Min kære gamle mor kan næsten ikke gå og får derfor sine købmandsvarer leveret, men en ting, telefonkøbmandsbutikken ikke leverer er lottokuponer. Sådan en bliver jeg sendt i byen efter ca. ugentligt og jeg tænker på hver gang jeg står i kiosk-køen, at Lotto absolut ikke siger mig noget. Lad andre blot fantasere om at vinde millioner, jeg selv vil hellere opleve glæden ved at spare sammen og endelig få råd til noget vi har ønsket os, eller finde en kjole der ligner en million i en genbrugsbutik til en tyver. Det at kunne købe en masse dyre ting på en gang siger mig ikke så meget. De bedste ting i livet er ikke ting.

Én ting der er vældig dyrebar for mig og bliver det mere og mere med alderen er venskaber. David og Jonatan i bibelen havde sådan et venskab, hvor de kunne dele alt. "David elskede Jonatan lige så højt som han elskede sig selv" siger biblen, og moderne mennesker, der læser disse tos historie, forledes ofte til at betragte dem som bøsser. De var nu gift hver især og bestemt ikke bøsser, men altså rigtig gode venner. Jeg har jo boet flere forskellige steder i verden i længere perioder og har alle disse steder mødt dejlige kvinder, som jeg kunne dele livet med og vende glæder og sorger med. Jeg er udadvendt og har nemt ved at aflevere mig selv også til folk jeg ikke har kendt så længe. Men så når vi flytter væk fra stedet og den pågældende person er "ude af øje" bliver det sjældent til andet end et årligt kopieret julebrev. Efter jeg er kommet på Facebook er det lidt lettere lige at sige hej til de dejlige piger rundt om i verden, og når vi endelig ses igen, måske efter flere år, er det som regel nemt at falde i hak igen uden at skulle igennem alle mulige "indledende manøvrer". Jeg sætter stor pris på mine venskaber.
Der var faktisk engang for flere år siden, hvor jeg følte mig totalt inkompetent som præst og syntes jeg manglede en masse kvalifikationer til det hverv. Jeg spurgte derfor Gud om ikke han ville vise mig én god egenskab, jeg har, som gjorde mig egnet til netop at være præst. "Du er god til at være en ven" sagde Han så til mig. Og det må jeg faktisk give ham ret i - i al beskedenhed hehe. Jeg er så taknemlig for at have evnen til at vandre sammen med et andet menneske og opleve synergien, når "jern slibes mod jern" som bibelen beskriver det når mennesker sparrer og skærper hinanden i et godt venskab.

I et par dage har jeg netop haft besøg af en rigtig god veninde fra Norge. Det viste sig, at jeg slet ikke havde så meget fri til at være sammen med hende, men hun er en stærk jente som selv fandt på noget. I den smule tid, vi havde, fik vi snakket og grinet og bedt og vendt hele verden fra mænd til børn til shopping til kirkeledelse. I går tog vi ud på en lang hvid dansk sandstrand og sad i klitterne og slikkede forårssol. Og holdt lange pauser hvor vi ikke snakkede, for det behøver man ikke, når man slapper godt af sammen. Denne kære pige mistede pludselig og uventet sin mand for knap et år siden og leder nu en menighed alene samtidig med at hun afvikler sin mands firma, gennemgår sorgens faser, er der for sine halvvoksne børn, er med til at lede en børnehave, en genbrugsbutik og holder konferencer. For et par timer satte jeg hende af i lufthavnen, men i går aftes sad hun her i den stol, hvor jeg sidder nu og fortalte glad om Guds omsorg og trøst og nærvær i det år der er gået siden hendes mand døde. Jeg bliver så inspireret af at møde sådan et menneske. Når livet er sværest, holder nåden, Guds omsorg bærer. I en ganske almindelig pige, som jeg får lov til at ridse i lakken og kende rigtig godt. Jeg ser både styrker og svagheder og jeg får mod til selv at leve gennemsigtigt, når jeg ser sådan en pige, der lader Guds nåde bære hende. At have den slags venskaber er da bedre end at vinde i Lotto!