Jeg føler mig lidt skizofræn for tiden, for jeg er jo egentlig borgerlig/liberal og har efter mange år i Canada set, at man sagtens kan leve lykkeligt uden et massivt skattetryk som det vi har i Danmark. Der er måske ikke så mange teatre derovre, der får hjælp til deres eksperimenterende opsætninger og mange af bøgerne på de lokale biblioteker er lidt flossede i kanten fordi de er doneret godt brugt af ældre flinke damer, men i det store og hele kunne jeg ikke mærke serviceforringelser i et land hvor skattetrykket er det halve af det danske og som lige så tit som Danmark vinder OECD's konkurrencer over, hvilket land der er bedst at bo i i hele verden. Problemet ved at være borgerlig/liberal er bare, at efter den opskrift er det hele, samfundet kører rundt ved, forbrug og produktion og det synes jeg faktisk er et problem. Der har gået nogle billeder rundt på Nettet der viser hvad en familie i Tchad spiser på en uge versus en familie i Tyskland og USA. Der er virkelig et fordelingsproblem på denne jord! Vi har jo haft vores hus på markedet og i den forbindelse været opmærksomme på, at vi nok skulle til at give en masse af børnenes gamle tøj og legetøj væk.... og kaffemaskiner og telefaxer og campingudstyr og alverdens ragelse, der fylder vores kælder. Tænk, at da vi landede i Kastrup for 11 år siden, ejede vi kun hvad der kunne være i ti kufferter. I går skulle vi alligevel et smut ud i østenden af byen og smed et par gamle kommoder bagi bilen, som vi kastede i store containere på Kara, vores lokale losseplads. Jeg gik op og ned ad trappen til containeren med stort brandbart i en lind strøm af andre folk der også kastede store ting over hovedet og ned i containerne. Billedet mindede mig om ofringer jeg har set i historiske templer, ofre til afguder, og jeg tænkte på, at her gik vi og ofrede til afguden Konsumerius så vi i aften kan få flere ting at fylde vores kældre med, alt imens de stadig kun har en håndfuld ris til deling i en familie af vores families størrelse i Tchad. "Something is wrong with this picture". Specielt i lyset af, at Ham vi fejrer blev født i en stald og fik en krybbe til seng. Han levede et liv, hvor han konstant gav afkald, fordi han havde en anden slags brød at spise. Jeg vil gerne leve mere simpelt i min efterfølgelse af Ham, i en rummelighed hvor jeg deler den ene af mine to kapper med dem der ingen har - både dem lige foran næsen på mig og dem lidt længere væk....i Tchad for eksempel. Glædelig jul!

Vi har ikke kunnet sælge vores hus og det er netop taget af markedet. I stedet vil vi åbne en Bed and Breakfast som jeg i disse dage styrter rundt for at få klar. Den dame hos turistbureauet, der skal stå for udlejningen, skal nemlig nå at godkende den inden hun går på langtidsferie, så hun kommer og tjekker den på mandag. Det vil sige jeg borer, hænger gardiner op, skaffer senge og rullemadrasser og indretter i denne tid, hvor jeg burde bage pebernødder, klippe hjerter og lave konfekt. Kan blive helt stresset ved tanken om at familien i Canada i år må nøjes med en email i stedet for et ordentligt julebrev. Har endda set en annonce, at Kvicklys Slagter kan levere en færdigstegt and med æbler og svesker i en time før middagen juleaften og jeg overvejer at forfalde til at benytte mig af tilbudet. I et øjebliks "system overload" kastede jeg mig ned foran kukkassen og så Hammerslag, det er altid et muntert indslag og jeg er rimelig god til at ramme priserne på de huse, der er til salg, så måske sku' jeg søge job som ejendomsmæglerassistent nu hvor mit bijob på dette kontor lakker mod enden.

Med det twist jeg nu engang har på livet, kan jeg få åndelige associationer ud af mange mærkelige ting, og det fik jeg skam også af en flot kæmpestor liebhaver-lejlighed på Frederiksberg, der blev præsenteret i udsendelsen den aften:

Man kom ind i lejligheden og så var der ikke bare TO stuer en suite, som der stod i den ydmyge præsentation af vores egen bolig, men hele FEM stuer en suite. Det lyder fint det der "en suite", hvis man siger det med den rigtige franske nasal, og det var da også et sindssyg flot syn at kigge igennem en opslået dobbeltdør til den næste stue og igennem en opslået dobbeltdør der til den næste og igennem......

Synet fik da også "uuh"erne og "aah"erne frem både hos mæglerne og hos mig. Ind af alle de store vinduer strømmede lys og der var forskellige ornamenterede stukmønstre i alle lofterne. Lejligheden kostede selvfølgelig en bondegård.

"Og hvad har det så lige med noget åndeligt at gøre" sidder du måske og tænker. Jo, det er jo Advent og vi synger den gamle salme "Gør døren høj, gør porten vid, den Ærens Konge kommer hid". Og så tænkte jeg på, at jeg ønsker en sådan gennemstrømning af lys og liv i mit sind, åbne døre hele vejen og ikke nogle mørklagte kringlede gange man kan snuble i. Jeg vil gerne have at alle de store dobbeltdøre i mit indre er slået op på vid gab så der er plads til Ærens Konge. Dørene skal fylde det meste af stuerne ligesom de gjorde i den lejlighed. Det giver store horisonter. Jeg vil ikke have rum i mit liv der er utilgængelige for Guds lys, jeg vil lade ham "herske over alle lande" som der står i versets sidste linie. Det er ikke blot en god tanke for adventstiden og for den stundende jul, men også for det nye år, vi står ind for.

Så glædelig jul og godt nytår med vidt opslåede døre!

