Engle i mit liv
-----------
Julekasserne er fundet frem fra kælderen og jeg går og folder de halvmaste engle ud og finder pladser til dem i min stue. Gennem årene har jeg af en eller anden grund fået engle forærende af mange forskellige veninder, og når jeg genser englene nu i julen, minder de mig om hver enkelt giver. Der er den hjemmelavede stof- og guldengel, som den ældre kristne nabokone har lavet til mig for år tilbage. Hun bor lidt længere henne ad vejen og vi ses ikke så tit mere, men hvor var det sødt og personligt at hun lavede den til mig. Der er de fine filtede engle jeg fik sidste jul af min kære norske veninde Svanhild og jeg bliver varm om hjertet ved tanken om de gode oplevelser vi har haft sammen i Guds nærvær. Der er en forbøns-engel, jeg har fået af dejlige Linda som jeg var mentor for i begyndelsen af hendes vandring med Gud. Nu er hun flyttet til en anden kirke, hvor hun trives, men englen står der i mit vindue og minder mig om den gode tid vi havde sammen for et par år siden. Der er den største engel af dem allesammen, den sidder på skabet året rundt og minder mig om vores kirkes release-party, hvor jeg fik den af Pia. Den holder en skål i hånden altid, som om den bærer lyset. Nu deler Pia og jeg den dejlige oplevelse "Harp & Bowl" hvor vi beder og lovsynger sammen på tværs af kirker hver tirsdag eftermiddag. Harp & Bowl. Relevant, fordi englen netop holder en skål. Der er en smuk hjemmelavet blonde-engel fra en kunstnerisk veninde, der boede hos os nogle måneder efter en separation helt tilbage i Canada-tiden. Hvad der er blevet af hende ved jeg ikke, men englen minder mig om hende og de gode stunder vi havde sammen dengang for tyve år siden. Der er en sød hvid buttet engel fra dejlige Mie, som nu bor helt i Kina. En høj, rank, stråengel fra Liv, der udstråler åndelig autoritet. Og jeg kunne blive ved med at beskrive dejlige engle der minder mig om deres givere, som også på andre måder har givet gaver ind i mit liv. Jeg er bare verdens rigeste kvinde at have så mange skønne venner! Der står et sted i biblen, at det er godt at være gæstfri, for så får man engle som gæster. Jeg synes jeg så tit har haft engle som gæster. Jeg bliver så taknemlig for de personlige, unikke minder om, at jeg er omgivet af godhed. Gud har lovet englevagt til dem der følger ham, og jeg tror skam på engle som overnaturlige væsener der usynligt passer på os. Men jeg er også taknemlig for de helt jordnære, tobenede, vingeløse af slagsen, som giver mig et kram, når jeg har brug for det og et kærligt spark bagi når jeg har brug for det. Så velkommen igen, Guds engle små fra høje himmelsale. Og fra jordnære kaffetåre, cykelture i skoven, delte sorger og glæder, frustrationer og konflikter, som vi fik løst. Selvom vingerne kan blive lidt mast i årenes løb, så har vi hinanden!

Tohjulede bønner.

Læste lige i avisen forleden at Roskilde er dømt til at være en af landets mest attraktive byer. Og sådan en dag som i dag, hvor himlen er så tindrende blå og højt, højt oppe, der synes jeg - igen - at jeg bor på jordens dejligste plet. Cyklede en smutvej, forbi en kær veninde som kom til tro sidste år og som glæder mig med sin efterfølgelse af Jesus. "Pas på hende, Far" lød det fra mit hjerte mens jeg susede forbi hendes lejlighed. Den anden dag fik jeg faktisk sagt til hende, hvor glad jeg er fordi jeg har fået en rigtig god veninde i kirken på min egen alder. "Det var sådan en gave for mig at du kom til tro i en ellers svær tid!" sagde jeg og fældede en lille tåre af bar taknemlighed.

Videre cykler jeg, forbi børnehaven, hvor en anden god veninde er pædagog, men hun er syg i dag, ved jeg fra Facebook. "Vær med hende, Far, gør hende hurtigt rask igen og velsign den børnehave hvor der lige nu er så mange nedskæringer. Pas godt på de dejlige unger og hjælp personalet med at have det nødvendige overskud og humør midt i nedskæringerne". Så ind og kigge i Frelsens Hærs genbrug, hvor jeg også kender dem, der ekspederer, fra gamle dages kirkesammenhæng. Får en lille sludder og takker igen i tankerne Gud fordi Frelsens Hær gør så meget for de ældre og ensomme. Render på en dejlig teenagepige, en datter af en veninde, og får et knus af hende. "Gud vil du hjælpe den skønne pige, det er ikke nemt at være teenager i dag med alle de valg, der skal træffes. Pas på hende også!" Fart på cyklen, op ad bakken, forbi træer i gyldne, brune og orange nuancer. "Tak fordi du er så farverig Gud, selv når alting forfalder og går på hæld, giver du det skønhed!". Så et ærinde ud i Baptistkirken, hvor jeg render på en god gammel bror, jeg har kendt i mange år, en herlig trofast Guds tjener. Lige vende verdenssituationen med ham, så dukker en anden gammel veninde fra min tid som Aglow-lovsanger op. Hendes øjne tindrer når hun fortæller om sine nyfødte tvillingebørnebørn. Cykler glad hjem og undrer mig igen over, at blade kan være så tindrende orange og at der overhovedet kan findes så mange gyldne nuancer. "Tak for min dejlige by, hvor jeg har så mange gode minder fra. Tak for mine år i Canada, men tak fordi jeg fik lov til at vende tilbage hertil og mærke min historie."

