At reflektere er at genspejle. Det lærte de os på den karismatiske bibelskole, hvor jeg gik i min ungdom. Selv at blive mindre, at reducere mængden af ujævnheder i overfladen, så den Store Mester, der sidder ved smeltediglen, kan ses tydeligere i det spejlbillede, der er mit liv. Jeg synes måske jeg oplever det glimtvis – måske oplever jeg det endda lidt oftere end jeg selv er klar over – måske kan min kvindelige chef på kontoret, hende som virker lidt hvas, se at jeg har en glæde og ”noget over mig”. Men lige præcis på kontoret føler jeg nu sjældent at jeg reflekterer i betydningen at genspejle. Jeg prøver at huske at pakken med kopipapir skal åbnes sirligt og med lige kanter og ikke bare flænses op som på tidligere arbejdspladser. Jeg ved, at min ydelse bliver bedømt ud fra de lige kanter på kopipapirpakken og ikke kun på, hvor sprogligt godt mine breve bliver skrevet.

Det er lettere at reflektere når jeg står og prædiker og kan mærke en form for ”sus” fordi Guds ord bærer Hans nærvær med og åbner vejen ind til noget der er meget større end mig selv. Det er lettere at reflektere når jeg tilbeder og føler, jeg bliver opslugt og badet i lys fra det høje. Så er der ingen korn i overfladen til at forgrumse billedet og bryde strålerne. I sådanne situationer er spejlet helt blankt, billedet helt klart.

Men at reflektere er også at tænke, at undres og at tvivle. Det lærer jeg blandt andet på mit nuværende teologistudie, SALT. At gribe dybt i egen barm, at have mig selv med, at stille spørgsmål ved alle de absolutter, jeg altid har taget for givet. At dekonstruere mine antagelser, at pille vækkeuret fra hinanden og se det ligge der foran mig på bordet i tusind stykker og tvivle på, at det nogensinde vil kunne tikke igen. Læste lige i Salmerne i Message Biblen for et par dage siden at ”min sjæl gnaver på visdom som en hund gnaver på et kødben”. At vende og dreje, at mærke mellem tænderne, at bjæffe hvis nogen vil tage det fra mig, at opleve det blive mere og mere en del af mig. Men spejlet kan blive rigtig grumset når kødbenet sådan bliver vendt og drejet!

”Stol på Herren af hele dit hjerte og forlad dig ikke på din forstand” står der i Ordsprogenes bog. Og så reflekterer jeg over, at jeg gerne vil have mig selv med, men at jeg også gerne vil have, der bliver mindre af mig og mere af Gud. Tænker, at jeg gerne vil opleve, at jeg selv fylder mindre og Gud fylder mere. Men at jeg også gerne vil have flere dimensioner i min person, at Hans billede kan reflekteres et lag dybere nede i mig, der hvor jeg ikke har doktriner og klicheer som faste holdepunkter, men kun en dyb og desperat afhængighed af Hans nåde og godhed. Jeg vil dybere ned, jeg vil reflektere med alle lagene af min personlighed!