I dag har der været jordskælv i Japan og det minder mig om, hvor jeg var i 1994, sidste gang det skete ... det har jeg faktisk skrevet en lille historie om:

Det var ad lidt kringlede veje, jeg endte på den ø. Som nyudklækket student ville jeg udforske verden og jeg drog af sted på bibelskole til Texas. Indskrivningskøen på skolen var lang. Man stod der i timevis og fik på den måde et godt kendskab til dem der stod tættest på. Bag mig stod en flot mørkhåret canadier med intense blå øjne. Dem kiggede jeg dybt i og kunne lide hvad jeg så. Fire måneder senere fik vi ring på, året efter ringede bryllupsklokkerne i Roskilde og nogle år senere endte vi i den by, min mand kom fra. Canada er et frugtbart land, så der var kommet tre små drenge til. Vancouver Island på Canadas vestkyst er en ø på størrelse med Jylland, hvor jeg hurtigt fik gode venner og lærte hvor de gode shoppesteder var. Slet ikke så anderledes end København, så det var ikke det store kulturchok.

Laksefiskeri blev min mands levebrød, men laksene skulle man længere og længere væk for at fange. Så var jeg enlig mor med mine tre poder hele sommeren i civilisationen mens min mand knoklede ude i bushen for at samle penge nok sammen til vinteren. Queen Charlotte Islands hed den øgruppe, hvor han endte med at tage op hver sommer i op til syv uger ad gangen. Imens tullede jeg rundt alene i mit husmor-univers nede i byen og spurgte mig selv, om det var det, jeg havde drømt om, da jeg kiggede dybt i de blå øjne.

Queen Charlotte Islands ligger helt oppe ved Alaska. Det er en øgruppe på størrelse med Sjælland med ca. 4.000 indbyggere og masser af dyreliv og bush. ”Sådan et sted kunne jeg aldrig bo” erklærede jeg når min mand fortalte om stedet. Men efter nogle somre blev han tilbudt at starte en seafoodfabrik deroppe. Laksefiskeriet havde givet os økonomisk gode somre, som vi tilbragte hver for sig og lange, kedelige vintre, hvor vi havde for lidt penge til at lave noget sjovt sammen. Efter hver fødsel blev det sværere for mig at vinke farvel når sommeren kom og jeg igen skulle være græsenke. Storbypigen kedede sig i storbyen. Ødemarken virkede ikke længere så afskrækkende.

”Hvis du tager jobbet deroppe, kan I tjene penge hele året i stedet for kun om sommeren” lokkede chefen. Seks år tidligere havde vi solgt alt i Danmark og var med et lille barn flyttet til et almindeligt sted i Canada. Nu havde vi tre børn og satte kurs mod bjørne, bævere og indianere. Ødemarken ville nok blive lidt mindre øde når vi kom med hele tre børn, tænkte jeg vel.

De fleste af øens indbyggerne er haida-indianere. De åbnede deres hjem og deres hjerter for os. De lærte os at spise ooligan-fedt og at tørre tang, som vi spiste som popcorn. Selv om vi kom fra et helt andet sted på kloden bød de os velkommen, vi følte os faktisk mere velkomne end dengang vi som nygifte prøvede at slå os ned i en sjællandsk landsby. Mange gode lange aftener blev tilbragt i Dan og Sandys stue i Old Masset mens regnen trommede på ruden. Ilden blussede i pejsen og spillede i de hundredevis af kopper, der stod på hylderne rundt langs væggen. Man skulle have kopper nok til en god potlach. Hvis hele landsbyen kom på besøg, skulle der være en kop kaffe til alle. Parret tilbød tit at passe vores drenge, så jeg kunne få lidt tid for mig selv. Så kørte de ture i vildmarken med dem og viste dem smukke steder på øen som hvide ellers ikke kendte til. De kaldte min helt lyshårede femårige søn for ”White Raven” fordi de mente, at han havde en haida-ånd i sig og ved en fejl var endt i en hvid krop. Det var en stor ære, for normalt tildeles der ikke indianske kælenavne uden for stammen.

