv, det er vel trods alt de færreste kvinder der bliver over 90. Det er på mange måder en "dvaletid" jeg befinder mig i. Det siges, at man nu har dannet sine meninger, ro på parforholdet, børnene er store og man har tid til at dyrke interesser man selv har lyst til. Og det siges også at man er "sat" - svær at flytte med, lukket for nye ting. Det vil jeg ikke være, bare tanken får mig til at gyse. Og så tænker jeg på et ord i Esajas bog, hvor der står "Vid rummet ud i dit telt, flyt pløkkene længere ud, gør plads til mere". Og jeg tænker på, at når ham som er fra evighed til evighed, er rummelig og til at flytte med, så vil jeg også være det.....

....som nu når jeg i arbejdssammenhæng sætter mig ind i pilgrimsvandringen Caminoen i Spanien, hvor folk vandrer for at finde fred med sig selv og Gud - mennesker som måske aldrig går i kirke her i landet går en fordybelsestur, får en masse vabler, men også en afklaring, et møde med Gud, bare prøv at Google pilgrimsvandring camino, så dukker der fantastiske historier op om folks vandring efter Gud, efter afklaring, efter soning....

....som nu i går aftes hvor jeg var i et propfyldt Falkonercenter og hørte Benny Hinn, en jakkesætklædt prædikant med gurustatus blandt kristne. Der blev samlet penge ind til hans nye fly og hundredevis af danskere myldrede frem og donerede seks tusind kroner hver...plus alle os andre der bare gav småbeløb. Sangene var fra halvfjerserne og akkompagneret af et gammelt hammond-orgel....alt det der kunne gøres ikke-søgervenligt var gjort..... men Gud var meget stærkt til stede, en udefinerlig tyngde af Hans nærvær, som jeg kender så godt og indretter mit liv efter at søge - hvor overraskende at finde netop dette nærvær midt i dårlig musik og dollartiggeri....

....som når jeg med åben mund og polypper ser den Blå Planet og fascineres af en skabning som en håndfisk, en farvestrålende, humoristisk uformelig farvelade af et havdyr, der gemmer sig blandt vandplanter og føder flere håndfisk. Der skal en god portion humor og lyst til at farve udenfor stregerne til at fabrikere sådan en!

.....det får mig til at tænke på, hvordan der skrives "at Gud op igennem tiderne på mangfoldige måder har talt til os. Og nu ved dagenes ende har Han talt til os ved sin søn". Og den Søn er større end den lille flig af Ham, jeg har fattet - Han taler stadig på mangfoldige måder..... og jeg undres stadig i min efterfølgelse af Ham. Det vil jeg ikke give min statistiske midalder lov til at ændre noget ved

Gode grin gør livet lidt lysere. Så jeg synes lige jeg vil fortælle følgende søde historie:

Efter søndagsskolen ville søndagsskolelæreren sluse børnene stille ind i de voksnes gudstjeneste. På vejen ville hun lige minde dem om at opføre sig ordentligt, og spurgte derfor: "Hvorfor er det egentlig man skal være stille inde i de voksnes gudstjeneste?". Lille Sara var hurtig med svaret: "Det er jo fordi de sover derinde"

En af de største kristne forfattere nogensinde er C. S. Lewis, ham der er aktuel med Narnia-filmen. Han var professor ved Oxford Universitet, agnostiker, og han mødtes med andre store tænkere som Tolkien i en ugentlig debatgruppe der hed "The Inklings". Der ville jeg gerne have været en flue på væggen! Lewis drev efterhånden mere og mere over i en aha-oplevelse af, at Gud alligevel findes, og skrev senere i livet fantastiske bøger til forsvar for kristendommen, såsom "Mere Christianity" (på dansk Det er Kristendom) og en Science-fiction trilogi. Interessant forøvrigt, at Science fiction også kan bruges til at fortælle Gud-historie med, ville ønske at en nutidig forfatter ville gøre det samme med Adventure-genren som er så populær.

