I forgårs havde vi vores anden musikgudstjeneste på Gimle og nød allesammen rigtigt at være der igen. Selv havde jeg lidt præstationsangst fordi der skulle komme en journalist og en fotograf fra Dagbladet.... det var mig der skulle prædike, og nu er jeg efterhånden så vant til det, at jeg ikke længere får røde pletter på halsen, men det var første gang jeg skulle tale på Gimle på en platform med spotlys og første gang hvor enhver fortalelse kunne blive refereret i lokalsprøjten, så mon ikke jeg havde et par pletter på halsen? Nå men de gik alligevel inden prædiken, så den nervøsitet kunne jeg godt have sparet mig.

Vi afslutter jo altid vores taler med at invitere til forbøn i baghjørnet, hvis der er noget af det der er blevet sagt, som folk gerne vil have Guds hjælp til at implementere i deres liv. Det gjorde vi også i søndags. Men derudover fandt jeg lige på en ekstra "twist" i afslutningen af min prædiken: Jeg sagde "I morgen er det min "præstedag", jeg er hjemme og ordne administrative ting hele dagen og hvis du har lyst til at dumpe ind og snakke med mig om hvad der rykker og måske ikke rykker i dit liv, så er du velkommen."

Det var der to der tog mig op på, så jeg havde to forskellige dejlige besøg i løbet af formiddagen. Mennesker som jeg holder af, som er på vej sammen med Gud, som er ærlige omkring deres processer med tro og tvivl. Vi fik snakket godt og bedt sammen, og jeg følte mig så rig bagefter. Hvor er det fedt at følges med venner som lader Gud bygge dem om indefra, som kæmper og snubler, men som rejser sig og bliver klogere ved Guds nåde, som får redskaber til at komme videre.

Jeg svingede glad støvsugeren efter at nummer to og hele formiddagen var gået. Den første havde haft et dejligt franskbrød med (selv havde jeg næsten ingenting i huset efter at mine fraflyttede sønner pludselig havde været hjemme i en uge) og den næste et rugbrød. Og jeg tænkte, at det var helt symbolsk at de brød lå der på køkkenbordet da jeg igen var blevet alene, for jeg følte mig så mættet af glæde og fællesskab. Til støvsugerens summen nynnede jeg "This is my daily bread - your holy presence".

"Noone can discover himself by himself" er der et klogt hoved der har sagt. Og jeg synes det er så fedt at være en del af et fællesskab, hvor vi hele tiden kan opdage mere af Gud, hinanden og os selv mens vi vandrer sammen. Det er godt brød!