I Jyllandsposten har jeg netop fundet følgende opfordring, som jeg kun kan tilslutte mig. Materialismen er en snedig rad der igen og igen stikker hovedet frem i mit eget liv, jeg går skam i teorien helt ind for "simple living" og for Jesu forslag om kun at have én kappe og være fornøjet med den, men hver gang der kommer et flerfarvet BILKA-katalog, bladrer jeg sultent igennem de strålende sider og overvejer om jeg da virkelig KAN leve lykkeligt uden den uundværlige avocadoskræller fra Georg Jensen.

Der er åbenbart andre end mig der har brug for en lille reminder om, at de bedste ting i livet ikke er ting, så hermed et citat fra Dagens Netudgave af Jyllandsposten:
---------------------
"For de, der mangler udfordringer, er her en af de helt store: På lørdag skal du ikke købe noget - overhovedet.

For da er det nemlig international "Buy Nothing Day" , hvor forbrugere verden over kan tage en fridag fra forbrugsræset, standse op og reflektere over de miljømæssige og sociale konsekvenser af vores forbrug.

"Som forbruger deltager man i Buy Nothing Day ved at undlade at købe noget – bare en enkelt dag. Det lyder simpelt, men for de fleste er det faktisk ret svært," lyder det fra Jeppe Juul, kampagneleder i Aktive Forbrugere, som arrangerer dagen.

I år forventes danske forbrugere endnu en gang at overgå sig selv og bruge ca. 10 mia. kr på juleindkøb. Dertil kommer, at eksperter ifølge Aktive Forbrugere vurderer, at ca. 6 pct. af danskerne lider af shoppesyge.

Så mon ikke de fleste kunne bruge et shoppehvil på lørdag? Om ikke andet kan man jo købe sig selv så udmattet fredag, at man ikke har kræfter til det lørdag.

I USA og Canada markeres "Buy Nothing Day" fredag den 23. november - dagen efter Thanksgiving. I Europa og resten af verden markeres "Buy Nothing Day" lørdag den 24. november.

Mon ikke de fleste kunne bruge et shoppehvil på lørdag? Om ikke andet kan man jo købe sig selv så udmattet fredag, at man ikke har kræfter til det lørdag"
------------------

"Jamen hvad skal jeg så lave på lørdag?" spørger du måske. Glæd dig til Vineyard skal på GIMLE på søndag og gå så i øvrigt i skoven efter mos og grene og lav en flot dekoration og giv den til RIE, som har fødselsdag lørdag :-)"

Det er meget oppe i tiden at tale om "Kairos-øjeblikke" i kristen sammenhæng og "defining moments" i ledelseslitteratur. Aha-oplevelser der får englene til at synge i vores liv, for os kristne øjeblikke hvor vi føler os inddraget i evigheden, troen på Gud tegner sig knivskarpt og vi fatter ikke, hvordan vi nogen sinde har kunnet tvivle. Jeg rejser selv ind imellem til konferencer for at "mærke suset", skærpe saven og få sløret væk fra mine øjne, for nu at bruge alle de metaforer jeg kan komme i tanke om. Sådanne øjeblikke er fantastiske og gode, livsbekræftende og retningsgivende.

Men livet består af så mange slags øjeblikke, langt de fleste af dem ganske grå og dagligdags uden de store åbenbaringer.

Jeg har Oswald Chambers gamle andagtsbog "My Utmost for His Highest" som startside når jeg tænder for min puter, og i dag står der noget som ligger i tråd med min bibellæsning her til morgen. I min bibel står der: "Jeg har holdt mine fødder på jorden, jeg har opøvet (kultiveret) et stille hjerte" (Salme 131, Message Bibel) og Chambers siger noget lignende:

"Vi kan allesammen se Gud i det usædvanlige, men det kræver vækst og åndelig disciplin at se Gud i alle detaljer. Tro aldrig at de såkaldte tilfældige begivenheder i livet er noget andet end Guds tilrettelagte orden. Vær klar til at opdage Hans guddommelige fingeraftryk over alt og i alt"

Så her sidder jeg en morgenstund med strithår, som jeg ikke lige ved hvordan jeg skal få vasket, fordi jeg i går gav min søn min eneste shampooflaske ned på efterskolen. Med kolde fødder fordi vores brændeovnsskorsten er til reparation og jeg tænker, at den må godt snart komme. Optaget af valgresultatet og frygten for at DF får en ministerpost, for det kan vel snart ikke undgås med alle de mandater. Ugidelig i forhold til at jeg skal på et arbejde, som snart slutter, fordi chefen skal pensioneres og det er svært at bevare motivationen når man ved, noget er ved at være forbi.

Piet Hein taler i et gruk om at se det store i det små. Og jeg tænker, at hvis jeg kan få Guds guldtråd, erkendelsen af Hans nærvær vævet ind i min grå hverdagsklud, så er jeg godt på vej. Eufori og begejstring er godt, et stille hjerte der langsigtet banker for Gud er bedre. Som min kære mand der hver dag tager morgentoget på arbejde ligesom tusinder af andre arbejdsmyrer. Han er glad når han får sig en siddeplads i toget, fordi det som regel er proppet. Forleden da han sad i det, fik han en lille indskydelse, at han skulle lægge et af kirkens visitkort på sædet da han stod af. Og dette lille kort blev fundet af en herre, som mødte op til gudstjenesten i søndags fordi han længes efter noget indhold i livet. Tilfældigt? David mærkede ikke noget sus for ørerne i toget, intet blændende åbenbaringslys, fik blot en lille stille tanke og responderede på den.

Og sådan tror jeg, vores liv kan være fyldt af Gud på et stille og roligt plan der hvor vi står og går. Midt i vores begrænsede mennesklighed vil Han være Gud og væve sin guldtråd ind.