Lige nu er jeg ved at læse en bog af Lewis, som han skrev da hans kone døde, "En sorgens dagbog". Den er helt anderledes end de afklarede kristne bøger, han ellers på det tidspunkt havde skrevet i mange år. Det er en hudløst ærlig bog, helt reelt en dagbogsoptegnelse i tiden da smerten efter tabet af hustruen var størst, og han giver åbent udtryk for sin vrede og afmagt og endda mistro overfor Gud i den tid. Spørger, hvordan Gud kan påstås at være kærlighed, når han tillader at nogen der er så levende, så tidligt dør af kræft. Jeg krummer uvilkårligt mine farisæer-tæer når jeg læser hvad han skyder Gud i skoene i disse dage, kalder Ham fx for en sadist, en der vifter en sulten om næsen med en skål suppe for så at fjerne den netop når man skal til at spise........ "Uha, siger en af de største kristne tænkere virkelig sådan til Gud?!"

Men det er ok. Kong David gjorde det samme. Og Gud kan godt klare det, han falder ikke ned af tronen bare fordi vi kommer med vores afmagt og tvivl og endda vrede mod ham. De billeder vi i krisesituation kan tegne af ham i vores sind kan være forfærdelige, men det er ok. Gud vender sig ikke fra os når vi råber i vrede. Han kan rumme os. "Jeg er" var det navn Han gav sig selv ved mødet med Moses. Jeg er der når du græder, jeg er der når du føler du er ved at blive sindssyg, jeg er der ikke kun når du ler.

Da min egen spæde datter døde for tyve år siden var jeg også selv igang med pennen og skød Gud grumme ting i skoene. "Nogle siger at du tog hende, andre siger at det var djævelen. I delte måske i porten?" skrev jeg, nærmest spottende.

Men Gud er her endnu. Han slap mig ikke. Han var nær hele tiden, også da jeg var for lammet af smerte til at mærke Hans hånd. Tænk at Han kan rumme os til alle tider. Når jeg er jublende glad, når jeg er doven, når jeg er præmenstruel.

Den Gud jeg tror på kan rumme vores vrede. Han sætter mig ikke til at brænde flag og ambassader ned, hvis andre skulle afbilde ham med en raket i turbanen. Han venter i stedet lige så stille på at vi er færdige med vores vrangbilleder, og så er han der til at gribe os når vi rammer jorden. Det har C S Lewis virkelig fattet. Og det vil jeg gerne selv fatte mere af.

Hørte lige om nogle husejere, der var blevet gruelig snydt, selvom de både havde tegnet ejerskifteforsikring og fået lavet tilstandsrapport. Efter at de var flyttet ind i drømmehuset, begyndte de at blive syge, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at krybekælderen under gulvbrædderne var fuld af skimmelsvamp. Nu var de flyttet ud i haven i en skurvogn mens den tidligere ejer, forsikringsselskabet og det firma, der havde skrevet tilstandsrapporten kæmpede om pladsen ved håndvasken. Surt show, når terminerne skal betales alligevel!

Her i familien har vi også i denne uge opdaget nogle ubehagelige skjulte skader: For over en uge siden kom vores yngste søn, sportsfreaken Andreas hjem med en hævet ankel efter at han var landet forkert på foden ved et volleystævne. Næste dag gjorde det stadig meget ondt og vi gik til læge, som sendte ham videre til røntgen. "Røntgenbilledet viser at det kun er en forstuvning, så bare brug benet" var den besked vi fik. Andreas tiggede om at låne krykker, men fik nej: "Det skal bare gås væk!" Men benet blev ved med at være ømt og hævet, selv efter at vores frosne ærter fra fryseren havde været ude og inde et utal af gange for at lindre. (PS: Gratis ærter kan afhentes hvis du er sulten!).

Så endelig i går, en uge efter røntgenbilledet blev taget, var der en besked på vores telefonsvarer: "Ved nærmere eftersyn har vi opdaget, at der alligevel var et brud på knoglen, så kom hurtigt op på hospitalet". Hele aftenen i går blev derfor tilbragt på skadestuen, hvor vi efter tre timer blev lagt i midlertidig gips. Hele eftermiddagen i dag blev brugt på et mere fancy ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor ventetiden var ligeså lang, men hvor vi fik gipsen af og i stedet blev forsynet med en skinne, der er lidt mere brugervenlig. Om tre uger med stift ben skulle Andreas igen være klar til at smashe så gulvbrædderne gynger.

