Som barn elskede jeg at skrive eventyr og historier, ofte skrev jeg som om jeg var et dyr der oplevede ting. Lidt henne i skoletiden lærte jeg, at historier om dyr hed fabler, jeg synes ellers fabler er noget man tit forbinder med løgnehistorier og opspind. Nu er jeg ikke længere barn men en midaldrende kone på 47. Ikke desto mindre fik jeg lov til at være ÆSEL i går. Den historie må så være en fabel, men den er ganske sand og virkelig. Det var ikke fordi jeg fysisk forvandlede mig til et firbenet gråt væsen, ligheden er udelukkende metaforisk .....dvs. min mand vil måske mene, at ihvertfald stædigheden har jeg ganske reelt og virkeligt til fælles med et æsel. Men min æselfærd i går bestod i, at jeg skulle fragte nogle unge mennesker, en flok teenagere, hvoraf den ene er min søn, hen et sted hvor de skulle holde andagt for en flok andre unge. Mit vognlæs bestod af en god flok brændende unge mennesker fra forskellige lokale kirker der opmuntrer hinanden i at efterfølge Jesus.... og de havde bestemt at de ville ned på deres gamle efterskole, som de syntes trængte til lidt åndelig opvågnen, og fortælle om Jesus. Så de bad forstanderen om lov til at komme, øvede sange, skrev taler, og eftersom de alle er for unge til at have kørekort, var det så her æslet kom ind. Midt i min risengrødsforberedelse skulle jeg køre fire håbefulde evangelister, en del lydudstyr og nogle godt slidte bibler langt ud på det mørke Sjælland. Jeg nød at høre dem snakke begejstret om at formidle budskabet om Gud og lige inden vi var der fik jeg lov til at bede for dem om at Gud ville velsigne deres aften. Så kørte jeg hjem og tre timer senere hentede min mand dem og hørte dem fortælle begejstret hele vejen hjem om, hvordan Gud havde talt igennem dem, om hvordan de fik lov til at bede for og med jævnaldrende venner og om deres lyst til at gøre det igen .... på andre efterskoler og i ungdomsgrupper. Der var ingen voksen der havde arrangeret noget, det var helt deres eget initiativ.

Jeg fik lov til at være transport, egentlig noget jeg lidt havde set som et irritationsmoment, for nu skulle min anden søn endelig komme på besøg for første gang i månedsvis og så skulle jeg ud og køre midt i madlavningen. Men bagefter var jeg kisteglad og følte at jeg havde fået lov at "høste hvor jeg ikke havde sået". Jeg følte mig som det æsel der stod tøjret på et støvet hjørne på en helt almindelig dag og pludselig fik lov til at bære Jesus på ryggen ind i Jerusalem. Der blev ikke råbt "hosianna" efter mig i går, men jeg er alligevel helt glad i maven, fordi jeg på en lille simpel måde fik lov til at spille en rolle i at nogen mødte Jesus og hans unge efterfølgere fik smag for hvor dejligt det er at udbrede budskabet om ham. Den slags vil jeg stædigt forsøge at være med til også i fremtiden!

"Bed for mig, jeg bliver angrebet af angst". Jeg har sagt til mine venner, at de altid kan sende mig en sms eller en mail, hvis de føler de tumler med noget, de har brug for hjælp og bøn til. Jeg tror på bøn, har tit set det virke både i mit eget liv og hos dem jeg beder for. Så det er godt at folk tager mig på ordet og beder om hjælp når stenene på vejen bliver for mange og for store. Der er rigtig mange, der bliver grebet af angst og mørke tanker lige nu, så det vælter ind med den slags mails, opringninger og sms'ser. Så jeg beder rigtig meget for mine venner lige nu! Andre præster der er mere erfarne i yrket fortæller mig, at det hører årstiden til, at mange der ellers er rimelig cool og ligevægtige hele året, bliver angrebet af angst og fortvivlelse netop nu, hvor dagene bliver kortere og vi står over for den mørke tid. En af mine gode venner, der også er præst og det for en langt større kirke end vores, røg selv langt ned i angst et efterår for nogle år siden og han fortæller mig, at på denne årstid passer han ekstra på sig selv og sørger for ikke at presse alt for meget ind i kalenderen så han ikke fremprovokerer en angst i denne sårbare periode.

