At reflektere er at genspejle. Det lærte de os på den karismatiske bibelskole, hvor jeg gik i min ungdom. Selv at blive mindre, at reducere mængden af ujævnheder i overfladen, så den Store Mester, der sidder ved smeltediglen, kan ses tydeligere i det spejlbillede, der er mit liv. Jeg synes måske jeg oplever det glimtvis – måske oplever jeg det endda lidt oftere end jeg selv er klar over – måske kan min kvindelige chef på kontoret, hende som virker lidt hvas, se at jeg har en glæde og ”noget over mig”. Men lige præcis på kontoret føler jeg nu sjældent at jeg reflekterer i betydningen at genspejle. Jeg prøver at huske at pakken med kopipapir skal åbnes sirligt og med lige kanter og ikke bare flænses op som på tidligere arbejdspladser. Jeg ved, at min ydelse bliver bedømt ud fra de lige kanter på kopipapirpakken og ikke kun på, hvor sprogligt godt mine breve bliver skrevet.

Det er lettere at reflektere når jeg står og prædiker og kan mærke en form for ”sus” fordi Guds ord bærer Hans nærvær med og åbner vejen ind til noget der er meget større end mig selv. Det er lettere at reflektere når jeg tilbeder og føler, jeg bliver opslugt og badet i lys fra det høje. Så er der ingen korn i overfladen til at forgrumse billedet og bryde strålerne. I sådanne situationer er spejlet helt blankt, billedet helt klart.

Men at reflektere er også at tænke, at undres og at tvivle. Det lærer jeg blandt andet på mit nuværende teologistudie, SALT. At gribe dybt i egen barm, at have mig selv med, at stille spørgsmål ved alle de absolutter, jeg altid har taget for givet. At dekonstruere mine antagelser, at pille vækkeuret fra hinanden og se det ligge der foran mig på bordet i tusind stykker og tvivle på, at det nogensinde vil kunne tikke igen. Læste lige i Salmerne i Message Biblen for et par dage siden at ”min sjæl gnaver på visdom som en hund gnaver på et kødben”. At vende og dreje, at mærke mellem tænderne, at bjæffe hvis nogen vil tage det fra mig, at opleve det blive mere og mere en del af mig. Men spejlet kan blive rigtig grumset når kødbenet sådan bliver vendt og drejet!

”Stol på Herren af hele dit hjerte og forlad dig ikke på din forstand” står der i Ordsprogenes bog. Og så reflekterer jeg over, at jeg gerne vil have mig selv med, men at jeg også gerne vil have, der bliver mindre af mig og mere af Gud. Tænker, at jeg gerne vil opleve, at jeg selv fylder mindre og Gud fylder mere. Men at jeg også gerne vil have flere dimensioner i min person, at Hans billede kan reflekteres et lag dybere nede i mig, der hvor jeg ikke har doktriner og klicheer som faste holdepunkter, men kun en dyb og desperat afhængighed af Hans nåde og godhed. Jeg vil dybere ned, jeg vil reflektere med alle lagene af min personlighed!

“Der er tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik” er der et gammelt ord der siger. Det fik jeg en smagsprøve på i går aftes, da jeg havde set DR's nye udsendelse "Ha' det godt" om helbred og sundhed. Bagefter gik jeg ind på deres hjemmeside for at tage en test de har. Denne test kan efter sigende fortælle dig, hvor gammel du bliver, den er udarbejdet af en professor i folkesundhed og en statistiker, og så farer barometeret ellers frem og tilbage alt efter hvad man svarer på spørgsmål som: "Ryger du" (antal smøger) - "hvor mange børn har du?" -"hvor mange genstande drikker du" - "dyrker du sex 1-2 gange om ugen og er glad for det" - "har du nære venner osv. osv."

Efter testen at dømme skulle jeg blive 100,7 år. Dvs. hvis du er en af dem der har svært ved at holde mig ud, skal du bede Gud om tålmodighed i 54 år til... med mindre du altså selv ryger, drikker, glemmer at motionere etc.