Går jo faktisk og tror, at jeg en dag skal være med i et team, der planter en Vineyard i en anden by i Danmark. Men kan jeg nogensinde komme til at holde lige så meget af et nyt sted som jeg gør af denne gamle kongeby? Lidt ligesom da jeg ventede Aron og tænkte, at jeg da umuligt kunne komme til at holde ligeså meget af en ny baby som jeg gjorde af storebror Adam på to. Men vupti, så snart han kom ud, den lille ny, så var den der, kærligheden, - der var rigeligt til den næste også. Og til nummer tre. "Kærligheden vokser når man deler den ud" sang vi i gamle dage. Lige oppe ad bakken. I ungdomsgruppen. I Roskilde, verdens dejligste by - indtil videre....

Først på sommeren havde Kristeligt Dagblad en kronikkonkurrence, som jeg ville deltage i. Jeg fik skrevet, men flyvsk og glemsom som jeg er, fik jeg ikke afleveret min kronik inden deadline. Jeg bringer den nu her, lidt bævende, for det er en stor del af mig selv, jeg afleverer her. Tag varsomt imod min blottede sjæl, kære læser!
------------------------------------------------------------------

”Intet menneske er en ø; en verden for sig. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele”.

Sådan skrev John Donne i 1624. Mange år tidligere skrev Paulus, at “Ingen af os lever for os selv og ingen af os dør for os selv”. Tråde fra andre menneskers liv bliver vævet ind og ud af vores eksistenser. Disse tråde skaber nuancer, knuder og nogle gange hårdknuder. Vi er som vævestykker, hvor rammen ikke er afgrænset, men hvor der hele tiden kommer tråde ind fra alle kanter. Der skabes på den måde et billede, der er alt andet end firkantet, det er derimod kompliceret og farverigt, og det følger ikke altid reglerne for god farvesammensætning.

“Intet menneske er en ø”. Det er et smukt udsagn. Men der er mange øer i Danmark og uden selv at vælge det, blev jeg født som sådan en ø. Som enebarn på landet med gamle forældre var min eneste ven min hund, for det var sjældent, der var andre at lege med. Bøgerne blev mine venner, som jeg tilbragte eventyrlige timer sammen med. Ofte læste jeg mig bort til en øde ø, hvor jeg kunne gøre som jeg ville og var den mægtige enehersker. Jeg svingede i lianer og spiste ananas og kokosnødder dagen lang og ingen forstyrrede idyllen. Men det, jeg bedst kunne lide, var at læse seriebøger om piger på en kostskole. Her blev jeg selv til hovedpersonen, der løste alle kriser og var den, pigerne gik til, når der var opstået uvenskab eller kurrer på tråden. Jeg var den retfærdige dommer med stor visdom, der skar igennem diskussionerne. Jeg var en mentor, der skabte løsninger, som alle var glade for.

I virkelighedens verden havde jeg gået hjemme hos min mor til jeg skulle i skole som syvårig og jeg fik dér i første klasse at føle, at jeg var en af de nederste på hakkeordenen. Min lederrolle fra de seriebøger, som jeg fortsat flittigt fulgte med i gennem mine første skoleår, havde ikke meget at gøre med min virkelighed. I fantasien var jeg måske nok alfahun, men i skolen var det anderledes. Jeg var et hoved mindre end mine klassekammerater og ikke den mest velbevandrede i at begå mig. Selvom jeg var omgivet af klassekammerater, levede jeg et ensomt liv i skolegården. Min hund og mine bøger kunne jeg stole på, de mobbede ikke, de var forudsigelige. Jeg måtte holde fast på mig selv. I kostskolens fantasiunivers kunne jeg bevare min heltestatus, kun afbrudt af bratte opvågninger i klasseværelset, som jeg igen måtte fortrænge med en ny bog.

Jeg ved ikke, om udtrykket “mangel på sociale kompetencer” overhovedet var et begreb på datidens lærerværelser, men hvis det var, må jeg have været på dagsordenen. “Hende den lille fra anden, hun skriver en masse fantastiske eventyr, men hun lever da vist et ensomt liv”.

Efterhånden som jeg blev ældre, kunne jeg ikke længere fastholde fantasibilledet fra kostskolen. Virkeligheden bed sig ubarmhjertigt fast. Jeg gemmer stadig en historie, som jeg skrev i sjette klasse om livets meningsløshed. Om kioskhandler Madsen, der stod op hver morgen og læste den samme avis og stak i de samme slidte tøfler. Kun ganske overfladisk talte han med de folk, der gik ind og ud af hans butik, han var grundlæggende ensom i sin meningsløshed. Det var socialrealisme før jeg havde lært, at denne genre fandtes, og min lærer skrev en kommentar efter stilen: “Det er vist ikke helt din egen historie?”. Han havde vel svært ved at forestille sig, at en barnesjæl kunne være så kynisk, så håbløs og formørket. Men det var nu helt min egen historie, jeg levede som en ø for mig selv og selvom øen var ung, var den øde og gold.

En grundlæggende fornemmelse af ikke at høre til, at være udenfor, var blevet en del af mit liv undervejs fra eventyrverden til virkelighed. Jeg prøvede at fortrænge fornemmelsen, men jeg levede efterhånden alligevel med den som et vilkår. Ensomheden var noget helt underliggende, der definerede min identitet.

