En rød ballon

Den 19. december var jeg ved at lave godteposer til kirkens store familiejulegudstjeneste og jeg puttede en rød ballon i hver. Samme dag fik jeg uventet besøg af vidunderlige Athene på fire år, som fik en af mine ekstra balloner. Den blev pustet op og vi legede længe med den til latter og krumspring. Så tog Athene hjem og ballonen landede under skænken. De gange jeg har støvsuget siden, har den bare fået et puf, så den ligger der endnu. Jeg har aldrig set noget lignende, på over en måned har den slet ikke mistet noget luft, den er tilsyneladende nøjagtig lige så rund og glad og fyldt som den var for over en måned siden!

Jeg er jo sådan en symbol-nørd (ENFP ifølge Meyers-Briggs) som kan se billeder på livet i alt, og så kan jeg ikke lade være med at tænke på mig selv som sådan en ballon. Når jeg oplever Guds nærvær, er det som om han puster liv i mig og fylder mig ... gør mig til noget større end mig selv.... men jeg er sådan en småridset ballon med sprækker, der gør at luften hele tiden siver ud. Jeg mister min lethed og min evne til at svæve videre når noget rammer mig...nogle gange er jeg næsten helt udtømt.....

Jeg har selv smidt mange gamle slatne balloner ud i mit liv, men sådan gør Gud ikke med mig. Han binder kærligt knuden op og puster igen. Puster liv og glæde, sit åndedræt, sit nærvær ind i mig. Hver dag mister jeg lidt luft. Og hver dag vil Han puste liv i mig igen. Han har skabt os til at leve på Hans luft.... og Han bliver ved med at elske liv i os selvom vi har sprækker og småskader.

DEN slags kærlighed er mere end bare varm luft!