Angst. Et mærkeligt ord, - bare lyden af det kan næsten tage kvælertag om hjertet. Jeg søgte på ordet i Biblen og så, at Jesus også var grebet af angst, det står tydeligt beskrevet om ham i Getsemane have lige før han blev korsfæstet. Den nat havde han en fornemmelse af hvad der skulle komme og angsten overvældede ham fuldstændig. Det kan måske opleves som lidt nedtur at høre, at Jesus også havde angst, vi vil jo hellere se ham som den overnaturlige, urørlige supermand, der skøjter hen over livets kriser. Hvordan kan han hjælpe os når han selv oplevede angst?

Jeg tænker, at det kan han jo netop. Han var 100 % menneske og blev udsat for de samme svigt og kriser som vi - derfor kan han også virkelig hjælpe os når vi står i disse situationer.

I Hebræerbrevet 4 står der "Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."

Jesus har også prøvet det. Han ved, hvordan du har det. Du står ikke alene med din angst, men kan løbe ind i Hans arme i bøn. Træd frem for Nådens trone og lad Ham berøre dig og berolige dig med sin Ånd. Et af navnene for Helligånden er netop "Trøsteren". Livet kan være trøstesløst og så vil Han være vores trøst. Når dagene bliver kortere, mørket fylder mere og mere, så vil han være "solopgangen fra det høje" i vores liv. Og vi kan sige som Salmisten: "Når jeg gribes af frygt vil jeg stole på dig".

Gribes af frygt. Gribes af Gud. Udelukker det ene det andet? Går angsten væk, så snart jeg begynder at bede? Måske. Måske ikke altid. Men bønnen og Guds nærvær giver den bund, vi kan stå på, det fundament, der er under vores fødder når alt ellers kan føles bundløst. Igen citerer jeg Salmisten: "Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, for du er med mig".

Så er det som om angsten mister sin brod. Der er håb midt i håbløsheden. Jeg tænkte på det i dag da jeg cyklede og så hvordan bladene er ved at visne og dø. Naturen forfalder. Men midt i at den gør det, maler Gud disse halvdøde blade i de fyrigste sprudlende orange nuancer, som om Han med hvert blad siger: "Jeg er også i det der visner og forfalder". Forvisning om at bladene bliver til muld og at næste år i maj kommer der nye irgrønne spirer, nyt liv. Midt i at vores drømme kan visne og dø, er Han håbet, er Han vores sjæls anker, der gør, at vi ikke kastes mod klipper og knuses, selv når vores sjæl kan være som et oprørt hav. Med dette håb vover jeg se angsten i øjnene. Håb midt i håbløsheden. Løfter om liv midt i det der dør. Og med Paulus kan jeg sige "Død, hvor er din brod?". Guds vind tager pusten fra angsten.

Jeg er jo lidt af en sprognørd og elsker for eksempel det svenske sprog, som jeg efterhånden forstår ret godt efter mange skønne Vineyard-sommerlejre i det svenske. Jeg elsker at synge de lovsange som jeg efterhånden kender så godt på dansk og engelsk, i den svenske udgave, det tilfører ligesom en ny dimension. I det almindelige talesprog er der også mange finurligheder. Hvad med for eksempel udtrykket der svarer til vores "når alt kommer til alt"... på svensk hedder det "summan av kardemumman".... synes det er herligt. Det er ligesom om svensk er lidt stærkere, det vi kalder "trædepuder" kalder svenskerne for eksempel "trampdynor". Engang fik vi tilsagn om at vores kirke ville få en pengegave af en svensk kirke og jeg udtrykte overvældet tak på forhånd.... den glade giver sagde at jeg ikke skulle få for store forventninger, da det kun ville blive et lille beløb: "Det er båra et piss i Missisippi" sagde hun, og jeg har siden moret mig over dette udtryk, kan forestille mig en række svenskere der står på langs og tisser i Missisippi uden at gøre nogen forskel i vandmængden.... nå undskyld, det var måske lidt grafisk :-)

