Som barn elskede jeg at skrive eventyr og historier, ofte skrev jeg som om jeg var et dyr der oplevede ting. Lidt henne i skoletiden lærte jeg, at historier om dyr hed fabler, jeg synes ellers fabler er noget man tit forbinder med løgnehistorier og opspind. Nu er jeg ikke længere barn men en midaldrende kone på 47. Ikke desto mindre fik jeg lov til at være ÆSEL i går. Den historie må så være en fabel, men den er ganske sand og virkelig. Det var ikke fordi jeg fysisk forvandlede mig til et firbenet gråt væsen, ligheden er udelukkende metaforisk .....dvs. min mand vil måske mene, at ihvertfald stædigheden har jeg ganske reelt og virkeligt til fælles med et æsel. Men min æselfærd i går bestod i, at jeg skulle fragte nogle unge mennesker, en flok teenagere, hvoraf den ene er min søn, hen et sted hvor de skulle holde andagt for en flok andre unge. Mit vognlæs bestod af en god flok brændende unge mennesker fra forskellige lokale kirker der opmuntrer hinanden i at efterfølge Jesus.... og de havde bestemt at de ville ned på deres gamle efterskole, som de syntes trængte til lidt åndelig opvågnen, og fortælle om Jesus. Så de bad forstanderen om lov til at komme, øvede sange, skrev taler, og eftersom de alle er for unge til at have kørekort, var det så her æslet kom ind. Midt i min risengrødsforberedelse skulle jeg køre fire håbefulde evangelister, en del lydudstyr og nogle godt slidte bibler langt ud på det mørke Sjælland. Jeg nød at høre dem snakke begejstret om at formidle budskabet om Gud og lige inden vi var der fik jeg lov til at bede for dem om at Gud ville velsigne deres aften. Så kørte jeg hjem og tre timer senere hentede min mand dem og hørte dem fortælle begejstret hele vejen hjem om, hvordan Gud havde talt igennem dem, om hvordan de fik lov til at bede for og med jævnaldrende venner og om deres lyst til at gøre det igen .... på andre efterskoler og i ungdomsgrupper. Der var ingen voksen der havde arrangeret noget, det var helt deres eget initiativ.

Jeg fik lov til at være transport, egentlig noget jeg lidt havde set som et irritationsmoment, for nu skulle min anden søn endelig komme på besøg for første gang i månedsvis og så skulle jeg ud og køre midt i madlavningen. Men bagefter var jeg kisteglad og følte at jeg havde fået lov at "høste hvor jeg ikke havde sået". Jeg følte mig som det æsel der stod tøjret på et støvet hjørne på en helt almindelig dag og pludselig fik lov til at bære Jesus på ryggen ind i Jerusalem. Der blev ikke råbt "hosianna" efter mig i går, men jeg er alligevel helt glad i maven, fordi jeg på en lille simpel måde fik lov til at spille en rolle i at nogen mødte Jesus og hans unge efterfølgere fik smag for hvor dejligt det er at udbrede budskabet om ham. Den slags vil jeg stædigt forsøge at være med til også i fremtiden!