"Boxing Day" hedder det i Amerika, den dag hvor man piller al julepynten ned og putter den i kasser. Det gjorde jeg så i dag. Men først skulle jeg se om mine lange slanke julelys virkelig VAR så selvslukkende som jeg havde forsikret min stearinlysfobiøse mand om at de var. Så de to smukke Georg-Jensen lyseholdere fik lige lov til at brænde den sidste centimeter af mens jeg kiggede på. Spændende underholdning i julen hva'? Men jo, vægen brændte klart, flakkede så og døde til sidst helt, da der ikke var mere stearinnæring til den. Smart må jeg sige. Så kan jeg også næste år med god samvittighed lade dem hænge på hver sin gren på mit oliventræ.
Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!
Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.
Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.
Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.
Wednesday, December 27, 2006
"Boxing Day" hedder det i Amerika, den dag hvor man piller al julepynten ned og putter den i kasser. Det gjorde jeg så i dag. Men først skulle jeg se om mine lange slanke julelys virkelig VAR så selvslukkende som jeg havde forsikret min stearinlysfobiøse mand om at de var. Så de to smukke Georg-Jensen lyseholdere fik lige lov til at brænde den sidste centimeter af mens jeg kiggede på. Spændende underholdning i julen hva'? Men jo, vægen brændte klart, flakkede så og døde til sidst helt, da der ikke var mere stearinnæring til den. Smart må jeg sige. Så kan jeg også næste år med god samvittighed lade dem hænge på hver sin gren på mit oliventræ.
Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!
Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.
Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.
Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.
Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!
Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.
Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.
Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.
Sunday, December 10, 2006
Undren. Undren er en god indstilling til livet. Så i dag vil jeg dele noget med jer som fylder mig med undren. Det er lidt af en fordom, fordomme er jo ikke så gode at have som kristen. Ikke desto mindre har jeg en fordom om at japanere altid fotograferer. Forstå mig ret, jeg kan godt lide japanere, havde en rigtig god japansk ven på bibelskolen i Dallas i tidernes morgen, som hed Kasushi Mitani og jeg kan ikke huske at jeg nogensinde så ham fotografere. Men det er 23 år siden, så jeg har sikkert bare glemt det. Kasushi var en fin fyr.... men altså, der er noget om den her fordom: Japanere fotograferer altid! Lige siden jeg var helt lille har jeg hver gang jeg var på københavnertur eller Himmelbjerget eller på Bakken set en flok japanere der fotograferer hinanden. Tænk på alle de mange tusind billeder de må akkumulere! Et par gange om ugen arbejder jeg i København og krydser Rådhuspladsen kl. halv ti om morgenen. Altid må jeg manøvrere rundt om en flok japanere der tager billeder af hinanden foran en vandpyt, foran en due, foran busterminalen og HVEM har lige lyst til at forevige den??? I sidste uge kom jeg til at vade lige ind foran en gruppe da det sagde klik, så nu ligger jeg sikkert på et sofabord i Tokyo med et forbavset udtryk i morgenfjæset.
Men en ting undrer mig: Hvad gør de af alle de billeder? Jeg har hørt, at de ikke har ret mange kvadratmeter bolig fordi Tokyo er så overbefolket. De bor en hel familie på 50 kvadratmeter... og det er jo altså ikke fattige mennesker, de har samme levestandard som os og har højere gennemsnits-IQ end os danskere. Så jeg har tit tænkt over, hvor de dog gør af alle de billeder. Jeg har selv en hel kælder fyldt med kasser af mærkelige ting, som jeg måske får brug for igen en dag. En af kasserne er der billeder i. Men næsten ingen har vel kælder i Tokyo? Så jeg tror de stabler 50 fotoalbums ovenpå hinanden og lægger en glasplade på og så er det sofabordet. Og 100 albums i bunker af 10 stk dækkes over af en madras og så er det dobbeltsengen. Op imod væggen i bryggerset ligger stabler fra gulv til loft. Overalt hvor du kigger i et japansk hjem er der fotoalbums. Sådan må det være. Når man ikke har så mange kvadratmeter, må man have mange minder.
Høhø nu sidder du nok og læser dette for anden gang og tænker: Hvor er lige den åndelige mening i det her? Solvej er jo altid så åndelig....
Men jeg er også et ganske almindeligt menneske der undrer mig over helt almindelige ting. Så længe man undrer sig, lever man. Så hermed er du forsynet med et billede af en mindre åndelig Solvej, som du kan lægge på dit sofabord. Billedet altså :-)
Men en ting undrer mig: Hvad gør de af alle de billeder? Jeg har hørt, at de ikke har ret mange kvadratmeter bolig fordi Tokyo er så overbefolket. De bor en hel familie på 50 kvadratmeter... og det er jo altså ikke fattige mennesker, de har samme levestandard som os og har højere gennemsnits-IQ end os danskere. Så jeg har tit tænkt over, hvor de dog gør af alle de billeder. Jeg har selv en hel kælder fyldt med kasser af mærkelige ting, som jeg måske får brug for igen en dag. En af kasserne er der billeder i. Men næsten ingen har vel kælder i Tokyo? Så jeg tror de stabler 50 fotoalbums ovenpå hinanden og lægger en glasplade på og så er det sofabordet. Og 100 albums i bunker af 10 stk dækkes over af en madras og så er det dobbeltsengen. Op imod væggen i bryggerset ligger stabler fra gulv til loft. Overalt hvor du kigger i et japansk hjem er der fotoalbums. Sådan må det være. Når man ikke har så mange kvadratmeter, må man have mange minder.
Høhø nu sidder du nok og læser dette for anden gang og tænker: Hvor er lige den åndelige mening i det her? Solvej er jo altid så åndelig....
Men jeg er også et ganske almindeligt menneske der undrer mig over helt almindelige ting. Så længe man undrer sig, lever man. Så hermed er du forsynet med et billede af en mindre åndelig Solvej, som du kan lægge på dit sofabord. Billedet altså :-)
Subscribe to:
Posts (Atom)