Verdenshistoriens smukkeste kærlighedsdigt, Biblens Højsang, bliver ikke mindre forunderligt af at blive udført på svensk. Jeg har lige fundet et herligt link, som jeg gerne vil dele med alle mine Cybervenner: www.voxbibila.se - der kan man høre hele Biblen online oplæst af dygtige skuespillere. Jeg har netop lyttet til Højsangen, der læses som en dialog mellem en mand og en kvinde, hvilket gør den meget levende... og det svenske sprog ER altså bare mere poetisk, hvorfor tror I altid det var dem der vandt Melodigrandprix dengang man kun måtte synge på sit eget sprog? Her kan vi naboer, danskerne, slet ikke være med (og da SLET ikke finnerne!!).

Så hvis du ligesom jeg har læst Biblen igennem flere gange på dansk og trænger til lidt fornyelse i serveringsformen, så sæt en bog fra Biblen til at køre i baggrunden mens du vasker op, støver af, parrer sokker, eller hvad dit liv ellers måtte indeholde af hjernedøde sysler. Du forstår det meste og det du ikke forstår, aktiverer din hjerne til at tænke på, hvad det ord måske betyder.

Velkomna hinsidan! www.voxbiblia.se - og en lille opfordring til det danske Bibelselskab om at lægge det samme på deres hjemmeside, jeg kommer gerne til Hovedstaden gratis og læser nogle kapitler ind. Ved dog ikke hvor smart det er med mig, for børn falder altid i søvn når jeg læser godnathistorie og jeg har såmænd også fanget et par voksne i at blunde når jeg har prædiket. Men tanken er god. "Bra lyssnad!"

Taknemlig. Glad. En god fornemmelse i maven. De bedste ting i livet er ikke ting. For et par dage siden besøgte jeg en veninde som lige havde købt et stort nyt fladskærms-tv og som fortalte "Lige da jeg havde købt det ja så... var det der bare og jeg har næsten ikke set fjernsyn på det.... jeg er ikke blevet lykkeligere af det". Lige da jeg selv havde fået min gamle sejlbåd stod jeg ude foran i stavnen med spredte arme ligesom heltinden i Titanic og sejlede ud gennem Jyllinge sejlrende med blafrende hår og følte mig så rig, som om jeg var det heldigste asen på denne jord. Nu tænker jeg ikke længere så meget over det når jeg sejler, båden er der jo bare og den skal også passes og trænger til at blive gjort ren. Ting har begrænset holdbarhed hvad lykke angår.

Men lige nu sidder jeg i min sofa og blogger og i stolen overfor sidder min teenagesøn og klemter lovsang. Jeg fik en rigtig god Ovation guitar dengang jeg ventede ham for 16 år siden. David var bortrejst meget af tiden og det var rigtig hårdt at være enlig mor med to små vilde drenge og en i maven. For ikke at gå totalt i ammehjerne og for at OVERLEVE og føle mig elsket når nu David ikke var der til at putte med, satte jeg mig til at synge lovsang hver aften når børnene var lagt i seng. Jeg sang til Gud, at jeg elskede Ham og jeg kunne mærke helt ind i marv og ben, at han elskede mig igen, at Han tog imod min sang og gengældte den med sit nærvær. Jeg tænkte, at det lille menneske inde i maven, der hver aften blev udsat for så store doser af lovsang, da måtte blive påvirket af det og jeg tror endda jeg bad om at han selv måtte blive en der kendte tilbedelsens hemmelighed.

Nu sidder han så i stuen her, 182 cm høj, ægte teenager med hvad der hører til af bumser og attituder, men han sidder her og skriver dejlige lovsange og synger dem på min gamle guitar. Sådan lidt Bon Iver agtigt, en anden lyd end jeg lovsynger med, men jeg kan høre hjertet, han elsker Gud og han synger om det. Det gør mig bare så taknemlig. At Gud også betyder noget for ham, nok til at skrive sange. At Han også kender sin Gud. At Gud mødte mig som teenager og hjalp mig til at vende min sociale arv, gav mig gods og ballast og mod på livet, som nok var det jeg manglede allermest. At David og jeg, som begge voksede op i skilsmissehjem, ved Guds hjælp har kunnet bygge et glad hjem og videregive netop den arv. Nogle gange bliver det med Gud let som det med båden, at jeg tænker at "han er der jo bare".... men det er vildt stort at kende Gud og jeg vil blive ved med at glæde mig over de gode ting han gør. Taknemlig. Glad. En god fornemmelse i maven. Og glad lovsang i ørerne.