Vi var flyttet til en ny landsby og jeg var begyndt på en anden skole i tredje klasse. Naboen havde en pige, som var tre år yngre end mig, som jeg begyndte at lege noget med. Hun fandt sig i mine urimeligheder og i, at jeg altid ville bestemme, hvad vi skulle lave. - Hun var nok helt benovet over, at en pige, der var så meget ældre, gad lege med hende. Anne blev en god veninde, som stadig væver tråde ind i mit liv. Annes familie var kristne, de gik i frikirke og den frikirke holdt sommerlejre for børn. Efter nogle år blev jeg inviteret med på sådan en lejr.

Her var voksne der troede så meget på Gud og mennesker, at de ville bruge en uge af deres ferie på at knokle fra solen stod op til den gik ned med at arrangere skattejagter, holde konkurrencer, spille sketch, skrælle kartofler, være livreddere ved stranden og give os unger en oplevelse for livet. De fortalte om en Gud, som har skabt os i sit billede med en værdighed, et tilhørsforhold, en ret til at være. Da jeg hørte deres historier, gav det genlyd i mit indre. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at høre til, at være elsket af en der var større end mig. Jeg besluttede, at den kristne tro skulle være personlig for mig. En af de voksne bad sammen med mig og jeg tog imod troens gave.

Jeg kan bedst beskrive det, som at jeg oplevede mig selv som en løs streng, der ingen lyd havde i sig. I det møde på lejren satte mesteren mig på en Stradivarius violin, justerede mig, stemte mig, så der pludselig begyndte at komme harmoni og klang i mit liv. Jeg opdagede, at jeg havde en plads, at jeg var omgivet af andre strenge og samspillet med dem kunne skabe smukke og interessante harmonier.

Dengang var jeg tretten, I dag er jeg 48. Der er spillet mange forskellige melodier I mit liv siden den dag på sommerlejren, mere eller mindre harmoniske melodier, der er opstået skæve og uventede lyde. Nogle af de strenge, som jeg har været tæt på, er i mellemtiden knækket eller har skiftet lyd. Men mødet med mesteren har sat mig i stand til at have en klangbund i mit eget liv, så jeg kan harmonere med andre. Jeg har fået mange og meget forskellige venner og fordi jeg har boet på flere kontinenter, er nogle gledet ud af mit liv igen. Men alle har de sat et spor, alle har de bidraget med en tråd i mit livs vævestykke. Jeg har undervejs opdaget, at det sjældent er dem, som ligner mig mest, der skabes de bedste harmonier med. I den kirke, jeg er en del af, har jeg venner i alle aldre. Venner af forskellig politisk observans og fra mange indkomstlag. Nogle venner er perifere, de klinger blot lidt i baggrunden som en næsten ubetydelig brise, man knap fornemmer. Andre brager igennem med deres dybe bas eller staccato afbrydelser. Men jeg blomstrer i samspillet og oplever, at det er mesterens hånd, der får mig til at klinge og swinge.

Når jeg har holdt grillaften for naboer eller venner. Når jeg går og rydder op efter festen og stadig kan høre genlyden af latteren fra de glade børn, der deltog. Når jeg ser den finurlige sløjfe, som min gode kreative veninde har bundet om sit tømte vinglas. Når jeg har siddet omkring bålfadet med mine dejlige naboer, der måske ikke deler min tro, men som jeg deler så meget andet godt med. Når minderne fra disse oplevelser hænger ved indeni mig længe efter, at festen er forbi. Så bliver jeg så taknemlig til mesteren, til Gud, min bedste ven, som har fundet mig, sat mig ind i et samspil og udrustet mig med noget jeg ikke var født med: Evnen til at klinge sammen med andre.

Oplevelsen af at være elsket af ham skaber en dyb resonans , så jeg har noget at byde ind med i forskellige samspil. Jeg er taknemlig for, at han opdagede øen og gjorde den i stand til at blive en del af noget større. Jeg er ikke længere enehersker. Det er rigtig godt at ha’ nogen at svinge sammen med. Øen er blevet en del af fastlandet.

Har du nogensinde hørt udtrykket: "Hun kunne bare ikke få armene ned"? Det er en rimelig ny talemåde tror jeg, og det betyder, at begejstringen var så stor, at det var helt naturligt at vifte med armene og svært at holde op igen. Jeg mærkede det selv helt fysisk i januar da jeg var til stævne med en uges fed lovsang i England. Midt på ugen kunne jeg ikke forstå, at mine overarme var så ømme og jeg prøvede at huske tilbage, om mine kufferter havde været specielt tunge eller der var nogen der havde skubbet hårdt til mig, så jeg havde fået blå mærker. Måtte grine af mig selv, da det gik op for mig, at det jo var al den fantastiske lovsang, jeg deltog i flere gange om dagen. Jeg er jo ikke lige top-trænet, så når jeg pludselig tilbringer halve og hele timer hver dag med armene løftet, kan det mærkes på den gamle krop. Når man ikke kan få armene ned, så er man glad!

Nå men småforvirret som jeg er har jeg lavet min egen variant over temaet. I fredags kunne det siges om mig, at jeg ikke kunne få FLAGET ned. Min yngste søn skulle vende hjem fra Venezuela efter en lang missionsrejse. På grund af arbejde havde jeg ikke mulighed for at tage i lufthavnen, men min veninde tog Andreas med hjem sammen sin egen søn i deres bil og jeg stod klar med kagebord, gaver, lagkage og dannebrog til tops, da de kom (måtte for øvrigt lige ha hjælp fra naboen til at hejse flaget, for det plejer mændene i huset at gøre). Øjjjj hvor var det fedt at se den dreng og fejre, at han kom hjem og holde sådan en mini-velkomst-fødselsdag. Tænk, at han er 18 og at han er blevet sådan en dejlig ung mand, der bare vil tjene Gud med sit liv!

