Det er meget oppe i tiden at tale om "Kairos-øjeblikke" i kristen sammenhæng og "defining moments" i ledelseslitteratur. Aha-oplevelser der får englene til at synge i vores liv, for os kristne øjeblikke hvor vi føler os inddraget i evigheden, troen på Gud tegner sig knivskarpt og vi fatter ikke, hvordan vi nogen sinde har kunnet tvivle. Jeg rejser selv ind imellem til konferencer for at "mærke suset", skærpe saven og få sløret væk fra mine øjne, for nu at bruge alle de metaforer jeg kan komme i tanke om. Sådanne øjeblikke er fantastiske og gode, livsbekræftende og retningsgivende.

Men livet består af så mange slags øjeblikke, langt de fleste af dem ganske grå og dagligdags uden de store åbenbaringer.

Jeg har Oswald Chambers gamle andagtsbog "My Utmost for His Highest" som startside når jeg tænder for min puter, og i dag står der noget som ligger i tråd med min bibellæsning her til morgen. I min bibel står der: "Jeg har holdt mine fødder på jorden, jeg har opøvet (kultiveret) et stille hjerte" (Salme 131, Message Bibel) og Chambers siger noget lignende:

"Vi kan allesammen se Gud i det usædvanlige, men det kræver vækst og åndelig disciplin at se Gud i alle detaljer. Tro aldrig at de såkaldte tilfældige begivenheder i livet er noget andet end Guds tilrettelagte orden. Vær klar til at opdage Hans guddommelige fingeraftryk over alt og i alt"

Så her sidder jeg en morgenstund med strithår, som jeg ikke lige ved hvordan jeg skal få vasket, fordi jeg i går gav min søn min eneste shampooflaske ned på efterskolen. Med kolde fødder fordi vores brændeovnsskorsten er til reparation og jeg tænker, at den må godt snart komme. Optaget af valgresultatet og frygten for at DF får en ministerpost, for det kan vel snart ikke undgås med alle de mandater. Ugidelig i forhold til at jeg skal på et arbejde, som snart slutter, fordi chefen skal pensioneres og det er svært at bevare motivationen når man ved, noget er ved at være forbi.

Piet Hein taler i et gruk om at se det store i det små. Og jeg tænker, at hvis jeg kan få Guds guldtråd, erkendelsen af Hans nærvær vævet ind i min grå hverdagsklud, så er jeg godt på vej. Eufori og begejstring er godt, et stille hjerte der langsigtet banker for Gud er bedre. Som min kære mand der hver dag tager morgentoget på arbejde ligesom tusinder af andre arbejdsmyrer. Han er glad når han får sig en siddeplads i toget, fordi det som regel er proppet. Forleden da han sad i det, fik han en lille indskydelse, at han skulle lægge et af kirkens visitkort på sædet da han stod af. Og dette lille kort blev fundet af en herre, som mødte op til gudstjenesten i søndags fordi han længes efter noget indhold i livet. Tilfældigt? David mærkede ikke noget sus for ørerne i toget, intet blændende åbenbaringslys, fik blot en lille stille tanke og responderede på den.

Og sådan tror jeg, vores liv kan være fyldt af Gud på et stille og roligt plan der hvor vi står og går. Midt i vores begrænsede mennesklighed vil Han være Gud og væve sin guldtråd ind.