Taknemlig. Glad. En god fornemmelse i maven. De bedste ting i livet er ikke ting. For et par dage siden besøgte jeg en veninde som lige havde købt et stort nyt fladskærms-tv og som fortalte "Lige da jeg havde købt det ja så... var det der bare og jeg har næsten ikke set fjernsyn på det.... jeg er ikke blevet lykkeligere af det". Lige da jeg selv havde fået min gamle sejlbåd stod jeg ude foran i stavnen med spredte arme ligesom heltinden i Titanic og sejlede ud gennem Jyllinge sejlrende med blafrende hår og følte mig så rig, som om jeg var det heldigste asen på denne jord. Nu tænker jeg ikke længere så meget over det når jeg sejler, båden er der jo bare og den skal også passes og trænger til at blive gjort ren. Ting har begrænset holdbarhed hvad lykke angår.

Men lige nu sidder jeg i min sofa og blogger og i stolen overfor sidder min teenagesøn og klemter lovsang. Jeg fik en rigtig god Ovation guitar dengang jeg ventede ham for 16 år siden. David var bortrejst meget af tiden og det var rigtig hårdt at være enlig mor med to små vilde drenge og en i maven. For ikke at gå totalt i ammehjerne og for at OVERLEVE og føle mig elsket når nu David ikke var der til at putte med, satte jeg mig til at synge lovsang hver aften når børnene var lagt i seng. Jeg sang til Gud, at jeg elskede Ham og jeg kunne mærke helt ind i marv og ben, at han elskede mig igen, at Han tog imod min sang og gengældte den med sit nærvær. Jeg tænkte, at det lille menneske inde i maven, der hver aften blev udsat for så store doser af lovsang, da måtte blive påvirket af det og jeg tror endda jeg bad om at han selv måtte blive en der kendte tilbedelsens hemmelighed.

Nu sidder han så i stuen her, 182 cm høj, ægte teenager med hvad der hører til af bumser og attituder, men han sidder her og skriver dejlige lovsange og synger dem på min gamle guitar. Sådan lidt Bon Iver agtigt, en anden lyd end jeg lovsynger med, men jeg kan høre hjertet, han elsker Gud og han synger om det. Det gør mig bare så taknemlig. At Gud også betyder noget for ham, nok til at skrive sange. At Han også kender sin Gud. At Gud mødte mig som teenager og hjalp mig til at vende min sociale arv, gav mig gods og ballast og mod på livet, som nok var det jeg manglede allermest. At David og jeg, som begge voksede op i skilsmissehjem, ved Guds hjælp har kunnet bygge et glad hjem og videregive netop den arv. Nogle gange bliver det med Gud let som det med båden, at jeg tænker at "han er der jo bare".... men det er vildt stort at kende Gud og jeg vil blive ved med at glæde mig over de gode ting han gør. Taknemlig. Glad. En god fornemmelse i maven. Og glad lovsang i ørerne.