Statistisk er jeg midaldrende. Det er ikke noget jeg er vild med at tænke på, for jeg føler mig stadig frisk og føjelig indvendig og min tøjsmag er - efter hvad jeg selv synes - mere teenage end fru Hyacinth, men kalenderen lyver ikke. Måske er jeg faktisk nået over halvvejs i mit liv, det er vel trods alt de færreste kvinder der bliver over 90. Det er på mange måder en "dvaletid" jeg befinder mig i. Det siges, at man nu har dannet sine meninger, ro på parforholdet, børnene er store og man har tid til at dyrke interesser man selv har lyst til. Og det siges også at man er "sat" - svær at flytte med, lukket for nye ting. Det vil jeg ikke være, bare tanken får mig til at gyse. Og så tænker jeg på et ord i Esajas bog, hvor der står "Vid rummet ud i dit telt, flyt pløkkene længere ud, gør plads til mere". Og jeg tænker på, at når ham som er fra evighed til evighed, er rummelig og til at flytte med, så vil jeg også være det.....

....som nu når jeg i arbejdssammenhæng sætter mig ind i pilgrimsvandringen Caminoen i Spanien, hvor folk vandrer for at finde fred med sig selv og Gud - mennesker som måske aldrig går i kirke her i landet går en fordybelsestur, får en masse vabler, men også en afklaring, et møde med Gud, bare prøv at Google pilgrimsvandring camino, så dukker der fantastiske historier op om folks vandring efter Gud, efter afklaring, efter soning....

....som nu i går aftes hvor jeg var i et propfyldt Falkonercenter og hørte Benny Hinn, en jakkesætklædt prædikant med gurustatus blandt kristne. Der blev samlet penge ind til hans nye fly og hundredevis af danskere myldrede frem og donerede seks tusind kroner hver...plus alle os andre der bare gav småbeløb. Sangene var fra halvfjerserne og akkompagneret af et gammelt hammond-orgel....alt det der kunne gøres ikke-søgervenligt var gjort..... men Gud var meget stærkt til stede, en udefinerlig tyngde af Hans nærvær, som jeg kender så godt og indretter mit liv efter at søge - hvor overraskende at finde netop dette nærvær midt i dårlig musik og dollartiggeri....

....som når jeg med åben mund og polypper ser den Blå Planet og fascineres af en skabning som en håndfisk, en farvestrålende, humoristisk uformelig farvelade af et havdyr, der gemmer sig blandt vandplanter og føder flere håndfisk. Der skal en god portion humor og lyst til at farve udenfor stregerne til at fabrikere sådan en!

.....det får mig til at tænke på, hvordan der skrives "at Gud op igennem tiderne på mangfoldige måder har talt til os. Og nu ved dagenes ende har Han talt til os ved sin søn". Og den Søn er større end den lille flig af Ham, jeg har fattet - Han taler stadig på mangfoldige måder..... og jeg undres stadig i min efterfølgelse af Ham. Det vil jeg ikke give min statistiske midalder lov til at ændre noget ved

Gode grin gør livet lidt lysere. Så jeg synes lige jeg vil fortælle følgende søde historie:

Efter søndagsskolen ville søndagsskolelæreren sluse børnene stille ind i de voksnes gudstjeneste. På vejen ville hun lige minde dem om at opføre sig ordentligt, og spurgte derfor: "Hvorfor er det egentlig man skal være stille inde i de voksnes gudstjeneste?". Lille Sara var hurtig med svaret: "Det er jo fordi de sover derinde"

En af de største kristne forfattere nogensinde er C. S. Lewis, ham der er aktuel med Narnia-filmen. Han var professor ved Oxford Universitet, agnostiker, og han mødtes med andre store tænkere som Tolkien i en ugentlig debatgruppe der hed "The Inklings". Der ville jeg gerne have været en flue på væggen! Lewis drev efterhånden mere og mere over i en aha-oplevelse af, at Gud alligevel findes, og skrev senere i livet fantastiske bøger til forsvar for kristendommen, såsom "Mere Christianity" (på dansk Det er Kristendom) og en Science-fiction trilogi. Interessant forøvrigt, at Science fiction også kan bruges til at fortælle Gud-historie med, ville ønske at en nutidig forfatter ville gøre det samme med Adventure-genren som er så populær.

