I en kasse på gulvet i Netto fandt jeg dem i går, de grågrønne aflange aspargeslignende stænger, bundtet med en elastik om enden. Fem kroner bundtet var jo ikke meget, men de så godt nok heller ikke ud af meget. - Jeg var lige ved at overse dem og haste videre med min indkøbsvogn, men greb dog et par bundter i farten.

Hjemme i stuen trak jeg elastikkerne af og satte de nu løse stænger ned i en vase. De så stadig ikke ud af meget. Var helt flov, da der kom en gæst og kiggede spørgende på mine ynkelige grå asparges i vasen.

Det er fantastisk hvad vand og varme kan gøre. I morges da jeg stod op, strålede de imod mig med vidt åbne, skrigende gule ansigter. De er ligesom vokset natten over, så hvor de før så ynkelige og små ud, strutter de nu imod mig og lyser op i hele stuen.

Sovende påskeliljer. En fantastisk opfindelse fra Vor Herre, som minder os om, at det der ser dødt ud, måske slet ikke er dødt. Vand og varme. Fysisk kan det gøre underværker for påskeliljer. Og åndeligt kan det gøre underværker for grå, ubetydelige mennesker.

Levende vand får mig til at sprudle, at åbne mit ansigt. Fars varme omsorg vækker alle mine sanser, og jeg ser forår alle vegne, selvom det lige nu sner udenfor. Jeg kender skaberen. Jeg VED, at det ikke altid skal være vinter.

For det har jeg lært af mine sovende påskeliljer.