I forgårs havde vi vores anden musikgudstjeneste på Gimle og nød allesammen rigtigt at være der igen. Selv havde jeg lidt præstationsangst fordi der skulle komme en journalist og en fotograf fra Dagbladet.... det var mig der skulle prædike, og nu er jeg efterhånden så vant til det, at jeg ikke længere får røde pletter på halsen, men det var første gang jeg skulle tale på Gimle på en platform med spotlys og første gang hvor enhver fortalelse kunne blive refereret i lokalsprøjten, så mon ikke jeg havde et par pletter på halsen? Nå men de gik alligevel inden prædiken, så den nervøsitet kunne jeg godt have sparet mig.

Vi afslutter jo altid vores taler med at invitere til forbøn i baghjørnet, hvis der er noget af det der er blevet sagt, som folk gerne vil have Guds hjælp til at implementere i deres liv. Det gjorde vi også i søndags. Men derudover fandt jeg lige på en ekstra "twist" i afslutningen af min prædiken: Jeg sagde "I morgen er det min "præstedag", jeg er hjemme og ordne administrative ting hele dagen og hvis du har lyst til at dumpe ind og snakke med mig om hvad der rykker og måske ikke rykker i dit liv, så er du velkommen."

Det var der to der tog mig op på, så jeg havde to forskellige dejlige besøg i løbet af formiddagen. Mennesker som jeg holder af, som er på vej sammen med Gud, som er ærlige omkring deres processer med tro og tvivl. Vi fik snakket godt og bedt sammen, og jeg følte mig så rig bagefter. Hvor er det fedt at følges med venner som lader Gud bygge dem om indefra, som kæmper og snubler, men som rejser sig og bliver klogere ved Guds nåde, som får redskaber til at komme videre.

Jeg svingede glad støvsugeren efter at nummer to og hele formiddagen var gået. Den første havde haft et dejligt franskbrød med (selv havde jeg næsten ingenting i huset efter at mine fraflyttede sønner pludselig havde været hjemme i en uge) og den næste et rugbrød. Og jeg tænkte, at det var helt symbolsk at de brød lå der på køkkenbordet da jeg igen var blevet alene, for jeg følte mig så mættet af glæde og fællesskab. Til støvsugerens summen nynnede jeg "This is my daily bread - your holy presence".

"Noone can discover himself by himself" er der et klogt hoved der har sagt. Og jeg synes det er så fedt at være en del af et fællesskab, hvor vi hele tiden kan opdage mere af Gud, hinanden og os selv mens vi vandrer sammen. Det er godt brød!

At reflektere er at genspejle. Det lærte de os på den karismatiske bibelskole, hvor jeg gik i min ungdom. Selv at blive mindre, at reducere mængden af ujævnheder i overfladen, så den Store Mester, der sidder ved smeltediglen, kan ses tydeligere i det spejlbillede, der er mit liv. Jeg synes måske jeg oplever det glimtvis – måske oplever jeg det endda lidt oftere end jeg selv er klar over – måske kan min kvindelige chef på kontoret, hende som virker lidt hvas, se at jeg har en glæde og ”noget over mig”. Men lige præcis på kontoret føler jeg nu sjældent at jeg reflekterer i betydningen at genspejle. Jeg prøver at huske at pakken med kopipapir skal åbnes sirligt og med lige kanter og ikke bare flænses op som på tidligere arbejdspladser. Jeg ved, at min ydelse bliver bedømt ud fra de lige kanter på kopipapirpakken og ikke kun på, hvor sprogligt godt mine breve bliver skrevet.

Det er lettere at reflektere når jeg står og prædiker og kan mærke en form for ”sus” fordi Guds ord bærer Hans nærvær med og åbner vejen ind til noget der er meget større end mig selv. Det er lettere at reflektere når jeg tilbeder og føler, jeg bliver opslugt og badet i lys fra det høje. Så er der ingen korn i overfladen til at forgrumse billedet og bryde strålerne. I sådanne situationer er spejlet helt blankt, billedet helt klart.

Men at reflektere er også at tænke, at undres og at tvivle. Det lærer jeg blandt andet på mit nuværende teologistudie, SALT. At gribe dybt i egen barm, at have mig selv med, at stille spørgsmål ved alle de absolutter, jeg altid har taget for givet. At dekonstruere mine antagelser, at pille vækkeuret fra hinanden og se det ligge der foran mig på bordet i tusind stykker og tvivle på, at det nogensinde vil kunne tikke igen. Læste lige i Salmerne i Message Biblen for et par dage siden at ”min sjæl gnaver på visdom som en hund gnaver på et kødben”. At vende og dreje, at mærke mellem tænderne, at bjæffe hvis nogen vil tage det fra mig, at opleve det blive mere og mere en del af mig. Men spejlet kan blive rigtig grumset når kødbenet sådan bliver vendt og drejet!

”Stol på Herren af hele dit hjerte og forlad dig ikke på din forstand” står der i Ordsprogenes bog. Og så reflekterer jeg over, at jeg gerne vil have mig selv med, men at jeg også gerne vil have, der bliver mindre af mig og mere af Gud. Tænker, at jeg gerne vil opleve, at jeg selv fylder mindre og Gud fylder mere. Men at jeg også gerne vil have flere dimensioner i min person, at Hans billede kan reflekteres et lag dybere nede i mig, der hvor jeg ikke har doktriner og klicheer som faste holdepunkter, men kun en dyb og desperat afhængighed af Hans nåde og godhed. Jeg vil dybere ned, jeg vil reflektere med alle lagene af min personlighed!

“Der er tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik” er der et gammelt ord der siger. Det fik jeg en smagsprøve på i går aftes, da jeg havde set DR's nye udsendelse "Ha' det godt" om helbred og sundhed. Bagefter gik jeg ind på deres hjemmeside for at tage en test de har. Denne test kan efter sigende fortælle dig, hvor gammel du bliver, den er udarbejdet af en professor i folkesundhed og en statistiker, og så farer barometeret ellers frem og tilbage alt efter hvad man svarer på spørgsmål som: "Ryger du" (antal smøger) - "hvor mange børn har du?" -"hvor mange genstande drikker du" - "dyrker du sex 1-2 gange om ugen og er glad for det" - "har du nære venner osv. osv."

