"Bed for mig, jeg bliver angrebet af angst". Jeg har sagt til mine venner, at de altid kan sende mig en sms eller en mail, hvis de føler de tumler med noget, de har brug for hjælp og bøn til. Jeg tror på bøn, har tit set det virke både i mit eget liv og hos dem jeg beder for. Så det er godt at folk tager mig på ordet og beder om hjælp når stenene på vejen bliver for mange og for store. Der er rigtig mange, der bliver grebet af angst og mørke tanker lige nu, så det vælter ind med den slags mails, opringninger og sms'ser. Så jeg beder rigtig meget for mine venner lige nu! Andre præster der er mere erfarne i yrket fortæller mig, at det hører årstiden til, at mange der ellers er rimelig cool og ligevægtige hele året, bliver angrebet af angst og fortvivlelse netop nu, hvor dagene bliver kortere og vi står over for den mørke tid. En af mine gode venner, der også er præst og det for en langt større kirke end vores, røg selv langt ned i angst et efterår for nogle år siden og han fortæller mig, at på denne årstid passer han ekstra på sig selv og sørger for ikke at presse alt for meget ind i kalenderen så han ikke fremprovokerer en angst i denne sårbare periode.

Angst. Et mærkeligt ord, - bare lyden af det kan næsten tage kvælertag om hjertet. Jeg søgte på ordet i Biblen og så, at Jesus også var grebet af angst, det står tydeligt beskrevet om ham i Getsemane have lige før han blev korsfæstet. Den nat havde han en fornemmelse af hvad der skulle komme og angsten overvældede ham fuldstændig. Det kan måske opleves som lidt nedtur at høre, at Jesus også havde angst, vi vil jo hellere se ham som den overnaturlige, urørlige supermand, der skøjter hen over livets kriser. Hvordan kan han hjælpe os når han selv oplevede angst?

Jeg tænker, at det kan han jo netop. Han var 100 % menneske og blev udsat for de samme svigt og kriser som vi - derfor kan han også virkelig hjælpe os når vi står i disse situationer.

I Hebræerbrevet 4 står der "Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."

Jesus har også prøvet det. Han ved, hvordan du har det. Du står ikke alene med din angst, men kan løbe ind i Hans arme i bøn. Træd frem for Nådens trone og lad Ham berøre dig og berolige dig med sin Ånd. Et af navnene for Helligånden er netop "Trøsteren". Livet kan være trøstesløst og så vil Han være vores trøst. Når dagene bliver kortere, mørket fylder mere og mere, så vil han være "solopgangen fra det høje" i vores liv. Og vi kan sige som Salmisten: "Når jeg gribes af frygt vil jeg stole på dig".

Gribes af frygt. Gribes af Gud. Udelukker det ene det andet? Går angsten væk, så snart jeg begynder at bede? Måske. Måske ikke altid. Men bønnen og Guds nærvær giver den bund, vi kan stå på, det fundament, der er under vores fødder når alt ellers kan føles bundløst. Igen citerer jeg Salmisten: "Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, for du er med mig".

Så er det som om angsten mister sin brod. Der er håb midt i håbløsheden. Jeg tænkte på det i dag da jeg cyklede og så hvordan bladene er ved at visne og dø. Naturen forfalder. Men midt i at den gør det, maler Gud disse halvdøde blade i de fyrigste sprudlende orange nuancer, som om Han med hvert blad siger: "Jeg er også i det der visner og forfalder". Forvisning om at bladene bliver til muld og at næste år i maj kommer der nye irgrønne spirer, nyt liv. Midt i at vores drømme kan visne og dø, er Han håbet, er Han vores sjæls anker, der gør, at vi ikke kastes mod klipper og knuses, selv når vores sjæl kan være som et oprørt hav. Med dette håb vover jeg se angsten i øjnene. Håb midt i håbløsheden. Løfter om liv midt i det der dør. Og med Paulus kan jeg sige "Død, hvor er din brod?". Guds vind tager pusten fra angsten.