Lidt efter blev det fyraften og også faderen landede og vi så billeder og udvekslede gaver og fortalte og grinede. Til langt ud på aftenen nød jeg det længe savnede selskab af min hjemvendte søn og dejsede til sidst i seng, glad og udmattet efter en lang arbejdsdag med efterfølgende fejring. Sov sødt .....LIIIIIGE ind til kl. 4.03, hvor jeg vågnede med et spjæt: Jeg havde glemt at tage flaget ned og det er dårlig dansk karma at la det sidde deroppe i flagstangen når solen er gået ned. Det var den og den var snart ved at stå op igen. Hvad tænkte alle vores pæne naboer mon nu om de skøre hippier i nr. 17?

Listede mig ud i nattøj og fik det taget ned kl. 4:07 (vel at mærke uden at slæbe det henad jorden, for det må man jo heller ikke). Dejsede tilbage i seng og sov hurtigt igen. Men nu bagefter tænker jeg, at man kan være så glad, at man ikke husker at ta flaget ned. Sådan tror jeg osse det gik i Nazaret i en vis historie for 2000 år siden, da en anden søn vendte hjem. Den gode far slagtede fedekalven og tilkaldte alle sine Facebook-venner og så blev der festet igennem.

Jeg elsker den måde min himmelske Far sniger den historie ind i sin bog på: For det er sådan han er - Han elsker sine børn, elsker at fejre, hver gang vi vender os mod ham med åbne hjerter og ansigter, fryder sig når vi holder op med at kæmpe og lader os gribe af hans arme. Hver gang, vi kommer hjem fra vores "ture" - ud i tvivl, ud i frygt, eller hvor end vi har været. Når vi vender hjem, så hejser han flaget. Ligesom jeg gjorde i fredags. Han bliver ved at fejre os længe efter vi er blevet trætte af os selv.

Se det er kærlighed, og det blev jeg mindet om lørdag morgen kl. 4:23!

Fandt lige et gammelt digt jeg havde forfattet på en af de første mødeplaner udgivet i Roskilde Vineyard for år tilbage. Syntes jeg ville dele det med jer, for det er stadig aktuelt at "tænke hvis"....


Tænk hvis ….
Det smil jeg giver i kassekøen,
Det skulderklap jeg giver en kollega,
Den venlighed jeg viser en vranten vicevært…
Kan bringe en bid glæde til et trist menneske

Så er Guds rige kommet en smule,
Så er Åndens frugt klar på grenen
Så kan folk plukke, tage en bid og blive glade

For Åndens frugt er
kærlighed, glæde, fred, tålmodighed
og hvem har ikke lyst til at sætte tænderne
I en så forfriskende frugt

Kom og vær med i vores fællesskab,
Hvor vi tilstræber at holde frugten frisk hele året
Hvor du er velkommen
Hvadenten du kommer med overskud
eller underskud
Smag på frugten
Smag og se at Gud er god

Det er underligt pludselig at være helt alene, når jeg er vant til at være omgivet af min familie og af en kirke, hvor der sker masser af ting. Normalt er der altid nogen fra kirken der dumper ind for at øve lovsang i min kælder, låne vores bil eller få sig en kop kaffe og en snak. Nu er det sommer og det hele er gået i stå. Hele 21 fra kirken er i Venezuela på missionsrejse og jeg kan på Facebook følge med i, hvad der sker dernede af spændende ting. Den eneste af mine sønner, der stadig bor hjemme, er med dernede. Min bedre halvdel er rejst til Canada til studenterjubilæum og jeg er blevet alene hjemme, dels for at tage ekstraarbejde på kontoret mens mine kolleger holder ferie og dels for at passe min Bed & Breakfast, der jo bugner af turister på denne årstid. Så fremmede kommer og går i mine udlejede værelser ovenpå. Men herinde hos mig er der stille. Voldsomt stille. Må sande hvad der står i et af Biblens første kapitler "Det er ikke godt for mennesket at være alene".

Min hjerne er åbenbart gået i sommerdvale, for i onsdags skulle jeg faktisk have lagt hus til en sommernetværksgruppe. Året rundt mødes vi jo i fem forskellige grupper og om sommeren slås de sammen til én fordi så mange holder ferie. Så kan man altid lige ses en onsdag, hvis man af en eller anden grund ikke er taget på ferie. Sådan en gruppe skulle jeg have holdt i onsdags, det havde jeg bare svedt ud. Så da en dejlig familie var kørt helt fra Hvidovre og ringede til mig fra min have, fortalte jeg dem det som det var, at jeg var langt væk og bestemt ikke mente, jeg skulle holde gruppe i aften. Jeg sendte dem hjem igen. Men da jeg senere kom hjem og kiggede i kalenderen, fik jeg vældig røde ører. Jeg SKULLE faktisk have holdt gruppe. Og kunne godt ha' brugt det dejlige fællesskab.

Sandelig om jeg ikke fik en lignende opringning i søndags, hvor et nyt par stod i min have og ringede til mig og mente, at jeg skulle holde havegudstjeneste. Jeg lånte computeren der hvor jeg var og tjekkede febrilsk kirkens hjemmeside. Nej, der er ikke havegudstjeneste før NÆSTE søndag. Puha, der fik jeg sved på panden! Men jeg skyndte mig at overtale dem til at blive de ti minutter det ville tage mig at køre hjem, og så fik vi os en kop kaffe og en god snak, en hyggelig vandretur på havnen og sandelig om ikke jeg fik tiltusket mig en dejlig middag hjemme hos dem bagefter. Sluttede dagen med at bede sammen og kørte glad hjem, taknemlig for kristent fællesskab, som jeg så let bare tager for givet, men rigtig mærker vigtigheden af nu hvor det er småt med det.