Efter testen at dømme skulle jeg blive 100,7 år. Dvs. hvis du er en af dem der har svært ved at holde mig ud, skal du bede Gud om tålmodighed i 54 år til... med mindre du altså selv ryger, drikker, glemmer at motionere etc.

Biblen har et lidt andet take på livet, som jeg tænkte på i morges da jeg cyklede på arbejde og havde glemt min cykelhjelm:

Davids salme 103,15: "Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, der, hvor det stod, ser man det ikke mere."

Jeg kunne jo lige så godt have endt under en bus i morges selvom jeg hverken ryger, drikker eller tygger skrå. "Ingen kender dagen før værtshusene lukker" som min far altid sagde.

Jeg tænker, at livslængde kan vi ikke vide noget om, vi kan selvfølgelig gøre hvad vi kan for at leve sundt...men indholdet, også det åndelige, kan vi selv påvirke meget.

Testen fik mig ihvertfald til at tænke på, at jeg vil vælge at fylde mine år med liv fremfor bare at fylde mit liv med år.

Jeg elsker min by! Lige siden jeg flyttede til Roskilde da jeg skulle begynde i gymnasiet, har jeg elsket byen og følt mig som en del af den. Da jeg fik studenterhue på fra Roskilde Katedralskole tænkte jeg med stolthed på, at her var unge i århundreder blevet uddannet, og jeg oplevede mig selv som en del af en historie. Så blev jeg gift og boede ni forskellige steder i Canada og USA og et par år på Stevns, men så vendte jeg tilbage til Roskilde med en større bevidsthed om at høre til et sted. I USA kunne jeg godt føle mig lidt historieløs, når folk troede at et gymnasium var en gymnastiksal eller at H C Andersen var fra Holland, men her står de samme gamle kister stadig i Domkirken, der er generationer af ænder der afløser hinanden i Folkeparken og der er den samme lugt på vej til Vor Frue hvert år i slutningen af juni...

Jeg sætter stor pris på nu at have boet på den samme vej i 11 år med de samme søde naboer, den samme grå kat, jeg må jage ud af haven og den samme cykletur rundt om Kællingehaven på en dugfrisk weekendmorgen. Da Adam, min ældste søn, for et par måneder siden blev student fra mit gamle gymnasium, var mit moderhjerte ved at sprænges af glæde og stolthed og taknemlighed over at det netop var MIN gamle tysklærer, der råbte hans navn op ved eksamensoverrækkelsen.

Familien Allen er en del af Roskildes historie, vi hører til her, og på Kulturhuset har vi vores kirke, fordi vi vil være en del af kulturen.

I dag gik en historisk Roskilde-drøm i opfyldelse for mig. Lige siden jeg var teenager har jeg tænkt, at det kunne være fedt engang at samles, alle Roskildes kirker i amfiteatret i Folkeparken og gi' den gas og tilbede Gud sammen. Da vi efterhånden er så mange til de fælleskirkelige søndagsmøder et par gange årligt, at vi knap kan være i Baptistkirken, foreslog jeg præstegruppen, at vi skulle rykke udendørs og holde et møde med masser af worship, sange til Gud, dans og glæde.

Det gjorde vi så i dag! Det havde regnet en del i går og tissede også lidt ned i formiddags, men de unge fra ImpactChurch smøgede resolut ærmerne op og satte alt deres fine lydudstyr op under nogle havepavillioner og gik i gang med at øve.

Det dryppede lidt og hverken jeg eller nogen af de andre præster havde lige tro for at uddrive skyer, så vi ventede spændt, slog paraplyerne op, fandt noget at sidde på i det våde græs og ventede på at klokken blev 15.

Voila!! "Vi tilbe'r dig" bragede Reflekt og så kom solen. Bounce dansede, Magnus lavede bugtaleri, alle mulige forskellige unge mennesker sang så smukt og af hjertet til Gud og jeg sad der og blev så taknemlig. Fuld af glæde over at være en del af ikke blot en by, men af Guds mangfoldighed udtrykt på forskellige måder gennem Hans forskellige kirker i byen.

Jeg tror det er 30 år siden jeg først fik drømmen om at holde "Praise i Parken". I dag gik den i opfyldelse. "De gamle skal drømme drømme" siger profeten Joel. Jeg sidder her og føler mig dybt taknemlig til en Gud som lod en mangeårig drøm gå i opfyldelse!

Lad os gøre det igen!!

Det kræver omstilling når den sidste unge er fløjet fra reden efter 20 1/2 år med drengelarm i huset. Selvfølgelig har det tyndet lidt ud løbende gennem de sidste år, men i søndags røg Andreas på Skovbo, det store hus rummer nu kun David og mig og det er underligt, at maden ikke længere forsvinder som dug for solen fra køleskabet, at man ikke hører døren smække sent om natten og at man ikke vælter over sko i størrelse 44 til 46 midt i opgangen. Mindre rengøring... mindre frustration over at det dog kan være SÅ svært at sætte en kop i en opvaskemaskine.... mindre...sjov!

Ja, det kræver omstilling. David og jeg har heldigvis stadig noget at sige hinanden selvom den snart står på sølvbryllup, men i aftes var han i Holbæk for at hjælpe med opstarten af vores nye husgruppe og jeg var helt alene hjemme. Læste noget godt i Biblen, hyggede mig med feta og oliven ....og grinede højlydt så det rungede i det store tomme hus, fordi jeg så SHREK. Det er dog de mest geniale film der er lavet!

Har set dem begge en gang før, men lånte dem lige af Silke til husgruppe, fordi tre'eren snart kommer og spejderne har jubilæum i Roskilde og siger "Vær beredt". Så jeg hyggede mig over Grimrianen Shrek og æslet Eddy Murphy og "blev beredt" til d. 31, som er release dagen.

