Facebook. Jeg fik for lang tid siden en invitation dertil af en veninde og nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at komme indenfor. Holdt mig i første omgang væk fordi jeg havde hørt at det er en tidrøver og har da også allerede brugt for lang tid på at klikke frem og tilbage, bede venner om at blive mine venner etc. Ville have modstået, for jeg kan lynhurtigt bruge alt for meget tid på Nettet, men min ældste søn klatrer lige nu i bjerge i Himalaya og sender ingen mails, så jeg har været bekymret for ham i en uges tid. Så var der nogen der havde set ham bestige et eksotisk bjerg på Facebook, og så måtte jeg jo ind og se. Og hvor er det hyggeligt at blive ven med folk - som er mine venner i forvejen i det virkelige liv - og så sidder deres billeder der på rad og række og smiler til mig. Jeg kan forstå, man helst skal have mange, indtil videre har jeg kun tre, hvilket er ok efter et halvt døgns ophold, men ville være katastrofalt efter en måned. Jeg hørte ihvertfald et par unge venner sidde og sammenligne vennetal. Jeg har allerede fået en virtuel blomst af en af mine tre venner, som står og vokser på min væg (blomsten altså) og det kan jo gøre en helt varm om hjertet. Jeg er spændt på om mine sønner tager imod mig som ven eller om de synes, jeg er for gammel til den slags, at Facebook skal være ungdommens univers. Når jeg nu har sølvbryllup om et par måneder, kommer der så nogen og sætter en virtuel æresport op eller findes der kun iPods, Superwalls og Bluetooth i det forum?

I går havde jeg huset fuldt af venner af kød og blod, 15 var vi, der spiste hinandens gode medbragte mad, grinede, knævrede, sang lovsang og Kim Larsen, gav hinanden nogle verbale knubs og nogle kram bagefter. Jeg tænker, at Facebook kan være meget godt, men rigtige levende relationer hvor man ser hinanden ind i øjnene og mærker frustrationer, glæder, misforståelser og forsoning er nu nummer et. Mon Paulus tænkte på Facebook, da han i Hebræerne 10:25 advarede os mod at droppe fællesskabet? Jeg tror det er vigtigt at mødes til netværksgruppe og gudstjeneste og med kristne venner ind imellem, hvis vi vil udvikle os i vores forhold til Gud og mennesker. "Som jern skærpes mod jern skærpes det ene menneske mod det andet" står der i Ordsprogenes Bog. I den virkelige verden, der hvor der er mennesker af kød og blod, mennesker der griner og græder rigtige salte tårer, der skabes synergi og dynamik. Jernet skærpes - og gnister fyger. Så jeg er glad for mit levende fællesskab af mennesker som siger av hvis jeg niver dem i armen og som hjælper mig til at se sider af Guds storhed som jeg selv måtte være blind for.

Nå men jeg smutter igen, jeg skal ind og vande min virtuelle blomst.