Læste om en glad ejer af et tæppe lavet af oldemorslapper, der beskrev sin skat: "Min bedstemor har lavet det til mig, der er 178 forskellige lapper og ikke to ens rører ved hinanden". Og så tænkte jeg, at det er lidt det, Gud har gang i med det kludetæppe, der hedder Roskilde Vineyard. Vi er vidt forskellige mennesker i forskellige faser af tro og tvivl. Nogle er velhavende og veluddannede, andre er af samfundet påhæftet en anden etiket, som fx "kontanthjælpsmodtager" eller "psykisk syg". Nogle er danskere, andre kommer fra andre ender af verden. Men når vi samles ved korsets fod er vi allesammen lige elskede, så forskellige som vi er. Hvor er det en spændende dynamik og farverigdom, der opstår når "ikke to ens rører ved hinanden". Eller som Peter siger i sit brev: Vi er et hus som Gud er ved at bygge af levende sten. Levende sten - selve sammensætningen er modsætningsfyldt. Men spændende! Og fantastisk når sten der ellers har været kolde og grå kommer ind i mødet med Guds kærlighed i vores fællesskab og begynder at få farve og glød og få slebet nogle kanter af.

Så ligesom pigen i damebladet var glad for sit sammensatte tæppe er jeg kisteglad for mit kæreste eje: En menighed af brogede mennesker, hvor ikke to ens rører ved hinanden, men hvor facetterne i vores forskellighed får lov til at reflektere Guds storhed.

Så må vi SÅ få de gudstjenester i gang igen! Denne her lap trænger til lidt sammenstrikning!

Kongen kommer

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed kan jeg berette, at vi for nylig har haft nogle af historiens vådeste regnvejrsdage i Roskilde. Det har simpelthen stået ned i stænger i den grad at det har påvirket Facebook-debatten, fordi alle er så trætte af al den regn. Jeg håber bare, det virker, når alle mine FB-venner laver disse grupper, der kræver sol!

På forsiden af vores lokalavis var der forleden et billede af en meget lang kø af mennesker med paraplyer, der stod i kø i en gade i Roskilde på netop en af disse våde dage. I timevis stod de og ventede mens regnen silede ned over dem. De måtte have et vigtigt ærinde, tænkte jeg, for selv holder jeg mig helst inden døre når vejret er sådan. Hvad var det, der var så spændende, at man ville stå i så lang en kø i silende regn?

Det var såmænd en gudstjeneste i Roskilde Domkirke, der skulle hentes billetter til. På søndag afholdes nemlig festgudstjeneste i domkirken for at fejre, at restaureringen, der har stået på i et par år, nu er gennemført og kirken er fin og flot og taget skinner som en nyslået kobberskilling. Det er nemlig det det er, kobber altså. Og så skal de holde en gudstjeneste for at fejre, at de mange millioner skattekroner nu ligger deroppe på taget og skinner. Mens vi i øvrigt skruer ned for ældrepleje og afskaffer efterløn og forhøjer arbejdstiden nede på jorden, men det er en anden historie.

Kronprins Frederik og hans Mary har fået to billetter, så de kommer. De stod ikke i køen. Men alle dem der stod i køen, de kunne max. få to billetter hver, for der forventes så mange gæster, at man måtte rationere adgangen. Normalt er der jo god plads i vores fine domkirke, så jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det måske er prinsen der trækker. Tænk, at se Mary og Frederik, vores kommende konge. Mange vil gerne kunne fortælle, at de har set prinsen, at Mary kiggede hen mod dem, at de sad kun x rækker fra de royale. Så billetterne blev revet væk af paraplyfolket, der kunne gå våde, men glade hjem et par timer senere med gevinsten i lommen.

Det er på søndag, det sker. Prinsen kommer til Roskilde. Det skal nok blive festligt.

Men til alle jer, der ikke fik billetter, har jeg en anden invitation: Kongernes Konge kommer i Roskilde Vineyard, der mødes under mere ydmyge forhold i byens kulturhus lige nedenfor bakken. Han kommer hver søndag, når vi løfter vores stemmer i lovsang, når vi tager et par timer ud af vores kalender for at hylde ham sammen. Han kommer til os i sangen, Han hvisker til os i vores hjerter, når vi hører hans ord, han letter vores byrder, når vi modtager forbøn. Han har endda helbredt syge, som vi har bedt for til vores gudstjenester. Han er den stille deltager i samtalerne over kaffekopperne, hvor vi deler liv med hinanden.

Der er plads til ca. 80, og vi åbner bare vinduerne, hvis luften bliver for tæt. Der er plads til at være dig, at være helt tæt på Kongen eller at holde behørig afstand hvis du bare er lidt nysgerrig samtidig med at du er skeptisk. Du behøver ikke tage gallakjole på eller stryge skjorten, du kan bare komme som du er. Der er ingen fotografer fra Billedbladet, for Kongen kommer som regel meget stille og diskret, ved første øjekast kan man måske ikke engang få øje på ham derinde. Mødet kan ligne et af de dusinvis af andre offentlige møder, der afholdes i Kulturhusets lokaler i ugens løb. Men der er noget ganske særligt ved disse samlinger. For når to eller tre samles om denne Konge, så dukker han op og berører os dybt inde, gør noget ved os. Han elsker os præcis som vi er, men han elsker os for meget til at lade os blive som vi er. Han begynder at give os værdi, sætte vores fødder på en klippe, lade glæden boble i maven på os, give os overskud til at være mere end bare os selv.