Synes det er så fedt i Shrek at den ene skæve eksistens kan hjælpe den anden med at få brudt mure ned og turde åbne sig for kærligheden.

Prinsessen bliver ved med at være grim i andres øjne, selvom hun har fået det ultimative kys af Shrek... men han elsker hende..og æslet synger glad bryllupssang "and they live ugly ever after".

Kan godt identificere mig med, at mødet med Jesus ikke har udslettet alle mine grumme og grimme sider men Han elsker mig og vi kan skabe et rum hvor andre også tør åbne sig selvom de ikke er skåret af en fuldkommenheds skabelon. Så velkommen indenfor i sumpen allesammen, i det rum hvor Gud elsker os, og hvor grimme ællinger bliver mere og mere svaner af at spejle sig i Hans stille vande. Velkommen til at bryde mure ned i efterfølgelsen af én der er større end os selv og som kan rumme os som vi er.

Dagens morale: Læs din bibel, spis oliven og SE SHREK!

Vi er allevegne!

Sådan følte jeg det ihvertfald i går, da jeg cyklede rundt i bymidten for at hænge plakater op om vores spændende musikgudstjeneste på Gimle på søndag. Alle steder hvor jeg kom indenfor med min tegnestift og plakat, hang der allerede en plakat i forvejen!

Vi havde fået trykt en masse plakater og lagt dem på infobordet i søndags og så var der åbenbart nogen der var gået til makronerne. Jeg syntes det lugtede af Rie, hun er altid så effektiv, så jeg ringede lige til hende fra mobilos og ganske rigtigt, det var hende der var "synderen". Jeg fik et par idéer af hende til steder hun ikke havde været og så mødte jeg en sød afrikansk pige som jeg også gav en plakat og inviterede. Foreløbig er vi jo syv nationer repræsenteret i vores brogede forsamling og det er så fedt med alle de kulturer. Jeg vil gerne have at vi bliver en helt multietnisk kirke hvor hudfarverne er lige så brogede som alt andet.

Det er da spændende det med Gimle! Og bliver ikke mindre spændende af at der var en amerikaner der bad for mig for nogle måneder siden og sagde: "Jeg ser jeres kirke på et spillested for unge, hvor I blander jer med alle andre, det er ikke kun kristne der spiller der... der er sorte vægge og små borde rundt omkring". Da jeg kom hjem fra den forbøn lå der en mail fra ... yes, you guessed it, GIMLE... og inviterede os til at komme og holde nogle gudstjenester der. Det er så fedt når vi sådan kan se Guds fingeraftryk midt i vores små mennesklige projekter.

Er ved at tænke på en fed invitation der hænger i ørerne: "Guds glade gøglere på Gimle" eller Glad gospel på Gimle eller "Guds glade gutter gæster Gimle" ... yes, jeg ved det, jeg går i selvsving... så jeg dropper det bare :-)

Ja her er jeg allerede igen, jeg er så glad for at jeg endelig har fundet passwordet til min blog, så nu er jeg ikke til at stoppe!

"Passion" tænker jeg på i dag. Det kommer sig af, at jeg i morges på vej til arbejde cyklede forbi en lastbil, der holdt udenfor ostehandlen, og på ladet stod med store bogstaver firmanavnet og nedenunder "En passion for ost". Jeg syntes det var lidt komisk at tænke på, at man kan have passion for ost, det er jo bare noget man spiser. Men passion er i det hele taget et mere og mere brugt ord i vores danske sprog. I gamle dage hed det lidenskab, men også her er det åbenbart det engelske ord, der anses for mere trendy...øh jeg mener mere smart....

Da vi kørte opad i Sverige kom vi forbi en masse små 2CV-er der var på vej til 2CV træf i en uge. De var nuttede men forfærdelig langsomme at ligge bagved på motorvejen. De kørte den modsatte vej da vi var på vej hjem, så der var åbenbart nogle der havde passion nok for gamle 2CV'er til at bruge en uge af deres ferie på at dyrke det. Og umiddelbart efter vi kom hjem, var der Mini-træf på vores festivalplads i Roskilde, så byen vrimlede med mini-er i nogle dage. Passion, passion, passion for Kyllingens udsmidning, passion for ost, passion for små gamle biler.....

Jeg har selv en passion for autentisk efterfølgelse af Jesus i et levende kristent fællesskab. Nu starter vi igen gudstjenester op på Kulturhuset i Roskilde efter at det har været lukket i en hel måned, hvor vi har måttet nøjes med at gå på besøg hjemme hos hinanden (og stuerne rummer dårligt 50). Jeg har set nogle fra fællesskabet sporadisk ind imellem, men hvor jeg dog glæder mig til på søndag at skråle igennem i tilbedelse, at give knus til alle jeg har savnet, at udveksle ferieoplevelser i kaffepausen, at høre inspirerende tanker om hvordan man omsætter Gud i hverdagen. At opleve glimt af evigheden, berøringer af den højeste Gud sammen med mine bedste venner.

Det er min passion.

Der er nogle netbutikker der har en "robotpige" man kan stille spørgsmål om de produkter, firmaet har til salg. Du har måske mødt Anna på Ikeas hjemmeside, hvis du er ensom en dag kan du surfe forbi der og stille hende et par spørgsmål. Hun ved nu ikke ret meget om livet i al almindelighed, hun vil bare sælge noget og kan være ret irriterende i længden.

