Hørte lige om nogle husejere, der var blevet gruelig snydt, selvom de både havde tegnet ejerskifteforsikring og fået lavet tilstandsrapport. Efter at de var flyttet ind i drømmehuset, begyndte de at blive syge, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at krybekælderen under gulvbrædderne var fuld af skimmelsvamp. Nu var de flyttet ud i haven i en skurvogn mens den tidligere ejer, forsikringsselskabet og det firma, der havde skrevet tilstandsrapporten kæmpede om pladsen ved håndvasken. Surt show, når terminerne skal betales alligevel!

Her i familien har vi også i denne uge opdaget nogle ubehagelige skjulte skader: For over en uge siden kom vores yngste søn, sportsfreaken Andreas hjem med en hævet ankel efter at han var landet forkert på foden ved et volleystævne. Næste dag gjorde det stadig meget ondt og vi gik til læge, som sendte ham videre til røntgen. "Røntgenbilledet viser at det kun er en forstuvning, så bare brug benet" var den besked vi fik. Andreas tiggede om at låne krykker, men fik nej: "Det skal bare gås væk!" Men benet blev ved med at være ømt og hævet, selv efter at vores frosne ærter fra fryseren havde været ude og inde et utal af gange for at lindre. (PS: Gratis ærter kan afhentes hvis du er sulten!).

Så endelig i går, en uge efter røntgenbilledet blev taget, var der en besked på vores telefonsvarer: "Ved nærmere eftersyn har vi opdaget, at der alligevel var et brud på knoglen, så kom hurtigt op på hospitalet". Hele aftenen i går blev derfor tilbragt på skadestuen, hvor vi efter tre timer blev lagt i midlertidig gips. Hele eftermiddagen i dag blev brugt på et mere fancy ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor ventetiden var ligeså lang, men hvor vi fik gipsen af og i stedet blev forsynet med en skinne, der er lidt mere brugervenlig. Om tre uger med stift ben skulle Andreas igen være klar til at smashe så gulvbrædderne gynger.

Tænker på, at vi måske kan rende rundt med sådanne skjulte skader også i det indre menneske: Der er gået noget i stykker i os, men alle siger bare, at vi skal gå videre og komme over det. Der er en der kan se, hvad der er galt og Han står klar for at gøre os hele igen. Det kræver bare at vi tør være ærlige og erkende vores behov. Nogle gange kræver det tid, men vi er ikke alene i det. Selv oplever jeg det ihvertfald som noget af det stærkeste i mit liv, at Guds åbne arme er der hver gang der sker noget skidt for mig. Skidt sker jo, for nu at oversætte en kendt engelsk talemåde. Skal vi bare gå videre og leve med de evindelige ærteposer frem og tilbage, eller skal vi gå ind i lægedommen, skal vi åbne for Guds kærlighed? Det sad jeg og tænkte på mens vi ventede på gips og skinne.