Jeg har selv haft oplevelsen af at komme for sent, ikke at have fået billet, at være udenfor. Bare at være blevet våd UDEN at ha fået billetten. At være langt væk fra Kongen og dem der havde lov til at være under samme tag som ham. Husker stadig aha-oplevelsen fra jeg første gang mærkede hans nærvær ved en gudstjeneste og fornemmede, at han ikke bare var langt væk, en jeg kunne få et glimt af, hvis jeg var heldig, men ganske nær, en der ville mig det godt.

Er taknemlig for at ha været med til at bygge en kirke, hvor folk, der har haft den samme fornemmelse af "udenfor" som jeg selv har haft engang, kan komme ind og mærke, at Kongen lever og ønsker venskab med os. Så vel mødt på søndag. Du behøver ikke stå i kø i regnvejr. Og hvis du kommer med et åbent sind, tror jeg, du vil opleve, at solen står op indeni dig. Med lægedom under sine vinger. For det er det, der sker, når man møder kongernes konge.

Lejr

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig kirkelejr, der har foregået her i Pinsen, hvor 90 børn, hunde, unge og ældre i skøn forening har nydt fællesskabet midt i en skov og næsten solskin. De store børn har danset for os, de små har hygget sig i sandkassen, fodbolden har været rødglødende og nye venskaber er opstået på tværs af kulturer og aldre. Lovsangen har løftet taget og vi har fået dejlig opmuntrende undervisning og bedt for hinanden på kryds og tværs. Det var skønt at have hele 16 med fra vores venskabskirke i Taunton, som nu har besøgt vores kirke for fjerde gang, selvom det nu er første gang, de er kommet så mange på en gang.

"Det her er en forsmag" proklamerede Britta med strålende øjne midt i opvasken i køkkenet i forgårs og jeg tror, hun mente en forsmag på himlen, selvom der sikkert ikke er så meget opvask der. Britta er vist endnu større lejrentusiast end jeg er, selvom jeg også har svært ved at få armene ned her dagen derpå, hvor jeg har sytten læs vasketøj og en masse udpakning at gå i gang med. Mange af de bønner jeg har gået og bedt for kirken og mine venner er blevet besvaret og der var et par stykker, som gav deres liv til Jesus på den lejr. Det er det bedste jeg ved, når det sker, jeg husker stadig den dag for mange år siden da det gik op for mig at Gud elsker sådan et skrog som mig og lyset blev tændt, det var ligesom om mit liv skiftede fra sort/hvid til farve. Fedt at møde nye venner der oplever det samme!

Syv af de seksten englændere var med herhjemme bagefter indtil de skulle tjekke ind fem timer efter lejren sluttede, og de fortalte også om at de havde oplevet Gud gennem os, vildt, for vi er jo nogle ganske almindelige drønnerter, der tit er lidt flossede i kanten. Vemodigt var det at gå turen rundt i afgangshallen og kramme farvel og ønske lejren ville fortsætte lidt endnu. På vej hjem i bilen alene sagde jeg til Gud, at det kunne være fedt at tage en tom flaske og fylde lejrstemningen på og sætte en prop på og så åbne en dag, hvor regnen står ned i strømme, chefen er sur og en uventet regning dukker op. Den varme fornemmelse man får i maven når to af ens yndlingsunger leger sødt i sandkassen eller man giver et kæmpeknus til sådan en ny eller gammel ven fra England, eller ser et konkret bønnesvar med sine egne to øjne, det kaldte vi i Canada "warm fuzzies". Man får også "warm fuzzies" når ens søn husker mors dag, manden køber blomster eller man får en opmuntrende mail. Men ak, warm fuzzies er desværre ikke sådan at fylde på flaske. Efter et vist læs af vasketøj og hverdage på arbejdet, så er det igen.... hverdag. Og det sker faktisk relativt sjældent at mine børn husker mors dag og manden køber blomster......

Guds nærvær opleves stærkt hvor to eller tre er forsamlede. Endnu stærkere når 90 er forsamlede. Men når musikudstyret fra lejren er pakket sammen og vi er kørt hver til sit, så har vi stadig Guds løfte om, at han aldrig vil slippe os og aldrig forlade os.
Warm fuzzies siver langsomt ud af flasken, men vi har stadig hinanden i gudstjenesterne og netværksgrupperne og på Facebook og mest af alt har vi indeni os "et kildespring til evigt liv" der ikke sådan siver ud. Guds nærvær er der også i hverdagen, det er det, jeg kalder nærhverdag....

Lige nu bobler det bare i mig og jeg glæder mig over at have verdens bedste Gud, verdens bedste venner og verdens bedste kirke. De rigdomme siver ikke så nemt ud af flasken.

Min kære gamle mor kan næsten ikke gå og får derfor sine købmandsvarer leveret, men en ting, telefonkøbmandsbutikken ikke leverer er lottokuponer. Sådan en bliver jeg sendt i byen efter ca. ugentligt og jeg tænker på hver gang jeg står i kiosk-køen, at Lotto absolut ikke siger mig noget. Lad andre blot fantasere om at vinde millioner, jeg selv vil hellere opleve glæden ved at spare sammen og endelig få råd til noget vi har ønsket os, eller finde en kjole der ligner en million i en genbrugsbutik til en tyver. Det at kunne købe en masse dyre ting på en gang siger mig ikke så meget. De bedste ting i livet er ikke ting.