Hun har åbenbart en amerikansk kusine der hedder Jenny, som jeg havde en samtale med i går. Så snart jeg surfede ind på en dvd-hjemmeside, begyndte hun at snakke til mig. Jeg kopierede og gemte samtalen for jeg syntes den var ret komisk. Her er den oversat og i øvrigt ordret (og jeg beklager at jeg viser en lidt mindre pæn side af mig selv, men måske kan du forstå det, når du læser samtalen):

Så snart jeg var kommet ind i rummet sagde Jenny:
--------------------------------------------------
Jenny: Vent, du må ikke gå! Før du forlader vores site vil vi gerne bede dig om at fortælle hvorfor du går. På den måde kan vi forbedre vores websted.

Mig: Jeg går ikke, jeg er jo lige kommet :-)

Jenny Says: Ok, tak fordi du kom og hav en god dag

Mig: er du blondine ?

Jenny : Undskyld, jeg kan ikke svare på det spørgsmål lige nu, men du er velkommen til at kontakte us. Du kan nå os pr email på whvcustserv@emsi.echomail.com eller du kan ringe til vores gratisnr. (800) 364-6928.

Mig: Hvad KAN du svare på?

Jenny: Tak fordi du chatter med mig. Jeg vil sige dig, hvad jeg KAN gøre, jeg kan tilbyde dig 10% rabat på din ordre i dag. Bare klik her og skriv USK i kodefeltet .

Mig: Sender I varer til Europa?

Jenny: Hvis forsendelsesgebyret er et problem, kan jeg tilbyde dig gratis forsendelse hvis du bruger 25 USD i dag. Bare skriv USFS i kodefeltet KLIK HER

Mig: Gælder det også Europa?

Jenny: Skønt alle er velkomne til at kigge i vores butik, er det sådan at man skal have modtageradresse i USA for at kunne købe noget hos os.

Mig: Det tænkte jeg nok

Jenny: Denne 10% rabat kan kun fås igennem vores chat i en begrænset periode

Jenny: KLIK HER og skriv rabatkoden "USD" for at benytte dig af dette utrolige tilbud

Mig: Jamen hvis I ikke vil sende noget til mig kan det jo ikke nytte noget

Jenny: Hvis du ønsker gratis forsendelse, kan jeg tilbyde dig gratis shipping, hvis du bruger 25 USD i dag. Bare skriv USFS i kodefeltet - KLIK HER

Mig: Kære venner, kunstig intelligens er sandelig ikke særlig udviklet endnu hva !!

Jenny: Dette tilbud gælder kun i en begrænset periode, så benyt dig af det lige nu, for det kan være det er udløbet i morgen. Din tilfredshed er vores højeste prioritet. En rabat på 10% er vores tak til dig fordi du handler med os. KLIK HER og skriv koden USD

MIG: Jeg kan virkelig bedre lige mennesklige samtaler end robotsamtaler. Du driver mig til vanvid!

Jenny: Det bedste ved at handle med warnerbros.com er at vi ikke kun sælger film på DVD men også alle mulige TV serier"

...........

tja, sådan kan man fordrive ti minutter når man har camp-abstinenser! Samtalen fik mig til at tænke på, at som kirke har vi i årtier sagt "Jesus er svaret" men vi har ikke været så gode til at lytte til spørgsmålene. Det kan ikke nytte noget at jeg prædiker om eskatologiske aspekter af helliggørelse eller sakramenters betydning for homeletik, hvis folk sidder med ærlige, jordnære, fortvivlede spørgsmål der gælder deres egen situation. Så er vi bare nogle "plastikledere" der kommer med patentsvar. Gud kalder os til at være lyttende og autentiske. Da jeg kom ind på hjemmesiden var jeg oprigtigt interesseret i at få "produktet helt hjem til mig selv", men det kunne de ikke lige forholde sig til, de gav mig bare en masse floskler og tilbud jeg ikke kunne bruge.

I min husgruppe er folk gode til at råbe mig an, hvis jeg kommer med et oplæg, der er lidt "floskelagtigt" og ikke har forbindelse til det virkelige liv. Men nu hvor vi går ind i en ny sæson i kirken og jeg skal prædike nogle gange i løbet af efteråret, vil jeg også der gerne kunne prædike om noget der er relevant for folks virkelige liv, noget der kan bruges i hverdagen. Jesus var vældig hverdagsrelevant, hans fortællinger tog altid udgangspunkt i det der var lige omkring ham.

Kom gerne med nogle spørgsmål eller idéer til Maibrith, Carsten, David og mig ---- skriv endda gerne spørgsmål som kommentar til dette blog-indlæg. Hvad tumler du med, hvilke områder af din tro vil du gerne udvikle, hvor er det tvivlen kommer ind og "æder" din vandring med Jesus? Vi vil ikke bare prædike plastikstøvler på samlebånd, vi vil vandre sammen med dig i dine mokkasiner! Procenter og genveje har vi måske ikke, men lad os sammen haltende, men fyldt med håb følge den opstandne Kristus.

Og sig endelig til, hvis du oplever jeg på noget tidspunkt mangler autenticitet i det jeg formidler . Hellere være et skrøbeligt, ujævnt lerkar end en kønsløs, ensrettet Tupperware-skål!

Jeg er ekstremt ekstrovert (ekstrovert betyder meget udadvendt, vil helst have mennesker omkring mig konstant). I dag har jeg derfor abstinenser efter en herlig uge på Vineyard-camp i Sverige hvor jeg var omgivet af gode venner. Jeg prøver altid mentalt at forberede mig til vi skal hjem fra camp, denne gang forberedte jeg mig ved frivilligt at melde mig (og resten af familien) til at tage det store mødetelt ned under Anders Westins kyndige ledelse. Jeg synes det gør min sjæl godt sådan at vælte stolper, samle reb og folde den kæmpemæssige cirkusteltdug sammen for at sætte punktum efter en fantastisk uge. Nu var det tredie gang vi var med til teltnedtagning i Rimforsa og i år blev vi forfremmet til at vores Berlingo måtte være den bil, der trak i rebet så de sidste store stolper væltede som tændstikker !!!! De skulle lige tænke lidt over, om vi nu kunne klare opgaven, når vi var på danske plader, men lov fik vi og ned kom det..... det er så hyggeligt at gå der med store arbejdshandsker og hive og bære og svede sammen som det sidste inden vi vender næsen sydpå.