Tænker på, at vi måske kan rende rundt med sådanne skjulte skader også i det indre menneske: Der er gået noget i stykker i os, men alle siger bare, at vi skal gå videre og komme over det. Der er en der kan se, hvad der er galt og Han står klar for at gøre os hele igen. Det kræver bare at vi tør være ærlige og erkende vores behov. Nogle gange kræver det tid, men vi er ikke alene i det. Selv oplever jeg det ihvertfald som noget af det stærkeste i mit liv, at Guds åbne arme er der hver gang der sker noget skidt for mig. Skidt sker jo, for nu at oversætte en kendt engelsk talemåde. Skal vi bare gå videre og leve med de evindelige ærteposer frem og tilbage, eller skal vi gå ind i lægedommen, skal vi åbne for Guds kærlighed? Det sad jeg og tænkte på mens vi ventede på gips og skinne.

Lige siden vi i 1988 flyttede til Canada og tilbragte fem forfærdelige timer i Heathrow lufthavn med en overtræt toårig, har vi joket med, at selvom vi ikke er katolikker og dermed ikke tror på Skærsilden, så har vi nærmet os dens indgang på jorden. Heathrow Lufthavn må være det forfærdeligste sted der findes: Dårlig luft, dårlig lyd, dårligt design og time efter time i forgæves venten. Så vi havde sådan set lovet hinanden aldrig at flyve derigennem igen.

MEEEEN nu er det altså sådan, at vi er ret nærige (eller sparsommelige) og da hele familien skulle til Canada for første gang i de mange år siden vi flyttede tilbage derfra, var det lige præcis gennem Heathrow, rejsen var billigst.

18 år efter vores mareridt, i glemslens tåger, rejste vi derfor gladelig igennem Heathrow, og det gik faktisk fint på vej derover. Men på vej hjem måtte vi sidde en ekstra time i vores fly, fordi der var noget galt med udgangen, og til sidst måtte vi køre tværs over nogle baner til en anden gate. Bad lige en ekstra bøn, for var ulykken i Milano ikke lige netop noget med et fly der kørte på tværs af nogle baner??

Vi kom helskindede af, men fuglen videre var fløjet, så vi måtte booke om og tilbringe fem timer med at vente på et andet fly. Teenagerne fandt en elektronikbutik, faren fandt en avis, moren var ikke i shoppehumør (DET er en sjældenhed!) men fandt et multifaith prayer room og gik ind for at bede lidt stille og sige Gud tak for en dejlig ferie. Det var en fascinerende oplevelse at sidde der stille med sin Jesus mens det myldrede ud og ind med muslimer med bedetæpper, taichi-udførende yogier og turban-klædte Sikher. Kom ikke og sig, at folk ikke er religiøst bevidste. Jeg følte mig som Paulus på Marsbakken. Men jeg bad. Bad for Heathrow, at Gud ville beskytte lufthavnen og dem der kom ind og ud af Europa her, at folk måtte tænke på Gud i bønnerummet og at stedet måtte være beskyttet af Guds engle. "Lad dit rige komme til Heathrow, Gud"! En hurtig bøn, og så videre, op på flyet, hjem til dagligdagen og de mange andre ting jeg plejer at bede for.

En måned efter var der så - næsten - et terrorangreb i Heathrow. Man fangede alle de banditter, der havde tænkt sig at sprænge sig selv og mange andre i luften. Og jeg tænkte.... tænkte på, om Gud mon brugte min lille bøn den dag, og de mange andre kristnes bønner, der nok også er steget op derfra. Heathrow blev beskyttet af englevagter. Og for fremtiden når jeg tænker på stedet, vil det ikke være som et forfærdeligt sted, men som et sted, Gud passede på... måske fordi der var nogen der bad.