I dag holdt vi den sidste gudstjeneste inden sommerferien og jeg holdt en prædiken om at søge højere. På Nettet havde jeg fundet et engelsk digt af en anonym forfatter, fordi jeg syntes det havde noget tankevækkende at sige. Et par af gudstjenestedeltagerne bad mig maile dem digtet og nu sætter jeg det også her. Hav en velsignet sommer!

Et og andet om ænder
------------------

Tre ænder jeg har i min andegård
Og hver dag de mad og drikke får
De snadrer i mudret, går trygt omkring,
Og opnår egentlig slet ingenting

Godt tilfredse med det de har
Et ekstra korn, en slurk vand de ta’r
Men ind imellem så kigger de op –
Op, højt op over hegnets top

De ser vilde ænder, som flyver forbi,
Så længes de lidt, det er bare fordi
De ser frihed og styrke som svinger sig flot
Men syn’s jo de selv har det meget godt

Så flakser de lidt med de stækkede vinger,
Det drømme og vemod og længsel bringer
De letter ej selv, de i mudret blot går
At flyve af sted de slet ikke formår

Jeg er vist som sådan en gammel and
Der heller aldrig lette kan
I mudret jeg dag ud og dag ind går
Tilfreds når blot mad og drikke jeg får

Men engang imellem så kigger jeg op
Når jeg hører en lyd over træernes top
Så tænker jeg pluds’lig ”Der må være mer,
Det er vist deroppe, det hele sker”

Men jeg sænker mit hoved, jeg finder et korn
Jeg bli’r hvor jeg er i min kendte form
For er det egentlig frihed jeg vil?
Det er nem’re at blive og lade stå til...

Facebook. Jeg fik for lang tid siden en invitation dertil af en veninde og nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at komme indenfor. Holdt mig i første omgang væk fordi jeg havde hørt at det er en tidrøver og har da også allerede brugt for lang tid på at klikke frem og tilbage, bede venner om at blive mine venner etc. Ville have modstået, for jeg kan lynhurtigt bruge alt for meget tid på Nettet, men min ældste søn klatrer lige nu i bjerge i Himalaya og sender ingen mails, så jeg har været bekymret for ham i en uges tid. Så var der nogen der havde set ham bestige et eksotisk bjerg på Facebook, og så måtte jeg jo ind og se. Og hvor er det hyggeligt at blive ven med folk - som er mine venner i forvejen i det virkelige liv - og så sidder deres billeder der på rad og række og smiler til mig. Jeg kan forstå, man helst skal have mange, indtil videre har jeg kun tre, hvilket er ok efter et halvt døgns ophold, men ville være katastrofalt efter en måned. Jeg hørte ihvertfald et par unge venner sidde og sammenligne vennetal. Jeg har allerede fået en virtuel blomst af en af mine tre venner, som står og vokser på min væg (blomsten altså) og det kan jo gøre en helt varm om hjertet. Jeg er spændt på om mine sønner tager imod mig som ven eller om de synes, jeg er for gammel til den slags, at Facebook skal være ungdommens univers. Når jeg nu har sølvbryllup om et par måneder, kommer der så nogen og sætter en virtuel æresport op eller findes der kun iPods, Superwalls og Bluetooth i det forum?