Selvom jeg gav mig helt hen til dette afslutningsritual, har jeg alligevel hul i maven i dag. Det er begrænset, hvor meget jeg kan svømme hen i selvmedlidenhed, for jeg har også lige otte læs vasketøj der skal af vejen. Men jeg er så taknemlig for min store Vineyard familie og den glæde fylder, sammen med savnet, min mave på en god måde.

Jeg var lidt nervøs fordi jeg skulle prædike på afslutningsmødet og der var mange store kanoner der havde prædiket i ugens løb og jeg er jo kun en lille kugle, men der var så mange der sagde: "Alle der sidder der vil dig det godt, Solvej!" og "du skal bare være dig selv, Solvej" og jeg er bare så taknemlig for at være en del af et community hvor så mange brogede mennesker vil hinanden det godt og jeg kan få lov til at være den original jeg er.

Vejret kunne have været bedre og mødeteltdugen var ikke imprægneret, så på nogle møder skulle man faktisk sidde med paraply, men det er da egentlig sjovt at tænke tilbage på bagefter, specielt den dag lovsangsbandet spillede "Let it rain" mens vi prøvede at undgå dråberne omkring os.

Jeg var så glad for at vi var så mange fra Roskilde Vineyard der kunne have den gode oplevelse sammen. Det var begrænset hvor meget jeg fik snakket med folk, for jeg stod for den danske del af børnekirken hver formiddag, men jeg fik nogle dejlige nye venner der var mindre end mig selv (3-11 år). Da jeg sad der og rystede i bukserne inden jeg skulle op og prædike den sidste formiddag, var det rigtig fedt at mærke Marie på seks som sad og lænede sig op af mig, hun var en ven jeg fik i ugens løb og tilliden og varmen fra det lille menneske boostede mig virkelig inden jeg skulle op under spotlightene.

Hver anden morgen vågnede jeg tidligt nok til morgenbøn og det var det fedeste at gå med en kop nescafé mellem de dugvåde telte hvor folk var ved at vågne op, hen imod bønnekælderen mens jeg mærkede duggen op igennem sandalerne. Duften af kaffen, følelsen af koldt og vådt på tæerne, synet af den lille blå plet på himlen der bebudede, at det måske ville blive lidt solskin den dag, viden om at nu skulle jeg op og bede sammen med nogen jeg kendte og nogen jeg ikke kendte - bøn på flere sprog til den Gud der favner os alle - det gjorde mig bare altsammen så taknemlig og glad fordi min himmelske Far har været så god mod mig.

Nu er jeg nede fra skyen og hjemme på pinden. Og skal ned og skifte vasketøjslæs. Gud er god. Også i hverdagen i Roskilde. Siger jeg til hullet i maven og glæder mig over, at der starter en ny Vineyard camp om 358 dage.

Friske nyheder? Med et smil stikker den unge gut en morgenavis ud foran mig på cykelstien hvor jeg kommer drønende. Jeg er ved at komme for sent på arbejde, så jeg smiler anstrengt og takker nej og tramper ekstra hårdt i pedalerne for at vinde den tid jeg har tabt på at sagtne farten og svare ham. Klokken er kvart i ni og jeg har en lang cykletur foran mig. Nej tak til nyhederne i dag. Det må vente, der er så meget andet jeg har gang i.

Evangeliet er Guds gode nyheder til mig. Hver morgen er hans nåde ny. Hver morgen har jeg mulighed for at finde en ny juvel i Hans bog eller at høre Ham tale til mig gennem bønnen hvis jeg er stille længe nok. Det er nemt bare at piske afsted, forbi Hans udrakte arm, forbi det der gør livet til mere end bare en eksistens.

Og hvis jeg har haft alt for meget fart på alt for længe, kan jeg efterhånden slet ikke mærke sulten, længslen efter Hans nærvær i mit liv. Alt omkring mig opfordrer mig til at sætte farten op, købe den sidste nye dims, være en succes. Kalenderen hvirvler mig ind i en strøm af aftaler og forpligtelser, fart på, fart på.

Jeg vil ikke være offer for tidstyranni, jeg vil ind imellem tvinge mig selv ned i gear. Dufte til den syren, nynne den takkesang mens jeg tramper i mine pedaler. Sidde i den havestol med min Bibel og lade mig varme af solen og solopgangen fra det høje.

Så i morgen tager jeg på retræte. Op i et kloster til en flok nonner der ikke laver andet end at fordybe sig i rosenduft og bønner. Hmmmm....tror nu ikk' jeg ville egne mig som nonne. Men en enkelt dag i stilhed kan jeg mærke, jeg har brug for.

Evigheden er for kort til bare at cykle videre når Gud rækker de gode nyheder frem til mig. Hans nåde er ny hver morgen.

