Død, hvor er din brod?

Jeg elsker påsketiden, fordi alt udenfor i den grad bekræfter livet og opstandelsen. Alt det, der har ligget dødt og livløst hen i månedsvis, begynder at spire og blomstre og man kan mærke at "solen får magt" som min gamle nabo altid sagde da jeg var barn. Ih hvor er det skønt med den sol ovenpå en vinter som denne. Hver gang solen titter frem, kan man ligefrem se smilet komme frem på folks ansigter, når man går rundt i byen. Selv formelle gråklædte forretningsmænd med Rolex-ure og attache-tasker står ved busstoppestederne med ansigtet løftet, øjnene lukket og et saligt smil om læben. Når jeg ser folk gøre det, tænker jeg altid på den kendte udgangsbøn "lad dit ansigt lyse over os". Påsken minder os om, at døden har mistet sin magt. Det var mig, der underviste børnene påskedag i kirken og jeg blev glad dybt inde i min gamle konesjæl, da vi sang "Han er opstået, Han er ikke læng're død - Han er opstået, dødens magt han brød" og børnene skrålede igennem med tilhørende dansetrin og fagter. Jeg sagde også til min missionærven på Facebook den morgen, at den ene gang om året har jeg en ubændig lyst til at danse vildt i kirken, så da kunne det være rart at være nede i Tanzania på hans gudstjenester. Som børnene og jeg senere snakkede om: Muhammed er ikke opstået fra de døde. Buddha har ikke sprængt graven. Nietsche, der bedyrerede, at Gud er død, er forlængst blevet til støv. Kun Jesus brød dødens magt. Det er da noget at danse over, og det gjorde vi så i børnekirken i søndags. Og Egon Falk, min missionærven, fortalte også, at dansen påskemorgen lige får et ekstra nøk, så kirketagene er ved at lette i Tanzania.

Netop før påske fik jeg at vide, at en kær gammel veninde, jeg har kendt siden jeg flyttede til Danmark og haft perifer kontakt med hele tiden, har fået konstateret en hjernetumor og var indlagt. Jeg udsatte lidt at besøge hende på hospitalet, dels fordi jeg selv havde en grim overfladeinfektion og jeg ville jo nødig slæbe stafolykokker ind på et sygehus, og dels på grund af lidt forlegenhed. Jeg tænkte, at jeg måtte vente til jeg havde overskud nok til at trøste og rumme en dag. Hvad siger man til en, der har fået en dødsdom? Nu er min infektion kureret og jeg tog et solidt greb om min krystersjæl og cyklede af sted mod sygehuset i går aftes. Der sad hun i sin hospitalsseng og strålede som en sol, omgivet af blomster og chokolade fra de mange mennesker hun altid har været der for. "Mine tider er i Guds hånd" sagde hun. "De ved endnu ikke præcist hvor længe jeg har tilbage, men jeg oplever sådan Guds fred og glæde" sagde hun. Hun fortalte, hvordan hun havde delt sin tro med fodterapeuten som hun havde haft tid hos og underboen, der havde været forbi. "De kan jo ikke forstå, at jeg slet ikke er bange" sagde hun. Hver gang der kommer en ny patient ind på firesengsstuen skal hun lige dele lidt om sin glæde og fred og fortælle hvor den kommer fra. Da jeg kom, sad hun og sendte en beroligende sms til sin datter, der arbejder på et andet kontinent. "Bare rolig, jeg er i gode hænder"..... Jeg har ofte tænkt på Paulus' ord om at "hvis jeg lever, så lever jeg for Herren og hvis jeg dør, så dør jeg for Herren" .... og tænkt, hvordan det mon fungerer i praksis. Jeg kender unge mennesker der går meget op i symptomer og bliver undersøgt op og ned for de mindste ting, for "tænk nu hvis der er noget galt". Og her sad jeg så med en kvinde, hvor der bestemt var noget gruelig galt og alle gode grunde til at vride sig i hænderne og klage. Men jeg så kun fred og glæde og taknemlighed i øjnene. Det var den mest opmuntrende aften, jeg længe har tilbragt. Jeg som havde haft så travlt med at lægge ansigtet i de rette folder, fik dem hurtigt foldet ud igen og vi snakkede stolpe op og stolpe ned om livet og glæden og familien og de gode ting, Gud gør. Så i denne litmusprøve, i dette ægte menneskeliv, hvor der banker et varmt hjerte sideløbende med at der vokser en grim hjernesvulst, er det hermed bevist: Døden har mistet sin brod!