Én ting der er vældig dyrebar for mig og bliver det mere og mere med alderen er venskaber. David og Jonatan i bibelen havde sådan et venskab, hvor de kunne dele alt. "David elskede Jonatan lige så højt som han elskede sig selv" siger biblen, og moderne mennesker, der læser disse tos historie, forledes ofte til at betragte dem som bøsser. De var nu gift hver især og bestemt ikke bøsser, men altså rigtig gode venner. Jeg har jo boet flere forskellige steder i verden i længere perioder og har alle disse steder mødt dejlige kvinder, som jeg kunne dele livet med og vende glæder og sorger med. Jeg er udadvendt og har nemt ved at aflevere mig selv også til folk jeg ikke har kendt så længe. Men så når vi flytter væk fra stedet og den pågældende person er "ude af øje" bliver det sjældent til andet end et årligt kopieret julebrev. Efter jeg er kommet på Facebook er det lidt lettere lige at sige hej til de dejlige piger rundt om i verden, og når vi endelig ses igen, måske efter flere år, er det som regel nemt at falde i hak igen uden at skulle igennem alle mulige "indledende manøvrer". Jeg sætter stor pris på mine venskaber.
Der var faktisk engang for flere år siden, hvor jeg følte mig totalt inkompetent som præst og syntes jeg manglede en masse kvalifikationer til det hverv. Jeg spurgte derfor Gud om ikke han ville vise mig én god egenskab, jeg har, som gjorde mig egnet til netop at være præst. "Du er god til at være en ven" sagde Han så til mig. Og det må jeg faktisk give ham ret i - i al beskedenhed hehe. Jeg er så taknemlig for at have evnen til at vandre sammen med et andet menneske og opleve synergien, når "jern slibes mod jern" som bibelen beskriver det når mennesker sparrer og skærper hinanden i et godt venskab.

I et par dage har jeg netop haft besøg af en rigtig god veninde fra Norge. Det viste sig, at jeg slet ikke havde så meget fri til at være sammen med hende, men hun er en stærk jente som selv fandt på noget. I den smule tid, vi havde, fik vi snakket og grinet og bedt og vendt hele verden fra mænd til børn til shopping til kirkeledelse. I går tog vi ud på en lang hvid dansk sandstrand og sad i klitterne og slikkede forårssol. Og holdt lange pauser hvor vi ikke snakkede, for det behøver man ikke, når man slapper godt af sammen. Denne kære pige mistede pludselig og uventet sin mand for knap et år siden og leder nu en menighed alene samtidig med at hun afvikler sin mands firma, gennemgår sorgens faser, er der for sine halvvoksne børn, er med til at lede en børnehave, en genbrugsbutik og holder konferencer. For et par timer satte jeg hende af i lufthavnen, men i går aftes sad hun her i den stol, hvor jeg sidder nu og fortalte glad om Guds omsorg og trøst og nærvær i det år der er gået siden hendes mand døde. Jeg bliver så inspireret af at møde sådan et menneske. Når livet er sværest, holder nåden, Guds omsorg bærer. I en ganske almindelig pige, som jeg får lov til at ridse i lakken og kende rigtig godt. Jeg ser både styrker og svagheder og jeg får mod til selv at leve gennemsigtigt, når jeg ser sådan en pige, der lader Guds nåde bære hende. At have den slags venskaber er da bedre end at vinde i Lotto!

Død, hvor er din brod?

Jeg elsker påsketiden, fordi alt udenfor i den grad bekræfter livet og opstandelsen. Alt det, der har ligget dødt og livløst hen i månedsvis, begynder at spire og blomstre og man kan mærke at "solen får magt" som min gamle nabo altid sagde da jeg var barn. Ih hvor er det skønt med den sol ovenpå en vinter som denne. Hver gang solen titter frem, kan man ligefrem se smilet komme frem på folks ansigter, når man går rundt i byen. Selv formelle gråklædte forretningsmænd med Rolex-ure og attache-tasker står ved busstoppestederne med ansigtet løftet, øjnene lukket og et saligt smil om læben. Når jeg ser folk gøre det, tænker jeg altid på den kendte udgangsbøn "lad dit ansigt lyse over os". Påsken minder os om, at døden har mistet sin magt. Det var mig, der underviste børnene påskedag i kirken og jeg blev glad dybt inde i min gamle konesjæl, da vi sang "Han er opstået, Han er ikke læng're død - Han er opstået, dødens magt han brød" og børnene skrålede igennem med tilhørende dansetrin og fagter. Jeg sagde også til min missionærven på Facebook den morgen, at den ene gang om året har jeg en ubændig lyst til at danse vildt i kirken, så da kunne det være rart at være nede i Tanzania på hans gudstjenester. Som børnene og jeg senere snakkede om: Muhammed er ikke opstået fra de døde. Buddha har ikke sprængt graven. Nietsche, der bedyrerede, at Gud er død, er forlængst blevet til støv. Kun Jesus brød dødens magt. Det er da noget at danse over, og det gjorde vi så i børnekirken i søndags. Og Egon Falk, min missionærven, fortalte også, at dansen påskemorgen lige får et ekstra nøk, så kirketagene er ved at lette i Tanzania.

