Statistisk er jeg midaldrende. Det er ikke noget jeg er vild med at tænke på, for jeg føler mig stadig frisk og føjelig indvendig og min tøjsmag er - efter hvad jeg selv synes - mere teenage end fru Hyacinth, men kalenderen lyver ikke. Måske er jeg faktisk nået over halvvejs i mit liv, det er vel trods alt de færreste kvinder der bliver over 90. Det er på mange måder en "dvaletid" jeg befinder mig i. Det siges, at man nu har dannet sine meninger, ro på parforholdet, børnene er store og man har tid til at dyrke interesser man selv har lyst til. Og det siges også at man er "sat" - svær at flytte med, lukket for nye ting. Det vil jeg ikke være, bare tanken får mig til at gyse. Og så tænker jeg på et ord i Esajas bog, hvor der står "Vid rummet ud i dit telt, flyt pløkkene længere ud, gør plads til mere". Og jeg tænker på, at når ham som er fra evighed til evighed, er rummelig og til at flytte med, så vil jeg også være det.....

....som nu når jeg i arbejdssammenhæng sætter mig ind i pilgrimsvandringen Caminoen i Spanien, hvor folk vandrer for at finde fred med sig selv og Gud - mennesker som måske aldrig går i kirke her i landet går en fordybelsestur, får en masse vabler, men også en afklaring, et møde med Gud, bare prøv at Google pilgrimsvandring camino, så dukker der fantastiske historier op om folks vandring efter Gud, efter afklaring, efter soning....

....som nu i går aftes hvor jeg var i et propfyldt Falkonercenter og hørte Benny Hinn, en jakkesætklædt prædikant med gurustatus blandt kristne. Der blev samlet penge ind til hans nye fly og hundredevis af danskere myldrede frem og donerede seks tusind kroner hver...plus alle os andre der bare gav småbeløb. Sangene var fra halvfjerserne og akkompagneret af et gammelt hammond-orgel....alt det der kunne gøres ikke-søgervenligt var gjort..... men Gud var meget stærkt til stede, en udefinerlig tyngde af Hans nærvær, som jeg kender så godt og indretter mit liv efter at søge - hvor overraskende at finde netop dette nærvær midt i dårlig musik og dollartiggeri....

....som når jeg med åben mund og polypper ser den Blå Planet og fascineres af en skabning som en håndfisk, en farvestrålende, humoristisk uformelig farvelade af et havdyr, der gemmer sig blandt vandplanter og føder flere håndfisk. Der skal en god portion humor og lyst til at farve udenfor stregerne til at fabrikere sådan en!

.....det får mig til at tænke på, hvordan der skrives "at Gud op igennem tiderne på mangfoldige måder har talt til os. Og nu ved dagenes ende har Han talt til os ved sin søn". Og den Søn er større end den lille flig af Ham, jeg har fattet - Han taler stadig på mangfoldige måder..... og jeg undres stadig i min efterfølgelse af Ham. Det vil jeg ikke give min statistiske midalder lov til at ændre noget ved