"Det er en stor synd at få verdens mest spændende bog til at lyde kedelig". Citatet er Bill Hybel's, og jeg tænker på det hver gang jeg forbereder en prædiken. Den bog som kristne i kommunistiske lande er blevet henrettet for at eje, den bog som har holdt modet oppe hos isolationsfanger gennem tiderne. Den bog, som kinesiske undergrundskirker værner om og er hundrede mand om et eksemplar af. I Danmark er den lovlig. Og nogle mener vist lovlig kedelig. For mig er den bog guf. Jeg har stor respekt i min tilgang, når jeg forbereder mig. Jeg beder for de rette tanker, læser dybt i bibelkommentarer, gør alt hvad jeg kan for at mine tilhørere må finde samme motiverende kraft i den bog som jeg selv har gjort. Og alligevel ser jeg ofte folk sidde og nikke når jeg prædiker. Eller også er de travlt optaget med at sende sms'ser. Det kunne måske nok udløse mindreværd og selvransagelse, men jeg tolker tit på konferencer, hvor eminente, verdenskendte talere fra USA underviser. Selv står jeg og gløder af bare begejstring for det de siger, men det slår aldrig fejl: Der sidder altid nogle og spiller på mobilen eller nikker nede i salen et sted.

Det er ikke min hensigt at anvende min blog til sure opstød eller gardinprædikener (for så falder mine læsere bare i søvn!). Men der skete noget her i weekenden som fik sat den her problematik lidt i relief for mig.

I min Bed & Breakfast var jeg så velsignet at lægge hus til et kristent kursus for ledere, et kursus hvor David og jeg selv var med som deltagere. Huset var fyldt med herlige kristne fra kælder til kvist. Fra fredag aften til søndag eftermiddag sad vi midt i fantastisk og stærk undervisning, vi virkelig kunne bruge til noget. For at illustrere deres budskab havde talerne medbragt et stort fyrtårn i træ. De har vision for, at den undervisning, de gav på dette og andre kurser, skal være med til at gøre danske hjem til fyrtårn, arnesteder hvorfra Guds lys kan gå ud. De stillede det store smukke fyrtårn på min skænk, så vi kunne kigge på det hele weekenden.

Det pudsige var, at det stod lige under mit abstrakte billede (som jeg aldrig rigtig har kunnet se hvad skulle forestille). Og ud fra fyrtårnets top gik en kraftig lyskegle. Det abstrakte i mit billede blev simpelthen en kraftig lyskegle og vi kursusdeltagere morede os med, hvor perfekt fyrtårnet passede lige der.

Underviserne tog fyrtårnet med sig hjem igen søndag, men fra nu af vil den hidtil udefinerlige streg i mit maleri altid være en lyskegle og altid minde mig om det jeg hørte i weekenden. Guds ord fandt udtryk lige midt i min stue, lige her hvor jeg slår mine hverdagsfolder, hvor sovsen nogle gange er for salt og hvor der ind imellem kan være lidt stresset ved middagsbordet.

Det er dét, jeg ønsker, når jeg fortæller om Gud i min egen kirke og i de andre kirker, der er så letsindige at invitere mig til at tale. At skabe en lyskegle, at ordet må blive kød og bo lige der hvor vi er mennesker. At det ikke bare må være abstrakt, men at Gud må oplyse vores indre, så der kommer nogle helt konkrete lyskegler lige der hvor vi bor. For verdens mest spændende bog er også verdens mest livsrelevante bog.