Netop før påske fik jeg at vide, at en kær gammel veninde, jeg har kendt siden jeg flyttede til Danmark og haft perifer kontakt med hele tiden, har fået konstateret en hjernetumor og var indlagt. Jeg udsatte lidt at besøge hende på hospitalet, dels fordi jeg selv havde en grim overfladeinfektion og jeg ville jo nødig slæbe stafolykokker ind på et sygehus, og dels på grund af lidt forlegenhed. Jeg tænkte, at jeg måtte vente til jeg havde overskud nok til at trøste og rumme en dag. Hvad siger man til en, der har fået en dødsdom? Nu er min infektion kureret og jeg tog et solidt greb om min krystersjæl og cyklede af sted mod sygehuset i går aftes. Der sad hun i sin hospitalsseng og strålede som en sol, omgivet af blomster og chokolade fra de mange mennesker hun altid har været der for. "Mine tider er i Guds hånd" sagde hun. "De ved endnu ikke præcist hvor længe jeg har tilbage, men jeg oplever sådan Guds fred og glæde" sagde hun. Hun fortalte, hvordan hun havde delt sin tro med fodterapeuten som hun havde haft tid hos og underboen, der havde været forbi. "De kan jo ikke forstå, at jeg slet ikke er bange" sagde hun. Hver gang der kommer en ny patient ind på firesengsstuen skal hun lige dele lidt om sin glæde og fred og fortælle hvor den kommer fra. Da jeg kom, sad hun og sendte en beroligende sms til sin datter, der arbejder på et andet kontinent. "Bare rolig, jeg er i gode hænder"..... Jeg har ofte tænkt på Paulus' ord om at "hvis jeg lever, så lever jeg for Herren og hvis jeg dør, så dør jeg for Herren" .... og tænkt, hvordan det mon fungerer i praksis. Jeg kender unge mennesker der går meget op i symptomer og bliver undersøgt op og ned for de mindste ting, for "tænk nu hvis der er noget galt". Og her sad jeg så med en kvinde, hvor der bestemt var noget gruelig galt og alle gode grunde til at vride sig i hænderne og klage. Men jeg så kun fred og glæde og taknemlighed i øjnene. Det var den mest opmuntrende aften, jeg længe har tilbragt. Jeg som havde haft så travlt med at lægge ansigtet i de rette folder, fik dem hurtigt foldet ud igen og vi snakkede stolpe op og stolpe ned om livet og glæden og familien og de gode ting, Gud gør. Så i denne litmusprøve, i dette ægte menneskeliv, hvor der banker et varmt hjerte sideløbende med at der vokser en grim hjernesvulst, er det hermed bevist: Døden har mistet sin brod!

RED LETTER EDITION

Gitte er begyndt at blogge og skriver rigtig godt. Min kære gemal tænker igen højt på sin blog. Man bliver jo helt inspireret her af al den forårsenergi der bliver til ord, så jeg vil ikke stå tilbage, men også støve min gamle blog af og pippe lidt med ligesom de glade fugle udenfor, der har ventet og frosset hele vinteren og nu fløjter lystigt igen. Det er dejligt at dele tanker og perspektiver på den måde, som en blog indbyder til. Lad os få flere bloggere på banen!

Her til morgen har jeg læst min gamle engelske bibel. Jeg læser tit bibel på lidt forskellige sprog for at se tingene fra nye perspektiver. Det der er sjovt ved mange engelske oversættelser er, at alt det Jesus siger i evangelierne, står med rødt. "Så gik han ud i ørkenen" står således med almindelig sort skrift, men det Jesus SIGER ude i ørkenen og alle andre steder, det står med rødt, så man ikke skal være i tvivl om, hvad det er, Jesus siger.

Det fik mig til at tænke på, at det kunne være nemt hvis livet var sådan... at man bare tøffede rundt i sin hverdag i sort, og når man så skulle træffe en vigtig beslutning eller stod overfor et svært valg, så kom Jesus lige og talte "med rødt" så man vidste nøjagtig, hvad man skulle gøre. Jeg kan fx huske engang, hvor jeg skulle vælge mellem to jobtilbud og gik til forbøn og håbede, at der ville komme en eller anden profetisk type og fortælle præcis, hvilket af jobbene, jeg skulle vælge. Men der kom ingen profet, så jeg måtte selv træffe valget uden nogen "susen for ørerne" eller lys der blinkede.

Det er nemlig ikke altid så enkelt at "se rødt" når vi skal vælge. Vi stilles hver dag over for mange valg. Fravalg og tilvalg, der får betydning for vores liv. Og nogle af os vil gerne følge Jesus i disse valg. Men, som en ni-årig pige bedyrede, en dag hvor jeg i børnekirken sagde, at de skulle følge Jesus: "Det er bare så svært at følge en man ikke kan se". Thea har jo ret der. Det er vitterlig meget nemmere at se billedet på fjernsynet, specielt min nye store 40-tommers skærm overlader ikke noget til fantasien, det hele er gjort tydeligt for mig.

Efterfølgelse af Jesus kræver nogen gange, at jeg bliver helt stille og lægger min egen dagsorden ned og det kan godt være lidt svært for en fremadstormende igangsætter som mig. Dog synes jeg tit, at jeg får lov til at opleve, at Gud er med i min ganske almindelige hverdag. Han giver nogle anledninger, åbne nogle døre. Ikke sådan blinkende rødt, men på en mere subtil måde, hvor man skal være opmærksom for at se hans fingeraftryk. Og valgene i efterfølgelsen af ham bliver ikke helt tossede, hvis man anvender profeten Mikas "default" hver gang man skal tage en beslutning og ikke kan se præcis, hvad der er bedst:

"Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed og vandre ydmygt med din Gud." Hvis vi lever med det gode råd for øje, kan det ikke gå helt galt, når vi haltende men håbende følger efter Kristus. Med eller uden røde bogstaver.