Jeg elsker min by! Lige siden jeg flyttede til Roskilde da jeg skulle begynde i gymnasiet, har jeg elsket byen og følt mig som en del af den. Da jeg fik studenterhue på fra Roskilde Katedralskole tænkte jeg med stolthed på, at her var unge i århundreder blevet uddannet, og jeg oplevede mig selv som en del af en historie. Så blev jeg gift og boede ni forskellige steder i Canada og USA og et par år på Stevns, men så vendte jeg tilbage til Roskilde med en større bevidsthed om at høre til et sted. I USA kunne jeg godt føle mig lidt historieløs, når folk troede at et gymnasium var en gymnastiksal eller at H C Andersen var fra Holland, men her står de samme gamle kister stadig i Domkirken, der er generationer af ænder der afløser hinanden i Folkeparken og der er den samme lugt på vej til Vor Frue hvert år i slutningen af juni...

Jeg sætter stor pris på nu at have boet på den samme vej i 11 år med de samme søde naboer, den samme grå kat, jeg må jage ud af haven og den samme cykletur rundt om Kællingehaven på en dugfrisk weekendmorgen. Da Adam, min ældste søn, for et par måneder siden blev student fra mit gamle gymnasium, var mit moderhjerte ved at sprænges af glæde og stolthed og taknemlighed over at det netop var MIN gamle tysklærer, der råbte hans navn op ved eksamensoverrækkelsen.

Familien Allen er en del af Roskildes historie, vi hører til her, og på Kulturhuset har vi vores kirke, fordi vi vil være en del af kulturen.

I dag gik en historisk Roskilde-drøm i opfyldelse for mig. Lige siden jeg var teenager har jeg tænkt, at det kunne være fedt engang at samles, alle Roskildes kirker i amfiteatret i Folkeparken og gi' den gas og tilbede Gud sammen. Da vi efterhånden er så mange til de fælleskirkelige søndagsmøder et par gange årligt, at vi knap kan være i Baptistkirken, foreslog jeg præstegruppen, at vi skulle rykke udendørs og holde et møde med masser af worship, sange til Gud, dans og glæde.

Det gjorde vi så i dag! Det havde regnet en del i går og tissede også lidt ned i formiddags, men de unge fra ImpactChurch smøgede resolut ærmerne op og satte alt deres fine lydudstyr op under nogle havepavillioner og gik i gang med at øve.

Det dryppede lidt og hverken jeg eller nogen af de andre præster havde lige tro for at uddrive skyer, så vi ventede spændt, slog paraplyerne op, fandt noget at sidde på i det våde græs og ventede på at klokken blev 15.

Voila!! "Vi tilbe'r dig" bragede Reflekt og så kom solen. Bounce dansede, Magnus lavede bugtaleri, alle mulige forskellige unge mennesker sang så smukt og af hjertet til Gud og jeg sad der og blev så taknemlig. Fuld af glæde over at være en del af ikke blot en by, men af Guds mangfoldighed udtrykt på forskellige måder gennem Hans forskellige kirker i byen.

Jeg tror det er 30 år siden jeg først fik drømmen om at holde "Praise i Parken". I dag gik den i opfyldelse. "De gamle skal drømme drømme" siger profeten Joel. Jeg sidder her og føler mig dybt taknemlig til en Gud som lod en mangeårig drøm gå i opfyldelse!

Lad os gøre det igen!!