Jeg er ekstremt ekstrovert (ekstrovert betyder meget udadvendt, vil helst have mennesker omkring mig konstant). I dag har jeg derfor abstinenser efter en herlig uge på Vineyard-camp i Sverige hvor jeg var omgivet af gode venner. Jeg prøver altid mentalt at forberede mig til vi skal hjem fra camp, denne gang forberedte jeg mig ved frivilligt at melde mig (og resten af familien) til at tage det store mødetelt ned under Anders Westins kyndige ledelse. Jeg synes det gør min sjæl godt sådan at vælte stolper, samle reb og folde den kæmpemæssige cirkusteltdug sammen for at sætte punktum efter en fantastisk uge. Nu var det tredie gang vi var med til teltnedtagning i Rimforsa og i år blev vi forfremmet til at vores Berlingo måtte være den bil, der trak i rebet så de sidste store stolper væltede som tændstikker !!!! De skulle lige tænke lidt over, om vi nu kunne klare opgaven, når vi var på danske plader, men lov fik vi og ned kom det..... det er så hyggeligt at gå der med store arbejdshandsker og hive og bære og svede sammen som det sidste inden vi vender næsen sydpå.

Selvom jeg gav mig helt hen til dette afslutningsritual, har jeg alligevel hul i maven i dag. Det er begrænset, hvor meget jeg kan svømme hen i selvmedlidenhed, for jeg har også lige otte læs vasketøj der skal af vejen. Men jeg er så taknemlig for min store Vineyard familie og den glæde fylder, sammen med savnet, min mave på en god måde.

Jeg var lidt nervøs fordi jeg skulle prædike på afslutningsmødet og der var mange store kanoner der havde prædiket i ugens løb og jeg er jo kun en lille kugle, men der var så mange der sagde: "Alle der sidder der vil dig det godt, Solvej!" og "du skal bare være dig selv, Solvej" og jeg er bare så taknemlig for at være en del af et community hvor så mange brogede mennesker vil hinanden det godt og jeg kan få lov til at være den original jeg er.

Vejret kunne have været bedre og mødeteltdugen var ikke imprægneret, så på nogle møder skulle man faktisk sidde med paraply, men det er da egentlig sjovt at tænke tilbage på bagefter, specielt den dag lovsangsbandet spillede "Let it rain" mens vi prøvede at undgå dråberne omkring os.

Jeg var så glad for at vi var så mange fra Roskilde Vineyard der kunne have den gode oplevelse sammen. Det var begrænset hvor meget jeg fik snakket med folk, for jeg stod for den danske del af børnekirken hver formiddag, men jeg fik nogle dejlige nye venner der var mindre end mig selv (3-11 år). Da jeg sad der og rystede i bukserne inden jeg skulle op og prædike den sidste formiddag, var det rigtig fedt at mærke Marie på seks som sad og lænede sig op af mig, hun var en ven jeg fik i ugens løb og tilliden og varmen fra det lille menneske boostede mig virkelig inden jeg skulle op under spotlightene.

Hver anden morgen vågnede jeg tidligt nok til morgenbøn og det var det fedeste at gå med en kop nescafé mellem de dugvåde telte hvor folk var ved at vågne op, hen imod bønnekælderen mens jeg mærkede duggen op igennem sandalerne. Duften af kaffen, følelsen af koldt og vådt på tæerne, synet af den lille blå plet på himlen der bebudede, at det måske ville blive lidt solskin den dag, viden om at nu skulle jeg op og bede sammen med nogen jeg kendte og nogen jeg ikke kendte - bøn på flere sprog til den Gud der favner os alle - det gjorde mig bare altsammen så taknemlig og glad fordi min himmelske Far har været så god mod mig.

Nu er jeg nede fra skyen og hjemme på pinden. Og skal ned og skifte vasketøjslæs. Gud er god. Også i hverdagen i Roskilde. Siger jeg til hullet i maven og glæder mig over, at der starter en ny Vineyard camp om 358 dage.