Biblen har et lidt andet take på livet, som jeg tænkte på i morges da jeg cyklede på arbejde og havde glemt min cykelhjelm:

Davids salme 103,15: "Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, der, hvor det stod, ser man det ikke mere."

Jeg kunne jo lige så godt have endt under en bus i morges selvom jeg hverken ryger, drikker eller tygger skrå. "Ingen kender dagen før værtshusene lukker" som min far altid sagde.

Jeg tænker, at livslængde kan vi ikke vide noget om, vi kan selvfølgelig gøre hvad vi kan for at leve sundt...men indholdet, også det åndelige, kan vi selv påvirke meget.

Testen fik mig ihvertfald til at tænke på, at jeg vil vælge at fylde mine år med liv fremfor bare at fylde mit liv med år.

Jeg elsker min by! Lige siden jeg flyttede til Roskilde da jeg skulle begynde i gymnasiet, har jeg elsket byen og følt mig som en del af den. Da jeg fik studenterhue på fra Roskilde Katedralskole tænkte jeg med stolthed på, at her var unge i århundreder blevet uddannet, og jeg oplevede mig selv som en del af en historie. Så blev jeg gift og boede ni forskellige steder i Canada og USA og et par år på Stevns, men så vendte jeg tilbage til Roskilde med en større bevidsthed om at høre til et sted. I USA kunne jeg godt føle mig lidt historieløs, når folk troede at et gymnasium var en gymnastiksal eller at H C Andersen var fra Holland, men her står de samme gamle kister stadig i Domkirken, der er generationer af ænder der afløser hinanden i Folkeparken og der er den samme lugt på vej til Vor Frue hvert år i slutningen af juni...

Jeg sætter stor pris på nu at have boet på den samme vej i 11 år med de samme søde naboer, den samme grå kat, jeg må jage ud af haven og den samme cykletur rundt om Kællingehaven på en dugfrisk weekendmorgen. Da Adam, min ældste søn, for et par måneder siden blev student fra mit gamle gymnasium, var mit moderhjerte ved at sprænges af glæde og stolthed og taknemlighed over at det netop var MIN gamle tysklærer, der råbte hans navn op ved eksamensoverrækkelsen.

Familien Allen er en del af Roskildes historie, vi hører til her, og på Kulturhuset har vi vores kirke, fordi vi vil være en del af kulturen.

I dag gik en historisk Roskilde-drøm i opfyldelse for mig. Lige siden jeg var teenager har jeg tænkt, at det kunne være fedt engang at samles, alle Roskildes kirker i amfiteatret i Folkeparken og gi' den gas og tilbede Gud sammen. Da vi efterhånden er så mange til de fælleskirkelige søndagsmøder et par gange årligt, at vi knap kan være i Baptistkirken, foreslog jeg præstegruppen, at vi skulle rykke udendørs og holde et møde med masser af worship, sange til Gud, dans og glæde.

Det gjorde vi så i dag! Det havde regnet en del i går og tissede også lidt ned i formiddags, men de unge fra ImpactChurch smøgede resolut ærmerne op og satte alt deres fine lydudstyr op under nogle havepavillioner og gik i gang med at øve.

Det dryppede lidt og hverken jeg eller nogen af de andre præster havde lige tro for at uddrive skyer, så vi ventede spændt, slog paraplyerne op, fandt noget at sidde på i det våde græs og ventede på at klokken blev 15.

Voila!! "Vi tilbe'r dig" bragede Reflekt og så kom solen. Bounce dansede, Magnus lavede bugtaleri, alle mulige forskellige unge mennesker sang så smukt og af hjertet til Gud og jeg sad der og blev så taknemlig. Fuld af glæde over at være en del af ikke blot en by, men af Guds mangfoldighed udtrykt på forskellige måder gennem Hans forskellige kirker i byen.

Jeg tror det er 30 år siden jeg først fik drømmen om at holde "Praise i Parken". I dag gik den i opfyldelse. "De gamle skal drømme drømme" siger profeten Joel. Jeg sidder her og føler mig dybt taknemlig til en Gud som lod en mangeårig drøm gå i opfyldelse!

Lad os gøre det igen!!