Lige nu er jeg ved at læse en bog af Lewis, som han skrev da hans kone døde, "En sorgens dagbog". Den er helt anderledes end de afklarede kristne bøger, han ellers på det tidspunkt havde skrevet i mange år. Det er en hudløst ærlig bog, helt reelt en dagbogsoptegnelse i tiden da smerten efter tabet af hustruen var størst, og han giver åbent udtryk for sin vrede og afmagt og endda mistro overfor Gud i den tid. Spørger, hvordan Gud kan påstås at være kærlighed, når han tillader at nogen der er så levende, så tidligt dør af kræft. Jeg krummer uvilkårligt mine farisæer-tæer når jeg læser hvad han skyder Gud i skoene i disse dage, kalder Ham fx for en sadist, en der vifter en sulten om næsen med en skål suppe for så at fjerne den netop når man skal til at spise........ "Uha, siger en af de største kristne tænkere virkelig sådan til Gud?!"

Men det er ok. Kong David gjorde det samme. Og Gud kan godt klare det, han falder ikke ned af tronen bare fordi vi kommer med vores afmagt og tvivl og endda vrede mod ham. De billeder vi i krisesituation kan tegne af ham i vores sind kan være forfærdelige, men det er ok. Gud vender sig ikke fra os når vi råber i vrede. Han kan rumme os. "Jeg er" var det navn Han gav sig selv ved mødet med Moses. Jeg er der når du græder, jeg er der når du føler du er ved at blive sindssyg, jeg er der ikke kun når du ler.

Da min egen spæde datter døde for tyve år siden var jeg også selv igang med pennen og skød Gud grumme ting i skoene. "Nogle siger at du tog hende, andre siger at det var djævelen. I delte måske i porten?" skrev jeg, nærmest spottende.

Men Gud er her endnu. Han slap mig ikke. Han var nær hele tiden, også da jeg var for lammet af smerte til at mærke Hans hånd. Tænk at Han kan rumme os til alle tider. Når jeg er jublende glad, når jeg er doven, når jeg er præmenstruel.

Den Gud jeg tror på kan rumme vores vrede. Han sætter mig ikke til at brænde flag og ambassader ned, hvis andre skulle afbilde ham med en raket i turbanen. Han venter i stedet lige så stille på at vi er færdige med vores vrangbilleder, og så er han der til at gribe os når vi rammer jorden. Det har C S Lewis virkelig fattet. Og det vil jeg gerne selv fatte mere af.

Hørte lige om nogle husejere, der var blevet gruelig snydt, selvom de både havde tegnet ejerskifteforsikring og fået lavet tilstandsrapport. Efter at de var flyttet ind i drømmehuset, begyndte de at blive syge, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at krybekælderen under gulvbrædderne var fuld af skimmelsvamp. Nu var de flyttet ud i haven i en skurvogn mens den tidligere ejer, forsikringsselskabet og det firma, der havde skrevet tilstandsrapporten kæmpede om pladsen ved håndvasken. Surt show, når terminerne skal betales alligevel!

Her i familien har vi også i denne uge opdaget nogle ubehagelige skjulte skader: For over en uge siden kom vores yngste søn, sportsfreaken Andreas hjem med en hævet ankel efter at han var landet forkert på foden ved et volleystævne. Næste dag gjorde det stadig meget ondt og vi gik til læge, som sendte ham videre til røntgen. "Røntgenbilledet viser at det kun er en forstuvning, så bare brug benet" var den besked vi fik. Andreas tiggede om at låne krykker, men fik nej: "Det skal bare gås væk!" Men benet blev ved med at være ømt og hævet, selv efter at vores frosne ærter fra fryseren havde været ude og inde et utal af gange for at lindre. (PS: Gratis ærter kan afhentes hvis du er sulten!).