To år blev det til på øerne og i den tid fik jeg venner for livet. Jeg underviste drengene hjemme, da de skulle i skole og jeg hyggede mig med andre mødre, der gjorde det samme. Nogle eftermiddage tilbragte vi på de lange strande fyldt med drivtømmer, hvor børnene byggede huler. Eller vi forsøgte at komme tæt på de hvidhovede ørne, der kredsede om trætoppene. Vaskebjørne var der overalt, og et par gange så vi også en brun bjørn. Jeg fik vejledning af mine haida-venner, så jeg følte mig tryg ved dyrelivet. Når vi gik tur i skoven, skulle vi bare huske at slå sten mod hinanden og larme grundigt, så bjørnene kunne høre os på lang afstand og ikke pludselig følte sig overrumplet. Og kvinder skulle ikke gå ind i skoven, når de menstruerede, for mange af de bjørneangreb, der har været i nyere tid, har været rettet mod menstruerende kvinder. Hvis jeg ville holde stuen fri for dyrelopper, skulle jeg bare lægge noget barkflis af ceder under sofaen. Alt det fik jeg at vide af mine haida-venner og jeg følte mig efterhånden helt tryg i den vilde natur. Jeg var blandt venner, der rummede mig. De lyttede til mine historier og jeg til deres. Det var et trygt liv, hvor min mand kom hjem fra fabrikken hver aften og vi fik nye venner med en helt anderledes langtidsholdbar indstilling til relationer end vi var vant til. Det var et godt liv langt fra Alfarvej.

”Tsunami Warning” lød det pludselig en eftermiddag fra højttaleren på den lokale politibil, der kørte forbi ude på vejen. ”Please leave your homes immediately”. Det er 15 år siden nu, så jeg vidste ikke, hvad en tsunami var. Da jeg prøvede at ringe til min mand på fabrikken, fik jeg at vide, at han var kørt til den by, der lå 100 km sydpå. ”Men du skal evakueres” sagde hans sekretær inden hun fortravlet lagde røret på. Der stod jeg med mine tre drenge og følte mig helt alene i verden. Hvad er en tsunami? Hvor skal jeg tage hen? Hvordan kommer jeg af sted når min mand har bilen? Panikken bredte sig i min krop mens jeg prøvede at virke cool over for drengene. Jeg prøvede at ringe til et par veninder, men ingen tog telefonen. Jeg anede ikke mine levende råd.

”Vil du køre med?” råbte Dan pludselig ind af døren. ”Vi skal ud af byen, den ligger så lavt og der har været jordskælv i Kobe i Japan. I 1963 var der en tsunami i en af de byer på vestkysten, der ligger ved en flodmunding ligesom os. Man frygter, at jordskælvet vil skabe en flodbølge, der bliver presset op i tragten, så vi må væk herfra”. Alt dette forklarede han roligt mens han samlede jakker og tæpper og jeg fandt lidt mad frem til køletasken. Dans monotone indianske accent fik efterhånden mit hjerte ned i fart og jeg var enormt lettet, da vi alle fire kort efter sad på bagsædet i hans store gamle bil og bumlede af sted mod midten af øen. Op på en bakke skulle vi, væk fra kysten.

Mange biler holdt parkeret og flere kom til på den bakke, der var øens højeste punkt. Hvide og indianere vrimlede ud mellem hinanden. Et par arbejdere, som jeg genkendte fra fabrikken, var ved at tænde et stort bål og en anden delte ud af sine marshmallows. ”Vi kan ligeså godt få det bedste ud af det” sagde Dan og bredte et tæppe ud, så drengene og jeg kunne sidde ned. Nogle gik og tjekkede, at de ældre og dem, der normalt holdt sig lidt for sig selv, også var dukket op. Panikken i min krop lettede og blev efterhånden erstattet af en følelse af ro og samhørighed mens termokanderne gik på omgang og en summen af rolig snak bredte sig.

Her sad jeg på en ø tusinder af kilometer hjemmefra, midt blandt et urfolk, der havde respekt for naturens luner, men også forståelse for, hvordan man er menneske midt i en krise. Vi sad der i nogle timer og småsnakkede og nynnede til en guitar, som gik på omgang mens vi delte køletaskernes indhold med hinanden. Der var en ro og en tryghed ved at sidde så tæt rundt om et bål blandt venner. Ingen vidste om byen var oversvømmet, om vores huse var væk. Men det gjorde ikke så meget lige der, for vi var sammen i øjeblikket, sammen som mennesker midt i det svære. Vi havde hinanden, sommeraftenen, de ældgamle nåletræer omkring os, ilden, roen.

Der blev ingen tsunami. Alarmen blev afblæst og inden aften var vi alle tilbage i vores huse. Men jeg glemmer aldrig oplevelsen af en dag, hvor mennesker var hinanden nær. Hvor jeg var en del af et samfund, som tog sig af mig, selvom jeg havde en anden farve. Hvor jeg blev lukket helt ind og passet godt på. Den oplevelse gjorde mit menneskesyn lidt mere rummeligt, lidt mindre fordomsfuldt.