Det er underligt pludselig at være helt alene, når jeg er vant til at være omgivet af min familie og af en kirke, hvor der sker masser af ting. Normalt er der altid nogen fra kirken der dumper ind for at øve lovsang i min kælder, låne vores bil eller få sig en kop kaffe og en snak. Nu er det sommer og det hele er gået i stå. Hele 21 fra kirken er i Venezuela på missionsrejse og jeg kan på Facebook følge med i, hvad der sker dernede af spændende ting. Den eneste af mine sønner, der stadig bor hjemme, er med dernede. Min bedre halvdel er rejst til Canada til studenterjubilæum og jeg er blevet alene hjemme, dels for at tage ekstraarbejde på kontoret mens mine kolleger holder ferie og dels for at passe min Bed & Breakfast, der jo bugner af turister på denne årstid. Så fremmede kommer og går i mine udlejede værelser ovenpå. Men herinde hos mig er der stille. Voldsomt stille. Må sande hvad der står i et af Biblens første kapitler "Det er ikke godt for mennesket at være alene".

Min hjerne er åbenbart gået i sommerdvale, for i onsdags skulle jeg faktisk have lagt hus til en sommernetværksgruppe. Året rundt mødes vi jo i fem forskellige grupper og om sommeren slås de sammen til én fordi så mange holder ferie. Så kan man altid lige ses en onsdag, hvis man af en eller anden grund ikke er taget på ferie. Sådan en gruppe skulle jeg have holdt i onsdags, det havde jeg bare svedt ud. Så da en dejlig familie var kørt helt fra Hvidovre og ringede til mig fra min have, fortalte jeg dem det som det var, at jeg var langt væk og bestemt ikke mente, jeg skulle holde gruppe i aften. Jeg sendte dem hjem igen. Men da jeg senere kom hjem og kiggede i kalenderen, fik jeg vældig røde ører. Jeg SKULLE faktisk have holdt gruppe. Og kunne godt ha' brugt det dejlige fællesskab.

Sandelig om jeg ikke fik en lignende opringning i søndags, hvor et nyt par stod i min have og ringede til mig og mente, at jeg skulle holde havegudstjeneste. Jeg lånte computeren der hvor jeg var og tjekkede febrilsk kirkens hjemmeside. Nej, der er ikke havegudstjeneste før NÆSTE søndag. Puha, der fik jeg sved på panden! Men jeg skyndte mig at overtale dem til at blive de ti minutter det ville tage mig at køre hjem, og så fik vi os en kop kaffe og en god snak, en hyggelig vandretur på havnen og sandelig om ikke jeg fik tiltusket mig en dejlig middag hjemme hos dem bagefter. Sluttede dagen med at bede sammen og kørte glad hjem, taknemlig for kristent fællesskab, som jeg så let bare tager for givet, men rigtig mærker vigtigheden af nu hvor det er småt med det.

Læste om en glad ejer af et tæppe lavet af oldemorslapper, der beskrev sin skat: "Min bedstemor har lavet det til mig, der er 178 forskellige lapper og ikke to ens rører ved hinanden". Og så tænkte jeg, at det er lidt det, Gud har gang i med det kludetæppe, der hedder Roskilde Vineyard. Vi er vidt forskellige mennesker i forskellige faser af tro og tvivl. Nogle er velhavende og veluddannede, andre er af samfundet påhæftet en anden etiket, som fx "kontanthjælpsmodtager" eller "psykisk syg". Nogle er danskere, andre kommer fra andre ender af verden. Men når vi samles ved korsets fod er vi allesammen lige elskede, så forskellige som vi er. Hvor er det en spændende dynamik og farverigdom, der opstår når "ikke to ens rører ved hinanden". Eller som Peter siger i sit brev: Vi er et hus som Gud er ved at bygge af levende sten. Levende sten - selve sammensætningen er modsætningsfyldt. Men spændende! Og fantastisk når sten der ellers har været kolde og grå kommer ind i mødet med Guds kærlighed i vores fællesskab og begynder at få farve og glød og få slebet nogle kanter af.

Så ligesom pigen i damebladet var glad for sit sammensatte tæppe er jeg kisteglad for mit kæreste eje: En menighed af brogede mennesker, hvor ikke to ens rører ved hinanden, men hvor facetterne i vores forskellighed får lov til at reflektere Guds storhed.

Så må vi SÅ få de gudstjenester i gang igen! Denne her lap trænger til lidt sammenstrikning!