Lejr

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig kirkelejr, der har foregået her i Pinsen, hvor 90 børn, hunde, unge og ældre i skøn forening har nydt fællesskabet midt i en skov og næsten solskin. De store børn har danset for os, de små har hygget sig i sandkassen, fodbolden har været rødglødende og nye venskaber er opstået på tværs af kulturer og aldre. Lovsangen har løftet taget og vi har fået dejlig opmuntrende undervisning og bedt for hinanden på kryds og tværs. Det var skønt at have hele 16 med fra vores venskabskirke i Taunton, som nu har besøgt vores kirke for fjerde gang, selvom det nu er første gang, de er kommet så mange på en gang.

"Det her er en forsmag" proklamerede Britta med strålende øjne midt i opvasken i køkkenet i forgårs og jeg tror, hun mente en forsmag på himlen, selvom der sikkert ikke er så meget opvask der. Britta er vist endnu større lejrentusiast end jeg er, selvom jeg også har svært ved at få armene ned her dagen derpå, hvor jeg har sytten læs vasketøj og en masse udpakning at gå i gang med. Mange af de bønner jeg har gået og bedt for kirken og mine venner er blevet besvaret og der var et par stykker, som gav deres liv til Jesus på den lejr. Det er det bedste jeg ved, når det sker, jeg husker stadig den dag for mange år siden da det gik op for mig at Gud elsker sådan et skrog som mig og lyset blev tændt, det var ligesom om mit liv skiftede fra sort/hvid til farve. Fedt at møde nye venner der oplever det samme!

Syv af de seksten englændere var med herhjemme bagefter indtil de skulle tjekke ind fem timer efter lejren sluttede, og de fortalte også om at de havde oplevet Gud gennem os, vildt, for vi er jo nogle ganske almindelige drønnerter, der tit er lidt flossede i kanten. Vemodigt var det at gå turen rundt i afgangshallen og kramme farvel og ønske lejren ville fortsætte lidt endnu. På vej hjem i bilen alene sagde jeg til Gud, at det kunne være fedt at tage en tom flaske og fylde lejrstemningen på og sætte en prop på og så åbne en dag, hvor regnen står ned i strømme, chefen er sur og en uventet regning dukker op. Den varme fornemmelse man får i maven når to af ens yndlingsunger leger sødt i sandkassen eller man giver et kæmpeknus til sådan en ny eller gammel ven fra England, eller ser et konkret bønnesvar med sine egne to øjne, det kaldte vi i Canada "warm fuzzies". Man får også "warm fuzzies" når ens søn husker mors dag, manden køber blomster eller man får en opmuntrende mail. Men ak, warm fuzzies er desværre ikke sådan at fylde på flaske. Efter et vist læs af vasketøj og hverdage på arbejdet, så er det igen.... hverdag. Og det sker faktisk relativt sjældent at mine børn husker mors dag og manden køber blomster......

Guds nærvær opleves stærkt hvor to eller tre er forsamlede. Endnu stærkere når 90 er forsamlede. Men når musikudstyret fra lejren er pakket sammen og vi er kørt hver til sit, så har vi stadig Guds løfte om, at han aldrig vil slippe os og aldrig forlade os.
Warm fuzzies siver langsomt ud af flasken, men vi har stadig hinanden i gudstjenesterne og netværksgrupperne og på Facebook og mest af alt har vi indeni os "et kildespring til evigt liv" der ikke sådan siver ud. Guds nærvær er der også i hverdagen, det er det, jeg kalder nærhverdag....

Lige nu bobler det bare i mig og jeg glæder mig over at have verdens bedste Gud, verdens bedste venner og verdens bedste kirke. De rigdomme siver ikke så nemt ud af flasken.