Kanalrodsbehandling. Alene ordets smag i munden gør ondt. Men det er nu kun den ene side af munden der smager, den anden er tyk og hævet og følelsesløs. Først virkede bedøvelsen ikke, og smerten jog igennem mig så jeg nærmest sparkede til tandlægebordet pr. refleks. Så fik jeg et skud til og han prøvede igen. Ny smerte, nyt jag. Nu ved jeg hvorfor jeg er blevet ved med at udsætte denne begivenhed! Ud og sidde lidt i venteværelset med Alt for Damerne i håb om at bedøvelsen ville begynde at virke lidt bedre. Det gjorde den. Lidt bedre, dvs. jagene blev lidt mindre. "Det er fordi der er hul helt ind til nerven" sagde han. Og så blev der ellers gået til den og fjernet alverdens råddenskab der havde samlet sig gennem de sidste par år, hvor jeg burde have været til tandlæge. Det er noget med, at når der har samlet sig så meget råddenskab, så virker bedøvelsen ikke lige så effektivt. Det er synd for mig! Det hele bliver lidt mere tåleligt af at tænke på, at jeg lige har fået en lille uventet slat penge, så jeg var inde for at booke en frisørtid på hjemvejen, synes da nogle af pengene bør gå til lyse striber og ikke kun til kanalrødder. Moralen, Solvej, siger du, hvad er moralen? Moralen er vel at nogle dage indeholder nødvendige tiltag, som det er nemmere bare at udsætte. Og at det elfte bud "Du skal bruge tandtråd" måske ikke er helt overflødigt alligevel. At når man ikke holder tænderne ordentligt, så ender det med råddenskab. Og hvis du vil have mere morale ud af historien, så tænk på, at hvis Gud viser dig et eller andet i dit liv, som Han vil hjælpe dig med at gå i gang med, så er det måske bedre bare at kravle op i stolen end at løbe rundt og lave alt muligt andet i flere år. Og med disse dybe overvejelser i den side af hovedet der ikke snurrer, vil jeg nu lave mig lidt suppe. Skæve hilsner!

8.57 tager jeg toget fra Roskilde Station og står af på Hovedbanen kl. 9.22. Kl. 9.30 mærker jeg Rådhusklokkerne vibrere i nakkehårene når jeg er nået et stykke ned ad Vestergade. I en blok næsten helt oppe ved Storkespringvandet arbejder mit livs udkårne. Han er ansvarlig for to huse, der ligger lige overfor hinanden, på hver sin side ad gaden, men for det meste ser jeg ham aldrig når jeg går forbi, for han møder en time før mig og han sidder mest oppe bag sin computer. Der var dog en uge for et par måneder siden, hvor jeg så ham nede på gaden på vej fra det ene hus til det andet sammen med et par kolleger. Jeg gik resolut hen til ham, prikkede ham på skulderen og gav ham et kys. Folk der havde vandret bagefter mig op ad Vestergade stirrede bestyrtet, hans kolleger gloede med åben mund og polypper. Og min mand fik resten af dagen til at gå med at prale for sine andre kolleger med, at så snart han viste sig på gaden, kom der en kvinde hen og kyssede ham. Faktisk skete det igen et par dage efter, præcis kl. 9.36 gik han lige over gaden og blev overfaldet af en "fremmed" dame der kyssede ham. Hvor blev jeg dejlig varm om hjertet lige før jeg selv skulle møde ind, det gav lige dagen lidt ekstra krydderi!

En meget sød historie fra et par midaldrende turtelduer der snart har sølvbryllup tænker du måske. Ja, men det har også fået mig til at tænke på vished i et kærlighedsforhold. At jeg ved, han er deroppe og elsker mig, selv de morgener hvor jeg ikke ser ham. At så mange års grinen af de samme vitser og dynamisk sparring om livet i al almindelighed har givet os en tryghed i at vide, at hinanden er der. Og at sådan er det også med mit Gudsforhold. Det er langt fra alle morgener, jeg kan mærke Guds "kys" når jeg beder. Men livet har lært mig at han er der. Tryghedsnarkoman det er jeg. Jeg kan slet ikke forestille mig tanken om at vandre af sted en morgen uden at vide, at Han er deroppe! Alt det tænker jeg på når jeg af vane drejer ved hjørnet af Vor Frue Kirke og vandrer hen over universitetspladsen blandt flaksende duer. At livet er godt med en Gud, der altid er der, synlig eller ej. "Kys mig, giv mig kys af din mund, for din kærlighed er bedre end vin"

Sneflokke kommer vrimlende. Endelig. Vågner op og der ligger et smukt hvidt tæppe overalt, og der blæser konstant mere sne ned oveni det der ligger der allerede. Han har åbenbart masser i posen, Ham der sidder og ryster det ned over os deroppe. Naboens kirsebærtræ er ellers helt sprunget ud, min græsplæne er så høj at den burde være blevet slået og knopperne alle vegne bebuder at det er forår. Men det er det altså ikke. Det har været den varmeste januar i mands minde, men nu er den pludselig blevet normal. Har ellers en masse indenbys ærinder i dag, og overvejer om jeg skal skrabe bilens ruder eller bare cykle forsigtigt gennem sneen. Jeg mærker nok livet mere hvis jeg cykler, og så får jeg også ungpigekulør!

Sneen ændrer altings udtryk. Det store birketræ overfor som plejer at lyse hvidt med sin stamme, ser nu helt gråt ud i forhold til sneen. Lydene bliver dæmpet, deres skarphed forsvinder. Toget oppe på bakken kan jeg slet ikke høre nu. Børnene laver snemænd. Den hullede asfalt på vejen og alle de andre triste grå nuancer er nu så smukke, lysende hvide.

Hans nåde er ny hver morgen, siger et gammelt bibelord. Og på sådan en morgen har Han tegnet det for mig. Alt det grå og triste, alt det dumme jeg gjorde og sagde i går, er tilgivet. "Selvom dine fejltrin er røde som rødbede, skal de blive hvide som sne". Fik engang rødvin på et hvidt gulvtæppe. Prøvede alt: Kartoffelmel, pletfjerner, tæpperens. Intet hjalp. Måtte til sidst degradere tæppet til kælderen. Game over. Sådan er det ikke med min Far der har opfundet snekrystallet. Han tilgiver gerne! Dejligt at tænke på for en som mig, som gode venner fra kirken har kaldt "Guds svar på Bridget Jones".

Nu vil jeg vove mig ud i sneen. Og for hvert fnug der lander på min næse vil jeg tænke på, at min Far i Himlen elsker mig nok til at Han sendte sin søn og dækker alle mine fejltrin. Han har masser af sne i posen. Og meget andet godt.