Så endelig i går, en uge efter røntgenbilledet blev taget, var der en besked på vores telefonsvarer: "Ved nærmere eftersyn har vi opdaget, at der alligevel var et brud på knoglen, så kom hurtigt op på hospitalet". Hele aftenen i går blev derfor tilbragt på skadestuen, hvor vi efter tre timer blev lagt i midlertidig gips. Hele eftermiddagen i dag blev brugt på et mere fancy ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor ventetiden var ligeså lang, men hvor vi fik gipsen af og i stedet blev forsynet med en skinne, der er lidt mere brugervenlig. Om tre uger med stift ben skulle Andreas igen være klar til at smashe så gulvbrædderne gynger.

Tænker på, at vi måske kan rende rundt med sådanne skjulte skader også i det indre menneske: Der er gået noget i stykker i os, men alle siger bare, at vi skal gå videre og komme over det. Der er en der kan se, hvad der er galt og Han står klar for at gøre os hele igen. Det kræver bare at vi tør være ærlige og erkende vores behov. Nogle gange kræver det tid, men vi er ikke alene i det. Selv oplever jeg det ihvertfald som noget af det stærkeste i mit liv, at Guds åbne arme er der hver gang der sker noget skidt for mig. Skidt sker jo, for nu at oversætte en kendt engelsk talemåde. Skal vi bare gå videre og leve med de evindelige ærteposer frem og tilbage, eller skal vi gå ind i lægedommen, skal vi åbne for Guds kærlighed? Det sad jeg og tænkte på mens vi ventede på gips og skinne.

Lige siden vi i 1988 flyttede til Canada og tilbragte fem forfærdelige timer i Heathrow lufthavn med en overtræt toårig, har vi joket med, at selvom vi ikke er katolikker og dermed ikke tror på Skærsilden, så har vi nærmet os dens indgang på jorden. Heathrow Lufthavn må være det forfærdeligste sted der findes: Dårlig luft, dårlig lyd, dårligt design og time efter time i forgæves venten. Så vi havde sådan set lovet hinanden aldrig at flyve derigennem igen.

MEEEEN nu er det altså sådan, at vi er ret nærige (eller sparsommelige) og da hele familien skulle til Canada for første gang i de mange år siden vi flyttede tilbage derfra, var det lige præcis gennem Heathrow, rejsen var billigst.

18 år efter vores mareridt, i glemslens tåger, rejste vi derfor gladelig igennem Heathrow, og det gik faktisk fint på vej derover. Men på vej hjem måtte vi sidde en ekstra time i vores fly, fordi der var noget galt med udgangen, og til sidst måtte vi køre tværs over nogle baner til en anden gate. Bad lige en ekstra bøn, for var ulykken i Milano ikke lige netop noget med et fly der kørte på tværs af nogle baner??

Vi kom helskindede af, men fuglen videre var fløjet, så vi måtte booke om og tilbringe fem timer med at vente på et andet fly. Teenagerne fandt en elektronikbutik, faren fandt en avis, moren var ikke i shoppehumør (DET er en sjældenhed!) men fandt et multifaith prayer room og gik ind for at bede lidt stille og sige Gud tak for en dejlig ferie. Det var en fascinerende oplevelse at sidde der stille med sin Jesus mens det myldrede ud og ind med muslimer med bedetæpper, taichi-udførende yogier og turban-klædte Sikher. Kom ikke og sig, at folk ikke er religiøst bevidste. Jeg følte mig som Paulus på Marsbakken. Men jeg bad. Bad for Heathrow, at Gud ville beskytte lufthavnen og dem der kom ind og ud af Europa her, at folk måtte tænke på Gud i bønnerummet og at stedet måtte være beskyttet af Guds engle. "Lad dit rige komme til Heathrow, Gud"! En hurtig bøn, og så videre, op på flyet, hjem til dagligdagen og de mange andre ting jeg plejer at bede for.

En måned efter var der så - næsten - et terrorangreb i Heathrow. Man fangede alle de banditter, der havde tænkt sig at sprænge sig selv og mange andre i luften. Og jeg tænkte.... tænkte på, om Gud mon brugte min lille bøn den dag, og de mange andre kristnes bønner, der nok også er steget op derfra. Heathrow blev beskyttet af englevagter. Og for fremtiden når jeg tænker på stedet, vil det ikke være som et forfærdeligt sted, men som et sted, Gud passede på... måske fordi der var nogen der bad.