I går havde jeg huset fuldt af venner af kød og blod, 15 var vi, der spiste hinandens gode medbragte mad, grinede, knævrede, sang lovsang og Kim Larsen, gav hinanden nogle verbale knubs og nogle kram bagefter. Jeg tænker, at Facebook kan være meget godt, men rigtige levende relationer hvor man ser hinanden ind i øjnene og mærker frustrationer, glæder, misforståelser og forsoning er nu nummer et. Mon Paulus tænkte på Facebook, da han i Hebræerne 10:25 advarede os mod at droppe fællesskabet? Jeg tror det er vigtigt at mødes til netværksgruppe og gudstjeneste og med kristne venner ind imellem, hvis vi vil udvikle os i vores forhold til Gud og mennesker. "Som jern skærpes mod jern skærpes det ene menneske mod det andet" står der i Ordsprogenes Bog. I den virkelige verden, der hvor der er mennesker af kød og blod, mennesker der griner og græder rigtige salte tårer, der skabes synergi og dynamik. Jernet skærpes - og gnister fyger. Så jeg er glad for mit levende fællesskab af mennesker som siger av hvis jeg niver dem i armen og som hjælper mig til at se sider af Guds storhed som jeg selv måtte være blind for.

Nå men jeg smutter igen, jeg skal ind og vande min virtuelle blomst.

I fredags havde vi dejligt besøg i menigheden af et profetisk team fra USA. Vi fik lov til at tage dem og os selv ned til Roskilde Frikirkes lokaler, så kunne vi også hænge lidt ud med dem samtidig, det er jo dejligt at have søskene lige om hjørnet.

Siden teamet var her er der et par stykker der har spurgt mig, hvordan de bedst kan bruge det profetiske ord, de modtog og hvordan de forholder sig til det, de evt. ikke helt forstår. Som vi altid siger i Vineyard, man skal kun tage skoen på, hvis den passer, man skal altid veje et ord og ikke bare sluge det hele råt, man bør mærke efter, om det giver genklang i hjertet. Kim og Mary som ledte teamet har eftersendt nedenstående gode "opskrift på efterbehandling af profeti" som jeg hermed giver videre:

WHAT TO DO WHEN YOU RECEIVE A WORD:

1) Realize that it is only a starting point for you to seek God further....it's like God giving you a pat on the back, and you still need to pursue God for further clarification of what all God is wanting to say to you. Search scripture, stay in prayer and let God unfold more. We are to be led by the Spirit, not by the prophet, although God uses prophecy as a piece of the puzzle to encourage us forward.

2) Recognize that any destiny implied in a prophetic word still requires following Biblical principles, aligning yourself up to God's word and ways, and obedience in order to be fulfilled. A word stating that you are a "pillar in the Kingdom of God, or are to be an elder in His household," all require faithfulness to God's principles, preparation and truths. Also, while the fulfillment of the "word" may sound soon, time is always a fluid factor when it comes to God. "Soon" can mean years or even decades in God's time line.

3) Realize that often God gives a word of destiny so that you have something to hang on to when the path seems vision-less or obscured by trials or testing. (See the life of Joseph) which may all come way down the road.

4) Don't try to self fulfill your word. Just continue to be faithful to the things God is directing you to do by His Spirit...get prepared where necessary,....and if the word is true, it will come to pass as you obey each step before you. It is a true Biblical principle that becoming faithful and obedient in the little things, will eventually open the doors for you to be given responsibility over much more..... usually requiring time to prove this out.

5) The prophetic needs to be pastored. While scripture is clear that the apostolic and prophetic lay foundations, the giftings are designed to work together and one gift is not over the other. The prophetic word, does not trump your pastor's responsibility to "care for you soul" as mentioned in Hebrews 13. Remember, the pastor is also trying to hear what God is saying for your life.....so, don't discount their counsel.

6) Remember, when it comes to a "word" from God.... according to scripture, we only hear in part and prophecy in part.... A "word" is never meant to replace your own seeking of God. Be careful how you interpret the "word" since our own grid work, experiences (both good and bad), wants and desires and frames of reference can distort what God is trying to say. The Bible, the whole counsel of God, is our final authority in interpretation.

7) The prophetic often presents the desire of the Lord for us to succeed in the future, without revealing the exact application. In addition, don't expect to become a "manager" over other's affairs, if you've never learned to properly steward your own.

8) Let grace and love prevail....assume the best. Love covers a multitude....