"Boxing Day" hedder det i Amerika, den dag hvor man piller al julepynten ned og putter den i kasser. Det gjorde jeg så i dag. Men først skulle jeg se om mine lange slanke julelys virkelig VAR så selvslukkende som jeg havde forsikret min stearinlysfobiøse mand om at de var. Så de to smukke Georg-Jensen lyseholdere fik lige lov til at brænde den sidste centimeter af mens jeg kiggede på. Spændende underholdning i julen hva'? Men jo, vægen brændte klart, flakkede så og døde til sidst helt, da der ikke var mere stearinnæring til den. Smart må jeg sige. Så kan jeg også næste år med god samvittighed lade dem hænge på hver sin gren på mit oliventræ.

Jeg overvågede altså nøje udbrændingsprocessen, så hvordan flammen slikkede sig op igennem den gyldne spiral og gik ud. Så kunne den jo godt blive lagt på plads og med et resolut greb tog jeg fat om lyseholderen... AU!! Guld er en god varmeleder skulle jeg hilse og sige. Eller messing. Eller hvad det nu var, varmt var det ihvertfald!!!. Ind under vandhanen med koldt vand i flere minutter. Ja, jeg ved godt at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen når jeg står der og ser på at noget brænder lystigt og så griber fat i det i næste åndedrag. Men nu gør jeg det heller aldrig mer!

Efter en rum tid med hånden under vand skulle jeg ud og bytte julegaver. Handsken af, fingeren på det kolde cykelstyr. Inde i Jem og Fix.. fingeren på den kolde stålreol mens jeg lige kigger på noget andet.... i Føtex fingeren på den liter mælk, jeg alligevel skal købe, det køler så dejligt. Jeg FINDER bare steder, lige meget hvor jeg går, steder hvor jeg kan få lindring for den smerte der følger mig.

Jeg tænker på, at jeg gerne vil have det sådan med min søgen mod Gud i det nye år. At midt i det jeg laver i hverdagen FINDER jeg pusterum til at sende en tanke op til ham, at mærke Hans nærvær. At jeg bare MÅ opleve Ham og den længsel fylder mere i mit liv end noget andet. Små pust af Hans omsorg og glæde lige der hvor jeg står og går. Jeg tror altid Han er klar til at række ud til mig, Han gav jo sin søn for at have mig tæt på. Men jeg får travlt og cutter Ham af og glemmer at sige Ham tak fordi Han er der, min oase, min lise.

Så det er det jeg vil stræbe efter i 2007. At være brændende. Nu har ordet bare fået en ny betydning for mig. Og nu skriver jeg ikke mere, for min finger har det ikke så godt.