En af de største kristne forfattere nogensinde er C. S. Lewis, ham der er aktuel med Narnia-filmen. Han var professor ved Oxford Universitet, agnostiker, og han mødtes med andre store tænkere som Tolkien i en ugentlig debatgruppe der hed "The Inklings". Der ville jeg gerne have været en flue på væggen! Lewis drev efterhånden mere og mere over i en aha-oplevelse af, at Gud alligevel findes, og skrev senere i livet fantastiske bøger til forsvar for kristendommen, såsom "Mere Christianity" (på dansk Det er Kristendom) og en Science-fiction trilogi. Interessant forøvrigt, at Science fiction også kan bruges til at fortælle Gud-historie med, ville ønske at en nutidig forfatter ville gøre det samme med Adventure-genren som er så populær.

Lige nu er jeg ved at læse en bog af Lewis, som han skrev da hans kone døde, "En sorgens dagbog". Den er helt anderledes end de afklarede kristne bøger, han ellers på det tidspunkt havde skrevet i mange år. Det er en hudløst ærlig bog, helt reelt en dagbogsoptegnelse i tiden da smerten efter tabet af hustruen var størst, og han giver åbent udtryk for sin vrede og afmagt og endda mistro overfor Gud i den tid. Spørger, hvordan Gud kan påstås at være kærlighed, når han tillader at nogen der er så levende, så tidligt dør af kræft. Jeg krummer uvilkårligt mine farisæer-tæer når jeg læser hvad han skyder Gud i skoene i disse dage, kalder Ham fx for en sadist, en der vifter en sulten om næsen med en skål suppe for så at fjerne den netop når man skal til at spise........ "Uha, siger en af de største kristne tænkere virkelig sådan til Gud?!"

Men det er ok. Kong David gjorde det samme. Og Gud kan godt klare det, han falder ikke ned af tronen bare fordi vi kommer med vores afmagt og tvivl og endda vrede mod ham. De billeder vi i krisesituation kan tegne af ham i vores sind kan være forfærdelige, men det er ok. Gud vender sig ikke fra os når vi råber i vrede. Han kan rumme os. "Jeg er" var det navn Han gav sig selv ved mødet med Moses. Jeg er der når du græder, jeg er der når du føler du er ved at blive sindssyg, jeg er der ikke kun når du ler.

Da min egen spæde datter døde for tyve år siden var jeg også selv igang med pennen og skød Gud grumme ting i skoene. "Nogle siger at du tog hende, andre siger at det var djævelen. I delte måske i porten?" skrev jeg, nærmest spottende.

Men Gud er her endnu. Han slap mig ikke. Han var nær hele tiden, også da jeg var for lammet af smerte til at mærke Hans hånd. Tænk at Han kan rumme os til alle tider. Når jeg er jublende glad, når jeg er doven, når jeg er præmenstruel.

Den Gud jeg tror på kan rumme vores vrede. Han sætter mig ikke til at brænde flag og ambassader ned, hvis andre skulle afbilde ham med en raket i turbanen. Han venter i stedet lige så stille på at vi er færdige med vores vrangbilleder, og så er han der til at gribe os når vi rammer jorden. Det har C S Lewis virkelig fattet. Og det vil jeg gerne selv fatte mere af.